Brændbar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2017
  • Opdateret: 11 aug. 2017
  • Status: Igang
Om Ida og ildebrande og drager og dukkehuse og flyvemaskiner og farmors hånd på skulderen og alt det, man ikke snakker om. Skrevet på Brønderslev Forfatterskole 2017.

9Likes
10Kommentarer
353Visninger

1. -

Nu er der ildebrand i køkkenet igen.

Ida kan fornemme det, allerede før hun lugter røgen. På bare tæer lister hun hen over stuens knirkende trægulv for at se nærmere på, hvad der foregår, selvom hun egentlig godt er klar over det. Hun har set det hele før.

Flammerne klatrer op af væggene ude i køkkenet, og man kan næsten intet se for den tunge røg, der indhyller rummet. Midt i heden står mor og far og hvæser af hinanden, uden overhovedet at bemærke branden omkring dem. Far har taget et fast greb om mors arm.

De ligner lidt dragerne fra godnathistorien, tænker Ida for sig selv, som hun står og betragter dem gennem sprækken i køkkendøren. Men de her drager er større og vildere og meget mere virkelige end dem, hun er vant til.

Dragerne ænser hende ikke, og nu hidser mor sig så meget op, at Ida er overbevist om, at hun kunne begynde at spy ild hvert øjeblik det skulle være.

På en gang skræmt og nysgerrig, læner Ida sig fremad for bedre at kunne se, men snubler i stedet over dørkarmen og kommer til at skubbe til køkkendøren, så den går op. Med ét styrtdykker temperaturen i rummet. Mor stopper op midt i en sætning og ser ned på sin forskrækkede datter. Far ser om muligt endnu mere forskrækket ud end Ida. I et øjeblik er det som om, tiden står stille, mens de begge står og betragter deres datter uden at vide, hvad de skal sige. Al opmærksomhed er rettet imod hende. Taget på fersk gerning.

Inden drage-mor og drage-far kan nå at reagere yderligere, skynder hun sig ind i stuen, væk fra køkkenet og dragerne og ildebranden og alt det, hun ikke må vide noget om.

Hun sætter sig i sofaen, synker så langt ned i den, at hun næsten forsvinder. Mor og far følger snart efter hende ind i stuen. Opfører sig, som om intet var hændt. Som om hele køkkenet ikke lige har været i brand.

Far begynder at pynte op med balloner og flag, og mor synker ned i sofaen ved siden af Ida. Hun lægger en arm om sin datter og siger, at der er noget, de skal snakke om alle tre. Der bliver stille. Ida ved ikke helt, hvad hun skal svare. Det er som om røgen har sat sig fast i halsen på hende og forhindrer hende i at snakke. Men så lader mor til at skifte mening og insisterer i stedet på, at det hele nok skal gå, og at nu skal hun bare nyde sin fødselsdagsfest.

”Glæder du dig ikke?” spørger hun.

Det gør Ida skam, men hun når slet ikke at svare, for nu ringer det på døren, og ind kommer farmor med gaver og godt humør. Ida må have været artig i år, bemærker farmor, for solen skinner som aldrig før. Langsomt slipper røgen sit greb om Idas hals. Kort efter kommer også mormor og onkel Jens og alle de andre, og snart har Ida glemt alt om ildebrande.

De synger fødselsdagssang - den med instrumenterne - og alle smiler og griner, også mor, selvom hun somme tider står og ømmer sig der, hvor far før havde holdt fast.

De spiser fødselsdagsboller med syltetøj og pålægschokolade, og mens kagen bliver klar, åbner Ida pakker. Farmor forærer hende et lyserødt dukkehus med en mor og en far og en lille pige og siger, at hun synes, det ligner deres glade familie. Ida skal lige til at sige, at der mangler to drager, før det ligner deres familie, men i stedet siger hun tak og åbner en ny pakke med Lego i. Hun ved, at dragerne ikke er noget, man snakker om.

Da Ida næsten er færdig med at bygge en flyvemaskine i Lego, kan hun igen lugte røg. Hun ser rundt efter mor og far, men de sidder ikke længere i stuen med deres kunstige, klistrede smil. Dæmpede stemmer diskuterer arrigt på den anden side af køkkendøren, og Ida ved, at hvis hun kigger ind i køkkenet nu, vil hun finde to væsener i flammerne, en mor-drage og en far-drage. Hun mærker temperaturen stige. Der bliver langsomt stille i stuen, så man kan høre, hvad de hvæser.

“Kan du ikke bare lade din datter nyde sin fødselsdag i to minutter!”

Ida synker en klump og mærker den røde farve flamme op i sit ansigt. Hun ser ned i jorden, fordi hun ikke ved, hvor hun ellers skal gøre af sit blik. Bag hende sidder farmor med en hånd på hendes skulder. En bekymret rynke har formet sig i panden på hende.

“Det er sgu da dig, der kæfter op om skilsmisse ud af det blå!”

Farmor giver Idas skulder et klem og tager fat i hendes flyvemaskine. Hun foreslår, at de forsøger at bygge den færdig. Ida forsøger at koncentrere sig, men i baggrunden bliver stemmerne fra køkkenet højere ligesom hendes hjertebanken.

“Nu stopper du. Jeg gider ikke diskutere det, jeg har allerede hyret en advokat.”

“Du kan lige vove på ...”

“Det er ikke til diskussion, sagde jeg! Det er slut, fatter du det? Færdig! Jeg gider ikke m...”

Der lyder et slam, da døren til stuen bliver smækket i. Onkel Jens har rejst sig og er gået direkte ind i ildebranden. Dragelydene stopper. Stuen er stadig lydløs. En bil suser forbi udenfor. Ida bliver siddende og stirrer intenst på gulvet, indtil gulvet begynder at stirre tilbage. Farmor samler den halvfærdige flyvemaskine op endnu en gang.

“Skal vi ikke bygge denne her færdig?” spørger hun og tvinger et smil frem. Ida nikker stille, og sammen begynder de at samle en vinge af Lego.

Egentlig er Ida ligeglad med flyvemaskiner og dukkehuse og syltetøjsmadder. Det eneste, hun ønsker, er at være usynlig. At smelte ned i sprækkerne i trægulvet og bare forsvinde. Forsvinde fra drager og ildebrande og dukkehuse og farmors hånd på skulderen og alt det, man ikke snakker om.

Der er iskoldt i stuen, da mor og far og onkel Jens kommer tilbage. Ida ser op fra den færdigbyggede flyvemaskine. Tre voksne på stribe står i døråbningen uden at sige noget. Mor træder et skridt længere ind i stuen. I hænderne har hun lagkagen, pyntet farverigt med flødeskum, glasur og lys. Et øjeblik står hun bare der og betragter den. Hun ser udmattet ud, som om hun kunne tabe den hvert øjeblik, det skulle være. Så trækker hun vejret dybt og løfter blikket for at se ud over sin tavse familie med et kunstigt smil, som klistrer til hendes læber.

“Er der nogen, der skal have lagkage?”

Der er stille en stund. Ingen har rigtig noget at sige. Alle ved, at man ikke snakker om dragerne. Nogle ting bør forblive usagt. Sådan har det altid været.

Langsomt begynder familien at flytte på sig, og støjen vender tilbage til stuen. De sætter sig om bordet, farmor fjerner sin hånd fra Idas skulder, lysene i kagen bliver tændt, men Ida bliver siddende og piller ved sin flyver. Indeni er hun ved at brænde op. Hun kan mærke blodet koge, som var hun et flammehav af følelser og forvirring.

Mor kommer hen for at få hende med over til bordet, men Ida har intet tilovers for lagkage. Hun mærker temperaturen stige indeni og lægger mærke til, at der siver røg ud af hendes næsebor. Henne ved bordet sidder alle og smiler og griner og snakker om alt andet end det, der lige er sket. For den slags er ikke noget, der kommer nogen ved. Den slags taler man ikke om.

“Kom nu, Ida,” sukker mor og tager fat om hendes arm. Ida lader sig hive over til bordet, og sætter sig på stolen foran lagkagen. Den er dekoreret med flødeskum hele vejen rundt, og på toppen er den belagt med lyserød glasur og jordbær. Tillykke Ida står der med hvid glasur ovenpå den røde, og otte lys står tændt på toppen.

Ida ser ned på sine hænder for at undgå at møde mors blik, men der er ingen hænder at få øje på. Kun flammer. Hele Idas krop er i brand, og ilden er allerede ved at spise dugen med flag på. Det svier og smerter overalt. Hun har det, som om hun er ved at koge over.  Panisk ser hun op på mor, der smiler sit klistrede smil, som om intet var galt. Rundt om bordet sidder alle og snakker og griner. Ingen lægger mærke til, at fødselsdagsbarnet er ved at blive forvandlet til aske. Ida vil skrige smerten ud, men røgen har taget kvælertag om hendes hals.

“Hvorfor ser I ikke noget!” vil hun skrige, men ikke en lyd kommer ud. “Hvorfor gør I ikke noget!”

Den tunge følelse af magtesløshed vælder op i hende, mens ilden breder sig ud over hele bordet. Lagkagen står i flammer foran hende, og stearinlysene smelter langsomt ned i glasuren.

Og midt i al galskaben tager mor fat om kagen og begynder at synge: I dag er det Idas fødselsdag, hurra, hurra, hurra… Hele bordet stemmer i, og mor rykker resterne af kagen tættere og tættere på Ida, imens de alle fortsætter: … med dejlig chokola-ade og kager til. Hun smiler sit klistrede smil og ser ned på sin datter.

Ida er otte. Nu er hun brændbar.

“Så, skat. Nu må du ønske.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...