Hearts on a platter - Harry Styles

Harry Styles, skolens badboy. Isabella Lightwood, usynlig. Modsætninger som ild og vand hvis veje krydses, som var det bestemt ved skæbnen. Følelser opstår, og livet bliver pludselig kompliceret for Isabella. Harry skjuler noget. Noget som vil have fatale konsekvenser for dem, hvis de nogensinde skulle kunne finde sammen. På trods af det drages de mod hinanden som magneter.
Pludselig står hun splittet mellem fornuften og hjertet. Det er dømt til at gå galt.

44Likes
46Kommentarer
15499Visninger
AA

14. 12. - Please answer

Kapitel 12:

Please answer

-

Isabella's synsvinkel:

Jeg har ikke snakket med Harry i nogle dage nu. Jeg var i skole i mandags, men da jeg vågnede tirsdag morgen, havde jeg fået en forfærdelig influenza, så jeg har været hjemme fra skole i nogle dage nu. Det er torsdag, og jeg regner med, at jeg også bliver hjemme i morgen. Far har ikke haft så travlt på caféen, så der har heldigvis ikke være brug for mig.

Harry har spammet mig med beskeder de seneste dage.

(Tirsdag)

Harry: God bedring, Bella.

Harry: Fremlæggelsen gik fint i dag, men ville ønske du havde været der.

(Onsdag)

Harry: Stadig syg?

(To ubesvarede opkald fra Harry)

Harry: Isabella. Vil du ikke tage telefonen, please?

Harry: Ignorerer du mig?

(Tre ubesvarede opkald fra Harry)

Harry: Vær nu sød at svare.

Jeg har ikke lyst til at skrive tilbage - og slet ikke svare på hans opkald. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, men jeg ved, hvad han vil sige. “Jeg er så ked af det, jeg gjorde. Vil du ikke være sød at tilgive mig?” Og selvom jeg har vildt meget lyst til at tilgive ham, dukker Jason op i mit hoved og hele episoden bliver gen afspillet i slowmotion. Det er som om en del af mig vil have ham tilbage i mit liv, men en anden del er så sur på ham, at den ikke engang kan se på ham. Jeg kan ikke styre hvilken side, der kommer frem, når jeg ser ham. Det er som om, der sidder en engel og en djævel på hver sin skulder og skændtes om, om jeg skal tage ham tilbage eller ej. Men djævelen har ikke tabt endnu.

 

Jeg tager mig sammen og rejser mig fra sengen. Min hals gør vildt ondt, så jeg går nedenunder for at lave mig en kop te. Jeg koger noget vand og hælder det op i en kop. I et kort øjeblik står jeg bare og holder om den varme kop og nyder varmen i mine håndflader. Men det bliver hurtigt for varmt, og jeg går ind i stuen. Da jeg har sat mig ned og tændt fjernsynet og startet på en ny episode af 'Friends', får jeg en ny besked. Jeg tager min mobil op af lommen og låser min mobil op. Harry.

Harry: Der er tomt uden dig. Hvornår er du klar til at komme tilbage?

Jeg overvejer at svare, men der er stadig noget i mig, som strider imod. I stedet slukker jeg for mobilen og lægger den på sofabordet og retter min opmærksomhed mod fjernsynet igen.

 

Efter en times tid tænder jeg for min mobil igen. Harry har igen skrevet til mig flere hundrede gange.

(5 ubesvarede opkald fra Harry.)

Harry: Hallo?

Harry: Isabella?

Harry: Vær nu sød.

Harry: Jeg er bekymret for dig. Er der sket dig noget?

Harry: Er du okay?

Harry: Isabella, please. Jeg vil bare vide, om du er okay.

Jeg sidder i noget tid og overvejer, om jeg skal svare. Da jeg har siddet i rigtig lang tid, banker det pludselig på døren. Jeg opdager det ikke før efter lidt tid. Jeg sukker og orker næsten ikke at rejse mig, fordi jeg ligger så godt. Men før jeg når at rejse mig, kan jeg høre døren åbne sig, og fodskridt kommer tættere og tættere på stuen. Pludselig står Harry i døren til stuen. Han træder ikke ind men står bare og stirre på mig.

“Harry?” siger jeg og ser forvirret på ham. “Hvad laver du her?”

“Du svarede ikke på mine beskeder og opkald, så jeg blev bekymret for dig og blev nødt til at se dig.”

“Jeg er okay. Det er bare influenza,” svarer jeg og læner mig tilbage i sofaen.

“Godt.” Han går hen mod sofaen og sætter sig ned ved siden af mig. “Jeg var bange for, at du var kommet til skade. Igen.”

“Igen?” spørger jeg og ligner et spørgsmålstegn. Han kigger ned på min arm og så ind i mine øjne igen. Jeg ser ned på armen og ser gipsen, jeg fik på for nogle dage siden. "Selvfølgelig."

"Men der var også en anden grund til, at jeg kom," siger han efter et minuts stilhed.

"Hvad er den anden grund?" spørger jeg. Han sætter sig til rette og kigger mig dybt ind i øjnene. Det tager noget tid, før han svarer.

"Jeg kom for at sige, at.. Jeg virkelig mener det, når jeg siger, at jeg er ked af det. Det var ikke min mening at gøre sådan mod Jason. Jeg ved, at du nok ikke vil tilgive mig - og det kan jeg godt forstå, men vil du i det mindste tro på mig, når jeg siger undskyld?" Jeg kan tydeligt se på ham, at han mener det. Men jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. Skal jeg tilgive ham, skal jeg bare sige, at jeg tror på ham, eller skal jeg afvise ham endnu en gang? Jeg hader at afvise ham, så den er udelukket. I stedet venter jeg på, at han siger noget. Men intet kommer ud af hans mund.

"Jeg tror på dig," er det eneste, jeg siger.

"Betyder det, at du tilgiver mig?" spørger han.

"Det ved jeg ikke Harry," svarer jeg. "Jeg har lyst til at tilgive dig. Men hver gang jeg tænker på dig, dukker episoden op. Og jeg kan ikke få den væk. Det må du kunne forstå."

"Nej, Isabella. Jeg forstår det ikke. Du kender mig! Du ved, at jeg aldrig ville gøre sådan noget, medmindre jeg blev tvunget!"

"Så godt kender vi ikke hinanden Harry. Jeg ved intet om dig! Og du ved intet om mig!" Jeg hæver min stemme en smule. Jeg er ikke vred på ham. Jeg er såret. Jeg aner ikke hvorfor, men da jeg så ham gøre det mod Jason, sårede han mig. Jeg havde nok troet, at han var anderledes end Louis.

"Men jeg vil gerne have, at du ved noget om mig. Og jeg vil gerne vide noget om dig," siger han stille. Han kigger ned på hans fingre, hvor han piller lidt ved hans negle.

"Hvad vil du vide?" spørger jeg. Han løfter hovedet igen og ser ked af det på mig. Han mener det virkelig.

"Alt." Jeg giver ham et nervøst smil og tøver lidt med at sige noget. Jeg tænker mig godt om og starter ud med min barndom.

“Som du jo ved, døde min bror. Men før det var min bror og jeg pænt tætte..”

Jeg begynder at fortælle om mig selv. Hvordan min bror døde, hvordan mine forældre blev skilt. Jeg fortæller ham alt. Fra da jeg blev født til nu. Bagefter er det hans tur. Men jeg kan mærke på ham, at der er nogle ting, han udelukker. Han fortæller mig om ham og Louis, da de var små. Hvordan Louis var en gang.

 

"Kan du tilgive mig nu?" spørger han og ser bedende på mig.

"Jeg ved det ikke, Harry," sukker jeg. "Jeg-" Men inden jeg når at sige mere, afbryder han mig.

"Inden du siger mere, at der én ting, jeg bliver nødt til at gøre." Jeg ser forvirret på ham. "Luk øjnene."

"Hvad?" spørger jeg endnu mere forvirret.

"Bare gør det. Stol på mig." Jeg lukker roligt øjnene i og slapper af. "Sid helt stille og åbn dem ikke." Jeg er meget forvirret og aner ikke, hvad der foregår. Jeg kan mærke, at han bevæger sig langsomt. Pludselig mærker jeg nogle læber presset mod mine. Han er forsigtig og usikker, da han ikke ved, om jeg vil være med til dette. Jeg trækker mig. Han kigger mig såret ind i øjnene. Da jeg ser hvor trist, han er, læner jeg mig frem og presser mine læber mod hans, men det er som om, at en del af det kys, bare er for at se ham glad, og ikke fordi jeg vil. Mit hjerte banker hurtigt, og sommerfuglene flyver rundt i min mave.

Da vi bare har kysset i lidt tid, kommer tungerne i spil, og det bliver et mere dybfølt kys. Han placere hans ene hånd ved min nakke, som om han aldrig vil have, at nogen af os trækker sig igen. Jeg lægger forsigtigt min hænder om bag hans nakke og begynder nervøst at lege med hans hår. Sommerfuglene basker vildere og vildere, men tanken vil stadig ikke gå væk. Lige meget hvor meget jeg prøver på at tilgive ham, vil tanken altid være der. Da jeg føler at tanken begynder at tage over, trækker jeg mig.

Jeg siger intet men stirrer bare ind i hans grønne øjne. Jeg giver han et skævt smil, og pludselig lyser han op. Næsten så meget som solen. Da jeg ser hans ansigt, bliver jeg hurtigt nervøs og indskyder hurtigt: “Men du skal altså ikke tro, at du bare sådan er tilgivet.” Ordene kom meget alvorligt ud, men det var vist også meningen.

“Undskyld,” mumler han. Hans smil bliver til et trist ansigt igen. Han rejser sig fra sofaen og begynder at gå mod gangen igen. Selv bliver jeg trist og kigger ned på mine hænder. Det var ikke meningen, at jeg ville såre ham. Men jeg lader ham gå. Jeg hører døren åbne, og jeg hører den lukke igen.

I lang tid sidder jeg bare og kigger ned. Huset er helt stille, når der ikke er nogen hjemme. Kun lyden af vinden udenfor kan høres. Jeg sidder i lang tid og gør ingenting. Jeg er træt af at have det sådan her. Jeg ved, at Harry ikke mente det, han gjorde, så hvorfor kan jeg ikke bare tilgive ham?

For at komme til at tænke på noget andet lader jeg min opmærksomhed vender op mod fjernsynet igen og begynder at se 'Friends' igen, men lige lidt hjælper det. Uanset hvor meget jeg prøver, så vender min tanker konstant tilbage til Harry.

 

-----

Igen undskylder jeg virkelig mange gange for ikke at have publiceret noget i rigtig lang tid nu!

Jeg er rigtig stresset med skolen. Og som jeg har sagt før, har jeg ikke haft nogle idéer til historien men haft lysten til at skrive på den.

Selvom jeg igen siger, at jeg vil prøve at få skrevet mere på historien, ender det altid med, at der går endnu en måned, før jeg publicere noget igen. Desværre.

Men ellers... Sov godt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...