Flugten

17årige Dairya fra Irak er lige blevet gift familien er stolt og glad. Men i løbet af ingen tid, forvandler Dairyas kæreste sig fra drømmefyren til et afskyeligt monster, han slår og er i generelt bare voldelig. Før Dairya selv opfatter det er hun flygtet med en trussel om at hun nok skal blive fundet, i hælene.

8Likes
6Kommentarer
799Visninger
AA

3. Hjem hvor er det?!

 

 

​Dairya's point of view

Jeg havde haft ret, alle i flyet havde stirret irriterede på mig. Nogle få havde dristet sig til at klappe sarkastisk af mig, mens andre tydeligt havde kunnet se at noget var galt. 

Men nu stod jeg så her, i London af alle steder. Det regnede stille over byen mens bilerne susede hen ad gadehjørnerne. Jeg prajede en taxi, men vidste ikke hvor jeg skulle tage hen, så jeg bad ham om at køre til det nærmeste motel.

Mens vi kørte i fuldstændig stilhed tænkte jeg på min familie, dem som bedre kunne lide Zayn og mine venner som fra første øjeblik havde hadet ham så de til sidst bare holdte sig væk fra os, fra mig. De havde haft ret gid de bare havde kunnet overtale mig om at han var ond, før jeg var blevet gift med fjolset. 

"Lady, vi er her nu!" Jeg smilede og tog mig til min håndtaske, den var åben underligt! Jeg rodede lidt rundt i den før jeg så det. Intet af det var her, ingen af pengene, kortene eller mine papirer! Hvad skulle jeg dog gøre? 

Først, blev jeg enig med mig selv om måtte jeg forklare chaufføren situationen. Hvilket han ikke tog så pænt, han smed mig og mine ting ud i regnen og jeg vidste at uden penge eller kontakte i en by som London, ville jeg ikke klare mig særligt længe. 

Jeg sukkede og gik ind på motellet, velvidende om at jeg nok snart ar ude igen. "Hej." Sagde jeg til kvinden ved skranken. "Kan jeg arbejde for husly et par dage jeg er blevet bestjålet?!" Hun smilede et lidende smil. "Nej desværre, vi mangler ikke arbejdskraft og jeg kan virkeligt ikke tage mig af at du er blevet bestjålet lige nu! Ryk så de næste i køen kan komme til." 

Jeg sukkede, jeg havde trodsalt vidst hvordan det ville gå! Jeg gik videre til den næste butik og søgte arbejde, men intet var ledigt, heller ej ed den næste, eller næste igen. Jeg fandt intet selv ikke da jeg havde let til langt ud på natten.

Jeg frøs og åbnede min rygsæk, i den havde jeg lidt varmere tøj, som jeg hev uden over det tøj jeg allerede havde på. Jeg lavede en rede af mit resterende og lagde mig til rette i det. Så godt som jeg nu kunne. 

Jeg blev enig med mig selv om at jeg fra og med denne nat ville tilbede den der havde sørget for at jeg var så lille, som jeg var. Jeg puttede mig i det resterende tøj som var det en dyne og ikke klæde og så faldt jeg i søvn

*

​Næste morgen da hun vågnede blev hun mødt af andre fattige tiggeres mistroiske blikke og normale, velhavende menneskers medlidende. Men ingen gjorde noget, det var noget jeg kun ville vende mig til de næste par måneder som jeg boede der på hjørnet af gaden. 

På den tredje måned om aftenen var vinteren så småt begyndt at komme og kulden bed. Nogle af de mange andre tiggere var allerede gået til i kulden. Eller hvis de ikke havde fået tigget nok penge sammen. Jeg plejede at være en af dem som fik en del og nogen gange havde jeg endda nok til at give mad til nogle af de andre tiggere, i dag havde ikke været en sådan dag.

Jeg havde ikke fået mad i et døgn, jeg var mere forhutlet end nogensinde og en betjent var på vej mod mig. Han stoppede op foran mig. "Gå nu hjem med dig!" Sagde han opgivende. "Du kan jo ikke blive ved med at bo her!"

Jeg valgte at overhøre det sidste og kiggede op på ham. "Hjem hvor er det? Et sted hvor jeg bliver både sultet og tæsket? Nej så hellere bare sulte..." Han himlede med øjnene og sagde så igen; "Gå nu hjem med dig." Meget utålmodigt med et begyndende raseri lurende. "Jamen hvor helvede er hjem?" Officeren skulle til at åbne munden da en stemme afbrød ham. "Hos mig."

Både betjenten og jeg kiggede stirrede overrasket over på den unge mand som havde budt sit hjem åbent for mig. Jeg skyndte mig at pakke mine få ting sammen og løbe over til den unge mand inden han kunne ombestemme sig og efterlade mig med den sure politibetjent. 

Da jeg trådte hen til ham svingede han en arm om mig og vi begyndte at gå. "Tak" hviskede jeg.

____________________________________________________________________________________________

Please like

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...