At holde Skildpadder i Terrarie

Felix' nye nabo er en ung kvinde med mange mandelige bekendtskaber. Dagen hvor han endelig siger hej til hende, bliver starten på en historie om personlig udvikling.

0Likes
0Kommentarer
113Visninger

1. Del 1

 

Moder har alle dage vidst bedst, tænkte Felix med et fast greb om den fyldte indkøbspose fra den lokale Fakta. Bussen vuggede fra side til side og lullede Felix i en dvæle-tilstand. Han sad som altid på sin faste plads i bussen - op foran ved siden af chaufføren. Felix havde glædet sig til at vise sit nye profilbillede på sit buskort.

    Du behøver ikke at vise dit buskort, sagde chaufføren, du kommer jo her hver dag.

    Felix sad med armene tæt indtil sig. Hans moder havde bedt om en flaske Smirnoff og hårspray. Hårsprayen var selvfølgelig ikke til ham. Så meget hår havde han dog ikke på hovedet. Til sig selv havde han købt brillerens, kiks, juice og icebergsalat. Felix var stolt af sig selv. Han havde nemlig husket, at hver gang moder bad om en flaske Smirnoff, skulle han også huske at købe en karton let-mælk. Moder er så fjollet nogle gange, fniste Felix, man kan da ikke bare leve af Smirnoff, men hårspray har hun brug for. Han rakte ned i posen og åbnede en brikjuice.

    Egentlig måtte han ikke drikke juice på en hverdag. Det gør dig bare hyper og mere forfærdelig, sagde hans moder. Felix kunne ikke dy sig. Hun lægger nok ikke engang mærke til det, tænkte han og tog et ordentligt sip. Den søde væske var intet andet end en fryd. Nogle gange forstår jeg hende ikke, tænkte han.

    Han steg af bussen og gik op igennem moders opgang. Hun boede på øverste etage, altså 2. sal. Overfor Felix' moder boede en anden kvinde. En yngre kvinde. Hun var fornylig flyttet ind. Hun havde stadig en flyttekasse til at stå udenfor hendes dør. Måske kommer hun fra et større sted, tænkte Felix hver gang han passerede kvindens dør. Athena Dove. Det var hendes navn. Felix glemte aldrig det navn. Hvis der var noget, som han ikke kunne få ud af hovedet, var det hendes navn.

    Felix fandt nøglen frem og åbnede moders dør.

    - "Moder, det er mig," råbte Felix af ren høflighed.

    - "Ja, det kan jeg høre," svarede hans moder tilbage fra stuen. - "Fik du fat i, hvad jeg bad om?".

    - "Jep, og lidt med".

    Felix satte indkøbsposen på køkkenbordet. Mælk, juice, iceberg, hårspray, brillerens, brød, smør og Smirnoff.

    Hans moder kom ud i køkkenet med et tomt glas. - "Jamen dog," sagde hun. - "så kan du sørme også gøre noget rigtigt".

    Felix vidste, at det rigtige at gøre nu, var at ignorere hendes ubehøvlede tone og sætte kølevarerne i køleskabet. Kiks skulle stå i en kurv på køkkenbordet. Hårspray og brillerens skulle ind på badeværelset. Moder er normalt lidt muggen på denne tid af dagen, tænkte han.

    Han pakkede salathovedet ud og rev det i småstykker i en skål.

    - "Felix!" udbrød moder. - "Der mangler en brikjuice!"

    - "Kun én" mumlede han.

    - "Hvor mange gange har jeg sagt, at du skal holde dig væk fra det stads?" spurgte hun igennem et sammenbidt tandsæt. - "Du kan ikke tåle det!"

    Felix huskede den søde smag. Selv hvis han ikke kunne tåle det, ville han ikke kunne holde sig fra noget, der smagte så godt. Nok var det en fristelse. Nok var det forkert i moders øjne. Men det ville være svært at stå imod sådan en nydelse.

    - “Så er der også lidt til dig” smilede Felix og placerede skålen med salat ved siden af Bentes vandskål. Han gned hænderne mod hinanden. Han burde snart få fat i nogle nye plantedekorationer til sin skildpaddes terrarium. Alt skulle helst virke grøn og friskt. Bentes terrarium skulle stråle af liv, så hun ikke følte, at alt døde omkring hende. Han skulle nok få pyntet det op.

    Hans moder havde endnu engang sat sig i den blomstrede sofa og kiggede i et blad. Felix satte sig i nærheden. Det kom nogle gange bag på selv Felix, at han havde tilbragt næsten 11 måneder indeni det gamle vrag. Han prøvede at pudse sine briller i sin sweater uden at tænke over, at han lige havde købt brillerens.

    - "Felix!" udbrød hans moder. - "Du krøller din sweater!".

    - "Jamen...".

    - "Du har lige købt brillerens!".

    Felix rejste sig og gik ud for at hente flasken med brillerens.

    - "Altså nogle gange skulle man tro, at du ikke var rigtig klog" mumlede hans moder med læberne på kanten af sit glas. - "Du er en voksen mand, og alligevel behandler du dit tøj som en barbar".

    Felix rensede sine runde briller og gik ind i stuen igen.

    - "Nu når du har rejst dig, kan du så ikke lige tage disse og aflevere dem til vores rædsomme nabo?" spurgte moder og rakte Felix tre kuverter.

    - "Hvad er det?".

    - "Ja, hvad tror du?," svarede hun. - "Det er postbuddet, der er så doven at give os hendes post".

    Hun er ikke rædsom, tænkte Felix.

    Han betragtede hende som en letsindig kvinde med mange mandlige bekendskaber.

    Han gad ikke til at tage sit overtøj på igen.

    Athenas dør var fornylig blevet moderniseret. Det var alle hoveddøre i opgangen bortset fra moders. Hun havde nægtet modernisering af nogen art. Det var også derfor, at hun fik leveret post igennem en brevsprække og ikke igennem en postkasse i gården. Det er en ejerlejlighed, sagde hun, og jeg har ret til at sige nej tak!

    Athenas dør havde ingen brevsprække. Kun et håndtag og en dørspion.

    Felix kunne enten gå ned til postkassen eller banke på døren.

    Hun er nok ikke engang hjemme, tænkte Felix.

    Han tøvede lidt med at banke på. Han bed sig i læben og kløede sig i nakken. Athena var flyttet ind helt selv. Felix huskede den dag, han så hende første gang. Hun var altid iklædt en alt for stor skovmandsskjorte. Hendes hår var blond og pjusket, sat op i en knold. Felix huskede klart, hvordan hun bar den ene flyttekasse efter den anden op gennem opgangen. Helt alene, tænkte han. At der kan være så meget styrke i en lille kvinde. I virkeligheden var det Felix, der var ret så høj i forhold til hende.

    Endelig fik han sig selv til at banke på.

    Der skete intet.

    Hun er nok ikke hjemme, tænkte Felix.

    Han kunne umiddelbart ikke se, hvad der gemte sig i flyttekassen ved hans fødder. Felix var ikke typen, der ragede i folks ting, men det gik ham på, at så pæn en kvinde ikke kunne holde sine ting indenfor egne rammer.

    Døren åbnede, og der stod hun.

    Felix fik færten af hende. Hun duftede dejligt af sæbe, og det burde have beroliget ham, men egentlig gjorde det ham en smule panisk.

    - "Hej" smilede hun.

    - “Hej, nabo" gispede Felix og rakte hende de tre kuverter.

    Athena tog imod dem uden at sige det mindste, og det gjorde kun Felix mere panisk.

    - "Okay, farvel" sagde Felix, vendte straks om på hælen og låste sig ind i moders lejlighed.

    Athena smilede forvirret og lukkede døren igen.

    Felix gispede efter vejret. Panikanfald var intet nyt for ham. Han havde været tilbøjelig til at gå i panik lige fra barnsben. Først ville alting gå i stå omkring ham. Hans bryst ville kollapse, og begge hænder havde tendens til at søge op til hans ører. Det var efterhånden sket så tit, at Felix vidste, hvad han skulle gøre.

    - "Papirpose, Felix! Køkkenet!" råbte hans moder fra stuen.

    Felix rev sig løs og løb efter en papirpose. Han pustede ud, åndede ind, pustede ud og åndede ind.

    Moder, tænkte han, hvad skulle jeg dog gøre uden dig?

 

    Der gik noget tid, før Felix talte til Athena Dove igen. Der gik mindst et par uger. I løbet af disse uger gik hans liv forbi, som det plejede. Han stod op, strøg en skjorte, tog den på, tog derefter en sweater på, strøg et par bukser, tog dem på, fandt et par ternede eller stribede strømper, tog dem på, pudsede sine briller med brillerens, tog dem på, fodrede Bente og hans moder før han fodrede sig selv, vaskede op, vaskede tøj, læste det nye nr. af Videnskab, tog en lur efter frokost, gik ud og handlede, sørgede for at både hans moder og Bente var tilfredse, gik i bad og gik i seng for at starte forfra. Før i tiden havde Felix ikke behøvet at vaske tøj eller vaske op. Engang havde de en stuepige, men det havde de ikke råd til længere, så Felix blev sat i lære som husholdske. Det var ikke en tjans, som han foretrak, men med tiden lærte han at leve med det. Hver aften lå Felix i sin lyseblå pyjamas og stirrede op i sit loft med plastikstjerner. Han havde en tendens til at tælle dem. Det beroligede ham. Hvis det ikke hjalp at tælle stjerner, steg han typisk ud af sengen og hentede et glas vand. Hvis et glas vand ikke hjalp, tog han typisk en kiks fra brødkurven. Da han var lille, var hans moder altid klar med et glas varmt mælk, hvis han havde problemer med at sove, men før eller siden måtte Felix sætte foden ned og insistere på, at han trods alt var et voksent menneske. Han kunne sagtens selv varme et glas mælk. Dog var Felix efterhånden så dygtig til at falde i søvn på egen hånd, at det aldrig blev til mere end et glas vand og én kiks. Eller to.

    Felix havde også en tendens til at hviske til sin kæle-skildpadde, hvis han ikke kunne sove. Felix vidste godt, at Bente højst sandsynlig ikke forstod, hvad han sagde, men han mente, at hun ikke behøvede at forstå ham. I hans hoved var det nok, at hun lyttede til ham, og det gjorde hun selvfølgelig. Hun havde vel ikke andet at lave i sit terrarium. Felix havde haft flere skildpadder i sit liv. Han fik sin første skildpadde, da han var 10 år. Hans første skildpadde hed også Bente. Bente d. 2. hed den. Han havde altid syntes godt om krybdyr. De er de eneste dinosaurer, vi har tilbage på jordkloden, tænkte han. Bente d. 2. døde på mystisk vis i en tidlig alder. Felix konkluderede dengang, at hendes død skyldtes madforgiftning, selvom han havde bemærket, at hun ikke rørte ved sit fodre. Felix kunne ikke lide at tænke tilbage på det. Han huskede blot at være meget påvirket. Hans moder ville aldrig snakke om det, og det var svært for Felix at bede om en ny lige med det samme. Dog da han gik ud af folkeskolen, havde han samlet nok mod til at bede om en ny. Han var stolt af det nye terrarium og den nye skildpadde, som han endte med at kalde Bente. Hans moder havde aldrig rigtig forstået hans passion for krybdyr i fangeskab. Felix forlangte ikke, at hun forstod. Felix passede og plejede Bente d. 3. i hele 5 år, før hun også døde på mystisk vis. Dengang konkluderede Felix, at også hendes død skyldtes madforgiftning, selvom hun heller ikke havde rørt ved sit fodre i lang tid. Felix fik nok og besluttede, at fra nu af skulle hans skildpadder ikke fodres med andet end de sundeste grøntsager. Bente d. 4. kom ind i Felix’ liv for et par år siden, og hun blev fodret regelmæssigt og efter sund fornuft. Felix var stolt af sig selv og sin skildpadde.

    Det var en lørdag, da hans moder skulle til bingo i den anden ende af byen. Felix havde været ude og jage efter et valentinskort. På vejen hjem havde han grundigt overvejet, hvad han skulle skrive i kortet. Kære Bente, tænkte han. Tak fordi du er som du er. Tak fordi vi kan tale, som kun du og jeg kan tale. Jeg har kun kærlighed tilovers for dig.

    Den lørdag var Athena ude og købe ind i den lokale Fakta. Hendes sidste flyttekasse stod stadig udenfor hendes dør, da Felix kom hjem og indså, at han havde glemt sin nøgle. Kattens, tænkte han og satte sig på trappen. Han havde ikke skænket viceværten en tanke. Derimod kiggede han på kortet i sin hånd. Held og Lykke, stod der på forsiden.

    Der gik ikke længe, før Athena kom hjem med en fuld indkøbspose i hver hånd.

    - “Hej, Felix” hilste hun.

    Felix pillede usynligt skidt væk under neglene og gispede - “Hej, nabo”.

    - “Hvad laver du herude?” spurgte hun og ledte efter sin nøgle.

    Felix var ikke meget for at indrømme det. - “Jeg har låst mig selv ude” forklarede han og rokkede frem og tilbage som et nervøst vrag.

    Athena fandt sin nøgle. Det undrede hende, at han ikke var gået ned efter viceværten.

    - “Hvad er det, du har der?” spurgte hun.

    Felix gispede. - “Åh, det er et valentinskort”.

    - “Men valentinsdag er først i februar” påpegede Athena. - “Der er da et stykke tid”.

    - “Nåh,” mumlede Felix. - “det forklarer, hvorfor det var så svært at finde et. Jeg er ikke engang sikker på om det her er et rigtigt valentinskort”.

    - “Whatever floats your boat” nikkede Athena.

    Felix vidste ikke, hvad hun mente med det.

    Hun stod i døråbningen og så på den hjælpeløse stakkel. Hun havde godt lagt mærke til de to navne ved hans dør. Hun regnede ud, at hans bofælle nok var ude.

    - “Hør,” sagde hun.  - “du må gerne komme indenfor, indtil din bofælle vender tilbage”.

    Felix var ikke typen, der snakkede med fremmed. Han var ihvertfald ikke typen, der gik ind i en fremmeds bopæl. Det var risikabelt, men det var ingen hemmelighed, at den yngre kvinde fascinerede ham. Så han rejste sig og trådte ind i hendes lejlighed.

    Athenas lejlighed var ikke nær så nydelig som moders. Der var flyttekasser over det hele. Ikke særlig meget var pakket ud. Der var en sofa og et bord med to forskellige slags stole. Tv’et var ikke tilsluttet til noget i væggen. Der var ingen blomster, ingen planter. Det virkede ikke til, at hun overhovedet var begyndt at flytte ind endnu. Felix havde lyst til at nævne den sidste flyttekasse udenfor.

    - “Hvem i din verden har så fortjent et valentinskort, selvom det ikke engang er valentinsdag?” spurgte Athena, der var i fuldt gang med at sætte varer på plads.

    Felix lagde mærke til, hvordan hendes figur gik fra rund til en anelse slankere, hver gang hun forsøgte at nå øverste hylde.

    - “Bente” svarede han.

    Ah, tænkte Athena, det andet navn på døren. - “Din kæreste?”.

    Felix overvejede sit svar. - “Det kan man vel godt sige”.

    - “Hvor sødt. Det bliver hun sikkert glad” smilede Athena og foldede den nu tomme indkøbspose sammen.

    - “Hvad laver din kæreste så?” spurgte hun.

    - “Ikke så meget, men hun er god til at lytte” svarede Felix. Han stod i entréen en smule rastløs.

    Da Athena var færdig med at sætte varer på plads i køkkenet, viftede hun en hånd mod stuen og bad Felix om at sætte sig.

    - “Hvor skal jeg sætte mig?” spurgte han.

    - “Det styrer du selv” svarede Athena og satte sig i nærheden af en vindueskarm.

    Felix tøvede lidt, men endte med at sætte sig på en af flyttekasserne. Eksotisk, tænkte han med begge arme tæt ind til sig. Han pillede lidt i kortet.

    Han overvågede Athenas position. Hun sad en smule foroverbøjet med benene spredt. Hans moder havde før sagt, at han ikke skulle lade sig påvirke af Athenas type, fordi hun var ‘letlevende’. I begyndelsen ville Felix hellere have kaldt hende en ‘letsindig’ kvinde, men han var nået dertil, hvor ‘letlevende’ nok også fungerede. Athenas livsstil var ikke noget, der gik ham på. Tværtimod var han fascineret af hende. Athena udstrålede af uafhængighed. En styrke, som Felix ikke havde set før.

    - "Vil du ha' en drink?” spurgte hun og rejste sig efter et vinglas.

    - "Nej tak" svarede Felix.

    - “Men det er lørdag”.

    - “Jeg drikker ikke alkohol”.

    - “Jamen dog,” smilede Athena. - “du er sørme fornuftig”.

    - “Sidst jeg drak alkohol var fra moders brikjuice” tilføjede Felix. - “Det gør jeg aldrig igen”.

    Den skulle Athena lige sluge en ekstra gang. - ”Kan man få brikjuice med alkohol nu?”.

    - "Ja, det er faktisk en længere historie," svarede Felix. - "jeg var alene hjemme, ik'? Og jeg ledte efter den slags juice, som jeg plejer at købe til mig selv, og da jeg ikke kunne finde det, fordi jeg tænkte, at moder havde gemt det væk fra mig med vilje, valgte jeg at drikke af hendes brikjuice. De ligner ikke dem, som jeg selv plejer at købe. De er meget større, og der er ikke noget hul til sugerør. Derimod har de en indbygget tragt, så man bare kan hælde det i sig".

    - "Og det gjorde du så?" spurgte Athena og hældte op til sig selv.

    - "Ja," svarede Felix lidt tøvende. - "det smagte ikke nær så godt, som det jeg plejer at få, men det er det, der sker, når moder prøver at gemme min juice".

    - “Du lyder til at have et rigtig tæt forhold til din moder. Hvad siger Bente til det?”.

    Felix undrede sig en smule, som om han var blevet spurgt det dummeste spørgsmål nogensinde. - “Tja, hun kan jo ikke rigtig snakke”.

    - “Ikke?”.

    - “Hun er en skildpadde”.

    - “Bente er en skildpadde?”.

    - “Ja” svarede Felix, som om det ikke kunne være mere indlysende.

    - “Navnet på din hoveddør er din skildpadde?” spurgte Athena en smule forundret.

    - “Nej, det er min moder,” svarede Felix. - “men nu du siger det, burde jeg nok også få Bentes navn op. Hun er trods alt en del af bopælen. Det er da det mindste, jeg kan gøre”.

    - “Du har opkaldt din skildpadde efter din moder?” spurgte Athena, der efterhånden havde svært ved at sluge sin vin. - “Vent! Hun bor hos dig?”.

    - “Tja,” mumlede Felix. - “jeg plejer at sige, at jeg bor hos hende. Det var trods alt hendes lejlighed til at starte med”.

    Javel, tænkte Athena og sippede af hendes vin.

    - “Felix,” sagde hun. - “du ved godt, at din moders juice ikke er rigtig juice, ik'?".

    - "Moder siger ellers, at det er lavet af druer".

    - "Det er selvfølgelig rigtig," nikkede Athena. - "havde du det så ikke dårligt bagefter?".

    - "Jo," svarede han. - "det var dumt, men det ville jeg aldrig sige til moder”.

    Javel, tænkte Athena endnu engang og sippede af hendes vin.

    Felix så ned i skødet på sig selv. Han så på kortet. Held og Lykke, stod der med store bogstaver. Han blev pludselig ramt af skam.

    - "Du tror sikkert, at jeg er dum,” sagde han.

    Athena lo. - "Jeg tror ikke, du er dum. Jeg tror, at du er forvirret”.

    - "Kan jeg spørge dig om noget?” spurgte Felix. - “Jeg har lagt mærke til, at du har mange mandelige bekendskaber, men hvad laver de her?".

    - "Det er forskelligt," svarede Athena. - "de fleste vil snakke, ligesom dig, om deres forhold til deres kvindelige bekendskaber”.

    Felix beundrede, hvordan hun ikke gav udtryk for krænkelse.

    - “Ligesom mig?” gentog han.

    - “Ja, bortset fra ingen af mine tidligere bekendskaber har drukket fra deres moders kartonvin. Den var ny”.

    Felix pillede i valentinskortet. - “Så hvad er du helt præcis?”.

    - “Jeg er en slags terapeut” svarede Athena.

    Godt, tænkte Felix. Det er ihvertfald en titel, som moder vil synes bedre om. Bedre en titlen, ‘En letlevende kvinde’.

    - “Hvad er det for nogle mænd?” spurgte Felix.

    Athena tøvede lidt, og det gjorde ham en smule panisk.

    - “Øh,” svarede hun endelig. - “man kan vel godt sige, at størstedelen føler sig… fanget, så at sige”.

    Felix pillede videre i valentinskortet.

    - “De kommer her for at løsrive sig fra rammerne derhjemme” tilføjede hun med et skævt smil. - “Forstår du?”.

    - “Det gør jeg vel” svarede Felix og lod som om han efterhånden mistede interessen. I virkeligheden skyldtes det, at klokken nærmede sig aftensmads-tid, og i Felix’ verden betød det, at moder snart var hjemme.

    Athena havde knap nok fyldt sit glas op for anden gang, før Felix fornemmede hans moders fodtrin ude på trappeopgangen.

    - “Der har vi hende,” sagde Felix begejstret. - “jeg må hellere komme ud, inden hun opdager, at jeg har været herinde”.

    - “Felix, du kan vel selv bestemme, hvor du vil være” mente Athena og fulgte ham ud.

    Felix sagde intet, men skyndte sig ud på trappetrinnet igen.

    Athena blev bedt om at lukke døren, inden hans moder kom hele vejen op. Hun kunne ikke gøre andet end at grine.

    Felix’ moder fandt ham på trappetrinnet.

    - “Felix!” sagde hun. - “Rejst dig! Du bliver bare forkølet af at sidde der!”.

    Felix rejste sig.

    - “Hvorfor i alverden er du ikke gået ind?” spurgte hun bittert.

    - “Jeg har glemt min nøgle, moder” svarede Felix.

    Hans moder sukkede og låste op.

    - “Jeg kan høre, at du ikke vandt noget idag, moder” påpegede han.

    Hans moder gryntede. - “Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gå til de åndsvage bingo-aftener! Man vinder aldrig noget alligevel”.

    Felix tog sin jakke af, og tog jakken af sin moder.

    - “Skal jeg ikke servere noget for dig, moder?” spurgte han. - “Så bliver du måske glad igen?”.

    Hans moder åndede ud. - “Felix,” sagde hun. - “du er sådan en god dreng. Jeg tager gerne et spejlæg eller to”.

    Felix vidste, at spejlæg gav moder luft i maven, men hvis det var det, der skulle til for at gøre hende tilfreds, måtte han vel komme igang. Så længe hun ikke fattede mistanke om, hvor han havde været idag, kunne alt andet vel være ligemeget.

    Han viftede lidt meningsløst med valentinskortet, som ikke var noget rigtig valentinskort. Han kunne ikke få sig selv til at skrive noget nu. Ordene, som han havde tænkt så grundigt over i bussen på vej hjem, var forduftet. Han kunne ikke engang tage sig sammen til at finde på noget nyt. Han lagde valentinskortet fra sig og gik igang med at tilberede aftensmaden.

    Om natten lå Felix og tænkte på alle de ting, som han ville have sagt til Athena. Det slog ham, at han ikke havde takket hende for hendes gæstfrihed. Han havde heller ikke nævnt flyttekassen ved hendes dørmåtte. Han besluttede, at det ville være det første emne, hvis de skulle støde ind i hinanden igen. Det gjorde de selvfølgelig, men der gik tid.

    

    Der gik to uger. I løbet af den tid spidsede Felix ører og holdt nøje øje med, hvem der kom og gik igen. Han talte dem. Han observerede dem igennem dørspionen. Han noterede deres udseende og umiddelbare udtryk.

    Lørdagen, der kom, var den lørdag, hvor Felix’ moder valgte at gå til bingo endnu engang. Felix stoppede hende ikke. Hvis Athena var lige så strukturel som ham selv, vidste han, at hun skulle ud og handle på denne tid af dagen. Inden længe ville hun komme tilbage og finde ham på trappetrinnet.

    - “Hej” hilste hun.

    - “Hej, nabo” gispede Felix.

    - “Hvad er nu det?” spurgte hun med en fuld indkøbspose i hver hånd. - “Har du nu låst dig ude igen?”.

    Felix prøvede at se uskyldig ud.

    - “Vil du ind til mig?” spurgte hun med et smil.

    Felix beundrede Athena for hendes evne til at snakke med fremmede. Hun virkede til at elske det, og at hun elskede det, gjorde Felix mindre panisk. Det kommer der af at snakke med så mange mænd, tænkte han. 5 styks på 2 uger for at være præcis. Felix rejste sig og trådte med glæde ind i løvens hule.

    I hver af sine jakkelommer havde han smuglet en brikjuice fra køkkenet. Druesaft var hans favorit. Nu kunne han rent faktisk drikke sammen med hende.

    - “Se hvad jeg har med” smilede han stolt.

    - “Fantastisk” kommenterede Athena med et overdrevet glimt af begejstring i øjet. - “Du har medbragt drinks”.

    - “Åh,” sagde Felix og proppede begge brikjuice tilbage i lommerne. - “Nej, det her var egentlig bare til mig. Jeg tænkte, at du foretrak din egen juice”.

    - “Godt tænkt” komplimenterede hun og fandt sit vinglas.

    Felix tog jakken af i entréen. Han stod og kunne ikke dy sig fra at overvåge hver af kvindens bevægelser. Han trak vejret dybt.

    Athena opdagede, at Felix stod som forstenet og stirrede på hende. Hun tænkte, at man måske kunne give ham en opgave.

    - “Her,” sagde hun og rakte ham et vinglas. - “Vil du sætte det her ind i stuen?”.

    Hun brød muren af stilhed imellem dem. Hun krævede noget af Felix, og det gjorde ham en smule panisk. Han prøvede at smile og lade som ingenting. Det fungerede fint, indtil glasset ramte gulvet, da Felix ikke fokuserede på at få ordentlig fat.

    Felix skreg ved lyden. - “Undskyld!” hvinede han. - “Jeg skal nok ordne det! Jeg skal nok ordne det!”. Men i det øjeblik indså Felix, at han havde ødelagt nok det mest brugte og mest værdifulde af alt, hvad Athena ejede, og det fik ham for alvor til at gå i panik. Hans hænder begyndte at sitre, så da han prøvede at samle skårene op, skar han sig adskillige steder. Bl.a. oppe ved det ene øre, da hans hænder havde en tendens til søge opad under panikanfald. Blodet på fingrene fik ham til at hvine igen.

    - “Papirpose! Pairpose!”.

    Til alt held havde Athena papirposer liggende i nærheden.

    Felix pustede ud, åndede ind, pustede ud og åndede ind. Med lukkede øjne.

    Det næste, Athena fandt naturligt, var at føre Felix ud på badeværelset. Dér kunne han sidde med papirpose og få vasket blodet væk af sin nabo. Felix fik ikke anledning til at checke hendes badeværelse, da han ikke turde åbne sine øjne igen, før alt blodet var væk.

    - “Du er sørme dygtig til at trække vejret, hva’?” påpegede Athena, imens hun ganske roligt ledte efter plaster.

    Felix fornemmede et hint af sarkasme i hendes tone. - “Det’ ikke min skyld!” pressede han ud imellem pust og indåndning.

    Athena måtte lede efter plaster i en af de mange flyttekasser, der stod spredt i lejligheden. Hvis Felix ikke havde været så fokuseret på at trække vejret, ville han nok have råbt et slemt ord eller to.

    - “Jeg bløder ud!” lød det fra badeværelset.

    Athena lo. - “Det tror jeg ikke”.

    Felix var en stor fyr i forhold til Athena, så det første, der faldt hende ind, var at der skulle gå mindst en uge, før han ville for alvor bløde ud. Hun kunne godt regne ud, at Felix ikke var i humør til jokes, så hun beholdt den bemærkning for sig selv.

    - “Jeg er ked af det, Felix,” sagde hun og trådte ind i badeværelset. - “har du plaster derhjemme?”

    - “Åh,” hylede Felix. - “hvad vil moder ikke tænke?”.

    - “Det skal jeg ikke kunne sige,” svarede Athena.

    - “Hvad vil hun ikke sige, når hun ser, at der er kommet blod på mit tøj?”.

    - “Ja,” tøvede Athena. - “så kan jeg oplyse, at der ikke er kommet noget som helst på dit tøj. Og det ville du også have lagt mærke til, hvis du kunne åbne øjnene”.

    - “Jeg vil helst ikke tage chancen” svarede Felix.

    Athena sukkede. - “Hør, kan vi blive enige om, at intet forandrer sig, plet eller ej, om du så åbner øjnene?”.

    Så uvidende en kvinde, tænkte Felix, jeg kunne jo gå i chok.

    - “Du vil måske heller sidde her, indtil din moder kommer hjem?”.

    Felix kunne ikke lide den idé. Okay, tænkte han og åbnede øjnene ganske langsomt. Det første han fik øje på, var Athena i dørkarmen med armene over kors. Ganske forsigtigt lod han blikket falde ned på sig selv, og den pæne kvinde havde ret.

    Felix’ begejstring var lige ved at tage overhånd, indtil han kom i tanke om hans fingre.

    - “Ah,” hvinede han og holdt armene over hovedet.

    - “Tænk på noget andet” foreslog Athena.

    - “Som hvad?”.

    - “Fortæl mig noget. Et eller andet.”.

    - “Jeg kan ikke komme på noget” svarede Felix.

    Athena kunne høre, at hans stemme begyndte at ryste. Det hele var måske for meget for ham. Felix blev meget nemt overvældet. Hun trådte ud af badeværelset og ind i entréen.

    - “Hvor skal du hen?” hvinede Felix. Athena svor, at han rent faktisk lød som en 6-årig dreng.

    - “Jeg kommer med en overraskelse” svarede Athena.

    Intet kan løfte en mands humør, når han har så markante smerter, tænkte Felix.

    Men Athena havde pillet lidt i hans jakkelommer ude i entréen og kom tilbage med hans brikjuice, og hvordan kunne Felix afvise det?

    Til hans skuffelse havde hun været nødt til at prikke sugerøret i. - “Du er tilgivet på nuværende tidspunkt, men fremover prikker jeg selv sugerøret i”.

    Det lød som en joke i Athenas ører, men hun vidste godt, at Felix sagde det i ramme alvor.

    - “Du er hermed også tilgivet på nuværende tidspunkt” sagde hun, imens han tog et ordentlig sug.

    - “Jeg er faktisk ked af det,” påpegede Felix, da den søde sensation af saft endelig havde helet de største sår på sjælen. - “du brugte sikkert det glas rigtig tit”.

    Athena lo. - “Jeg har masse af vinglas, Felix. Desuden hvis du havde smadret dem alle sammen, bliver det stads bare drukket på anden vis”.

    Hvor eksotisk, tænkte Felix. - “Så i bund og grund kunne du finde på at drikke vin fra et krus, hvis det skulle være”.

    - “Jeg ville ikke udelukke det” svarede hun.

    Hvor flippet, tænkte Felix og kunne ikke holde op med at smile af Athenas mangel på formaliteter. Det havde ikke faldet ham ind at gøre det samme. Det lykkedes Felix at komme i tanke om ét tidspunkt i hans liv, hvor ham og hans søskende var blevet tilbudt mad med en lige så alternativ servering. Familien havde ikke længere råd til en husholderske, så hans moder var nødt til at fodre dem af. Hans søskende lod det dog ikke stå på i mere end én uges tid. Som voksen kunne Felix stadig huske, hvordan det var at få serveret cornflakes i et askebæger.

    - “Du er lidt tosset, synes du ikke?” spurgte Felix ud af det blå, som om han ikke længere kunne holde det inde.

    - “Jo, måske i din verden” svarede Athena og tilbød ham sugerøret.

    - “Det er ikke min hensigt at krænke dig. Jeg ville bare vide, om du ikke selv synes det igang imellem” fortsatte Felix og sugede det sidste saft op.

    - “Tænker du på noget specifikt?”.

    Felix kom i tanke om hendes dørmåtte. - “Der er f.eks. flyttekassen ude på dørmåtten. Burde den ikke…”.

    - “Nåh ja!” udbrød Athena og trådte med det samme ud af badeværelset.

    Felix havde mere på tungen. Hvad han derimod ikke havde mere af på tungen, var juice. Han kunne høre hende ude i entréen.

    - “Aha! Yes!” udbrød hun og lukkede hoveddøren.

    Så har hun måske fået flyttet den kasse, tænkte Felix.

    - “Nu skal du bare se” sagde hun med en pakke med kedeligt, hudfarvet hæfteplaster i hånden. Hun tog en saks og begyndte at klippe.

    Athena tog et fast greb om Felix ene håndled.

    - “Forsigtig!” hvinede han og fokuserede på toiletrullen foran ham.

    - “Har det altid kun været dig og din moder?” spurgte Athena.

    - “‘Altid’ er langt tid,” svarede han.

    - “Hvordan skal jeg tolke det?” spurgte kvinden og foldede det første plaster om én blodig finger.

    - “10 år kan føles som altid” fortsatte han.

    - “10 år? Imponerende”.

    - “Hvad mener du?”

    - “Ja, jeg mener, at 10 år lyder som en evighed. Med sin moder boende. Det ville jeg ikke kunne holde ud”.

    - “Det er nu gået meget fint, hvis jeg skal sige det selv”.

    Athena nikkede og forberedte det næste plaster. - “Men der var vel en tid før de 10 år?”.

    - “Jo,” svarede Felix og sitrede lidt, da en sviende smerte ramte ham. - “dengang boede vi alle i en luksusvilla i den anden ende af byen”.

    - “Hvem er ‘alle’?” spurgte Athena.

    - “Mig, moder, fader, Peter, Marianne og Puppy” svarede Felix.

    - “Nåh, havde I også hund?”.

    - “Puppy var vores husholderske”.

    Athena sank en klump. - “Åh, men hvem er så Peter og Marianne?”.

    - “De er mine ældre søskende”.

    Athena var overrasket. - “Villa og husholderske. Det lyder til, at I har haft råd til lidt af hvert”.

    - “Det kan jeg takke min fader for” tilføjede Felix.

    - “Men hvorfor flyttede dig og din moder hertil?”.

    - “Ja, det kan jeg også takke min fader for”.

    - “Javel? Hvad laver din fader?” spurgte Athena videre og foldede plasteret over den næste blodige finger.

    - “Lige nu burde han sidde inde” svarede Felix lidt tøvende.

    Du godeste, tænkte Athena. - “Nåh, men hvad lavede han så før?”.

    - “Jeg er ikke helt sikker, men han ejede et firma af en art. Jeg var aldrig rigtig involveret” forklarede Felix.

    - “Javel” svarede Athena og kunne ikke blive enig med sig selv, om Felix rent faktisk vidste, hvad han talte om.

    - “Jeg lagde godt mærke til, vi ikke havde råd til Puppy længere. Vi skulle lige pludselig til at vaske tøj og lave mad selv. Fader nåede at købe lejligheden til moder. Det var hans plan, at vi alle skulle bo der, indtil han kom tilbage, men det var kun moder og mig, der flyttede ind”.

    - “Hvad med dine søskende?” spurgte Athena og begyndte at kigge på såret ved hans øre.

    - “De havde begge haft planer om at flytte hjemmefra. Længe før fader mistede penge” svarede Felix og blev pludselig en smule skeptisk, idet Athena skulle behandle såret ved hans øre.

    - “Jeg gætter på, at jeg kunne se det komme. Af en eller anden grund kunne de bare ikke holde op med at skændes med moder” tilføjede han.

    - “Ja, børn ligner ikke nødvendigvis deres forældre” mente Athena.

    - “De havde ikke behøvede at kalde hende en hustyran” mumlede Felix.

    Athena nåede at fornemme endnu en tung bølge af medlidenhed, inden hun satte det sidste plaster på den store stakkel. Hun nåede at sammenligne Felix med en hund. Hans øjne var blanke og søvnige.

    - “Sådan,” sukkede hun. - “så er der ikke mere at se”.

    Felix lod blikket slippe toiletrullen og rejste sig for at se sig selv i spejlet. Plasteret ved øret var næsten ikke synligt, hvis han kneb øjnene sammen. Kun to fingre var klædt i plaster, og han kunne pludselig se fordelen ved hudfarven. Athena var måske slet ikke så tosset.

    - “Du er slet ikke så tosset” sagde han begejstret til Athenas spejlbillede.

    - “Det var så lidt” nikkede Athena og trådte ud i køkkenet for at samle glasskår op.

    Felix tøvede ved spejlet. Han havde ikke forventet, at hans andet besøg skulle cirkle omkring et mindre uheld. Han indså, at han havde ødelagt det for ham selv, og der skulle gå mindst en uge, før han kunne snakke med hende igen. Altså hvis han gad. Og hvis hun gad snakke med ham.

    - “Hvad tænker du på?” spurgte Athena i dørkarmen.

    - “Jeg bør nok gå” svarede han.

    - “Hjem til Bente?”.

    - “Du godeste! Bente!” udbrød Felix. Navnet kom som et lyn fra en klar himmel. Han havde ikke skænket sin skildpadde en tanke, siden han trådte ind i løvens hule. Måske var det i virkeligheden bedst, at der gik lidt tid, før han snakkede med Athena Dove igen.

    - “Tag det rolig, Felix,” sagde hun og fandt hans jakke. - “du bor lige over på den anden side”.

    Felix fandt den anden brikjuice i jakkelommen. Så meget var der da at se frem til.

    - “Nåh ja,” gispede Felix inden han gik ud af Athena Doves lejlighed. - “jeg fik aldrig takket dig for din gæstfrihed sidste gang”.

    - “Det er ikke noget at snakke om” mente Athena.

    Felix trådte ud og gik direkte over til hans moders lejlighed. Han skyndte sig så meget, at han hverken lagde mærke til flyttekassen på Athenas dørmåtte, eller at døren ikke var låst, men da det endelig slog ham, at døren var åben, lød der et kald inde fra den blomstrede sofa.

    - “Felix,” lød en fjendsk stemme. - “så kunne du være her!”

    Felix lod som ingenting og satte sin jakke på plads i entréen.

    - “Er du allerede kommet hjem?” spurgte han nonchalant.

    - “Ja, hvad ligner det?”.

    Felix tog hænderne i lommerne.

    - “Felix, kom her ind!” råbte hans moder.

    Hun sad med et blad i stødet. - “Jeg kan se, at du har været ude. Du var vel ikke ude og spille penge på kort denne gang?”.

    - “Nej, moder” mumlede Felix.

    - “Hold op med at mumle, dreng, man kan jo ikke høre, hvad du siger. Og hvorfor står du med hænderne i lommerne?”.

    Felix gik ind på sit værelse med hastige skridt og lukkede døren.

    Hans moder sukkede.

    Felix satte sig på sin seng og fik øje på Bente. Du stirrede på ham med, hvad der lignede misundelse og mistro. Giv mig nu ikke det blik, tænkte Felix.

    Hans moder åbnede forsigtigt døren. Felix gemte sine fingre imellem hans lår.

    - “Stakkels dreng,” sagde hun og satte sig ved hans side. - “det må du undskylde. Moder vandt heller ikke noget idag, og det lod jeg gå ud over dig”.

    Felix’ moder lagde en arm over ham. Bente overvågede dem begge, som den observatør hun var.

    - “Ingen kan elske dig, som jeg gør, Felix” hviskede hun mildt. Ordene flød ud i Felix’ værelse og satte sig som tæger på alt, hvad han ejede.

    Hun strøg en hånd over hans isse.

    Kattens, tænkte Felix.

    - “Hvad er det, der har sat fast ved dit øre?” spurgte hun.

    - “Det er plaster”.

    - “Har du selv sat det på?”.

    - “Ja, moder”.

    - “Løgner! Du vælger aldrig hæfteplaster”.

    - “Hæfteplaster var den eneste mulighed, moder”.

    - “Så det er sket udenfor lejligheden?”.

    Felix tav.

    - “Hvad har du lavet?” forlangte hans moder at vide.

    Felix kunne ikke få et ord ud af munden.

    Hans moder rejste sig og truede med at banke på Bentes rude.

    - “Okay,” gispede han. - “jeg var over og hjælpe naboen… med at flytte glas”.

    Hans moder tav.

    - “Jeg kom til at tabe et glas og skar mig” fortsatte han.

    - “Hvorfor kunne du ikke fortælle mig det, min dreng?” spurgte hun.

    - “Hun ville jo bare have hjælp. Det kunne være, at du troede noget andet” svarede Felix udmattet.

    Hans moder satte sig igen og lagde en arm om ham.

    Felix sukkede og lagde mærke til, hvordan Bentes udtryk havde ændret sig en smule.

    - “Kan du se det?” spurgte hans moder. - “Hvis vi bare er ærlige med hinanden, så skal alting nok gå”.

    Felix sank en klump.

    - “Hør,” sagde hans moder og rejste sig. - “jeg skal ikke holde dig fra at være nyttig et andet sted end her. Hvis hun får brug for hjælp, hvilket hun højest sandsynligt gør, det rædsomme menneske, så skal jeg ikke stoppe dig. Men nu ikke for længe af gangen”.

    Hun er ikke rædsom, tænkte Felix. Hun er faktisk terapeut. Om hun så er letlevende, som du siger, er hun særdeles ikke rædsom.

    Hans moder tog ham om kæben og fik ham til at se hende i øjnene.

    - “Hm,” brummede hun. - “gå ud og barbere dig, før du begynder at ligne en hulemand”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...