Navn: Malene Kaas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Igang
//DENNE ROMAN BLIVER IKKE OPDATERET FORLØBIGT, DA JEG HAR MISTET MODET PÅ AT LÆGGE MER' OP HER//
Malene Kaas er 17 år gammel og er ved at afslutte 1.g. Hendes forældre er voldelige og truende overfor hende, ikke nok med det, så kan de heller ikke stoppe med, at hakke ned på hinanden.
En enkel invitation fra vennen Elias og en nat med film, er alt hvad hun har brug for for at komme væk fra virkeligheden. Hun havde dog ikke forventet at Noah, deres tutor, også var inviteret. Og hun havde da heller ikke forventet at de ville begynde at tale med hinanden.
Efter dette møde ændre Malenes liv sig drastisk. Forældrenes opførelse bliver værre dag for dag, hende og Noah bliver tættere og hun er på så dybt vand, at hun ikke længere kan bunde. Hvad sker der med Malene og forældrene? Hvad er hende og Noahs forhold? Og vil Malene drukne i sit eget liv, eller finde sin vej?
//Detager i "Drømme på flugt!" konkurrencen med inspiration af citatet "Hvor tager man hen, når man ikke kan tage hjem?"//

2Likes
0Kommentarer
429Visninger
AA

3. Kapitel 1 - En regnfuld dag

 

Kapitel 1

En regnfuld dag

 

"‘cause it’s the only

the only thing I can do "

 

   Skyerne er mørkegrå, og bag dem kan man se den lyseblå himmel, hvor solen skinner. Men alle ved at solen ikke vil komme frem i dag. Det vil blive en meget regnfuld dag. Man kan endda lugte regnen i luften. Den føles tung og fugtig, som om det havde regnet om natten, hvilket det sikkert har.

   Håret, der ellers var pænt glattet ned, er begyndt at krølle og rejse sig på grund af den høje luftfugtighed. Hendes kondisko var blevet helt gennemblødt af bare at gå ned på sit arbejde, og så havde hun også glemt en paraply, så hvis det begyndte at regne, ville hun være fanget i den satans butik til Kvickly. Dejlig dag, ikke sandt?

   Hun kom traskende ind på sin arbejdsplads, satte sit hår op i en hestehale og rettede på sine kedelige briller, som ikke gjorde noget godt for hendes udseende, og sukkede så. Hun havde ikke overskuddet til at arbejde, hun havde i det hele taget ikke overskuddet til at lave noget, men hun vidste også at hun havde brug for de penge som hun tjente, så hun bed i det sure æble i stedet for at skabe sig, som et eller andet barn i en børnehave.

   På vej ud i selve butikken stødte hun på en anden medarbejder. En medarbejder som hun havde gået i folkeskole med, men havde mistet kontaktet til efter de gik ud. Han smilede til hende og hun sendte et smil tilbage i hans retning. Hun fortrød at hun ikke havde været bedre til at holde kontakten med ham, men forhåbentligt ville de tale mere sammen, nu hvor han var tilbage.

   Da de stod overfor hinanden, standsede de og gav hinanden et stort knus før de trak sig tilbage. Han var blevet meget højere end hende på bare et år, men ikke nok med det, så var han også begyndt at farve sit hår, nu var det sølv-gråt, og havde fået et par piercinger i begge øre. Hvilket var en stor kontrast til hvordan han havde set ud før. Tilbage i folkeskolen havde han haft nærmest sort hår, og havde ikke turde at få lavet et eneste hul i øret selvom hans bror havde opfordret ham til det.

   ”Du tænker sikkert på hvor anderledes jeg ser ud, gør du ik? ” sagde han og sukkede træt af hende.

   ”Sorry, Ji-Young, ” svarede hun og hev lidt i sin ene ørering. Hun vidste at der var tider, hvor hun var let at læse. Eller måske var det bare fordi de havde været så tætte som de engang var. Men uanset grunden følte hun sig flov over, at han havde gættet hendes tanker rigtigt.

   ”Du burde virkelig få dit hoved ud af skyerne. ” Han rystede på hovedet af hende før han gik forbi hende og ind i personalelokalet. Hun hev lidt kraftigere i sin ørering og kunne mærke sine kinder begynde at blive varme. Det var heldigt at hun ikke blev så let rød i kinderne som mange andre hun kendte.

   Mens hun gik hen og satte sig i kassen kunne hun ikke stoppe sine tanker for at tænke over det Ji-Young havde sagt. Det var ikke noget hun havde valgt at gøre. Det var bare hendes måde at beskytte sig selv på. Hvis hun ikke forblev så positiv så mulig, og med sit hoved langt oppe i skyerne, så vidste hun, at der ikke ville gå lang tid før hun begynde at bryde sammen. Hvis hun ikke var positiv, så ville hun falde ned i et sort, sort hul uden mulighed for at komme op igen. For hun ville ikke vide hvordan, og dem omkring hende ville heller ikke vide hvordan. Så hvorfor skulle hun stoppe med at beskytte sig selv, og risikere at miste sig selv?

   Det var noget af det som andre mennesker ikke kunne forstår.

   Ikke ville forstå.

   For deres liv var godt, og ikke plaget af ligeså slemme dæmoner. 

   Men selvfølgelig havde de også nogle dæmoner. Det havde alle, og det vidste Malene også godt. Hvilken også var hendes grund til at lufte sine egne problemer. Hun kunne bare ikke se, hvordan det skulle kunne hjælpe hende igennem det hele. Så hun holdt sine kort tæt ind til sin krop, og afslørede intet i sit ansigt eller om sine følelser. Hun forblev bare en følelseskold bitch.

   Malene så nogle lægger deres vare op på kassebåndet og begyndte ligeså stille at bippe deres vare ind. Efter hver vare hun havde fået bippet, lagde hun dem videre på der andre bånd, som førte dem ud på den anden side, så kunden kunne samle sine vare. Det alle varene var blevet bippet, fortalte hun kunden hvor meget hun skulle betale.

  "Vil du have kvitteringen med? "

  "Nej tak. "

  Og sådan forløb en normal samtale mellem kunde og ekspedient. Rimelig kedelig og totalt uden følelser. Uden personlighed. Eller hjerte. Kun ens hjerne.

  Timerne gik, og Malene blev ved med at ekspedere kunderne. Da der ikke var nogen tilstede endte hun med at sidde og stirre ud i luften, og drømme om bedre tider, hvor ingen ville kunne nå hende. Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle kunne forsvinde fra denne jord, uden af forsvinde fuldstændigt. Hvilket ikke var en mulighed. Det man ikke dør af, gør en stærkere, som man siger. Og det var præcis det hun gik efter.

***

Hun var kommet ud af arbejdstøjet og så nu op på den grå, regnfyldte himmel. Ligeså snart hun havde fået fri, var det begyndt at pisse ned fra himlen. Håret var blevet helt mørkt af vandet og dryppede af regnvand, sko, bukser og jakke var helt gennemblødt, og det eneste der havde overlevet var nok hende mobil, som lå sikkert gemt væk helt nede i bunden af tasken. 

  Hun lænede sig op af den varme radiator der var placeret i en mellem gang mellem 7-eleven og pis-vejret. Hun satte sig ned på hug og lænede sin ryg op mod varmekilden. Hun kunne langsomt mærke varmen begynde at sprede sig fra hendes ryg og ned over hendes overarme. Hun lukkede øjnene og fokuserede på fornemmelsen. Varmen der sprede sig fra den nederste del af ryggen og langsomt sprede sig til resten af ryggen. Den var præcis som den danske sommer. Den kom gradvist, og først efter det dårlige. Den var som varmen efter en kold dag. Fra ryggen sprede den sig hen over skuldrene og ned over overarmene, og lindrede den evige smerte.

  Hun åbnede øjnene og så ud af glasdøren. Det regnede stadig, men det var blevet en hel del bedre end bare for 10 minutter siden.Typisk dansk sommer. Det ene øjeblik stod solen højt på himlen og det andet begyndte guderne at pisse ned på os. 

  Okay, om 5 sekunder ville hun løbe ud af døren og så løbe hele  vejen hjem.

  5 - Hun strammede sin hestehale.

  4 - Hun rettede tasken, så den sad ordenligt på hendes ryg.

  3 - Skoene var fine.

  2 - Hun fik lynet jakken op.

  1 - Og så stod hun i start position.

   Da døren åbnede sig, løb hun ud af døren og ned ad gaden. Hun kunne mærke vinden tage fat om hendes kinder og gøre dem helt kolde. Hvis hun havde haft en lysere hudtone, ville man kunne havde set hendes kinder blive røde, men det kunne man ikke. 

  Regnen rammede hendes kinder og gjorde hendes hår vådt. Hun vende ansigtet op mod himlen og smilede så stort som hun kunne. Hun kunne være fri på denne måde. Løbe fra alt og alle og alle de problemer der forfølger hende, hvor end hun går hen. På denne måde var hun fri, og en alle hendes tanker forsvandt med vinden der susede forbi hende.

   Hun så opgangs døren til hendes lejlighed og satte farten ned. Hun rodede i sine lommer og skyndte sig at låse først den ene dør op og så dem anden. Hun smed skoene af og hang jakken op på knagen, og skyndte sig så derefter op ad trapperne.

  "Jeg er hjemme!" råbte hun mens hun skyndte sig op ad trapperne og ind på sit værelse. Hun lyttede. Intet svar, som altid. Hun sukkede. Halv af lettelse, halvt af tristhed. Hun ville ønske, at hendes forældre ville have et varmt smil om læberne og spørger om hun havde haft en god dag, men hun vidste at det bare var ønske tænkning fra hende side. Det var noget som de aldrig ville lade hende opleve. Og hvis de havde gjort det, da hun var yngre, havde hun nu ingen minder om det. 

  Hun smed sig på ryggen ned i sin seng og fiskede sin mobil op fra tasken. Hun lod fingeren stryge sig hende over fingerscanneren og den låste sig op. Hun gik ind på sine kontakter og så dem igennem. Der var bare ingen hun kunne tale med. Og selvom hendes fingere svævede over Ji-Youngs navn, så kunne hun bare ikke ringe til ham. De var bare ikke så tætte længere, og hun troede heller ikke at, de ville blive ligeså tætte igen. Hun sukkede og lagde armene ned ved siden af resten af sin krop. Lukkede øjnene, prøvede at slappe af. Det kunne ikke lade sig gøre.

  Hun lod tankerne vandre. Vandre til bedre tider, hvor man ikke kunne nå hinanden. En fugl kvidrede i det fjerne om sol og varme, en lille brise kunne ses i træernes toppe. Det var ikke varm, men kold. En vindpust af den våde jord kom gennem vinduet. En bils brummen hørtes ikke langt fra. En dør der smækkede, som om der var en der havde fanden i hælene. Og så mumlende stemme. 

   Hun åbnede sine øjne brat.

  "Jeg har fortalt dig.... Vi har ikke... Så lad vær! " stemmen flød ind og ud af Malenes øre. Hun var blevet så vant til deres, forældrene, skænderier, at hun havde fået en evne til at ignorere hvad de sagde. Men det betød ikke at det var alt hun ikke hørte.

  "Godt... Men du bliver... " Der var meget hun ikke kunne høre, og denne gang var hun sikker på, at det var fordi at forældrene ikke talte højt nok. Var de bange for at hun var hjemme? Ville de ikke have hende her? Og hvis det var sådan det var, hvorfor havde de så valgt at få hende i første omgang? 

  Hvis hun gjorde noget forkert, som var forkert efter deres mening, kunne de finde på at låse hende inde i et utrolig lille rum. Der kunne de så finde på at lade hende sidde i flere timer. Uden mad eller vand. Bare siddende på et koldt gulv, hvor hun rystede helt ind til knoglen. Hvis hun græd for højt om natten, ville de låse hende ud på altanen i den kolde aften luft indtil morgen kom igen. Og endnu værre; hvis hun ikke føjede dem, ville de slå hende. Slå hende indtil hun havde blå og gul mærker, indtil hun havde buler og ar, indtil deres hænder havde efterladt aftryk på livstid, indtil hun knap kunne bevæge sig, og nær var blevet sendt på skadestuen af hendes "skader".

  "Er det okay at græde nu? " spurgte hun sig selv og kunne mærke tårene bag øjenlågene.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...