41

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 11 okt. 2017
  • Status: Igang
TW: Omhandler spiseforstyrrelser lllll Cecilie har det godt. Udenpå. Inden i er der et virvar af tanker og følelser, hendes eget personlige helvede. Hun ved at hun har brug for hjælp, men der er kun plads til en mundfuld ad gangen, og den plads er allerede taget af ingen anden end hendes søster. lllll En novelle der nok aldrig bliver færdig. Den er ikke kigget igennem for grammatiske fejl og den er med manglende tegnsætning.

4Likes
6Kommentarer
208Visninger
AA

1. Prolog

Prolog

 

Jeg plejer at høre dem - Dine fødder henover gulvet, på gangen ude foran min soveværelsesdør. I nat, hører jeg ingenting. Klokken slår 3, musikken spiller lavt fra min Asus' højtaler. Det er 2 timer efter det tidspunkt du normalt vækker mig med lyden af din knirkende dør.

Jeg hører nogle buldrende skridt ude på gangen; Personen gør sig ikke umage med at være stille. Jeg skynder mig at klappe pc skærmen og musikken sammen og lader rummet blive sort bortset fra det lys, som gadelampen, kaster ind gennem vinduet udefra. De buldrende skridt kommer nærmere, og jeg rejser mig op fra stolen, og skubber den langsomt tilbage ind under skrivebordet, forsigtigt, så jeg ikke laver en eneste lyd. Jeg når ikke hen i min seng før min dør braser op. Jeg stivner.

"Synes du ikke, du skulle tage at gå i seng?" Stemmen er streng og får mig til at krumme tær. Hun lukker døren efter sig, men lader lyset være slukket. Jeg vender mig mod hende og mærker intet andet end irritation.

"Jo, mor," snerrer jeg. "Jeg var også på vej." Hun tramper hen mod mit vindue og ruller med voldsomme armbevægelser rullegardinet ned.

"Ja, det kan jeg se. Du har måske tænkt dig at gå i seng med jeans på?" Jeg lader være med at svare hende - Det ville der alligevel ikke komme noget godt ud af. I stedet begynder jeg at tage mit tøj af. Hun går ikke, men nedstirre mig bare.

"Ja, var der andet?" spørger jeg flabet. Hun går larmende ud af værelset igen. Jeg har ikke noget nattøj herhjemme, det glemte jeg at tage med hjem fra efterskolen, så jeg lægger mig i min seng, nøgen; Bortset fra et par trusser.

Jeg lytter. Jeg kan høre mor snakke med dig ude foran min dør. Hun lyder ikke lige så sur når hun snakker med dig, men det er jo også klart, hvorfor. Der går ikke lang tid før mor igen åbner døren ind til mit værelse. Jeg vender mig hurtigt om, så jeg kigger ind i væggen - Jeg har ikke lyst til at snakke, men jeg kan mærke på hende, at det er det hun vil.

"Jeg gider ikke snakke, kan du ikke bare gå, tak?" Hun går ikke, men sætter sig i min seng. Jeg krummer tær igen.

"Undskyld, skat," siger hun, næsten hviskende. "Det er bare fordi... Du ved hvordan Julie har det. Det stresser hende, når du er sådan en natteravn."

Så lad hende dog selv sige det til mig, tænker jeg. Mor har sagt det et par gange før, men jeg kan ikke se hvad forskellen mellem at sidde helt stille inde på mit værelse med åbne øjne og ligge helt stille inde på mit værelse med lukkede øjne er. Det må du selv uddybe for mig, Julie.

Hun giver mig et kys på kinden, og med en aggressiv håndbevægelse tørrer jeg det af. Jeg kan mærke hendes blik på mig. Jeg kan mærke hvordan det på to sekunder skiftede fra mildt og blødt til fornærmet og ophidset. Hun rejser sig op og går med sine buldrende skridt, uden at sige et ord, ud af mit værelse. Hun lukker ikke døren efter sig, så jeg rejser mig op og smækker den i, så hun ved at jeg er utilfreds.

”Hvis du smækker med den dør engang til, så skal jeg nok sørge for at den bliver fjernet!” råber hun fra trappen.

Jeg laver en pæn gestus - den midterste finger lige op i luften - mod den lukkede dør. Fuck dig. Fuck dig, fuck dig, fuck dig!

Jeg lægger mig i min seng, stirrer op i loftet. Ørerne er spidset, men jeg hører intet. En naiv og opløftet følelse fylder mig - Har du ikke tænkt dig at gøre det i nat? Følelsen blev dog hurtigt taget fra mig, da jeg hører de forudsete skridt ude i gangen, efterfulgt af en dør der lukker og en lås der klikker i.

"Hvorfor kan du ikke bare lade vær?" Mumler jeg for mig selv. "Hvorfor er det så svært for dig?"

Du tænder den højlydte ventilation på badeværelset, så den overdøver alt andet, men det kunne vel egentlig være ligegyldigt; Vi ved jo godt hvad der foregår der ude.

Jeg krymper mig sammen til en lille bold, knæene helt oppe til brystet. Jeg lader mit sind forsvinde dybt ind i mine tanker, dybt ind til mit safe space: Et skovbryn ud til vandet. Lyden af blide bølgeslag og fuglekvidder forsøger at synge mig i søvn, mens vinden vugger mig i sine arme og holder om mit hjerte, og lader de salte skumsprøjt kærtegne min kind.

Men hurtigt drukner fuglesangen i den konstante brummen fra den larmende badeværelsesventilation, og jeg bliver hevet tilbage under det genkendelige værelsesloft. En tåre finder sin vej fra mit øje ned over mit ansigt og lander trygt og sikkert på min pude. Jeg stirrer ind i væggen imens jeg prøver at ignorere smerten i mit bryst og den opkommende kvalme, og selvom jeg ikke kan høre det, kan jeg høre det alligevel: Uddrivelsen af din bedste ven og din største fjende - Mad.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...