Please dont leave me!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2017
  • Opdateret: 22 aug. 2017
  • Status: Igang
Det er ikke altid nemt at være 16 år gammel og Niall Horan lillesøster,og det gør det ikke meget nemmere når man er vild med hans en af hans venner/bandmedlemmer.

Anna Horan glæder sig helt vildt til at Niall kommer hjem på sommerferie. Anna kæmper med angst og har det svært i skolen, men når hun er sammen med Niall går alting bedre. Men kan en enkelt weekend med dem alle samlet ændre alt for både Anna, Niall og de andre medlemmer?

(Btw så ved jeg godt at Niall ikke har en søster. Og jeg har ændret lidt på alderen så den forgår i 2017 men Niall og de andre drenge er cirka 20, og de er stadig et band:))

1Likes
1Kommentarer
88Visninger

1. Endelig!

Endelig!

 

Jeg sad på græsplænen og læste en bog. Det kunne altid få mig til at slappe af, men lige meget hvor meget jeg fokuserede på bogen gav ordene ingen mening i mit hoved. Jeg vidste godt hvorfor. Jeg var spændt. Det var fordi han snart kom hjem. Hjem til mig. Min Niall hjemme i tre uger. Det var sjældent han var hjemme så længe ad gangen, og jeg glædede mig som en sindsyg til at se ham. Jeg lagde mig  på græsset og lukkede øjnene, bare for at få tiden til at gå.

 

Da jeg havde ligget i cirka 20 minutter vågnede jeg ved at høre min mors stemme i det fjerne. "heiii skat, hvor har jeg dog savnet dig". Jeg satte mig op med et sæt og kiggede mod vinduet i køkkenet. Jeg fik med det samme øje på ham i indenfor hvor han stod og krammede min mor.

 

Han trak sig væk fra krammet, og jeg kunne se at han  begyndte at snakke med min mor. Først sad jeg bare og kiggede på dem gennem ruden, men så mødte Niall mit blik og han kom ud af køkkendøren ud til mig i haven. Vi lyste begge op i et stort smil og jeg kastede mig i armene på ham. Endelig var han her. Lige her hos mig.

 

Vi sad på græsset og snakkede i to timer. Vi snakkede om alt. Skolen, mor og far, den nye tour bandet snart skulle på. Vi snakkede egentlig bare som bror og søster. 

 

Da det begyndte at blive koldt gik vi indenfor. Niall bar sine taske op på hans gamle værelse. Jeg satte mig på hans seng mens han begyndte at pakke ud. "Nåå, hvordan går det i skolen?" spurgte Niall imens han lagde sine t-shirts på plads. Jeg svarede ikke, jeg kiggede bare ned. "Hey søs, du kan fortælle alt til mig" prøvede Niall igen. Jeg svarede stadig ikke, fordi han vidste godt hvad svaret var, og der var ikke ligefrem noget at blære sig med.

 

Jeg svarede kort, "som sædvandelig". Han stoppede med at lægge tøj på plads og kiggede på mig. Jeg vidste at han ville have mig til at uddybe det. "Dårlige lærer, lorte karakterer og ingen venner" sagde jeg stille. Jeg ved godt at det lyder mærkeligt. Når man er selveste Niall Horans lillesøster skulle man tro at jeg var ligeså sød, åben og havde mange venner, men nej. Det havde sygdommen sat en stopper for. Det var nok også lidt min egen skyld. Jeg havde ligsom trukket mig tilbage da angsten kom.

 

Jeg var lige på grænsen til at begynde at græde, men så satte Niall sig ned ved siden af mig på sengen og gav mig en krammer. Allerede der virkede alting lidt bedre. Vi sagde ikke noget, vi sad der bare.

 

Det var ikke fordi jeg ikke kunne være glad. Jeg var altid glad sammen med familien, eller de få venner jeg havde uden for skolen. Når jeg var sammen med bandet var jeg også altid glad. Jeg følte mig altid tryg med dem. Det var kun på skolen jeg ikke var glad. Jeg blev enten svinet til, eller opsøgt at de folk der synes det var sejt at jeg kendte One Direction. Jeg havde efter hånden vænnet mig til det, men det var stadig underligt at være kendt på grund af sin bror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...