Hearts on a platter - Harry Styles

Harry Styles, skolens badboy. Isabella Lightwood, usynlig. Modsætninger som ild og vand hvis veje krydses, som var det bestemt ved skæbnen. Følelser opstår, og livet bliver pludselig kompliceret for Isabella. Harry skjuler noget. Noget som vil have fatale konsekvenser for dem, hvis de nogensinde skulle kunne finde sammen. På trods af det drages de mod hinanden som magneter.
Pludselig står hun splittet mellem fornuften og hjertet. Det er dømt til at gå galt.

44Likes
46Kommentarer
15523Visninger
AA

6. 5. - Okay now I'm nothing?!

Kapitel 5:

Okay now I'm nothing?!

-

Isabella's synsvinkel:

Hvor jeg dog afskyr idræt!  

Jeg holder en pause, da jeg ikke kan holde til mere. Vi træner altid på football banerne. Vores træner er meget hård mod os, og vi skal derfor løbe tyve gange frem og tilbage. Det er ret hårdt, især når man ikke er i form. På vores skole er det heldigvis sådan, at pigerne har idræt sammen, og drengene har idræt sammen. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men det er også rart nok, at der ikke står mange drenge og kigger på en, imens man løber rundt og ligner en idiot. 

"Lightwood! Kan du så komme i gang igen!" råber vores træner og fløjter i sin fløjte, imens hun vifter med armen, som tegn til, at jeg skal blive ved med at løbe. Hun er heldigvis ikke i dårligt humør, så det er ikke den strenge tone. 

Jeg begynder at gå og sætter tempoet op, jo længere jeg når hen til stregen i den anden ende af banen. 

Da de to timer endelig er gået, er det tid til at tage et hurtigt bad og klæde om. Jeg lader det varme vand løbe ned over min krop i lidt ekstra tid i dag. Det at være ren efter et bad, er den bedste følelse i verden! 

 

Regnen rammer de store glasruder og laver nogle høje lyde. Flere og flere folk kommer ind på caféen. Jeg går rundt og tager imod bestillinger. Jeg siger min sædvandelige sætning og går ud i køkkenet. Dér giver jeg kokken bestillingen og tager det mad, han er færdig med, med ud og giver det til kunderne. Efter lidt tid kommer en høj, brunhåret fyr ind ad døren. Men det er ikke en hvilken som helst fyr. Det er Harry. Men i dag har han ikke sin lille gruppe med sig. Jeg smiler kort til ham, men jeg får intet smil tilbage. 

Da han har sat sig ved et af bordene, går jeg hen til ham for at tage imod hans bestilling. Jeg siger min sætning. I starten får jeg intet svar.

"Kan jeg få en anden tjener?" mumler han. 

Jeg kigger overrasket på ham, men han kigger ikke op på mig. 

"Okay nu er jeg ingenting? Nu skal jeg sige dig noget, Harold! I går var du så ih sød mod mig, men i dag har du undgået mig totalt, ikke sagt et ord til mig, ikke givet mig et eneste smil og nu vil du have en anden tjener? Jeg var næsten lige ved at tro, at der gemte sig en Harry med følelser! Men jeg tog vist fejl!" siger jeg irriteret. Jeg smider blokken på bordet og vender om på hælen. Med raske skridt går jeg ud i køkkenet for at finde Lisa, så hun kan servisere Harry. 

Lisa er naturligvis så sød at tage bestillingen, og jeg tager imod de andre bordes. Flere og flere folk kommer, da regnen bliver værre og værre. Efter få timer har vi fuldt hus og bliver nød til at jage nogle kunder ud, som min far ikke er glad for, at vi gør.

Det er blevet lukke tid. Alle kunderne er gået undtaget én. Harry. Jeg tørre disken af med en våd klud. Jeg ser hen på Harry. Hans hår, der bare for få timer siden var vådt, er nu blevet tørt. Der er ikke noget mad på bordet. Han sidder bare og kigger direkte ned i den hvide bordpladen. Ingen lyd kommer fra ham. 

"Isabella.." Automatisk kigger jeg hen på ham. "Jeg er ked af, at jeg har prøvet at undgå dig hele dagen. Men..." 

"Lad vær at sige noget. Jeg forstår. Du er populær, det er jeg ikke. Du har dine venner, jeg har ikke nogle." Han vender hovedet og kigger hen på mig. 

"Nej nej! Du må ikke tro, at det er fordi du ikke er god nok til at være omkring mig. Det er bare..." Han kan ikke rigtig finde ordene. "Jeg ved det ikke.." Han sukker. 

Der bliver ikke sagt noget i noget tid. Lisa er i gang med at gøre køkkenet rent. Det er hende der skal lukke i dag, men jeg har lovet at hjælpe. 

"Du kan bare tage hjem, Bella. Jeg klare resten," siger Lisa og smiler til mig. Hun holder døren til køkkenet åben med ryggen. Hun har den store vaskebalje i hånden. 

"Vi ses i morgen!" siger jeg og vinker til hende. 

Kuldene rammer mine armen, i det sekund jeg træder ud ad døren. Jeg bevæger mig hen mod kirkegården. Der ligger den eneste jeg kan snakke med. Min bror. 

Da jeg er kommet et lille stykke væk fra caféen, kan jeg høre fodskridt. Jeg kigger ikke bagud. Jeg har en fornemmelse af, hvem det er. 

Jeg når hen til porten ind til kirkegården. Jeg tøver et sekund, inden jeg åbner den. Jeg mærker en hånd på min skulder. Nu er jeg 100 procent sikker på hvem det er. Jeg vender mig om. De rare grønne øjne møder mine.

"Har du fulgt efter mig?" spørger jeg.

"Måske..." Han trækker på ordet. 

"Hvorfor?"

Han sukker kort. "Isabella.. Jeg ville aldrig kunne finde på at undgå dig. Det er bare.." 

"Det er bare hvad?" 

"Det er bare, at mine venner er jo ret populære, og jeg vil gerne passe ind... Jeg ved, at de er dårligt selskab, men de er mine bedste venner.." Jeg kan tydeligt se på ham, at han har det dårligt med hans opførsel.

"Harry... Jeg forstår... Du behøver ikke sige mere," siger jeg og ser på ham med forstående øjne. 

Der breder sig et lille smil på hans læber, der også får mig til at smile. 

Men hans smil forvanler sig hurtigt til et forvirret ansigtsudtryk."Men hvad laver du her?" 

"Øhm... Øhm..." Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Det er jo ikke fordi, der er noget galt i, at besøge sin afdøde bror på kirkegården, vel?

"Du behøver ikke forklare. Godnat! Vi ses i skolen," siger han. 

"Tak." Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det ord til ham. Det ord siger man til venlige mennesker. Men måske er han venlig?

Han vender sig om og går sin vej. Jeg går ind på kirkegården. Simon er den eneste, jeg kan snakke med lige nu. Jeg ved, at han lytter. Og jeg ved, at han forstår. 

Jeg sætter mig på huk og læser teksten på stenen, der er skrevet med en flot skrå skrift. 

Simon Lightwood

Født 13/4 1996

Død 11/2 2016 

Han blev 20 i år. Jeg elskede ham. Jeg elsker ham. En del af mig vil ikke give slip på ham. Det føles som om, at han stadig lever. Da han døde, kom jeg ikke i skole i 1,5 uge, men så tvang min far mig, da skolen begyndte at bekymre sig. 

"Det hele er noget rod. Folk er ligeglade med mig. Ham Harry fyren er sød, men han er en af de slemme fyre. Først hjælper han mig med ikke at komme i problemer, men næste dag ignorere han mig bare? Jeg er virkelig ingenting. Jeg betyder ikke noget for nogen. Alle hader mig..." Nu når jeg siger ordene højt, giver det hele mere mening. Jeg er ingenting. Ingen gider mig. Jeg kan lige så godt give slip...

 

>>>>><<<<<

Kan I regne ud, hvad Isabella mener med den sidste sætning, I lige læste?

Jeg håber, at I kan lide historien ind til videre!

Kom gerne med ris og ros! Tager imod alt hvad jeg kan få!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...