41

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 11 okt. 2017
  • Status: Igang
TW: Omhandler spiseforstyrrelser lllll Cecilie har det godt. Udenpå. Inden i er der et virvar af tanker og følelser, hendes eget personlige helvede. Hun ved at hun har brug for hjælp, men der er kun plads til en mundfuld ad gangen, og den plads er allerede taget af ingen anden end hendes søster. lllll En novelle der nok aldrig bliver færdig. Den er ikke kigget igennem for grammatiske fejl og den er med manglende tegnsætning.

4Likes
6Kommentarer
205Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1

 

"Hendes vægt er faldet ned på 43 kg." Det er de første ord jeg hører da jeg sætter mig ind i bilen. "Hvis det fortsætter sådan, så risikerer hun at dø."

Jeg lukker bildøren i og kigger ud af vinduet uden at sige et ord. Hvis jeg prøvede ville det alligevel nok mere komme ud som hulk end som snak.

Hun taler videre, mor. "Hun har fået en ny madplan af diætisten, så hun kan tage lidt mere på. Så er hun også begyndt at tale med den psykolog der, også selvom hun ikke rigtig gider. Men hun gider jo heller ikke noget - Hun har ikke energi nok til at gide noget."

Jeg lader hende tale imens al min fokus flyver ude blandt træerne der suser forbi ved siden af motorvejen. Det er alligevel de samme ord som dem der blev udvekslet sidste gang vi sad her; Julie mig her, Julie mig der, bulimi, bulimi, bulimi... Det har ingen ende.

Jeg er på vej hjem fra min efterskole for at holde weekend. Jeg gider egentlig ikke hjem, men jeg føler at jeg bliver nødt til at tage hjem under disse omstændigheder.

Det er rart at gå på efterskole for tiden. Efterskolen er min flugt fra hverdagskaosset derhjemme. Og så alligevel ikke. Jeg kan trods alt ikke flygte fra tankerne. Og bekymringerne.

Når vi sidder i spisesalen sidder jeg bare og prikker til maden med min gaffel som om den er giftig, og jeg ikke tør spise den. Du sidder i mine tanker, og siger egentlig ikke så meget, men så snart du får øje på maden til de daglige måltider, skriger du højlydt og græder og jeg mærker smerten du føler inden i. Hver gang jeg skal til at tage en bid, stikker du to fingre i halsen og brækker dig, så jeg lader maden ligge.

Der er ingen på efterskolen der kender til den - Din sygdom. Mor har sagt at jeg skulle fortælle det til nogen. I hvert fald til Christian, min kontaktlærer. ”Du har brug for at få afløb på dine tanker og følelser,” siger hun. Men jeg gider ikke snakke om det. Og jeg gider ikke være til besvær. Og hvem gider helt ærligt at høre på mig og mit åh, så forfærdelige liv. Der er så mange andre der har det værre. Det er jo for helvede ikke engang mig med spiseforstyrrelsen.

Jeg plejer at kigge rundt på mine bordkammerater, og prikke lidt mere til min mad. De ænser mig ikke engang et blik og jeg tænker på om det er fordi jeg er virkelig god til at skjule mine våde øjne, eller om det er fordi de bare ikke kan lide mig. Når lærerne går forbi vores bord, kigger de ned på min tallerken, men kigger hurtigt væk igen, som om det rager dem en høstblomst om min tallerken er den eneste i hele spisesalen som stadig er fuld. Men det gør det vel egentlig også.

Mit blik glider ned på digitaluret i bilradioen. Hun har nu haft en samtale med sig selv i 13 minutter. Jeg har brug for en Panodil. Måske to.

"Hun har fået nogle piller der skulle modvirke hendes depression, så må vi jo så håbe at det hjælper. Hvis hun kommer af med depressionen, så kan det være at trangen til at brække sig svinder lidt ind." Og med ét spidser jeg ører.

"Hvad? Depression? Hvornår er hun blevet diagnosticeret med det?"

"Ja, måske hvis du gad følge lidt med herhjemme så ville du vide det," snapper hun. Jeg svarer ikke, for jeg er ikke interesseret i at miste det hoved hun nok vil bide af hvis jeg fortsætter med at sige sådan nogle dumme ting. Jeg har egentlig ikke lyst til at følge med derhjemme. Jeg vil bare væk fra det hele. Væk fra det kaos.

Vi sidder begge i tavshed. Selvom jeg normalt kan lide stilhed og ro, er denne form for stilhed ubehagelig. Mors vrede hænger tungt i bilen og jeg sidder og prøver at drømme mig væk, men bliver hele tiden distraheret af den klikkende lyd hver gang vi skal dreje.

Da jeg hører den velkendte lyd af bilens dæk mod perlestenene ude foran vores hus, rejser jeg mig op i sædet, og holder min hånd henover selespændet, klar til at klikke det ud når bilen holder stille. Men før jeg når at få selen klikket op, stopper mor mig hurtigt: ”Prøv lige at vent.” Der var stadig en snært af irritation i hendes stemme.

”Kig lige på mig.” Jeg drejer modvilligt mit hoved så mine øjne møder hendes. ”Tør dine øjne,” siger hun og rækker ind over mig for at tage en pakke lommetørklæder fra handskerummet. Hun rækker dem til mig. Jeg havde ikke engang lagt mærke til at jeg havde grædt. Hun åbner bildøren og stiger ud, mens jeg famler med selespændet med lommetørklædes pakken i hånden. Da jeg kommer ud ad bilen, tager jeg min taske ud fra det allerede åbne bagagerum og går mod hoveddøren. På de cirka 5 meter der er fra carporten til døren, flyver tusindvis af billeder rundt i mit hoved med raketfart. En krop foroverbøjet henover et toilet, røde øjne, poser proppet med slikpapir, brækstænk på linoleumsgulv, en indsunken mave... Jeg lægger mærke til en smag af salt og blod, og holder et lille hulk tilbage da jeg trækker ned i dørens matte sølvhåndtag. Som jeg træder ind ad døren hører jeg med det samme lyden af 4 små ben der spæner ud mod bryggerset. Af vane aer jeg kort Felix på hovedet mens han hopper livligt rundt.

”Hej,” lyder det inde fra stuen.

”Hej,” svarer jeg igen. Far kommer ud fra stuen og ind i køkkenet, hvorfra han kigger på de slidte grå Converse jeg lige har sparket af fødderne, og nu placerer omhyggeligt ind til siden.

”Hvordan er de blevet så beskidte?” Han peger på skoene. Jeg kigger på dem. Sålen er dækket af et lysebrunt lag af indtørret mudder.

”Du skal lige feje det der op,” siger mor, da hun træder ind i huset. Hun hentyder til noget af det indtørret mudder mine sko har drysset udover gulvet. Før jeg får nået at svare på fars spørgsmål begynder mor på en lang tirade om hvordan hendes arbejdsdag har været i dag, og om hendes kollegaer, som der sidder på en lidt for høj hest. Da jeg med sikkerhed ved at hverken mor eller far kigger, løfter jeg hurtigt dørmåtten og skubber det værste af skidtet ind under. Barnligt, jeg ved det, men jeg vil bare gerne op på mit værelse og være alene. Jeg tager min taske i hånden og går ned ad gangen til enden af trappen, men som jeg står der og kigger op ad trappetrinene, tøver jeg. Jeg kan høre et fjernsyn køre. Det må være skruet højt op. Jeg går langsomt op ad trappen, og fjernsynet synes at blive højere og højere, dog stadig dæmpet af en lukket dør ind til værelset hvor lyden kommer fra. På vejen ned til døren til mit værelse, fryser jeg foran din dør. Jeg står helt stille og lytter opmærksomt. Den velkendte lyd af mademballage der bliver krøllet sammen skærer igennem tv’ets voiceover. Jeg krummer mig sammen og fortsætter videre ned til mit værelse, hvor jeg lukker døren efter mig. Jeg mærker tårerne komme frem i mine øjne igen, og jeg tager et lommetørklæde ud af pakken. Min hånd slipper tasken, som lander på gulvet med et bump, ligesom min krop, da den rammer den uredte sovesofa.

Jeg ligger med ansigtet ned i min hovedpude. Jeg kan ikke trække vejret. Så skriger jeg. Så højt og længe som jeg kan. Det føles som om mine tindinger er ved at sprænges, og iltmanglen får mit hoved til at ligne en velvoksen tomat. Jeg holder op og vender mig på ryggen så mine lunger kan genfylde sig med luft. Jeg ligger uden at bevæge mig i hvad der føles som evigheder, mens jeg nærstuderer og tæller hver en lille revne i det hvide træloft. Min krop begynder at ryste og lave små spjæt, som om jeg får stød. Men i virkeligheden er det bare stilfærdige hulk.

Jeg lægger en hånd på mit bryst og ønsker at det ville stoppe følelsen af at mit hjerte bliver kvalt. Jeg har lyst til at skrige igen, men jeg er udkørt og magter ikke at vende mit ansigt ned i puden endnu engang, så jeg ligger bare og venter på at hulkene fortager. Jeg stirrer op i loftet med en sådan intensitet at det føles som om at loftet er ved at falde ned i hovedet på mig. Lige nu vil jeg faktisk ikke engang have noget i mod det.

 

Søndag eftermiddag går jeg nedenunder og tager noget mad ude i køkkenet. Ikke noget udover det sædvanlige, bare rugbrød med et tyndt lag leverpostej. Jeg kan egentlig ikke lide det, men det er trods alt bedre end kød- eller spegepølse. Jeg sætter mig til rette på den samme køkkenstol som jeg altid sidder på, og rækker ud efter avisen der stadig ligger på bordet fra morgenmaden. Da jeg åbner avisen, hører jeg nogen gå ned ad trappen, og sekunder efter, træder du ind i køkkenet. På trods af at jeg ikke har sat en fod ud af døren siden jeg kom hjem, har jeg slet ikke set dig hele weekenden. Du er bleg, håret ligner noget der ikke er blevet redt i flere dage, og din krop er dækket af en tyk hættetrøje med et par store natbukser, som, nu hvor jeg tænker over det, sikkert kun er en størrelse x-small. Jeg bladrer i avisen og lader mit blik glide gennem hver en side. Men jeg læser ikke. Du står med ryggen til mig og smører rugbrødsmadder, og jeg sender korte, diskrete blikke hen mod dig, bange for at du lige pludselig vender dig om og anklager mig for at stirre.

Jeg kigger på hvordan du tæller og vejer det hele nøjagtigt af før du omhyggeligt lægger det på din tallerken. Jeg vender hurtigt blikket ned mod avisen igen, da jeg ser du er færdig. Du åbner bestikskuffen, lukker den, og sætter din tallerken på spisebordet foran mig. Jeg stirrer på din tallerken, imens du tager en faxe kondi free fra køleskabet. Der er en tydelig forskel på mængden af mad på din tallerken og min tallerken. På din: tre store rugbrødsmadder og en halv avokado, på min: to små leverpostejmadder. Jeg kan desuden se at du ikke har kommet den rigtige mængde pålæg på din mad. Der ligger kun to skiver kyllingepølse på den ene rugbrødsmad, men diætisten siger der skal være mindst tre. Jeg siger intet.

Det er som om du først ser mig da du sætter dig ned ved bordet. Du stirrer kort på mig, før du med sur mine, hurtigt tager tallerkenen i hånden og sætter dig ind i stuen. I det korte øjeblik det tog dig, nåede jeg at se det. De to indtørrede pletter ude i kanten af det ene trøje ærme. Jeg bliver dårlig. Jeg kigger ned på den halve mad jeg har tilbage, og beslutter mig for at smide den ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...