Purpose - (I Slept With Justin Bieber del 2.)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2017
  • Opdateret: 5 jun. 2018
  • Status: Igang
Arabella er blevet stor. Så stor, at hun nærmer sig de 2 år. Isabell får gode nyheder fra USA, da det viser sig, at det er lykkedes ministeriet at finde frem til Isabells argentinske rødder, og der er både gode og dårlige nyheder i vente. Justin har temmelig travlt for tiden med en Purpose tour, der snart skal skydes i gang. Han har endnu ikke set sin datter i al den tid, siden Isabell og han skiltes i Rockefeller Center, eftersom hun allerede havde tjekket ud af lejligheden på hotellet, da han med et knust hjerte vendte tilbage til hotellet. Justin har haft travlt med en masse arbejde, men mest af alt har han haft travlt med ikke at kunne finde hoved og hale i sit liv og med kærligheden, der ustandseligt har skudt ham i foden. Ja, man skulle ellers tro, at han havde lært af lektien ved at miste Isabell og ikke mindst hans datter, men det er desværre ikke tilfældet. Dog er det en ringe trøst, at Justin stadig har kontakt med Isabell over mails, men er det nu også nok i sidste ende?

73Likes
65Kommentarer
27534Visninger
AA

4. Tumult.


Isabells synsvinkel:

Isabells hus, Præstefælledvej 27, 2770 Kastrup, Danmark, fredag d. 5 februar, 2016, kl. 19:54

Arabella var puttet for en times tid siden. Hun var bare udkørt, og det samme var jeg nok også lidt, og underligt nok, så var det ikke fordi jeg havde været på arbejdet i dag, men nok mere fordi, der var så mange ting, der kørte rundt i mit hoved. Der var jo Arabellas forestående fødselsdag i morgen, men det var nok ikke så meget det - det var mere det, at jeg vidste, at Justin var på vej..

Jeg have med vilje ikke tjekket hans opslag på instagram og twitter, trods det faktum, at jeg havde modtaget notifikationer omkring det.

Jeg vidste nemlig godt, at han var godt på vej til Danmark, men jeg vidste bare ikke hvornår? For at være ærlig, så begyndte jeg at tro, at han faktisk havde fortrudt i sidste øjeblik, og slet ikke var taget afsted fra Californien alligevel, for jeg havde intet hørt fra ham, og som det havde lydt fra Scooters mail i går, så skulle Justin ellers være på vej, men nå ja.. Der var jo ligesom også de ni timers forskel mellem Californien og Danmark, så jeg skulle måske heller ikke male fanden på væggen lige med det samme.

Jeg trådte et skridt tilbage fra det næsten færdigpyntet spisebord og betragtede det med et bid i underlæben. Jeg kunne egentligt godt have ventet med oppyntningen til i morgen, men jeg følte mig distræt og jeg følte ikke, at jeg kunne slappe af i kroppen lige til aften, selvom min krop nok havde fortjent et hvil i sofaen med en god film i tv'et.

"Driiiiiiing!"

Jeg gispede i kroppen, og lukkede øjnene i i sekunder, for jeg håbede virkelig ikke, at dørklokken havde vækket Arabella, nu hvor hun ellers var så træt til aften. For hun behøvede bestemt en god nattesøvn inden alle de gæster og nye indtryk i morgen.

Jeg pustede tungt ud, og valgte at gå ud i entréen, hvor jeg stoppede op med blikket ned mod Arabellas værelsesdør, der stod på klem for at lytte om hun var vågnet, men det virkede ikke til det.

"Duk duk duk!", lød det yderligere fra hoveddøren af, og jeg vendte mit blik mod den, og kunne godt ane en skikkelse bag det matterede vindue, der flugtede til højre for hoveddøren.

Jeg fugtede mine læber og gik hen og låste op, og mistænkte lidt, at det nok var min far, der var taget et smut forbi.

Jeg blev klogere, da jeg åbnede hoveddøren, for det var slet ikke min far..

"Justin?", spurgte jeg overrasket over at se ham stående på min hoveddørstrappe. Ja, det kom bag på mig, at jeg alligevel var formået at blive overrasket over at se ham stå foran hoveddøren, til trods for jeg egentligt godt vidste, at han var på vej hertil. Og han var ikke alene. Justin smilede lettere usikkert, mens han stod med en lille sort og alt for nuttet labradorhvalp med en blå sløjfe bundet om halsen i armene, og til absolut ingen overraskelse, så havde Justin taget Mikey med, som selv stod med Esther i snor ved siden af Justin.

"Hey Bells.. Må vi komme ind?", spurgte Justin roligt, så det her føltes så underligt for mig, efter vi ikke havde set hinanden eller været i nærheden af hinanden, siden sidst i april forrige år i New York.

Det var virkelig underligt det her!

Jeg nikkede med et lille svagt smil og trådte til siden, hvorefter Justin med hvalpen i armene først trådte ind i entréen, og Mikey kom lidt efter, hvorefter jeg lukkede døren roligt efter mig og låste døren som en vane.

"Skoene af tak..", bad jeg roligt, da jeg i samme sekund bemærkede Justin skulle til at træde ind med hans sorte klipklappere. Ja, det var seriøst.. Justin havde sorte klipklappere på til aften med lange røde fodboldsokker, røde shorts, en hvid og sortstribet fodboldtrøje og så en sort cap på hovedet, som om han lige havde været til fodboldtræning? Det tvivlede jeg dog ret meget på

Men en typisk stjerne, lignede han i alt fald ikke!

Justin så lettere forlegen ud, da jeg havde bedt ham om det, hvor til han nikkede med et svagt smil og han smed sine klipklappere. Wow, han gjorde sgu hvad jeg sagde. Jeg var pænt overrasket. Mikey gjorde det samme.

"Må Esther og Phil godt rende rundt i huset?", spurgte Justin med et svagt bid i underlæben.

Jeg smilede svagt med armene over kors og flakkede med blikket nede på hvalpen i Justins arme, "Nå, han hedder altså Phil?", spurgte jeg med et svagt grin og trådte få skridt hen til Justin og hvalpen, og jeg kunne desværre ikke dy mig for at kæle hvalpen lidt på hovedet, der føltes varm og dejlig blød.

Justin nikkede med et lille smil, "Ja, det gør han...Han er sød, ikke?", svarede Justin roligt, så jeg så op fra Phil og mødte straks Justins brune øjne tæt på.

Jeg smilede svagt og nikkede, "Det er han bestemt..", svarede jeg med et nervøst smil.

Ja, jeg forstod ikke, at Justin til stadighed kunne have denne magt over mig endnu, og hvad jeg lod ekstra mærke til, så var Justins øjne som forandret på én eller anden måde. Ja, det virkede ret besynderligt, men hans brune øjne havde nærmest ændret karakter. Hans øjne virkede mildere og kærligere. Ja, det virkede sgu skørt, men i forhold til for et par år siden, så var det gået som fra et lettere hårdt og flabet blik til et varmt, roligt og kærligt blik, der fik sommerfuglene til at genopstå i maven på mig.

Jeg sank en klump og trådte lettere forlegent et skridt bagud fra Justin og prøvede at skjule min forlegenhed over for ham.

Hans magt over mig, var slet ikke forsvundet!

"Så eh.. Må de?", fik Justin atter min opmærksomhed, så jeg atter så hen på ham med et lille smil og nikkede, "Bare de ikke vækker Arabella..", svarede jeg roligt, så Justin fremkom med et skuffet blik.

"Oh.. Sover hun da allerede? Jeg havde håbet lidt at.. Eh.." "Ja, hun blev puttet for en times tid siden.. Hun var helt udmattet efter i dag. Der venter hende jo også en lang og udmattende dag i morgen med en masse gæster og nye indtryk..", forklarede jeg med et lille smil.

Justin nikkede med et tydeligvis skuffet smil, mens han flygtigt satte Phil ned på gulvet, der bare satte sig på en nuttet og akavet måde og så op på Justin.

Justin rettede sig op igen og smilede skuffet, "Det forstår jeg da også godt, men nu havde jeg ligesom skyndt mig herhen lige fra lufthavnen af, og jeg havde godt nok håbet på, at se hende nu her..", svarede han med et trist blik, så jeg sukkede og fik en indre irritation over, at jeg fik dårlig samvittighed over, at han ikke kunne se hans datter efter et halvandet års adskillelse.

Justin så afventende på mig med et svagt smil, så han gav mig endnu mere dårlig samvittighed, så jeg sukkede endnu mere opgivende bare på grund af det længselsfulde og bedrøvede blik, som han kunne komme med i øjeblikket.

"For pokker da også!", bandede jeg i mine tanker og smilede diskret til ham.

"Alright, hvis du er musestille, så kan du liste dig ind og se hende..", sagde jeg roligt, så Justin pludseligt lyste op.

Jeg smilede roligt og bevægede mig forbi ham og Mikey, "Denne vej..", udbrød jeg lavt, og kunne fornemme Justin fulgte efter mig bag mig, mens vi nærmede os Arabellas værelsesdør, der stod på klem, og hvor hendes lille månelampe lyste svagt i værelset, så der ikke var bælgragende mørkt derinde.

Jeg så tilbage på Justin, der stod med et smil, der virkede ret spændt og jeg hintede med hovedet mod døren, "Bare gå ind...", hviskede jeg med et lille smil, og jeg gik forbi ham.

"Jeg går ind i stuen imens...", hviskede jeg yderligere, og fik tæt øjenkontakt med ham et kort øjeblik.

Justin nikkede med et varmt smil, og jeg fjernede blikket fra ham og begav mig mod stuen og så hen på Mikey med et smil, "Er du tørstig?", spurgte jeg roligt, så Mikey nikkede med et smil.

"Jo tak..", mumlede Mikey..

~


Justins synsvinkel:

Isabells hus, Præstefælledvej 27, 2770 Kastrup, Danmark, fredag d. 5 februar, 2016, kl. 20:21

Jeg spejdede ud mod gangen, og bemærkede Isabell og Mikey gå ind i hendes stue, hvorefter jeg med et nervøst bid i underlæben vendte blikket hen mod tremmesengen, hvor jeg kun kunne se en velkendt pink bamse, som jeg havde givet Arabella i julegave sidste år - med posten altså..

Ja, jeg fik sgu lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde holdt hvad jeg lovede med hensyn til at være der for min datter, men jeg vidste jo sådan set godt hvorfor det havde været sådan. Jeg havde været ret knust længe over at miste Isabell og min datter, og derfor havde jeg bare valgt at tage afstand til dem, fordi jeg ikke følte at jeg kunne klare den kontakt med dem på daværende tidspunkt.

Det havde nok været lidt med vilje, at jeg havde valgt at "leve mit eget liv" uden særlig meget kontakt med Isabell og min datter. Det havde været en ret smertefuld tid, selvom jeg havde gjort mit bedste for at skjule det for andre og for omverdenen. Det havde kun været Scooter og min familie, der havde kendt til mit knugende savn til Arabella. Jeg havde det på samme måde med Isabell, men den del med Isabell holdte jeg for mig selv, for det var mit inderste, og ikke engang min familie eller nærmeste venner kendte til det savn jeg havde til Isabell. Det var kun mig! Og ja, det var både en usigelig fryd at være i nærheden af Isabell, men samtidigt var det også en knugende smerte, netop fordi hun ikke ville være sammen med mig igen.

Jeg savnede hende - utroligt meget..

Jeg savnede hendes dejlige grin, jeg savnede at betragte hendes søde smilehuller, som hun havde i kinderne, jeg savnede hendes kærtegn, jeg savnede hendes tre stærke ord, jeg savnede smagen af hendes læber, som jeg desværre ikke kunne mindes længere hvordan var, men følelsen der kom i kroppen på mig, hver gang jeg kyssede hende, glemte jeg aldrig! Mest af alt, savnede jeg at føle hendes nøgne hud tæt mod min igen.

Men . det . skete . ikke!

Jeg gik langsomt hen til tremmesengen og kunne nu se min  datter liggende på siden i en rød og hvid natdragt med Micky Mouse hoveder på. Lidt morsomt faktisk.

Arabella lå med sutten afslappet halvt ud af munden på hende og med babydynen sparket næsten helt af hende. Jeg betragtede hende godt og var temmelig målløs over hvor meget hun faktisk var vokset. Hun var jo slet ikke den der lille baby længere, men en lille tumling, der lignede ret meget hendes mor, men hun havde min næse og hold da op hvor havde hun fået meget hår.

Hun var virkelig smuk..

Jeg havde jo godt nok lovet, at være stille, men jeg havde seriøst hverken duftet eller holdt hende siden dengang, og selvom jeg ikke havde deltaget i hendes liv, så kunne jeg ærligt talt ikke dy mig, og hvad pokker... Min datter kunne jo bare sove en time ekstra i morgen, ikke?

Forsigtigt fjernede jeg dynen helt fra hendes lille krop, og med en dejlig følelse i hjertet, bøjede mig over sengen og greb forsigtigt fat under hendes arme, så hun kom med små mumlende lyde.

Hun var helt som en kludedukke, da jeg løftede hende op, og hold da op! Hun var meget tungere og større, end hvad jeg huskede, men okay, på et halvandet år kunne der jo ske meget.

Jeg løftede hende op på min skulder, hvor hun sov videre på min skulder, og jeg stod og vendte mit ansigt mod halsen på hende. Fuck, hvor havde jeg savnet duften af hende. Jeg kærtegnede hende på ryggen udenpå hendes søde natdragt og nu kunne jeg bare ikke holde følelserne tilbage.

Det første snøft lød over mig, og et par tårer rendte ned ad mine kinder, kun fordi jeg havde savnet hende så fordærdeligt.

"Du aner ikke hvor meget jeg har savnet dig baby...", hviskede jeg til hende, mens jeg stod og vuggede roligt med hende.

"Mmfr...", lød det stønnende og meget stille fra hende, mens jeg kunne mærke at hun lå og gned sig i ansigtet med hendes lille knyttede hånd.

Jeg smilede med et sagligt suk og gav hende et blidt kys på hendes pande, hvorefter jeg valgte at gå hen til lænestolen i værelset, der godt kunne tyde på, var en stol, som Isabell havde brugt, når hun skulle amme Arabella. Jeg satte mig roligt ned og fjernede forsigtigt Arabella fra min skulder, så hun begyndte at klynke svagt, mens hendes øjne var lukkede, men det rørte mig ikke. Jeg ville bare så gerne være tæt på hende, og jeg lagde hende puttende på min arm, hvor hun stadigt klynkede lidt, til jeg greb fat om fleecetæppet på armlænet og puttede det om Arabella, så hun stoppede sine klynk.

Flere tårer rendte langsomt ned ad mine kinder, mens jeg sad og betragtede hende med et bedrøvet smil, og jeg aede hende forsigtigt på hendes hoved. Jeg tillod mig at køre mine fingre gennem hendes ret fine og halvlange brune hår, der føltes så fint og luftigt mellem mine fingre.

Ja, jeg kunne slet ikke lade hende være. Savnet til hende havde været alt for stort, og nu sad jeg endelig med hende igen, hvor hun slet ikke var en baby længere, men en sød lille tumling. Jeg glædede mig til at høre hendes lille stemme og ordforråd. Jeg glædede mig til at se hvad hun kunne selv, og hvad hun stadig skulle have hjælp til. Ja, jeg glædede mig bare til at opleve hende rigtigt.

Jeg sad rigtigt og betragtede hende og kunne bare ikke lade være med at røre hende. Bare tanken om at jeg var gået glip af så mange ting og oplevelser med min datter. Jeg havde virkelig været fraværende og selvom jeg nærmest var for stolt til at indrømme det, så havde Isabell altså ret - hun havde i det hele taget ret i mange ting..

"Hvad laver du dog?", blev jeg overrasket af en anstrengt hviskende stemme i værelset, så jeg så forskrækket op og opdagede Isabell stående midt på gulvet med armene over kors og et opgivende og himlende blik.

"Sagde jeg ikke, at du skulle være stille?", hviskede hun anstrengt, så jeg rynkede brynene, "Det er jeg ligesom også.", kom jeg til at svare i normalt toneleje, så jeg ved et uheld kom til at vække Arabella, så hun klynkede og gned øjnene.

Isabell rystede på hovedet og gik i raskt tempo hen til mig, hvor ved at hun skulle til at tage Arabella, "Nej.. Lad mig dog.. Hun er lige så meget min datter, som hun er din..", snerrede jeg lettere irriteret, selvom jeg selvfølgelig ikke ville snerre, men det irriterede mig bare, at jeg ikke bare kunne få lov til at nyde min datter.

Isabell så opgivende væk fra mig og mit blik oppe på Isabell blev distraheret af en stor bevægelse fra Arabella, der pludseligt satte sig op på skødet af mig, så jeg smilede sagligt, da jeg fik øjenkontakt med hende. 

En lille lyd kom fra hende, hvor hendes store smukke øjne ændrede karakter, "Hey baby...", sagde jeg roligt med et kærligt smil, og nussede hendes buttede kind, men hun kom med en lidt klynkende skræmt lyd og straks surmulede hun kraftigt og stak op i et højt vræl, så jeg sank en klump og trak hende ind i et kærligt trøstende knus, men hun hulkede videre.

"Mooooaaar!", klynkede hun højt, så jeg blev ret overrasket.

"Justin altså.. Kan du ikke godt se hvor skræmt hun er?", brød Isabell ind, så jeg blev en anelse irriteret over, at hun bare tillod sig at gribe fat om Arabella bagfra, og det var som et stik i hjertet, da jeg betragtede Arabella knuge sig fast i Isabells bluse og straks faldt til ro, mens hun puttede sig op ad Isabells skulder.

"Måske skulle du lige gå ud, så jeg kan putte hende igen..", bad Isabell roligt, så jeg rejste mig sukkende og stoppede op ved siden af dem og flyttede blikket ned på Arabella, der allerede var faldet til ro, hvor hun lå og skulede med et lettere forskræmt blik op på mig.

Jeg smilede kærligt til hende og ville til at nusse hende på kinden, men hun vendte hurtigt sit ansigt den anden vej med en sur mumlen.

"Justin...", brød Isabell roligt ind, så jeg så på hende med et såret blik, "Hvorfor vil hun ikke kendes til mig?", spurgte jeg med en knude i maven, så Isabell sukkede tungt og himlede med øjnene og så lige op på mig igen, "Justin, din datter husker dig ikke.. Du er en komplet fremmed i hendes øjne.. Hvordan tror du ikke, at hun må have følt, da hun pludseligt opdagede, at hun sad hos en komplet fremm..." "Jamen, jeg er jo hendes far!", afbrød jeg Isabell med en frustreret tone, så Isabell stod og så op på mig med et blik der nærmest sagde alt.

"Det er jeg fuldstændig klar over Justin, men bare fordi du er far til Arabella, så skal du altså ikke tro, at hun kan huske dig bare sådan der. Hun har ikke set dig i et halvandet års tid.. Hvis d..." "What ever!", afbrød jeg hende frustreret og valgte at forlade Isabell og Arabella og værelset, hvor ved jeg fortsatte ufortrødent mod stuen, Mikey og hundene.

- Det her frustrerede mig seriøst!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...