Luna Vallis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2017
  • Opdateret: 18 sep. 2017
  • Status: Igang
Hej, dette er en historie jeg kommer til at bruge tid på, og jeg vil prøve og lægge nye afsnit ud så hurtigt jeg kan. Det er omkring en pige ved navn Cassandra Morgan som i 1800 tallet flytter ud på landet helt ud hvor der næsten ingen er. Cassandra tror slet ikke dette vil blive godt, indtil hun møder Ethan. Vi følger da Cassandra og Ethan kærlighedshistorie, en historie der medfølger modstand men også medvind.

Jeg håber i vil følge med (:
Det bliver 100% en lang Historie.

1Likes
5Kommentarer
326Visninger
AA

7. I øsende regn.

Det styrtede ned med regn, men jeg løb alligevel, når jeg alligevel var blevet våd kunne det ikke skade med noget mere vand.

Jeg løb og løb og løb, jeg blev nødt til at kigge ned for ikke at snuble, jeg løb til jeg ramte Ethan og endte i hans favn. Jeg kunne mærke hans varme, den tryghed jeg følte når jeg var med ham.

“Smukkeste, hvad er der galt?”

Først da han spurgte om det kunne jeg mærke at jeg græd, der løb tårer fra min kind. Jeg trak efter vejret, jeg var så sur og trist på samme tid, alt faldt fra hinanden for mig. Jeg var virkelig så forelsket i Ethan, jeg savnede ham i bare de få timer vi var fra hinanden.

“Elskede, træk vejret og fortæl mig gerne hvad der er i vejen”

Jeg trak vejret stille og roligt og prøvede at koncentrere mig, jeg gik et lille skridt tilbage så jeg kunne se ham ordentligt.

Det var dejligt at se ham igen, en lettelse, jeg vidste inderst inde at han ikke var en morder eller nogle af de dumme ting min mor havde kaldt ham.

Han kiggede mig direkte i øjnene og holdt sin hånd på min kind men han fjernede en lok hår, han smilede og kyssede min pande

“ Nu, fortæl mig hvad der går dig på”

Jeg vidste jeg var nødt til det og jeg havde virkelig også lyst, men jeg gad ikke fortælle ham de ting min mor havde fortalt.

Jeg trak vejret dybt og bed mig i læben.

“Min mor fandt ud af jeg havde været med dig og det var hun ikke just glad for. Min mor kaldte dig en masse slemme ting som jeg virkelig ikke tror på. Jeg brød mig ikke om det”

Så så han nervøs ud han lignede virkelig en der tænkte over hvad han skulle sige og hvordan.

“Okay skat, intet af det er rigtigt, folk har siden mine forældres død troet alt muligt dumt om mig. Det tror jeg de har fordi der for det første har været en masse forsvundne piger og for det andet har jeg ikke bevæget mig særligt meget udenfor grunden.”

Jeg blev forvirret, han er da udenfor nu.

“Før du spørger er dette faktisk min mark.

Og jeg er ikke særlig tryg ved at de løber her helt alene når du jo ved at en masse piger er blevet myrdet.”

Nu fik jeg dog dårlig samvittighed over at han har været nervøs på mine vegne, at han går herude for at holde øje med mig og beskytte mig.

“Ethan?”

“Ja, Cassandra”

“Jeg tænkte om vi ikke skulle tage hjem til dig, jeg fryser.”

Jeg frøs faktisk ret meget, vi stod helt stille ude i regnen og jeg havde kun min kjole på.

“ Åhh undskyld skat, jeg glemte helt regnen, kom lad os gå.”

Han tog om mig og jeg kunne mærke varmen sive fra ham til mig.

Hvordan kunne han være så varm?

 


 

 


 

               

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...