She's All That I Want

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2017
  • Opdateret: 24 sep. 2017
  • Status: Igang
Hvad ville du nu gøre, hvis Justin Bieber prøvede at score dig, mens du var på arbejde, og egentlig ikke brød dig om ham?

Jo, nu skal I høre. Her får I lige den 20. årige Eveline McCann's syn på den situation, hun stod i. Hende og hendes kæreste, havde haft deres op - og nedture sammen, og deres forhold var ved at synge på sidste vers. Pludselig en aften, hvor hun var på arbejde på den bar, hun på daværende tidspunkt arbejdede, mødte hun så lige Justin Bieber, der åbentbart kom forbi. Hvis hun nu lige havde været begejstret for ham, ville det være godt, men det var hun tværtimod. Hun havde jo aldrig hørt andet om ham, end det bras og de rygter, der var i medierne om ham, så hvorfor skulle hun være begejstret?

Følg med og se, om hun nu lige kan stå for stjernens charme og desperation... <3

13Likes
9Kommentarer
9224Visninger
AA

5. REALITY BITES ME!

 

EVELINES P.O.V.

•••

Mandag 7. September 2017 13:13 - Eveline og Philips lejlighed, West Hollywood, California, USA

Jeg lå i sengen ved siden af Philip. Det var på en måde rigtig dejligt at få alt på plads dagen før, men alligevel, var det som om, der stadig var et eller andet. Vi havde ligget helt ude i hver side af sengen, og vi var faldet i søvn med ryggen til hinanden. Normalt ville man nok have en okay romantisk aften, når man nu var blevet gode venner igen, og alt det der, men mit og Philips forhold havde egentlig aldrig været sukkersødt på den måde. Vi var bare to mega forskellige personer, og vi havde nok bare hver vores måde at køre et forhold på, og jeg brød mig faktisk ikke specielt meget om hans. Jeg håbede bare, at han efter vores snak, ville ændre sig lidt, eller bare overgive sig lidt. 

 

"Kan du overhovedet stadig lide mig?" Spurgte jeg lavt og vendte mig, så jeg lå og så på ham. Han rystede på hovedet, som om jeg var totalt latterlig, og så på mig.

"Hvad er det overhovedet for et spørgsmål, Eveline?" Sagde han og legede lidt med sine fingre. Jeg sukkede dybt. 

"Jamen kan du?" Spurgte jeg, og denne gang forventede jeg altså et konkret svar. 

Han nikkede svagt. "Øhm, ja. Men jeg må da indrømme, at det er et mærkeligt spørgsmål, seriøst!" Sagde han, og han virkede en smule ophidset. Hvorfor var hans temperament så stort? Det var det, jeg hadede mest ved ham! Jeg sukkede igen, og prøvede at slappe af. Jeg skulle ikke blive sur, for når han var sur, og jeg var sur, kom der en typisk fight

"Slap nu af, please​! Jeg spurgte bare, for du plejer, at gerne ville... Du ved?" Sagde jeg irritabelt, og han så virkelig forvirret på mig. 

"Jamen har du da lyst?" Spurgte han irritabelt og rystede på hovedet. Jeg trak på skuldrene. 

"Næh... Ikke rigtigt?" Svarede jeg koldt og så ned i dynen. Jeg satte mig op ad væggen, og han pillede stadig ved hans fingre. 

Han så på mig, og jeg så på ham. "Nå, men hvad er problemet så?" Der var ingen smil til hinanden eller noget. Var det helt seriøst, det der? Ja, åbentbart.

Mit stone-face, blev hurtigt til et skuffet og lidt forvirret ansigt. Jeg var rigtig forvirret. "Hvad mener du med det?" Spurgte jeg, og min stemme knak lidt. Jeg var så let til tårer, og det kunne alle seriøst skrive under på. 

"Hvis du ikke har lyst til det, og jeg heller ikke har, er der jo ikke noget problem, eller?" Sagde han og sukkede. Jeg nikkede lidt, for den sad bare. Han var vildt hård. 

"Nåårh, nej nej..." Svarede jeg, og jeg følte mig svag på en måde. Jeg ville ønske, at jeg fandme bare havde balls til lige at fortælle, at han i hvert fald godt kunne finde en anden og snakke sådan til, for han skulle ikke snakke sådan til mig. 

 

Han satte sig op ad væggen, ligesom mig, og jeg vendte hovedet og så ud ad vinduet. Solen skinnede og det var sikkert varmt, men jeg kunne mærke, at jeg ikke havde særlig meget overskud i de her dage. Jeg var igen mega i tvivl, om jeg overhovedet skulle fortsætte det her forhold. Jeg vidste jo sjovt nok godt, at det ikke var et forhold, jeg egentlig brød mig om at være i, og jeg hadede det også bare. 

 

JUSTINS P.O.V.

•••

Mandag 7. September 2017 14:46 - Justins hus, LA, California, USA

Jeg stod i mit køkken og vaskede lidt op. Min opvaskemaskine var igang, og jeg kunne ikke klare at se på alt det rod, der var på køkkenbordet. Jeg hørte lidt blandet musik, men mest Michael Jackson! The Legend!

 

Jeg begyndte at overveje lidt, om jeg skulle holde en fest. En stor fest. En fest, hvor jeg ville invitere en masse, jeg kender... Og Eveline og hendes kæreste, så jeg kunne se, hvem jeg så var oppe imod. Ej, det var for sjov, men alligevel. Skulle jeg? Det kunne måske være en idé? 

 

Jeg tog et tørt viskestykke og tørrede mine hænder. Jeg tog min iPhone op fra min køkkenø, og så begyndte jeg at scrolle ned i mine hav af kontakter og finder Fredos nummer. Han var jo med, da jeg mødte Eveline for første gang, så jeg ville gerne lige have lidt vejledning. Skulle jeg holde den fest om fredagen, eller ej? Det var jo mandag, så jeg havde endda 5 dage til at inviterer de mennesker, jeg syntes skulle med. 

 

Han tog den med det samme, og han råbte nærmest ind i røret, for jeg måtte næsten tage mobilen væk fra øret, for ikke at blive døv. "Hey Justinooo! Hva' så?" 

Jeg grinte lidt. "Hey Fredo! Jo, nu skal du høre..." Begyndte jeg, og han flækkede af grin, og jeg vidste godt, hvorfor. Han grinte altid, når jeg talte, på den måde, jeg gjorde. Altså som en pædagog, psykolog, you name it

"Hvornår er du blevet så klog, at du siger 'jo, nu skal du høre?'" Grinte han højt, og jeg kunne heller ikke selv holde masken. 

Jeg bukkede mig lidt og slog min ene hånd på mit lår, for jeg grinte så meget. Årh, det var forfærdeligt. "Ej! Det er faktisk ret seriøst, Fredo!" Sagde jeg alvorligt og snøftede lidt, for jeg grinte alt for meget. 

"Jaer, okay. Hvad er det så, der er så alvorligt, Jus?" Spurgte han lidt latterligt, og jeg grinte kort. 

Jeg kørte min ene hånd igennem mit hår, og jeg så ned på Esther, der gik rundt om mine fødder. "Altså... Jeg, øhm. Kan du huske, da vi var på Cuckoos? I lørdags?" Spurgte jeg nervøst, for han havde, jeg ved ikke, han havde drillet mig lidt efter, jeg var blevet afvist af Eveline. 

"Øhm, ja? Hende der pigen var ordentlig lækker, mand!" Svarede han, og jeg grinte kort igen. Det behøvede han ikke at sige, jo!

Jeg sukkede dybt. "Ja, det er jeg jo klar over... Jeg vil gøre alt for at score hende, ærligt! Ingen overdrivelse!" Sagde jeg nærmest håbløst.

"Bro, du kan da godt score hende! Jeg sværger, hun er let!" Halvråbte han og grinte. Jeg grinte også selv lidt kort. 

"Det er så lige det, hun ikke er! Hun har en kæreste - Og det er der, jeg har et spørgsmål!" Svarede jeg meget usikkert, og han grinte bare igen. Hvorfor var det så sjovt?

"Nå, okay. Hvad er dit spørgsmål så?" 

"Jeg kunne godt tænke mig at holde en fest, og ville det være upassende, hvis jeg inviterede hende og hendes kæreste? Det er bare... Jeg vil gerne se ham! Og også se hende. Hun er jo så mega flot!" Sagde jeg, og han flækkede endnu mere af grin. 

"Seriøst, Fredo! Skal du absolut grine af alt, jeg siger? Det er ikke en skid sjovt!" Udbrød jeg irriteret, og han stoppede med det samme med at grine.

"Undskyld, mand! Men nej... Det ville ikke være upassende som sådan. Bare du ikke læner dig for meget op af hende til festen, hvis hendes fyr også skal med! Hun er bomb! Men pas på," han sukkede, og jeg bemærkede, at han nok også syntes, at hun var pænt lækker. 

Jeg snøftede lidt, for jeg var vist en smule forkølet. "Altså, det ved jeg, Fredo! Jeg ved godt, hvad jeg skal gøre, men det var bare, om det ville være upassende. Jeg skal vel bare være høflig, ik'?" Svarede jeg med et lille grin, og han grinte også. 

"Shit, hvor går du meget op i det, Jus! Slap nu lidt af, og bare tag det som en kommer. Ikke, at du ikke skal være høflig, for det er vigtigt!" Sagde han og grinte endnu mere. Jeg ved ikke, men han havde vist en rigtig sjov dag der, for han grinte faktisk 24/7. 

Jeg rystede lidt på hovedet. "Ja ja, det er lettere sagt, end gjort, Fredo!" Svarede jeg håbløst og sukkede. 

"Årh, maaan! Du er jo forelsket, Jus!" Råbte han, og det gav mig næsten et chok. 

"Ja, det er jeg vist nok..." 

"Du skal nok få hende, bro! Jeg sværger." 

"Tak mand, men jeg må gå. Jeg skal igang med at invitere folk!" Udbrød jeg og lagde på. Han nåede ikke engang at svare. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...