Luna Vallis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2017
  • Opdateret: 18 sep. 2017
  • Status: Igang
Hej, dette er en historie jeg kommer til at bruge tid på, og jeg vil prøve og lægge nye afsnit ud så hurtigt jeg kan. Det er omkring en pige ved navn Cassandra Morgan som i 1800 tallet flytter ud på landet helt ud hvor der næsten ingen er. Cassandra tror slet ikke dette vil blive godt, indtil hun møder Ethan. Vi følger da Cassandra og Ethan kærlighedshistorie, en historie der medfølger modstand men også medvind.

Jeg håber i vil følge med (:
Det bliver 100% en lang Historie.

1Likes
5Kommentarer
325Visninger
AA

3. Varmen og kulden

Varmen nærmer sig ind på mig, jeg kan mærke det. Mine øjne åbnede sig stille, jeg lå i en stor seng omringet af vægge af træ.

Det første mine øjne så var pejsen der brændte godt, det var der varmen kom fra, jeg vidste ikke hvor jeg var og lå bare stivnet i sengen.

Ved siden af mig var et bord, på bordet lå min dagbog, den var mudret og noget af stoffet var flænset itu.

Nogle øjeblikke lå jeg bare der, men besluttede mig dog for at rejse mig og se hvor jeg dog var.

Jeg rejste mig fra sengen og hørte en knagen fra gulvet under mig, min ryg var øm, og tanken om hvor lang tid jeg mon havde ligget har ramte mig. Jeg var forvirret for hvad nu hvis jeg var kidnappet, hvor var jeg dog. 

Da jeg fik balancen gik jeg mod døren, den var åben og knagede lige så meget som gulvet. Da døren åbnede var der en stor spisestue med store fine lysestager på bordene og det smukkeste stel stående på bordet.

Da jeg kom til stuen, trådte jeg ind i et varmt rum et rum med en stor pejs, som også var tændt op. Der var store vinduer med store røde gardiner, som var trukket fra. Foran pejsen stod der en lille skammel og bag dem en meget smuk sofa med et speciel lavet bord foran. I vindueskarmene stod vaser med mange farvede blomster i, og på gulvet lå store gulvtæpper med de smukkeste mønstre på.

Til sidst fik jeg øje på manden fra heden, ham der redede mig fra ulven. Han sad der, på en lille skammel foran pejsen, underligt jeg først så ham nu, jeg trådte et skridt ind i stuen og en knirken fra gulvet kunne høres. Let gispede jeg da han drejede hovedet og kiggede på mig.

” De er vågnet” 

Hørte jeg hans fløjlsbløde stemme sige til mig, han talte stille, men alligevel tydeligt.

Jeg tænkte igen på hvor lang tid jeg mon havde sovet, men gik væk fra tanken igen.

Han løftede sin hånd og vinkede mig over mod ham.  

”kom herover og lad mig forklare”.

Et smil bredte sig på mine læber, jeg løftede i min kjole og gik over mod ham.

Vi faldt i snak, han fortalte mig om hvordan jeg lige pludselig faldt om, og han følte en trang til at redde og passe på mig.

”Jeg kunne ikke lade dig ligge der på den kolde hede, så jeg tog dig med hjem til min herregård og bad mine folk hjælpe dig. Jeg har ikke villet forlade huset før jeg vidste du var rask, hver dag har jeg været inde og kigge til dig men du har ikke gjort mine til at vågne. Det gjorde ondt jeg håbede ikke De led, vi har for resten sendt telegram til Deres familie for at informere Dem om at De er i god behold.”

"Mange tak for hjælpen, jeg er meget glad for De gjorde det for mig, men må jeg have lov at spørge om hvor lang tid jeg har været bevidstløs, og hvor lang væk hjemmefra jeg er?"

Han satte benene over kors og fjernede ikke blikket fra mit.

"Du har været bevidstløs i 2 døgn og Luna Vallis ligger 5 mil herfra, men vi tænkte vi ville tage godt om dig her og følge dig hjem når du vågnede og har det godt". 

Han kiggede på mig, vi kiggede på hinanden.

Der var noget over ham, som var noget specielt, noget unikt, noget jeg kan lide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...