Hearts on a platter - Harry Styles

Harry Styles, skolens badboy. Isabella Lightwood, usynlig. Modsætninger som ild og vand hvis veje krydses, som var det bestemt ved skæbnen. Følelser opstår, og livet bliver pludselig kompliceret for Isabella. Harry skjuler noget. Noget som vil have fatale konsekvenser for dem, hvis de nogensinde skulle kunne finde sammen. På trods af det drages de mod hinanden som magneter.
Pludselig står hun splittet mellem fornuften og hjertet. Det er dømt til at gå galt.

44Likes
48Kommentarer
16031Visninger
AA

13. 11. - Are you okay?

Kapitel 11:

Are you okay?

-

Isabella's synsvinkel:

Der er nu gået fem dage, siden jeg sidst snakkede med Harry. Julia sagde, at jeg skulle holde mig væk fra ham i noget tid, og det har jeg gjort. Det gør ondt indeni, når jeg ser ham gå alene på gangen. Julia og jeg har ikke snakket så meget, som vi plejer at gøre. Jeg kan ikke lide, at jeg både er uvenner med Harry og ikke på talefod med Julia, men på en måde har jeg haft brug for det. Jeg har kunne tænke over tingene for mig selv, uden en eller anden forhindrede mig.

 

Da jeg møder ind på arbejde efter skole, er Jennifer der allerede. Vi hilser kort på hinanden, og jeg går ind på min fars kontor for at finde et forklæde. Jeg går ud i caféen igen, og begynder at tømme og tørre borde af.

Jeg kigger hen mod døren og ser Louis, Niall og Liam gå ind ad døren. Jeg stivner og får en ubehagelig følelse i hele kroppen. Da de har sat sig, bevæger jeg mig hen mod bordet. Jeg kan tydeligt mærke at mine ben ryster skræmt.

Efter kort tid hvor jeg bare har stået og prøvet at få noget ud af min mund, for jeg endelig en sætning ud. “Hvad skulle det være?” spørger jeg med rystende stemme.

“Det sædvanlige,” siger Liam tørt og undlader at kigge op på mig.

Jeg nikker og vender mig om. Jennifer står i køkkenet og er i gang med at lave pomfritter. Jeg giver hende sedlen med bestillingen og går ud i caféen igen for at tage imod andre bordes bestillinger.

Jeg går hen for at tage imod en bestilling. Jeg går forbi drengenes bord, men uden jeg opdager det, stikker Louis benet ud foran mig og jeg snubler over den. Jeg lander hårdt på min arm og et jag af smerte går igennem hele armen. Jeg trækker den hurtigt til mig og prøver at holde tårerne tilbage. Det lykkes. Jeg kigger op mod Liam, Niall og Louis og ser, at de lægger pengene på bordet og går ud. I døren møder de Harry. Harry kigger først på Louis og de andre, men så får han øje på mig. Han farer hen imod mig og sætter sig på hug foran mig.

“Er du okay?” spørger han bekymret. Jeg svarer ham ikke. “Her lad mig hjælpe dig. Du skal på skadestuen.” Han hjælper mig op og stå. Men da han prøver at fører mig ud til hans bil, gør jeg modstand.

“Du skal ikke kører mig på skadestuen,” siger jeg flabet.

Han sukker og ser bedende på mig. “Bella. Kom nu. Du har slået din arm, og jeg har virkelig brug for at tale med dig!”

“1; Jeg kan få en anden til at køre mig, og 2; Jeg har ikke brug for at tale med dig.”

“Hold nu op. Du skal have tjekket din arm. Det er for latterligt at afslå, bare fordi du ikke vil tale med mig. Og sæt dig så ind.”

Jeg sætter mig surmulende ind på passagersædet, og han begynder at køre mod skadestuen.

“Gør det ondt?” spørger han lavt.

“Ja, hvad tror du selv!?” Han svarer ikke.

Der går lang tid før en af os siger noget igen, og det er selvfølgelig ham, der bryder tavsheden. “Hvad skete der?”

“Louis spændte ben for mig.” siger jeg kort og knytter min hånd til mine knoer er helt hvide. Jeg ser ud af vinduet for at skjule mine lynende øjne.

“Det er jeg ked af,” mumler Harry med blikket rettet mod vejen. Jeg kan ud af øjenkrogen se, at han bider sig i læben. Uden at komme med et rigtigt svar trækker jeg blot på skulderen og holder blikket rettet mod vejen, der suser forbi.


Harry parkerer tæt på hovedindgangen til hospitalet, og jeg sidder et par sekunder uden at flytte på mig. Jeg stirrer lige frem for mig. Min arm gør ondt, og jeg har mest af alt lyst til at bede Harry om ikke at gå med ind. Harry rømmer sig.

“Skal vi.. gå ind?” Han søger øjenkontakt med mig, men jeg stirrer forbi ham ud af hans sidevindue. Jeg nikker nogle gange og tager fat i døren. På mirakuløst vis får jeg vristet døren op med min frie hånd uden at forstyrre min anden arm for meget, og jeg træder forsigtigt ud. Det svimler for mig i nogle sekunder, og jeg føler, at jorden drejer under mine fødder. Jeg famler efter bildøren for at have noget at støtte mig til. Harry griber fat i min raske arm for at hjælpe, men jeg trækker den hastigt til mig igen. Jeg står nogle sekunder og finder fokus igen, mens jeg kan mærke Harrys øjne på mig.

Uden at se på ham går jeg hen mod indgangen. Harrys skridt kan høres bag mig, men jeg nægter at vende mig om. Jeg kan mærke, at han hele tiden holder øje med mig og er klar til at gribe mig, hvis jeg falder.

Vi går ind og en dame fortæller os, at vi skal vente i venteværelset i noget tid. Vi sætter os ned på to stole. Ingen siger noget. Jeg har heller ikke lyst til at snakke med ham. Men en del af mig, er faktisk glad for, at han gik med ind.

Da der er gået en halv time, kommer en kvinde ud. “Isabella Lightwood,” siger hun og smiler. Jeg rejser mig op.

“Du kan bare blive siddende,” siger jeg til Harry. Han nikker. Jeg går efter kvinden ned ad en gang. Der er en masse døre. Vi går ind i lokale 53.

“Du kan bare lægge dig der, og så scanner vi din arm,” siger hun. Jeg lægger mig ned, og hun gør klar til at scanne. Jeg skal ligge ordentligt, så hun lægger en pude under min arm. Da hun er færdig, går hun hen til en dør og ind i et rum, hvor hun kan styre det hele. Hun tager billederne og går ud til mig igen. Hun hjælper mig op og sidde.

“Du bliver nødt til at vente lidt længere, vi skal lige have kigget lidt på billederne.” Hun smiler og fører mig hen til døren igen. Jeg går ud til Harry i venteværelset.

“Hva’ så?” spørger han.

“Vi skal vente lidt længere. De skal kigge på billederne,” svarer jeg og bumper ned på stolen igen. Der bliver igen stille.

Da vi har siddet i lang tid, kommer der en læge ud og kalder mig ind igen. Jeg følger efter hende, og vi går ind i et meget hvidt rum.

“Vi har kigget på billederne, og det ser ud til, at du har forstuvet din arm ganske let. Du skal holde den i ro, og vi vil anbefale dig at gå med en slynge et par dage, før du går over til bare at bruge bandager, der kan beskytte armen lidt. Men det vigtigste er, at du holder den i ro, så bliver den hurtigere god igen,” siger hun. Hun finder noget bandage frem og binder det rundt om min arm. Derefter finder hun en slynge og giver mig den forsigtigt på, så hun ikke får rykket mere rundt på min arm end højst nødvendigt. Da hun er færdig, følger hun mig ud til Harry, der stadig sidder og venter på mig.

Vi går ud i bilen i tavshed. Harry åbner døren for mig, og jeg sætter mig ind på passagersædet. Han skynder sig om på den anden side af bilen og sætter sig ind.

Der er stille i bilen. Ingen siger noget, vi kigger begge direkte ud ad ruden. Men kort tid efter bryder Harry tavsheden.

“Isabella. Kan vi tale om, det der skete?” spørger han og sukker.

“Hvad er der at tale om?”

“Hvorfor tager du afstand fra mig? Kan du ikke lide mig længere?”

“Hvorfor går du ikke sammen med drengene mere?” spørger jeg for at undgå hans spørgsmål, men alligevel vil jeg gerne høre svaret. Louis må virkelig være sur på ham, hvis han har smidt Harry ud af gruppen.

“Fordi at jeg holdt med dig, så Louis blev sur, og ja, du hørte, hvad han sagde til mig,” sukker han. Jeg kan mærke på ham, at han savner dem. Jeg ville have det på samme måde, hvis Julia droppede mig.

Vi kommer til mit hus. Harry stopper bilen. “Lad mig følge dig ind,” siger han. Han skal til at åbne døren, men jeg stopper ham.

“Nej tak.” Jeg åbner døren, går hen mod huset og efterlader Harry alene tilbage i bilen. Det er virkelig svært for mig at ignorere ham sådan. Jeg håbede virkelig, at vi aldrig ville komme op og skændtes, men dette er værre endnu.

Da jeg kommer ind, går jeg ind i køkkenet, hvor min far sidder og læser avis. Klokken er 21, han sidder altid og læser dagens avis på det her tidspunkt, da det passer med, at han går i seng derefter.

“Hej far.”

Han kigger op og kigger forskrækket på min arm. “Hvad er der dog sket?” spørger han bekymret. Han rejser sig op og går hen imod mig.

“Jeg gled i cafeen. Det var bare et uheld,” lyver jeg.

“Jamen dog.”

“Jeg er ret træt, så jeg vil gå op i seng,” siger jeg. Han nikker og giver mig et kys på panden. Jeg vender mig om og går op ad trapperne og ind på mit værelse.

Jeg tager mit tøj af og tager en oversize t-shirt på. Da jeg har lagt mig i sengen, får jeg en besked. Jeg tager min telefon fra natbordet, hvor jeg ellers havde efterladt den.

Harry: Er du okay? Kan vi ikke snakke?

Længe ligger jeg med fingrene klar til at skrive et svar tilbage. Men jeg ligger opgivende og stirrer ud i luften, mens jeg bryder hovedet med, om jeg overhovedet burde svare. Jeg vælger at ignorere beskeden og prøver i stedet for at sove, men jeg kan ikke. Mine tanker hvirvler hele tiden tilbage til Harry. Hvordan mon han har det? Ligger han og venter på, at jeg svarer ham? Hvor stor vil hans skuffelse være, når han må indse, at der ikke kommer noget svar? Spørgsmålet, om hvorvidt han overhovedet vil blive skuffet, tvinger jeg ud af mit hoved. Måske er han egentlig i bund og grund ligeglad. Den tanke kan jeg ikke bære.

Jeg prøver igen og igen at glemme ham, men han forsvinder ikke helt. Det er som om, at han er limet fast derinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...