Hearts on a platter - Harry Styles

Harry Styles, skolens badboy. Isabella Lightwood, usynlig. Modsætninger som ild og vand hvis veje krydses, som var det bestemt ved skæbnen. Følelser opstår, og livet bliver pludselig kompliceret for Isabella. Harry skjuler noget. Noget som vil have fatale konsekvenser for dem, hvis de nogensinde skulle kunne finde sammen. På trods af det drages de mod hinanden som magneter.
Pludselig står hun splittet mellem fornuften og hjertet. Det er dømt til at gå galt.

44Likes
46Kommentarer
15481Visninger
AA

12. 10. - Is He Worth It?

Kapitel 10:

Is He Worth It?

-

Isabella's synsvinkel:

Jeg lukker døren i hovedet på ham og når lige at høre ham sige “Undskyld.”

Jeg glider langsomt ned ad døren med ryggen til. Tårerne løber ned ad mine kinder som et vandfald. Det gør ondt indeni, når jeg tænker på, hvad jeg har lige har gjort. Det gik lige okay mellem os, og nu..Nu er det hele ødelagt igen. Jeg kunne have givet ham en chance mere, men da jeg åbnede døren og så hans ansigt, så jeg Jasons forslåede ansigt for mig. Hvordan skulle jeg kunne tilgive Harry efter en sådan behandling af Julias bror?

Jason, Julia og jeg sidder sammen ved et bord i hjørnet af kantinen. Louis, Liam og Niall sidder i den anden ende, men jeg kan ikke få øje på Harry nogle steder. Jeg undrer mig over, om han overhovedet er i skole.

Rent instinktivt kan jeg mærke nogens blik på mig. Jeg kigger diskret rundt for at finde ud af, hvem blikket tilhører, hvis det overhovedet tilhører nogen. Jeg får pludselig øjenkontakt med en fyr. Jeg ser et flygtigt glimt af hans ansigt. Harry. Han sidder i en stor hættetrøje med hætten oppe og med solbriller på, så ingen genkender ham. Han har gjort det godt. Hvis han ikke havde kigget herhen, ville jeg umuligt have genkendt ham. Det ligner slet ikke ham at være klædt sådan og gemme sig på den måde. Det strider imod det image, han har på skolen.

I noget tid sidder jeg bare og stirrer på ham, selvom han lynhurtigt vender blikket væk, da vi får øjenkontakt. Jeg sidder i et par minutter med blikket smeltet fast til hætten, der dækker siden af hans hoved, som er vendt væk fra mig. Pludselig kigger han i min retning igen. Denne gang har han taget solbrillerne af. Vi får øjenkontakt. Ingen af os kigger væk.

Efter et minuts intens øjenkontakt bryder jeg min stirren og ser væk. Episoden med Jason hjemsøger min hjerne, og jeg kan ikke få mig selv til at se ind i de øjne, som jeg finder så fangende.

Lysten til at gå over til ham og få snakket ud bliver erstattet med en boblende vrede, der langsomt stiger. Jeg kniber øjnene let sammen. Det nærmest kilder i mine fingerspidser efter at give ham en flad. Den brusende fornemmelse af adrenalin skyder handling fra tænkt tanke til virkelighed, idet jeg rejser mig fra min plads. Jeg tager to skridt frem, og i samme sekund er adrenalinen væk lige så pludselig, som den opstod. Tilbage står jeg med en tom følelse af at have handlet helt overilet. Enhver form for interaktion med ham vil være at overgive sig og lade ham vinde. Jeg skyder hagen frem og sætter mig ned igen. Han skal ikke vinde denne kamp.

 

Julia og jeg går ned ad gangen. Louis, Liam og Niall står sammen op ad skabene. Da vi går forbi dem, kigger de ikke engang på os. “Hvis jeg var jer, ville jeg ikke komme mig på tværs det næste lange stykke tid. Ellers vanker der,” lyder Louis’ stemme inde i mit hoved. Jeg kigger væk og retter mit blik mod mit skab. Jeg låser skabet op og finder mine bøger. Julia begynder at snakke til mig, men jeg når kun at høre det første ord, før jeg ser Harry gå ned ad gangen. Min koncentration fjernes fra Julia og er som limet til Harry. Jeg prøver at fjerne mit blik fra ham, men det er som om, det er fysisk umuligt. Han har taget solbrillerne på igen, og hætten er stadig oppe.

Jeg er så optaget i ham, at jeg ikke hører efter, hvad Julia siger. “Bella! Jorden kalder Bella!” Julia står og vifter med hånden foran hovedet på mig og hendes stemme bryder igennem min trancelignende tilstand, og jeg glipper med øjnene, da jeg vender opmærksomheden tilbage til Julia. Jeg ryster på hovedet og fokuserer mit blik mod hende. Hun vender sig om og kigger i den retning, jeg kiggede hen. Da hun får øje på Harry, vender hun hurtigt hovedet igen og kigger alvorligt på mig. “Jeg forstår ikke, hvorfor du er så optaget af ham. Han opfører sig enten fuldkommen mystisk eller helt modbydeligt. Det er jo ikke optimalt,” mumler hun lavmælt, så der ikke er nogen chance for, at det bliver hørt af de andre, der står på gangen omkring dem.

“Jeg ved det godt,” svarer jeg lige så lavt af frygt for at blive hørt, “men jeg tror, der er mere ved ham, end man lige går og tror.” Jeg skæver eftertænksomt mod ham ud af øjenkrogen.

“Mon ikke det var en god ide at holde sig lidt på afstand af ham? Bare indtil det hele falder lidt til ro igen?” Julia lægger hovedet på skrå og ligner en, der mest af alt har lyst til at skrige, at jeg er en idiot, fordi jeg ikke bare ignorerer Harrys tilstedeværelse fuldkommen.

“Enhver fortjener vel en chance?” Jeg prøver at forsvare mig selv, men jeg kan godt fornemme, at hun ikke vil blive let at formilde. Hun sender mig et lettere ubehageligt blik, og jeg bider mig i læben. Jeg har ikke lyst til at blive uvenner med Julia. Ikke nu.

“Overvej nu lige, om han virkelig er det værd, Isabella.” Julias stemme er nøgtern, og det ligner slet ikke hende at tale sådan. Hendes brug af mit navn er nok for mig til at regne ud, at hun er yderst seriøs. Da hun lukker sit skab i, vender sig om og går ned ad gangen. Der står jeg tilbage ved mit skab og kigger på hendes ryg, inden hun forsvinder om gangens hjørne.

Jeg har en million tanker i hovedet. Men én bestemt tanke går igen; Jeg kan ikke bare give op på Harry. Jeg ved, at der er mere i ham end bare hårde ord og tom snak.

 

Jeg går ind til den sidste time. Julia og jeg sidder ved siden af hinanden på den sidste række. Vi går begge meget op i skolen, så vi snakker aldrig i timerne. Det er nok også meget heldigt, for vi har nok ikke så meget at tale om lige nu. Vi har nok begge to brug for lidt tid til at tænke over tingene. Mrs. Howards taler, og vi er stille. Da der kun er fem minutter tilbage af timen, giver hun os en opgave for til i morgen, som vi skal arbejde på derhjemme. Klokken ringer, og alle tager deres ting og går ud af klasseværelset. Jeg går alene ud til min bil. Julia tager med sin storebror hjem, så jeg behøver ikke at kører hende i dag.

Jeg skruer op for radion, da en god sang bliver spillet. Da jeg er er kommet halvvejs, drejer jeg ind på en vej. Jeg ser pludselig Harry gå helt alene hjem. Han har endnu engang hætten oppe. Jeg stopper op omkring 100 meter bag ham og overvejer, om jeg skal tilbyde at køre ham hjem. Men Julias stemme kommer frem i mit hoved.  “Overvej nu lige, om han virkelig er det værd, Isabella.” Jeg ryster på hovedet og kasserer ideen. Ikke endnu, siger jeg til mig selv.

"Hvorfor kan jeg ikke bare glemme ham?!" spørger jeg ud i den tomme bil. "Han er en af de sødeste fyre, jeg nogensinde har mødt, men på samme tid er han også en af de slemmeste. Han er med i badboy-gruppen - eller var i hvert fald, men alle de gange hvor jeg har mødt ham efter skole, har han været den sødeste. For eksempel på kirkegården, da vi dansede og gjorde rent på caféen og da han sagde søde ting om mig, da jeg kom til at gå ind i ham på arbejde. Skal jeg virkelig bare glemme ham for altid?"

Inden jeg når at ombestemme mig, er han allerede væk. Jeg kigger mig omkring, men jeg kan ikke få øje på ham. I stedet for at spekulere mere på Harry beslutter jeg mig for at kører hen på kirkegården og snakke med min bror. Det er længe siden, jeg sidst var der, og jeg savner at snakke med ham.

Jeg bevæger mig hen mod gravstenen. Jeg sætter mig tungt foran gravstenen og begynder at forklare ham, hvad der sker, og deler mine tanker med ham. Han får hele historien. Hvad der skete med Jason, og at Julia sagde, at jeg skulle overveje, om han virkelig er det værd.

Da jeg har siddet og snakket med ham i noget tid, begynder det at blive mørkt. Jeg rejser mig, da det bliver for koldt at sidde på den kolde jord. Det er alligevel blevet mørkt. Jeg slentrer ned gennem kirkegården på vej ud, mens en tåre falder ned ad min kind. Alting var blevet så meget mere besværligt og kaotisk, efter jeg havde mødt Harry. Alt ville være meget nemmere, hvis jeg ikke havde mødt ham, tænker jeg.  Men det ønsker jeg ikke oprigtigt, indrømmer jeg opgivende for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...