Luna Vallis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2017
  • Opdateret: 18 sep. 2017
  • Status: Igang
Hej, dette er en historie jeg kommer til at bruge tid på, og jeg vil prøve og lægge nye afsnit ud så hurtigt jeg kan. Det er omkring en pige ved navn Cassandra Morgan som i 1800 tallet flytter ud på landet helt ud hvor der næsten ingen er. Cassandra tror slet ikke dette vil blive godt, indtil hun møder Ethan. Vi følger da Cassandra og Ethan kærlighedshistorie, en historie der medfølger modstand men også medvind.

Jeg håber i vil følge med (:
Det bliver 100% en lang Historie.

1Likes
5Kommentarer
331Visninger
AA

4. Kærlighed

Jeg blev i huset, han havde fortalt mig, at jeg bare skulle blive,så længe jeg vil, men jeg ville ikke hjem. Jeg kunne lide at være der, jeg følte mig, hjemme, velkommen.                                                                                   

Mens jeg gik rundt i huset, tænkte jeg på min mor og min onkel. Jeg tænkte på, hvordan de havde det, og om de var bekymrede for mig, hvordan de mon havde reageret på telegrammet der var blevet afleveret til dem.                                                                                                                          

Jeg tænkte også på, om det ville være bedst at tage hjem, men den tanke kom jeg hurtigt fra, fordi jeg ville lære ham at kende, jeg ville kende ham.                                                                                                                  

Selvom jeg ikke kendte hans navn, alder eller historie endnu, følte jeg mig allerede tryg i hans selskab. Det var underligt for så nemt gik det aldrig for mig til at stole på nogen på den måde. Jeg følte jeg kunne spørge ham om alt allerede men alligevel kender jeg dog ikke hans navn endnu. Jeg skal nok spørger ham sagde jeg til mig selv, da jeg gik rundt i det store hus.                                                                                                                              

Hans hus var faktisk virkelig stort, det var større end onkels, dette hus havde hele 3 etager, en kælder, en stueetage og en mere etage. Det var ikke kun etagerne der gjorde huset stort, det var også stort i sig selv, der var gange med værelser ned af og stuen var enorm og havde møbler der minder om noget fra 1700 tallet.                                                                                                                                                                                       

Jeg gik ned mod stuen igen, med håb om modet til at spørge om hans navn, og spørge ind til ham.                                                                                                                                   

Jeg kom ind i stuen, og der sad han, jeg stod bare ved døråbningen og kiggede på hans perfekte ranke ryg vende mod mig.                                                                                                                                                                                     

”Sir?, jeg tænkte på om jeg måtte komme med et spørgsmål?”                                                                                                          

 ”Selvfølgelig, spørg løs”                                                                                                                                                                          

Han vendte sig om og kiggede på mig, han smilede. Jeg kunne mærke mine kinder rødme, jeg blev helt genert af ham kigge på mig.                                                                                                                                                                         

”Dit spørgsmål?”                                                                                                                                                                                     

Han kiggede på mig og lignede et spørgsmålstegn i ansigtet.                                                                                                    

”Ohhh, øhm, jeg tænkte bare på om du ville fortælle mig hvad de hed. Jeg har gået og tænkt over det, og du har faktisk aldrig præsenteret dig selv.”                                                                                                                             

Hans ansigt skiftede form, mens han rejste sig.                                                                                                                        

”Det er jeg ked af, det må du undskylde”                                                                                                                                                   

Han rakte hånden mod mig og smilede stort, mens han kiggede mig i øjnene.                                                                               

”Mit navn er Ethan, Ethan Feliz, jeg er 18 år og har boet her hele mit liv. Mine forældre døde for øjnene af mig lige ude i gården og lige siden har jeg boet her og levet af mine forældre formue. Mine forældre har altid været adelige og haft alt hvad de skulle bruge, men jeg, jeg holder mig mest for mig selv.”                                                                                                

Han så trist ud da han fortalte det med sine forældre, jeg fik nærmest dårlig samvittighed, men jeg havde jo ikke spurgt ind til hans fortid.                                                                                                                                                       

”Det er jeg ked af”

Jeg kiggede i hans øjne og han lyste helt op.                                                                                                                                                                                       

”Hvad med dig, du har heller ikke præsenteret dig. Sådan en yndig pige som dig må da have en smuk fortid og et smukt navn.”                                                                                                                                                                      

Han lagde en hånd på min kind, fjernede en lok hår med den anden hånd og smilede.

"Yndig?"

Jeg er ret sikker på jeg lød meget dum da jeg spurgte, men en sådan perfekt mand havde aldrig fortalt mig at jeg var yndig. Jeg kiggede på Ethan, han så mig insisterende i øjnene, jeg blev nødt til at snakke nu.                                                              

”Mmm mit navn er Cassandra, Cassandra Morgan, jeg er 17 og er lige flyttet hertil fra Paris. Vi er kommet for at passe min syge onkel, mig og min mor altså. Min far døde da jeg var 3, Jeg har aldrig forstået hvad der skete men min mor fortæller han var syg.”                                                            

”Det løder dog ikke just som en smuk fortid søde”

Jeg lo, min klokkelatter bredte sig i rummet og han smilede til mig. Dette var det perfekte øjeblik, jeg elskede dette øjeblik.                                                                                                                         

Hans hånd var stadig ved min kind, så kom vi tættere på hinanden, jeg kunne mærke noget, jeg ved ikke hvad, men noget. Der var en underlig følelse indeni mig, jeg kunne mærke dette var ægte, jeg kunne mærke dette var meningen.                                                                                    

Så skete det vores læber mødtes, vi kyssede, hans læber pressede blidt mine. Jeg kunne mærke varmen fra hans læber mod mine, jeg kunne mærke en varm og kærlig følelse i min krop, jeg kunne mærke kærlighed.

Kyssede stoppede da Ethan blidt skubbede mig væk.

"Undskyld, jeg ville ikke overfalde dig på den måde, det var ikke i orden bare at kysse dig uden videre."

Jeg kunne se på ham at han mente det, han havde da intet gjort galt, jeg havde det perfekt. Jeg havde det godt, faktisk mere en godt, hvorfor skulle han lige trække sig væk.

"Faktisk har jeg det helt perfekt sir."

Han kiggede på mig, som om jeg var underlig, så smilede han til mig, og jeg til ham. 

"Cassandra du kender mig slet ikke og så kan Du stå og sige at De har det helt perfekt lige efter jeg kyssede dig. Jeg er altså virkelig ked af det."

Jeg blev forvirret, jeg kunne lide ham, og troede også han kunne lide mig. Jeg følte virkelig for at sige det, og det gjorde jeg.

"Faktisk har der været en følelse indeni mig, ligesiden jeg så Dem på engen, faktisk tror jeg, at jeg har følelser for Dem, og jeg troede også de var gengældte, da Du kom nærmere mig."

Så vendte jeg mig om og gik, jeg kunne mærke følelserne indeni min krop jeg kunne mærke jeg ikke kunne holde det ud. Min første tanke var at gå ind på værelset tage mine ting og gå, jeg kunne da prøve at finde hjem. 

Men da jeg næsten var nået ud af stuen hørte jeg Ethan. Han tog et skridt fremad.

"Cassandra vent!"

Jeg stoppede op og vendte mig om mod ham så jeg så direkte på ham. Så gik han mod mig, han gik ikke, nej han småløb. Han stoppede op lige da han var få centimeter fra mig. Jeg gispede let, så kyssede vi, igen, denne gang mindre blidt end før. Denne gang mente han det fuldt ud, jeg kunne mærke det da han pressede sine læber mod mine. 

Hans hånd gik fra at ligge på min skulder til nu at ligge ved min hofte, han holdt om min hofte. Dette øjeblik var øjeblikket, øjeblikket hvor jeg vidste han kunne lide mig. Øjeblikket hvor jeg havde fundet den, fundet min glæde. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...