River - the elf prince

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 6 dec. 2017
  • Status: Igang
En smuk skov-elverprins lever et fantastisk liv sammen med sin familie og bedst som han tror, at han skal leve sådan resten af sine dage, støder han på ingen andre end en sort-elver kvinde, der hurtigt skal vise sig at ændre hans liv for evigt.

4Likes
3Kommentarer
273Visninger
AA

4. Clarissa

Da River og Raka kom tilbage til landsbyen, havde kongen ikke meget at sige. Han informerede blot sit folk om at sortelverne var ude på ballade, derfor skulle man nu være endnu mere på vagt. Denne besked fik folket til at ånde lettet ud. De fortsatte med det de nu havde været i gang med. Fuglene sang endnu engang, elverbørnene dansede rundt og duften af bål trængte igennem landsbyen.

Rivers mor, dronningen og Rakas kone, var hurtig til at tjekke om River og Raka begge var uskadte.

”Jeg er uskadt mor,” klukkede River. Kvinden var allerede i gang med at tjekke hans øre.

”Man kan aldrig vide sig sikker med de sortelvere… de er barbare!” vrissede hun forfærdet for sig selv.

Op bag hende dukkede Raka op og lagde beroligende en hånd på hendes skuldre. I det hun drejede hovedet om, for at se på ham, svang de gyldne lokker med hende. ”Rolig min kære Naumys. Nok er sortelverne barbare, men de vil aldrig og jeg mener aldrig, kunne få os ned med nakken.” Rakas stemme var som altid oprigtig.

Naumys smilte varmt og lagde sin egen hånd på sin mands. ”Du har nok ret min kære.”

Solen var ved at gå ned. Inden længe ville lyset blive opslugt af mørket og de såkaldte ”mørkevæsner” ville herske. Når dette skete, gik hver en skovelever som regel indenfor og satte sig foran pejsen. Den lille flamme var lyset i mørket.

Naumys tændte altid stearinlys op i deres stue. Både i vindueskarme og på bogreolerne. Engang imellem kiggede hun bekymret ud af vinduet. Dog kunne hun ikke se meget andet end sit eget spejlbillede. Hun pustede en smule ud og lagde en hånd mod en af træstolperne, for at støtte sig. Hele paladset var bygget af træ og stuen var det eneste sted, hvor møbler stod nær hinanden. Et tæppe foran pejsen var mødestedet for River og hans søstre.

Denne aften var dog anderledes. River var ikke til at finde indenfor og dette bemærkede Rain. Hun selv sad på tæppet nær pejsen og kiggede rundt. Bag hende sad den ældste søster Athena og børstede sin søsters hår. Der var en dejlig duft af mynte og olie.

”Hvor er River?” spurgte Rain med sin søde lyse stemme.

Athena løftede på sine skuldre. ”måske han er på sit værelse, jeg har ikke set ham siden aftensmaden.”

Rain bed sig tænkende i pegefingeren og drejede hovedet, for at se hen på deres mor, hvis blik stadig var rettet ud mod vinduet.

”Har du set River, moder?” spurgte Rain.

Naumys så hen på sine døtre. Hun smilte så varmt og kærligt. ”Desværre ikke min kære, men han er sikkert bare udenfor, i kender ham, han har det med at tage på eventyr selv.”

”Ja, men ikke når mørket er faldet på,” Rains stemme lød bekymret. ”mørke væsner kunne være derude… aucv!”

Rain måtte tag sig til baghovedet, da Athena havde dasket til det. Hun så fornærmet om på hende. ”Hvad skulle det til for?!”

”River skal nok klarer sig,” var alt den hvidhåret Athena sagde. Udenpå kunne Athena minde om en kold isdronning med sine blå øjne og hvide hår, men indeni havde hun en blød side, der altid blev fremvist når det galt familie. Da hun fik øjenkontakt med Rain, blinkede hun til hende og smilte kærligt. ”Du kender ham.”

Imens Naumys lyttede til deres snak, betragtede hun endnu engang mørket udenfor og tog sig derefter til sin mave. Et nyt liv voksede inde i hende.

 

Ikke så langt fra landsbyen, nær et rendende vandfald, hvis vand glimtede som diamantsten, sad River og lyttede til vandets beroligende sang. Ved siden af ham, havde en sortbjørn lagt sig og løftede kort sit store hoved, for at betragte den unge elver.

River tog en dyb vejtrækning og aede blidt sortbjørnen over snuden. Bjørnen gabte og lagde ellers sit hoved ned igen, foldede sig sammen til en pelset bold. Som skovelver var det normalt at snakke med alle dyr, undtagen fisk, men de var skam heller ikke de nemmeste at komme til. Derudover havde River også fundet det svært, at kontakte kronhjorte og andre hjortelignende dyr. Det var trods alt også de dyr de jagede og spiste.

Nu når mørket havde haft spist dagslyset for nu, var alting så roligt og River havde en svaghed for netop denne ro. Mange rygter sagde at mørkevæsnerne herskede om natten, men River havde endnu ikke stødt på et.

Han lod en hånd dyppe ned i det kolde vand.

”Jeg troede ikke at skovelver omgik bjørne,” lød en boblende stemme pludseligt.

Forskrækket drejede River hovedet om. Han kunne intet se i mørket. ”Hvem der?”

Sortbjørnen var også kommet op at stå på alle fire. Den lette aura var gået hen og blevet tung. Dette fik bjørnen til langsomt at begive sig væk. Der var noget over denne aura som virkede bekendt for River… og det samme gjorde den søde og stærke duft.

”Vis dig selv!” sagde River igen advarende.

Stemmen klukkede lavt og i det øjeblik vinden blæste, så bladene dannede en musik, trådte ingen andre end sortelveren fra før ud. Hendes orange øjne skinnede i mørket og månelyset oplyste hendes smukke hvide hår. ”Godaften River.”

River spændte i sine muskler og tog ikke øjnene fra hende. I det han skulle til at trække en pil, kunne han mærke at der intet sad på ryggen af ham, hverken bue eller pil. Hvis hun angreb, kunne han ikke bruge våben. Han var forsvarsløs.

hjerte bankede kraftigt i det han trådte et skridt tættere på hende, med armene over kors. ”Godaften… Clarrissa? Ikke sandt?”

Clarrissa smilte drillende. ”Jeg er beæret over at du kan huske mit navn, det havde jeg ikke troet.” Hendes drillende smil havde noget lusket over sig. De orange øjne lyste op så snart hun fik øjenkontakt med ham. ”Jeg er også forundret over at du ikke har angrebet mig endnu… kunne det skyldes din manglende bue og pil?” hun trådte et skridt frem. ”Jeg går bare ud fra at du har bue og pil… det er et typisk skovelver træk.” I et kort øjeblik havde de orange øjne et hånende skær.

River fnyste svagt af hende. ”Du siger det som at det er forkert at bruge bue og pil… hvad er dit våben?”

Et sus lød, fugle fløj fra trætoppene og der var nu noget som stak en smule til Rivers adamsæble. Hans sorte øjne beskuede forsigtigt ned. Nær hans hals var nu spidsen af et spyd. Hans pupiller udvidede sig i overraskelse. Hvordan skete det? Da han så hen imod Clarissa, stod hun stadig med sit drillende smil og med et spyd i sine hænder. ”Et spyd, det er mit våben.” spydhovedet gled ned af Rivers hals, forsigtigt og tirrende, før hun endelig fjernede det.

River pustede lettet ud. Da han fik øje på spydhovedets smukke facon og farve, spærrede han øjnene op og åbnede munden op. ”Wow! Er spydhovedet lavet af diamand!?”

De orange øjne hun bar, betragtede kort sit spyd, hvorpå hun fnyste og smilte smørret. ”Det kan du lide tro. Siden jeg er sortelver dronningens vogter, har jeg brug for det bedste og som sagt, intet kan knuse en diamand.” Hun så nu hen på ham og smilte varmt til ham. Dette smil fik hans kinder til at bluse op. Hendes smil fik hendes i forvejen kønne ansigt til at lyse op.

Så snart hun bemærkede hans røde kinder, klukkede hun igen drillende og kørte en hånd igennem sit hvide hår. Det sad løst og bølgede ned af hendes front, helt ned til hendes talje. ”Har i da ikke selv pilespidser lavet af diamand?”

River rystede blidt på sit hoved. ”Dog ikke… men det kunne være fantastisk!”

Clarrissa fniste lavt og tog hånden op til sine læber. ”Du er sød. Langt fra hvad jeg havde forestillet mig skovelvere ville være.” deres øjne mødtes igen. Sort og orange smeltede sammen i mørket. River kunne høre sit hjerte banke… hvorfor bankede det så meget?

”Og du er ikke så slem som i bliver beskrevet,” sagde River og klikkede med tungen i drillende manere. ”Ifølge fortællingerne ville du have haft slået mig ihjel nu.”

Clarissa satte hovedet på skrå. ”Måske jeg venter med det, til du vender ryggen til mig?” Hun blinkede her drillende til ham og smilte samtidig lusket til ham.

Disse ord fik River til at være på vagt. Han skulle huske på at hun stadig var en fremmed, for ikke at sige en sortelver, en fjende. Alt over ham blev anspændt. Han følte at han ikke kunne rokke sig ud af stedet.

”Rolig nu, jeg har ikke i sinde at angribe dig, ellers var du død for længst,” sagde hun og viftede ellers ligegyldigt med sin hånd. ”Dronningen har dog advaret dit folk…”

”Ja, det ved jeg… blot fordi vi ikke vil gå imod højelverne sammen med jer, så syndes i, i skal true os,” Rivers stemme var en vrissen. ”I har helt forkerte syn på verden.”

Stemningen havde hurtigt ændret sig. Lynene voksede langsomt imellem dem. Men i stedet for at svare ham, stirrede Clarrisa bare på ham, overlegent og på samme tid var der nysgerrighed at finde i hendes øjne.

Til sidst løftede hun dog blot på sine skuldre og vendte ryggen til ham. ”Jeg ønsker ikke at slås imod dig.” igen løftede hun sin hånd, dog var det denne gang med spyddet i hånden, så det blev viftet frem og tilbage. ”Vi ses en anden gang, måske vi kunne mødes her igen?” Hun kiggede sig her over skulderen. ”Jeg er her ved den her tid i morgen, du bestemmer selv om du også er.” hun drejede hovedet væk igen. Hendes lange hvide hår svang hypnotiserende fra side til side.

Med et svagt bankende hjerte, så River efter hende og da han ikke længere kunne se hende i mørket, pustede han ud. Hvorfor følte han lettelse og skuffelse på samme tid?

I det han begav sig hjem i mørket, gik en tanke igennem hovedet på ham. Han skulle helt klart tilbage og møde hende i morgen. Hvem hun end var, så var hun den mest dragende person han nogensinde havde mødt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...