Fujoshi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
Melia er 15 år og skal begynde på et nyt kapitel af sit liv. Gymnasiet. De voksnes rækker. Folkeskolen er endelig forbi, og nu forventes det, at Melia kan tage ansvar og være moden. Det i sig selv er grænseoverskridende for en pige, der hele sit skoleliv har lukket sig inde, isoleret sig og ikke rigtig har haft nogle venner. Bedre bliver det ikke, da klassens drenge lægger mærke til hende - en uvant følelse.
Problemet er bare, at Melia hellere vil se drengene kysse hinanden end at kysse dem selv.

1Likes
0Kommentarer
318Visninger
AA

2. Helt ny og helt alene

"Ja, mor, jeg er kommet sikkert frem. Nej, ikke endnu. Nej. Nej, mor," vrissede Melia og ønskede sig langt, langt væk fra alle de smukke øjne, der blev ved med at stirre på hende. 

"Jeg bliver nødt til at lægge på nu, mor." De brændende blikke var for meget for hende. Det blev simpelthen for pinligt, når de blev ved med at glo.

Uden at kigge op, lagde hun meget omhyggeligt telefonen tilbage i tasken - dog først efter at have slået den på lydløs. Hun skulle ikke resikere, at den ringede igen med endnu flere pinligheder fra hjemmefronten. Så roligt som muligt, lænede Melia sig op af væggen, som om hun overhoved ikke havde set - eller fantaseret om - de to flotte drenge, der helt tydeligt havde set hende.

Til sin gru kom Mark nærmere med et alt for smukt smil, der passede perfekt til hans modelydre. "Hej," sagde han, og selv hans stemme var perfekt, blød og glat, med antydningen af at tilhøre en verdensmand.  "Jeg hedder Mark. Jeg synes ikke, jeg har set dig før?"

Selvfølgelig havde han ikke det. Melia kom fra en gammel landsbyskole. Det var ikke mere end tre måneder siden hende og hendes mor var flyttet til byen, så selvfølgelig var hun helt, helt ny. Hun havde færdiggjort sin folkeskole i landsbyskolen, hvilket havde betydet mange, lange, kedelige busture, men hun havde fået lov til at blive med sine klassekammerater. Desværre var de alle begyndt på skole andre steder, i andre byer, så ja, hun var helt ny, helt alene.

"Nej, jeg er lige flyttet hertil," sagde hun med en stemme, der var alt for spag.

"Jamen, velkommen til." Han rakte en perfekt hånd over mod hende, og det var kun nølende hun tog imod den.

"Jeg hedder Melia." Hans hånd var varm og umuligt blød. Han måtte bruge et ton fugtighedscreme for at holde dem så bløde.

"Flot," sagde hans kammerat, der havde listet sig op ved siden af Mark igen. Hans øjne tog en tur op og ned af hende.

"Undskyld mig." Melia pålagde sig en fornærmet tone og lagde armene over kors.

"Dit navn," smilede han til svar. "Dit navn er megete flot. Jeg hedder Ryan." Hans håndtryk var langt mere fast end Marks havde været og passede alt for godt ind i hendes fantasi om, at han var den der tog initiativet til -

Stop så.

"Hvad sagde du?" spurgte Mark venligt.

Pis. Hun havde virkelig brug for, at en eller anden gud fortalte, at hun ikke lige havde sagt det højt. Det måtte simpelt hen ikke passe.

"Øhm," startede hun og så sig febrilsk omkring. Til sin store overraskelse så hun en hel gruppe lærer, der kom ud midt på gulvet og begynde at vise folk ind i en stor sal, hvor alle de nye tydeligvis skulle samles. "Jeg tror, vi skal ind nu," smilede hun og begyndte at gå.

"Nice," smilede Ryan og afslørede et par hjørnetænder, der var lidt for spidse. Hvilket selvfølgelig ledte Melias tanker over på vampyrer. Hvilket selvfølgelig ledte Melias tankere videre over på Marks lidt for lange hals, der bare ventede på at blive bidt. Hvilket uomtvisteligt ledte Melias nådesløse fantasi over i et scenarie, hvor den stakkels Mark blev bidt af Ryan. Udtrykket i Marks ansigt var en frydefuld blanding af bittersød smerte og ren liderlighed.

Det mentale billede brændte væk i det sekundt en varm hånd lagde sig om hendes, og hun måtte med forfærdelse konstatere, at Ryan var ved at trække hende over med salen.

"Lad os finde en god plads," sagde han glad og skottede bagud over hendes hoved. Hun fulgte hans blik, og så Mark stå alene. Hans ellers så blide brune øjne brændte pludseligt, og hun kunne have svorget på at hun kunne se de lyn, der blev skabt mellem de to kammeraters blikke.

Salen var stor. Der var højt til loftet, og den konstante summen af nervøse stemmer rungede i Melias ører. Der var så mange indtryk, at hun kun ganske svagt lagde mærke til, at hun blev trukket ned gennem rækker af stole og til sidst blidt blev skubbet ned i én af dem.

"Er det okay, vi sidder her?" spurgte Ryan og satte sig ved siden af hende.

"Det er sikkert fint." Hun gjorde, hvad hun kunne for at undgå øjenkontakt.

"Melia." Ryan smagte nærmeste på hendes navn. "Hvilken klasse skal du gå i?"

Hun nåede ikke at svare før en mørk skygge satte sig på hendes anden side. Rent instinktivt kiggede hun op, og mødte Marks brune øjne og hans dejlige smil. Hun fortrød med det samme, og slog blikket ned.

"Sikke hurtigt I forsvandt," sagde han. Tonen var skarp og tydeligvis rettet mod Ryan.

"Vi skulle have en god plads," forklarede han sig.

"Det er klart. Og hvor var det dejligt, at du også holdt en plads ledig til mig, Melia." Marks stemme blev blødere, da han sagde hendes navn.

"Men jeg har ikke -"

"Sådan er hun bare. Så betænktsom," afbrød Ryan.

Hvad fanden var det her? Hun sad mellem det der nødvendigvis måtte være skolens lækreste drenge, og de skændtes - om hende? Det var ikke til at forstå. Hun havde aldrig før vakt drengenes opmærksomhed, og det havde hun faktisk haft det ganske fint med. Det betød nemlig at hun kunne sidde og observere dem istedet, og lade sin beskidte fantasi få frit løb. Nu var hun fastklemt mellem de to vidundere, der helt sikkert ville blive en alt for livlig del af hendes fantasier.

Utroligt som man kunne føle sig helt alene mellem så mange mennesker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...