Ild til ild

“Drenge skal afholde sig fra vin, indtil de er 18, da det er forkert at sætte ild til ild”
- Platon, græsk filosof

18Likes
5Kommentarer
491Visninger

1. Ild til Ild

”Jeg sværger, at de var ægte!” Bjerre satte munden imod den iskolde Tuborg. Han lænede sig så tilbage i havestolen med sådan en kræft, at han var ved at falde bagover. Hans ord fik både Juul og Nikki til at storgrine.

”Du mener sgu da ikke, at de her er ægte,” fnøs Juul. Han viste billedet til Bjerre igen, der var deres nuværende samtaleemne. 

”Må jeg se,” hørte jeg mig selv sige. Jeg havde allerede lænet mig over armlænet på min campingstol for at betragte billedet af Natalia’s bryster. Smilet lå på mine læber, da gutterne ventede på min beslutning.

”De er sgu da ikke ægte,” konstaterede jeg, inden at jeg tog en stor slurk af min egen flaske.

”Helt ærligt – du er sgu da heller ikke kommet i nærheden af nok piger til at kunne mærke forskel. Emilies var the real deal," tilføjede jeg.

Det fik alle drengene til at flække af grin.

”Emilies var sgu da ikke ægte!” afbrød Bjerre.

”Det var de sgu da. Har du måske taget på min kæreste?”

Jeg burde hade mig selv for at sige de ord. Jeg burde have mere respekt for Emilie. Men ordet respekt havde en helt anden betydning i den her vennekreds. Respekt havde intet med respekt at gøre. Vi var fucking ligeglad med alle, der ikke var en del af denne gruppe. Egentlig var vi fucking ligeglade med hinanden.

”Ex-kæreste,” pointerede Juul.

”Jeg fatter ikke, at du slog op med hende bare for at kunne pille ved damer i bikinier, når du nu smutter.”

Nikki slog sin flaske imod min og rystede så på hovedet:

”Det er genialt!”

Jeg var så tæt på at smide masken. Bare i ét sekund. Det var ikke fordi, at jeg i virkeligheden havde en smule skyldfølelse over at have slået op med Emilie. For Emilie var ikke såret. Det var af grunden, at jeg havde stukket drengene en løgn.

Løgnen gjorde mig intet, for den var bare en i det gigantiske bjerg af løgne, jeg havde bygget mig selv.

Det var i stedet bjerget, der var begyndt at veje så meget, at underlaget ikke længere kunne holde på vægten af lort. 

De så ingenting.

”Fååååck, det blir’ sgu helt mærkeligt at skulle drikke et andet sted." Bjerre hentydede til vores sædvanlige drikkested bag min fars båd-skur. Vi havde isoleret os fra alt og alle med det ene formål at kunne snakke så meget shit, som vi nu havde lyst til.

”Var det et ”Mattis, du er savnet?"

Jeg kneb øjnene sammen.

”Mattis: vi kommer til at savne din fars øl,” rettede Nikki.

Jeg gav ham fingeren.

”Hold kæft, du kommer til at knække dig hele vejen til hvor fanden det nu er, du skal hen.” Juul havde klikket væk fra billedet af Natalia og var i stedet i gang med at swipe en helvedes masse billeder til højre på Tinder.

Jeg var så tæt på at himle med øjnene. I stedet satte jeg mig længere tilbage i stolen, holdt flasken imod læberne og bundede resten af øllen. Tankerne væltede igennem mit hoved. Forhåbentlig ville de forsvinde ud af hovedet samtidigt med, at jeg nåede bunden af øllen.

Jeg kom ikke til at savne drengene. For selvom de havde været så stor en del af mit liv siden 7’ende, hvor vi var blevet sat i samme klasse, havde de aldrig lært, hvem jeg var.

Jeg havde slugt så mange af mine egne løgne, at jeg heller ikke selv anede, hvem fuck jeg var.

Så mange løgne der pludselig var blevet til en falsk sandhed. Det var en ting. Ikke? Hvis det aldrig kom op til overfladen. Hvis sandheder aldrig blev synlige, eksisterede de i virkeligheden så?

Jeg var så træt af at være uvidende. Selvom det ikke længere var svært at leve på løgne, så havde jeg alligevel den samme trættende fornemmelse af, at det i virkeligheden ikke var at leve.

Jeg havde levet hele mit liv på løgne. Det var det eneste sande i mit liv.

”Hvorfor en båd? Havde det ikke været federe at surfe i Australien eller stå på ski i Canada? Bare et sted hvor du kunne booke dig ind på et All-inklusive hotel og svinge din fars kreditkort?”

Juul var i gang med at rulle en joint. Jeg så, hvordan han fokuseret sad og arbejdede med fingrene på det grønne havebord. Han var den eneste, der forstod at stille de rigtige spørgsmål. Eller at undgå de forkerte.

Jeg trak på skulderen og tog imod den joint, han allerede havde rullet.

Drengene så kun ting fra det samme sorte-hvide perspektiv. Din værdi var skrevet op i to ting: hvor meget var du værd, og hvor mange kendte dit navn.

Der havde altid været dem og os. Min far havde skubbet mig i retningen af det Nordsjællandske ’os’, inden at jeg havde taget mit første skridt. Jeg blev klædt i det rigtige tøj, skulle interessere mig for de rigtige ting og så snart jeg var færdig med folkeskolen, var jeg allerede skrevet på businesslinjen på HHX.

Det her var min første beslutning. Det ville ikke interesse dem, for de så livet med de samme briller som mine forældre. De ville ikke forstå. Vi var trods alt ikke bedre venner end, at vi kritiserede hinanden uden at have grænser.

For der manglede vi respekten.

Jeg tændte min joint og betragtede, hvordan drengene overfor mig begyndte forsvinde i røgen.

”Jeg fatter ik, at du ikke starter på IB sammen med os,” fnøs Bjerre og sparkede benene op på havebordet med sådan en kræft, at halvdelen af de tomme ølflasker landede i græsset.

Drengene nikkede samtidigt og kæftede op om, at det var første gang, vi ikke gjorde noget i fællesskab. Jeg deltog i ordene, selvom en hver del af min hjerne beroligede mig med, at det var det bedste, der var sket for mig.

Jeg tog endnu et sug af min joint og lagde hovedet bagover.

Tre måneder i det caribiske ø-hav. Fem unge mennesker og en familie, jeg ikke anede hvem var. Det var åndsvagt, at man kunne glæde sig mere over det ukendte end vante – det burde være omvendt, ikke?

Jeg var træt af det hele.

Så træt.

Jeg lukkede øjnene og så det hele for mig. Det fik min krop til at brænde. Fik mine hår på huden til at stritte, imens mine næsebor sitrede. Der var så meget, jeg ikke vidste en fucking skid om. Jeg havde aldrig kendt mig selv bedre end nu. Men samtidigt virkede jeg også mere fremmed end nogensinde.

Jeg hørte ikke til her. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med snakken om Natalias bryster, hvor mange Juul havde knaldet med på Roskilde eller alle de fordomme, der kunne diskes op omkring enhver person på gaden.

Røgen slap langsomt ud imellem mine læber.

Den eneste sandhed jeg kendte var, at løgnene ikke kunne blive ved: jeg var ikke interesseret i piger. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...