Flugten

17årige Dairya fra Irak er lige blevet gift familien er stolt og glad. Men i løbet af ingen tid, forvandler Dairyas kæreste sig fra drømmefyren til et afskyeligt monster, han slår og er i generelt bare voldelig. Før Dairya selv opfatter det er hun flygtet med en trussel om at hun nok skal blive fundet, i hælene.

8Likes
6Kommentarer
795Visninger
AA

1. Prolog

 

 

Dairya's Point of view:

​Hans vrede stemme slyngede sig om mig, og rundt i lejligheden. Hans fornærmelser fløj ind og satte sig i hver og en pore i mig, mens hans vrede øjne borede sig ind i mine skræmte. Hans stemme var hæs af at råbe og skrattede kun mere og mere for hver udbrud.

​Mens han råbte og skreg, prøvede jeg at forstå. Forstå hvorfor han var sur, jeg havde jo bare været med et par venner ude at gå og oven i købet havde jeg handlet ind på turen tilbage til lejligheden. Derudover prøvede jeg at forstå hvornår han var blevet sådan. Sådan havde han aldrig været før, vi var blevet gift. 

​Hans stemme blev højere og højere, indtil den nåede til et punkt hvor jeg ikke længere kunne holde det ud. Jeg tabte min indkøbspose, så varerne trillede ud på gulvet og der lød et hult bump.

 Derefter gik det hele som i slow motion. "Stop!" Hviskede jeg lavt, men ikke lavt nok for han hørte det. Han blev helt paf over at jeg sagde noget. Og der begyndte det at gå stærkt igen, der var ikke gået et sekund før han havde hævet armen til jeg havde et printet rødt mærke på min kind og ikke længere stod på mine ben.

Han havde slået mig i gulvet! Jeg kiggede op på ham med tårer i øjnene. Men han stirrede bare hårdt på mig og skred ud af døren. Jeg kiggede paf efter ham også længe efter at han havde smækket døren ud til opgangen efter ham. Først flere minutter efter at han var forsvundet ud ad døren, begyndte store tårerne at trille, store, våde og i lange strømme for da de først var flyttet ind flyttede de ikke ud igen. 

Det var første gang han havde slået mig, han havde råbt og skreget af mig før men aldrig slået mig, før nu.

Jeg kiggede rundt i lejligheden som pludseligt synes at være et fangenskab. Jeg rejste mig og drejede rundt, kiggede på hver detalje indprentede dem, som skulle jeg forlade stedet for evigt om få sekunder. Jeg ville ikke have troet hvis nogen havde sagt at det ville blive en vane for mig at gøre.

Her virkede tomt og slet ikke som mig, dette var ikke mit hjem, det kunne det ikke være for jeg hørte ikke til her! 

En skinger lyd brød stilheden. Vores hjemmetelefon ringede højt, larmende og irriterende. Jeg sukkede indvendigt før jeg gled hen over gulvet og tog den skingrende opfindelse. 

"Det' Dairya" Min stemme lød sløv og trist. "Hej Dairya, går det godt? Selvfølgeligt gør det, det! Har Zayn det godt??? Kan i komme til middag på torsdag?... Dairya, er du der??" Min mors skingrende glade stemme ødelagde mit humør endnu mere, og et kort øjeblik var jeg ekstremt bange for at jeg ikke ville kunne svare hende med et ord.


"Zayn har det... fint." Jeg trak på fint, han havde det FINT, men jeg var ødelagt, helt igennem ødelagt. Min mor hostede falskt for at få min opmærksomhed gennem apparatet. "Ja...??!" "Middagen?? Kunne i komme?" Jeg nikkede som svar på hendes spørgsmål. "... Øhm Dairya, jeg kan altså ikke høre dig nikke."  Jeg sukkede hørligt, nej det kunne hun jo ikke.

"Ja, ja det kan vi godt." Jeg lagde på før hun nåede at sige mere. Jeg vendte mig for at gå da jeg havde lagt telefonen på plads, men kiggede direkte ind i et par gråblå øjne, de var kolde som is og dybe som afgrunden til helvede. Men det var de snerrende, vilde, vrede og ondskabsfulde blik der skræmte mig.

"Hvad skal vi?" Hvislede han lavt. "Til middag." Pippede jeg lavere, skræmt af de følelsesløse øjne, hvor intet afspejlede sig, de var bare kolde. 

"Og det siger hvem?" Min mor...  prøvede jeg at sige, men ordende forlod ikke min mund, de var ikke fysisk i stand til det, da jeg stod lammet af rædsel. "svar mig!" Smældede hans stemme ud i rummet. Men det blev ikke til mere end et kvæk og da mistede han tålmodigheden. Slagene begyndte at hagle ned over mig og pludseligt sortnede alt lidt for lidt.

Jeg var skrækslagen over for ham, jeg ville væk herfra og jeg skulle nok komme det. Jeg hørte ikke til her!

 

_______________________________________________________________________________________________

​Jeg håber min historie fangede jer, kapitlerne bliver ikke så lange, men der kommer mange. Kommenter jeres ærlige mening og smid gerne et like hvis i lyster!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...