Lys i Natten

Phillipe befinder sig i Paris i slutningen af 1700-tallet. Han tænker tilbage på hans barndom i Orleans med hans moder og bror, hans ungdom i de royale styrker og hans familie som han savner her på juleaften.

1Likes
1Kommentarer
116Visninger

1. Lys i Natten

Han stirrede ud I natten. Sneen faldt stadig tungt, nu på elvte time. Stearinlysene blafrede i takt med vindpustene fra vinduet og kastede deres flakkende lys hen over væggene i rummet. Ude på gaden fortog larmen sig stille og roligt, i takt med at folk begav sig hjem i stuerne eller over på kroen. Som dreng havde de ofte fejret juleaften på kroen. Ikke her i Paris naturligvis, men hjemme i Orleans.   

Deres moder havde pakket Phillipe og hans lille bror Joseph godt ind i deres jakker med et ekstra sjal slynget omkring skuldrene, og så havde de begivet sig ud i aftenen. Rue Jeanne d’arc var altid fyldt med mennesker juleaften, og når man først havde sluttet sig til strømmen af mennesker var der ingen vej tilbage, så blev man taget med og kunne først slippe ud af mængden når de havde passeret katedralen. Phillipe havde klemt hans moders hånd og set op på hendes ansigt. Hun var så smuk, og hendes hånd så varm. Aftenens kulde kunne ikke røre ham så længe han holdt hendes hånd i sin. Deres tante havde engang fortalt ham at en moders kærlighed kunne optø selv et frosset hjerte. Han vidste ikke om hun havde ment det bogstaveligt, men sådan en aften syntes alt muligt. Der havde været noget magisk over hans mor. Det var som om hun var en engel, sat på jorden kun for hans og hans lillebrors skyld. Den store flok havde bevæget sig langsomt nærmere og nærmere katedralen. Joseph havde gået og stirret op i sneen. Phillipe havde smilt for sig selv. Hans første minde var fra en juleaften der i vrimlen. Han havde siddet oppe hos deres fader og hvilet sit hoved mod hans bryst. Han havde grædt fordi han ikke ville ud i kulden, og tårerne havde brændt på hans kind i den kolde aftenblæst. Men hans far havde sagt at han blot skulle kigge op i himlen. Han sagde at de små feer fløj rundt med net over skulderen og dryssede sne ud over himlen, og nogle gange kunne man få øje på dem hvis man kiggede godt efter. Han vidste godt senere at det ikke var sandt, men når han så Joseph gå og spejde rundt kunne han alligevel ikke afholde sit eget blik fra at glide over aftenhimlen.

Hvert år den 24. december havde de smeltet voksrester sammen til et nyt lys som de satte på trappen ved katedralen hvor de bad til Saint Croix om at deres fader måtte vende sikkert hjem til dem når krigen var slut. På trods af stentrappens enorme favn, havde der dårligt været plads til de mange lys. Phillipe havde et ambivalent forhold til hele konceptet. På den ene side havde det gjort ham bedrøvet at se de mange mennesker stå der i den kolde aftenvind og græde med savn og længsel svulmende i brystet. Men samtidig var det der han følte sig tættest på sin far. En gang kunne han faktisk have svoret at han så sin fars øjne i den svajende flamme på den kolde trappe nogle år tidligere, som om hans far netop da havde tændt et lys hvor han end var og gud havde ladet dem dele dette uvurderlige øjeblik sammen. Joseph havde frosset og trukket i deres moders frakke. Hun havde forsøgt at skjule det bag et tappert smil idet hun bukkede sig ned og samlede Joseph op, men Phillipe havde kunnet se at hun også havde grædt. Han havde ønsket at trøste hende, det var hans ansvar som manden i huset, men han besad ikke sådanne kræfter og skammede sig over sin magtesløshed. ”Kom min skat.” Sagde hun og havde taget Phillipe i hånden.

 

Bagefter ville de begive sig over på kroen, varmen ville omfavne en så snart man trådte indenfor, og deres moder ville stille hendes medbragte brød på bordet. Alle havde en ret eller ting med som blev placeret på det lange bord, og når kroværten, Michell, havde sagt velkommen så måtte man spise til man revnede. Joseph, hans lillebror, med hans lyse hår og de mange fregner der prydede hans kinder og næseryg, var en sand charmør og skulle altid ud og danse med de unge damer. Men Phillipe sad bare og nød det hele. Varmen fra den knitrende pejs, musikken fra de rejsende musikanter som med skæbnens vilje havde indfundet sig i netop denne by på denne tid og nu tryllebandt dem alle sammen med de herligste juletoner, og ikke mindst duftene. Selvfølgelig fra maden, men kvinder som hans moder havde, hvis nogle overhoved, kun en enkelt flaske parfume, og aftenen bød sig altid på en dråbe eller to på halsen. Og endeligt var der sneen. Kulden ude fra gaden og den nyfaldne sne gav luften en helt speciel duft som han siden altid havde forbundet med jul.

Selv denne aften, så mange år senere, var de kolde vindpust fra vinduet nok til at sende ham tilbage til kroen i Orleans med hans moder og lillebror. Et lille smil bredte sig over hans læber. Hans blik faldt på vokslyset der sad i en holder på væggen, og hans tanker faldt tilbage på hans fader. Han var aldrig kommet hjem. På trods af alle deres lys og bønner til Saint Croix, så havde efterlivet flere år tidligere gjort krav på ham.

Som en ung mand, havde han selv gjort tjeneste i de royale styrker. Hans moder havde bønfaldet ham om ikke at tage af sted, men det var noget han måtte gøre. Han kunne ikke forklare hvorfor. Hans hoved sagde ham at det var for at tjene sit land og bevise sit mod som mand, men hans hjerte holdt stædigt fast i ønsket om at være tættere på hans fader. Han var blevet sendt til Indien, sitrende af begejstring ved tanken om de eventyr der ventede ham forude havde han stået på skibets dæk om natten og skuet ud i mørket. Deres admiral der havde været som en far for ham under krigen, kom af og til op til ham på dækket og snakkede om de kommende begivenheder. Måske for at berolige ham, måske fordi han selv havde brug for at snakke om det hele. De vidste at de engelske skibe ventede et sted derude i mørket, men alt de kunne gøre var at vente i stilhed.

Han var vendt hjem til Frankrig et par år senere. De blev modtaget som helte og hyldet af folket, men Phillipes øje havde søgt efter hans moder og Joseph i mængden. Han ville være taget direkte til Orleans hvis det stod til ham, men det var forventet at han blev i Paris nogle uger og modtog sin hæder havde hans admiral sagt. Så de efterfølgende uger var gået med formelle møder og teselskaber. ”Jeres gerninger vil gå over historien.” Havde briten, eller nu måtte det jo være amerikaneren sagt ved en af sammenkomsterne. Han var en inspirerende mand, ham Franklin, men nogle af de franske officerer havde taget hans tanker og ideer til hjertet og var begyndt at tale om en kommende forandring af Frankrig, hvilket Phillipe ikke satte pris på. Tænk at det allerede var tolv år siden, tiden flyver tænkte Phillipe.

Han blev tildelt titlen marquis og havde fået ansvaret for et større område nær landets sydlige grænse. Han havde med stolthed rejst til Orleans for at fortælle hans moder og broder alt om hans bedrifter, og hvordan han havde købt et større hus, tættere på Paris hvor de alle kunne bo sammen. Hans barndomsby havde forandret sig. Så meget at han havde svært ved at finde rundt, og måtte traske op og ned ad gaden flere gange i forsøgt på at finde hans barndomshus. Huset var væk. Han var sikker på at han stod det rigtige sted, men stirrede nu blot på baggården til en smedje som lå i nabohuset. Han havde i sin fortvivlelse henvendt sig spørgende til smeden. ”Det brændte ned for et lille års tid siden. Konen og hendes knægt brændte inde, tragisk historie.” Han havde ikke kunnet tro det. Han var løbet over til Katedralen og hamret på de store trædøre. Han faldt sammen på stentrappen med blodige næver og tårer strømmende ned af hans ansigt. Han mindedes deres ansigtet og ville have givet hvad som helst for at mærke sin moders hånd i sin. Hvordan skulle han klare sig alene? Det år satte han tre lys på trappen.

Han hvilede sit hoved mod den kolde stenvæg bag ham, og mindedes den store facade på katedralen i Orleans. Efter det år var der gået længere mellem hans besøg til byen og den store stentrappe. Det var allerede fem år siden han sidst havde taget turen. Hans tidligere Admiral var død, blot nioghalvtreds vintre gammel, og han havde følt det nødvendigt at sætte et lys på trappen for hans gamle ven, som havde været så stor en inspiration for ham i hans unge år. Han havde endda opkaldt sin søn Pierre efter ham og fortalt ham i hans barndomsår at Admiralen var det største menneske han nogensinde havde kendt. Kendte han admiralen ret, ville ikke engang døden holde ham fra at beskytte dem han holdt kær, hvilket var en beroligende tanke sådan en aften som denne.

Han frøs og trak jakken tættere om sig. Han ville give alt han havde for at kunne fejre juleaften med hans kone og deres søn på kroen i Orleans i aften. Se Pierre danse omkring med de unge piger, præcis som Joseph havde gjort så mange år tidligere. De skulle drikke af det samme krus og grine af hinanden med skum omkring hele munden. Han ville trække sin smukke kone Marie over ved de store vintønder, hvor misteltenen svajede under bjælkerne, og inderligt kysse hende i en varm omfavnelse.

Men alt dette var blot en fjern drøm som han sad her, og som så mange år siden på skibets dæk, blot kunne stirre ud i mørket mens han ventede i stilhed. Han hørte skridt uden for døren, der få øjeblikke senere blev slået op, under stor protest fra de tunge hængsler. To mænd stod i døren med fakler, og lyset blændede ham for en stund. ”Det er tid Phillipe.” Sagde den ene, og hjalp ham på benene. De gik på hver side af ham, ned ad den lange gang ud mod porten for enden, hvor sneen lå som en hvid løber. Stengulvet var koldt under hans bare tæer, og lænkerne om hans håndled var tunge og rev hans hud.

De trådte ud på det tomme torv, frem mod den store scene som var opført nedenfor den store obelisk. Han havde aldrig set Concordepladsen så mørk og tom.  Træet knirkede under ham, og kæderne raslede op ad trinene. De to mænd skubbede ham på knæ. En høj herre klædt i en rød frakke læste op fra et pergament. ”Phillipe, du er fundet skyldig i forræderi mod revolutionen og det franske folk. Har du et sidste ønske?” Phillipe rettede sit blik mod himlen og sneen der dalede ned over ham.  ”Må jeg låne din fakkel?” spurgte han. Vagten så spørgende mod herren i rødt som gav et svagt nik. Faklen blev sænket, og han fandt et lille vokslys frem fra sin lomme. Han tændte vægen og placerede lyset på træet ved siden af ham. ”Jeg håber at jeg gjorde dig stolt mor. Jeg ville ønske du kunne have mødt Pierre.”

Så skubbede de to mænd hans overkrop ned over blokken. Mens han lå der, lyden af den tunge klinge som blev hejst op over ham, og vindens bidende kulde omkring sig, stirrede han frem i mørket. Døren åbnede sig ind til kroen, og en lille dreng trådte ud i sneen. I faklens skær fremstod hans lyse hår næsten som en glorie omkring hans lille hoved. Fregnerne bølgede hen over hans smilende ansigt. Han fik øje på Phillipe og deres øjne mødtes. Så smilede den lille dreng, vendte sig og løb ind igen. ”Jeg kommer nu.” Tænkte Phillipe. ”Jeg kommer nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...