Stalker

Catheryn er skolens mest populære pige, og alle drenge vil gøre alt for at vinde hendes hjerte. På Valentinsdag får hun en masse breve, men hun modtager også et brev fra den mystiske `M´. I starten er hun lidt ligeglad med brevet, men efter som at hun oplever flere og flere mystiske ting, og har en følelse af hele tiden at blive forfulgt, begynder hun at tage `M´mere seriøs. Kærligheden forvirrer hende også i den grad. De to problemer begynder så småt at krydse hinanden, men hvordan skal hun klare to livstruende ting på en gang? Og hvad er vigtigst? At finde og stoppe hendes mulige morder, eller hendes kærlighedsproblem der æder hende op inde fra? Hvad er værst? Den fysiske eller psykiske smerte?

2Likes
6Kommentarer
440Visninger
AA

1. Når du har åbne øjne, er han bag dig.

 

Jeg trak på smilebåndet, da jeg så mit overdækkede skab. Hjerter over det hele. Nogle var omhyggelig klippet, uden særlig meget pynt, andre var mere sjusket klippet, men overpyntet med citater om kærlighed. Få hjerter var sorte, og uden så meget som et tegn på omsorg. Jeg gøs. Emoer. De var altså virkelig uhyggelige. Hver gang jeg så dem, løb det mig koldt ned af ryggen, pga. deres ensomme og triste stil. Med en forsigtig bevægelse åbnede jeg det overfyldte skab. I det lå der adskillige blomster og chokolade-æsker med bekendte navne på. “Dobbelt så meget som til sidste Valentinsdag,” strålede Isabell glad. Hun gik meget mere op i min Valentinsdag, end jeg selv gjorde. “Lad os begynde med at krydse af på listen, hvem der har givet dig de forskellige ting,” sagde Isabell, og jeg nikkede. “Vi starter med hjerterne,” sagde hun. Jeg tog hjerterne op en efter en, og læste navnet der stod på de forskellige hjerter, op. “...Justin Brown, Taylor Brown, William Evans og Alfred Roberts,” sluttede jeg af. “Hvad med det der hjerte?” spurgte Isabell. Jeg kiggede op på skabet. Der hang et sidste hjerte. Jeg tog det med en opgivende bevægelse ned. Det var skåret præcis til i kanterne. Kanterne var så spidse, at man kunne skære sig på dem. Der stod kun et kærlighedscitat på. “Pas godt på mit hjerte. Jeg har efterladt det hos dig,” læste jeg højt. “Ej hvor sødt! Hvem er det fra?” spurgte Isabell. “Der står kun ‘M’ ikke mere,” svarede jeg forvirret. “Er du sikker?” spurgte Isabell, og jeg rakte hende hjertet. “Hvem i alverden er ‘M’?” spurgte jeg usikkert. Isabell kendte alle på skolen. “Catheryn. Jeg tror, at du har fået en lover,” svarede hun skræmt. “Hvorfor lyder du skræmt? Er det ikke en god ting?” spurgte jeg forvirret. “En lover er ikke altid en god ting,” svarede hun, “somme tider kan de finde på at dræbe for kærligheden.” Jeg gøs. “Om det bliver dig, eller en du elsker, ved man aldrig,” forklarede hun. “Men en lover burde da være et positivt ord, ik´?” spurgte jeg. “Jo, men man kan altid gøre positive ord til negative ord,” svarede hun, “men hvis det skræmmer dig at kalde personen en lover, kan vi kalde personen, som nok er en dreng, for ‘M’?” spurgte Isabell. “Det er meget bedre, tak,” svarede jeg og smilede. Isabell var et øjeblik ukoncentreret, men da hun lige fik øje på uret, ruskede hun i mig som en sindssyg.. “Catheryn! Vi har time om et minut!” råbte Isabell, og vi begyndte at løbe. Det tager mindst to minutter at komme hen til vores klasselokale, så vi havde travlt, hvis vi skulle nå det på et minut. Vores skridt gav genlyd på de tomme gange. Forpustede stoppede vi op uden for døren til vores klasseværelse. Isabell tog roligt fat om håndtaget og skubbede døren ind. “Undskyld, at vi kommer for sent,” sagde hun højt og tydeligt. Alle stirrede på os. “Det er okay miss Walker og miss Smith. Sæt jer ned,” svarede Mrs. Davies. Når hun brugte vores efternavne, betød det altid, at hun var sur.

 

“Er du nervøs, Catheryn?” hviskede Isabell til mig. Vi havde stadig time, men klokken ringede ud om fem minutter. “Lidt,” svarede jeg. Enhver anden ville have svaret: “Helt vildt!” men jeg havde prøvet det her så mange gange før. “Har du tænkt over, hvem du vil vælge?” hviskede Isabell nysgerrigt. “Ham der ‘M’ lyder meget spændende,” svarede jeg. “Ikke sig sådan noget! Han er vildt uhyggelig!” gispede Isabell, imens jeg måtte knibe munden hårdt sammen for ikke at flække af grin. “Han er ikke farlig,” svarede jeg og grinte. En høj lyd skar sig gennem mine øregange, og lyden af min egen stemme der skreg, lød fjern. Er jeg ikke farlig? Nu skreg jeg ikke kun på grund af smerten, men også på grund af frygten. Hvad var det for en stemme, der var i mit hoved? Husk de her fire ord: “Jeg kommer efter dig!” Hvordan var det muligt at tale til mig sådan? Eller var det en person fra virkeligheden, der talte til mig lige nu? Måske var det noget jeg bildte mig selv ind? “Hvem er du?!” skreg jeg tilbage uden svar. “Hvem er du!” skreg jeg. “Hvem er du? Hvem er du! Hvem er du!” lyden af min egen stemme blev højere, og med et åbnede jeg øjnene. Det var som om, at jeg kom tilbage til virkeligheden, som om jeg havde været et helt andet sted. “Hvem er du!” skreg jeg. “Det er mig, Isabell,” svarede en stemme. “Gudskelov,” hørte jeg mig selv hviske. Vi var ude på toilettet. Hun sad knap en halv meter fra mig. Jeg var taknemmelig for, at hun støttede mig lige nu. Jeg strøg mit lyse slangekrøllede hår om bag ørene, og mine nøddebrune øjne mødte Isabells blå øjne. Hendes blå øjne passede overraskende godt til hendes mørkebrune hår. Først startede hendes mund med at forme et smil, men så snart vores øjne mødtes, skreg hun og sprang baglæns. Hun klemte sig op af væggen, og hun lignede en, der lige havde set et spøgelse. Hendes bankende hjerte, hurtige vejrtrækninger og hendes skræmte udtryk, gav mig gåsehud. “Isabell, er du okay?” spurgte jeg med en rystende stemme. Hun svarede ikke, men rystede kun på hovedet. “Isabell…” sagde jeg men nåede ikke at færdiggøre sætningen, før hun hviskede: “Undskyld” og forsvandt ud af døren. “Isabell!” råbte jeg og styrtede efter hende. “Isabell!” råbte jeg igen. Det var ikke fordi, at hun var særlig hurtig til at løbe, tværtimod så var hun ekstrem langsom, men jeg måtte alligevel sætte farten op, så jeg kunne overhale hende. Jeg rev fat i hendes arm. “Isabell stop!” råbte jeg. Med tårer i øjnene vendte hun sig imod mig uden at møde mit blik. “Hvad er der?” hviskede jeg i hendes øre. “Dine øjne,” svarede hun. “Hvad er der med mine øjne?” spurgte jeg forvirret. “De er turkisgrønne,” svarede hun, og krummede sig som om hun var bange for, at jeg skulle slå hende. “Hvad?!” råbte jeg nærmest, og alle vendte blikket imod os. Skrækken kom med et sæt, og det føltes som om mit hjerte blev en del tungere. “Du laver sjov, ik´?” spurgte jeg. “Ser jeg ud som om, at jeg laver sjov?” hviskede hun. Hendes stemme lød alvorlig. “Er mine øjne stadig turkisgrønne?” hviskede jeg. “Ja,” hviskede hun tilbage. “Hjælp mig med at komme udenfor. Ingen må opdage at mine øjne har skiftet farve,” hviskede jeg. “Okay. Du skal lade som om, at du har det dårligt,” hviskede hun. Jeg tog mig på maven, som tegn på at jeg havde det dårligt. Har du det nu pludselig dårligt? Pas på med skuespil, det kunne jo gå hen og blive virkelighed. En stor smerte brød ud i maven på mig. Jeg stønnede. “Det lyder virkelig ægte, bliv ved,” hviskede Isabell. “Det… er… ægte!” stønnede jeg. “Please, hjælp mig!” nåede jeg at gispe, inden jeg faldt om.

 

Hendes skridt gav genlyd i gangene. De kiggede alle forventningsfuldt på hende. “Hun skal dø til næste fuldmåne,” råbte hun højt, med en stemme så skinger, at alle kunne høre den. Deres ansigter var brandvarme af sved, men deres ansigtsudtrykke viste ligegyldighed. Hun sørgede for, at man ikke kunne se noget af hendes ansigt, udover hendes smalle kindben, som man akuart lige kunne skimte i den smalle lysstråle fra vinduet. Hun havde en ualmindeligt stramtsiddende kappe på i mørkeblå, og hætten dækkede over det meste af hendes ansigt. Men hun var ikke den eneste der bar en mørkeblå kappe. De bar nemlig alle en mørkeblå kappe med  en hætte, der dækkede over det meste af ansigtet. “Men hvordan?” spurgte en dyb  stemme. “Det eneste der kan dræbe hende, det er en lykantrop,” sagde hun koldt, og de gispede allesammen. “Hvordan får vi fat i sådan en?” spurgte en nysgerrigt. “Bare rolig, det tager jeg mig af,” svarede hun og smilte. Stedet var mørkt og svært at finde rundt i. Kulden krøb ind af et hul i venstre side tæt på døren. Væggene var mørkegrå og fugtige. Hun stod nu i midten af flokken. Det var et forholdsvist lille rum til så mange mennesker. “Hvad var det nu denne her pige hed?” spurgte en høj skikkelse. De rettede alle hoveder mod ham. “Jeg nævner ikke hendes navn. Det giver uheld, lige før et mord skal finde sted,” svarede hun og vandrede ud af midten i flokken hen imod den nærmeste væg. Hun strakte sin arm ud, og de gøs allesammen. Hendes arme var uhyggelig tynde, og hendes blodåre sås tydeligt på hendes krop, endda også på afstand. Hendes negle var 5 cm lange, og så sylespidse at de snildt kunne skære igennem huden og ind til knoglen, hvis man generede hende. Hun gjorde nogle forsigtige bevægelser med den ene hånd og snittede pigens navn ind i væggen. Man skulle lægge hovedet lidt på skrå for at kunne skimte, hvad der stod. Det var ikke fordi, at hun havde den pæneste skrift, eller den mest læselige skrift. Catheryn Walker.

 

Jeg gispede. “Er du okay?” spurgte en stemme bekymret. “Jeg har det fint,” svarede jeg, “men hvad er klokken?” Jeg kiggede mig lidt rundt. Hele rummet var fyldt med hvide ting. Hvis man trådte ind i rummet, så var der et bord på højre hånd, som var svær ikke at få øje på. Der lagde en masse lægeudstyr på bordet. Jeg lå heldigvis hos skolesygeplejersken. Ikke at jeg nogensinde har kunnet lide skolesygeplejersken, men hvis jeg var på sygehuset, så skulle jeg først skrives ud og alt muligt. “Kvart over tre,” svarede hun. Jeg pustede lettet ud. Så havde jeg stadig fire timer, til at gøre mig klar til Valentinsdag-festen. “Hvor er Isabell?” spurgte jeg med halvt åbne øjne. “Til time,” svarede sygeplejersken. “Hvorhenne?” spurgte jeg, jeg vidste ikke hvorfor, det var nok for at føre en samtale med hende. “Fysiklokalet,” svarede hun, imens hun tog pulsmåleren af min arm. Jeg satte mig op. “Må jeg så gå nu?” spurgte jeg. “Ja,” svarede hun. Jeg rejste mig lidt usikkert, men fortsatte hen til døren. “Pas nu godt på dig selv,” tilføjede hun lige hurtigt. “Det skal jeg nok,” svarede jeg, selvom jeg godt vidste, at det var løgn. Jeg ville ikke kunne passe på mig selv, så længe at stemmen var i mit hoved. Det vidste jeg.

 

Jeg gik med hurtige skridt ned af gangen med hænderne fulde af fysikbøger. Om få minutter ville jeg være der. Jeg dannede mig lige hurtigt et overblik over den tomme gang. Jeg nærmede mig det sidste hjørne før fysiklokalet. Jeg gik lidt i mine egne tanker, og jeg tænkte nok mest på drømmen. Hvis man overhovedet kunne kalde det en drøm. Det var jo nærmere et mareridt. Jeg forstod ikke hvorfor, at det var det, som jeg havde drømt. Hvem var den uhyggelige pige, der skar mit navn, med sine negle, ind i væggen? Hun ville jo åbenbart dræbe mig. Hvorfor drømte jeg om en, der ville dræbe mig? Det var da underligt. Inden jeg så af det, bragede jeg ind i en person. “Det må du virke…” nåede jeg at sige, før mine øjne mødte hans kastanjebrune øjne. Mit hjerte gik i stå et enkelt øjeblik. “Det er okay,” svarede han. Jeg stirrede på ham. Hans stil var enkel. Han var iført en hvid t-shirt og nogle sorte jeans. Han havde en normal højde og overkrop. Hans hår var kulsort, og det passede perfekt sammen med hans kastanjebrune øjne. “Jeg må videre,” svarede jeg og vendte mig rundt. “Skal du ikke have dine bøger med?” spurgte han. “Jo,” mumlede jeg flovt, og bukkede mig ned for at samle dem op. Det samme gjorde han, og vores pander stødte sammen. “Er du okay?” spurgte han. Jeg svarede ikke, men vendte mig om for at gå. “Fysik-lokalet er den vej,” sagde han, og pegede i den modsatte retning af hvor jeg var på vej hen. “Og hvor ved du det fra? Er du ikke ny?” hvæsede jeg, men jeg vidste, at han havde ret. “Fordi jeg skal også hen til fysiklokalet,” svarede han og smilte. “Hvem siger, at jeg skal hen til fysiklokalet og ikke biologilokalet?” spurgte jeg vredt. “Fordi du forhåbentlig ikke tager dine fysikbøger med hen til biologilokalet,” svarede han, og jeg sendte ham et vredt blik. “Jeg får dig næste gang!” hviskede jeg i hans øre og smuttede med et selvtilfreds blik.

 

Jeg bankede forsigtigt på døren. “Kom ind,” råbte Mr. Johnsons dybe stemme. Jeg åbnede døren. “Du må simpelthen lære at komme til tiden miss Walker!” sagde Mr. Johnson vredt. “Ja, Mr. Johnson,” svarede jeg og satte mig ned. I samme øjeblik bankede det på døren igen. “Kom ind,” råbte Mr. Johnson lidt fraværende. Jeg sad nærmest og krydsede fingre for, at det ikke var ham fra gangen. Men selvfølgelig skulle Gud lige ødelægge min dag. Hans øjne strøg søgende hen over eleverne i lokalet. Da han fik øje på mig, blinkede han lige hurtigt til mig. Jeg tror, at jeg var den eneste, der lagde mærke til det, for han flyttede hurtigt blikket over på Yasmin. Han tog hånden op til munden, og sendte hende et luftkys. Det var løgn! “Vi har vist fundet Yasmins kæreste,” hviskede jeg til Isabell. Hun sad helt lam og stirrede på den nye dreng. Det gjorde vi alle sammen. Yasmin havde plapret løs i ugevis om hendes “kæreste” fra Kina. Men ingen af os havde troet hende. Hun fandt altid på det mest langt ude. Det var for meget. Han havde lige blinket til mig, imens at han havde en kæreste! Han havde ikke lov til at lægge an på mig! “Hej, du må være den nye dreng,” sagde Mr. Johnson, og rakte ham hånden. Han tog imod hånden med et smil. “Vær sød at fortælle os lidt om dig selv,” sagde Mr. Johnson spændt. “Okay,” svarede han. “Øhm… jeg hedder Shunyuan Guo, og jeg kommer fra Kina,” svarede Shunyuan. “Hvis I har nogle spørgs…” sagde Mr. Johnson, men nåede ikke at færdiggøre sætningen, før Camilla afbrød ham. “Er dig og Yasmin kærester?” spurgte Camilla. “Nej, men hun er min bedste vens kæreste,” svarede Shunyuan, og prøvede at læse mit ansigtsudtryk. Jeg kiggede ned i bordet, og så hans selvtilfredse smil ud af øjenkrogen. Så havde han faktisk lov til at lægge an på mig alligevel. Taylor og Justin Brown måtte virkelig ikke række hånden op for at invitere ham med til Valentinsfesten i aften. Så skulle det hele nok gå. “Har du valgt, hvem du vil følges med i aften nu?” spurgte Isabell for anden gang i dag. “Taylor Brown,” hviskede jeg tilbage. “Men du skal ikke…” mere nåede jeg ikke at sige, før hun vendte sig om for at møde Taylors blik, og fortælle ham at jeg ville følges med ham. “Hey Taylor! Hun vil godt følges med dig,” råbte hun, og vendte sig derefter mod mig. Taylor strålede af glæde, da hun havde sagt det, og flere drenge klappede ham på skulderen. “Hvad var det, du var ved at sige?” spurgte hun. “At du ikke skulle fortælle ham det endnu,” hvæsede jeg. “Hvorfor ikke?” spurgte hun. Er hun fuldstændig dum? At råbe det ud over hele klassen? Jeg svarede hende ikke, men sendte hende et vredt blik. “Det kunne Shunyuan da deltage i,” foreslog Mr. Johnson. Jeg tog mig til hovedet. Nej nej nej! “Det kunne da være hyggeligt,” svarede Taylor, “vil du det?” Alle stirrede på Shunyuan. “Ja helt bestemt,” svarede Shunyuan. Jeg kiggede vredt på Isabell. Jeg hadede at være sur på hende. Hun sagde ikke noget, for hun vidste godt, at hun ikke skulle tale til mig, før jeg talte til hende igen. Sådan var det bare. Og det skulle hun acceptere, ellers kunne hun ikke være min bedste veninde, det vidste hun godt. Alle ville stå i kø for at være min bedste veninde. For hvem ville ikke være min bedste veninde?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...