I hate that I love you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2017
  • Opdateret: 30 jun. 2018
  • Status: Igang
Katherine Garcia Smith er en pige på 19 år, hun går på 2. år i High School. Hun skal starte på en ny skole, ved navn Beverly High. Det er et sted lige for hende, da man har mulighed for at dyrke sport, og hun elsker at spille fodbold. På hendes tideligere High School, var hun en af de populære piger. Men det var hun ikke kun på grund af hendes udseende, men fordi at hun var så flink overfor alle andre. Og ikke ligesom alle de andre piger der er arrogante, og går op i deres udseende, og som i det hele taget bare nyder opmærksomhed fra det modsatte køn. Og det ændre sig heler ikke på hendes nye skole, drengene for hurtigt et godt øje til hende, og hun er den pige alle de andre piger ville ønske de var. Men der er kun en dreng, der fanger hendes opmærksomhed... Læs med om hvordan det kommer til at gå hende på Beverly High, i både op og nedture (1D er ikke kendte)

3Likes
2Kommentarer
2515Visninger
AA

6. My ´perfect´ first football game for Beverly..

 

Jeg vågnede ved at alarmen på min mobil begyndte at ringe. Træt strakte jeg min arm, for at kunne nå min mobil, som lå på mit natbord ved siden af min seng. Da jeg havde slukket for alarmen stod jeg op.

Idag skulle jeg spille min første kamp for Beverly, og jeg kan mærke at jeg allerede er ved at blive vildt nervøs, for alle dem jeg spiller fir hold med er vildt gode. Jeg er helt sikker på at hvis jeg ikke spiller godt idag, og vi så kommer videre til næste runde, så er jeg sikker på at træneren godt kan finde på at udtage en anden end mig. Faktisk har jeg aldrig været så nervøs før, men det er og så fordi at jeg altid har været sikker på at have fast plads, på de hold jeg har spillet på, men her ved jeg at jeg aldrig kan være helt sikker på min plads, og det er nok det der bekymre mig mest.

 

Pludselig bankede min mor på døren til mit værelse, og det gjorde hun nok fordi hun skulle atsted på arbejde nu.

“Hej lille skat, jeg vil bare lige sige at jeg tager på arbejde nu” Sagde hun.

“Jaja vi ses senere” Sagde jeg og prøvede at lade vær med at lyde alt for nervøs.

“Er der noget galt Katherine, du lyder nervøs” Sagde min mor, og kiggede bekymret på mig.

“Det er bare fordi at jeg skal spille min første kamp for Beverly idag, og jeg er virkelig nervøs for alle på holdet er så gode, så jeg ved bare at hvis jeg ikke spiller en god kamp idag, så er der en anden der vil tage min plads” Sagde jeg nervøst.

“Prøv at hør her søde, hvis du bare tror på dig selv, og giver alt hvad du har på banen, så er jeg sikker på at det nok skal komme til at gå rigtig godt” Sagde hun trøstende.

“Tak mor, vi ses senere” Sagde jeg, Hun gik hen til mig og gav mig et kys på kinden inden at hun gik ud fra mit værelse.

 

Klokken var 7.30, og jeg skulle først med bussen lidt over 8 ,så jeg havde god tid for jeg var slet ikke sulten idag, da nervøsiteten var skyld i at jeg havde mistet appetitten. For at prøve at tænke på noget andet, besluttede jeg mig for at jeg heler måtte pakke de skole ting jeg skulle bruge ned i min skoletaske. Da jeg havde lagt mine skoleting ned  i min taske, lukkede jeg tasken. Hurtigt kom jeg i tanke om at jeg heler ikke havde pakket min idræts taske. Jeg fandt noget tøj som jeg gerne ville have på efter kampen og lagde det ned i min sports taske sammen med mine benskinner, og fodboldstøvler og håndklæde. Hurtigt tog jeg mit nattøj af, og fandt et par Adidas bukser,en sports bh, og en langærmet sports trøje, som jeg hurtigt tog på.

Pludselig ringede min mobil, hvilket gav mig et lille chok. Jeg gik hen til mobilen, for at se hvem det var der ringede til mig, og da jeg så at det var Liam, skyndte jeg mig at tage den. “Hej Liam” Sagde jeg.

“Hej smukke. Jeg ringer for at spørge, om du vil køre med mig til gymnasiet” Sagde Liam.

“Jo det vil jeg da rigtig gerne, hvornår henter du mig så” Spurgte jeg. “Kl 8” Sagde Liam.

“Det lyder fint, så ses vi” Sagde jeg.

“Ja det gør vi” Sagde Liam og lagde på. Jeg lagde min mobil i lommen, og tog min spørts taske og skoletaske og lagde dem ude i gangen. Da jeg havde lagt mine tasker ud i gangen, gik jeg ud i køkkenet for at pakke min morgenmad. Jeg kiggede rundt, for at se hvad jeg kunne tage med, og da fik jeg øje på to chokolade boller der lå på bordet, og en stor kakao ved siden af. Det var lige hvad jeg havde lyst til, så jeg fandt en stor pose og lagde det hele ned i posen, og pakkede det ned i min skoletaske.

Jeg nåede lige at rede mit hår, og sætte mit hår op i en hestehale, da det bankede på døren. Hurtigt skyndte jeg mig ned af trappen, og ud i gangen, for at åbne døren for Liam. “Hej” Sagde jeg, og gav ham et hurtigt kram.

“Hej smukke” Sagde Liam, og gav mig et kys på kinden.

Lige da jeg havde sat mig ind i Liam´s bil , kørte Liam mod gymnasiet. Imens jeg sad i bilen, kunne jeg virkelig mærke at nervøsiteten kom frem igen. Jeg prøvede at berolige mig selv, ved at prøve at trække vejret stille og roligt, fordi at mit hjerte var begyundt at banke vildt hurtigt, men det hjalp slet ikke. “Det skal nok gå” Sagde Liam og smilede til mig.

“Hvad mener du?” Spurgte jeg dumt.

“Med kampen” Svarede Liam.

“Er det virkelig så tydeligt, at jeg er nervøs” Sagde jeg.

“Ja men du skal bare prøve at slappe af, for jeg er helt sikker på at det nok skal komme til at gå dig godt” Sagde Liam.

“Ja det håber jeg” Sagde jeg.

Pludselig mens jeg sad og tænkte på kampen, kunne jeg mærke at jeg var ved at blive træt, og til sidst kunne jeg ikke holde mig vågen mere.’”Katherine vi er henne på skolen nu” Sagde Liam, og ruskede blidt i mig. Jeg åbnede mine øjne, og tog mine ting og steg ud af bilen.

Pludselig mens mig og Liam gik ved siden af hinanden, kunne jeg mærke at Liam tog fat i min ene hånd. Da jeg kiggede rundt, så jeg at der lidt længere bag os gik en gruppe. “Hvad laver du” Sagde jeg og slap han´s hånd.

“Alle vil jo finde ud af det før eller siden” Sagde Liam. Lige da Liam havde sagt det til mig, gik gruppen af drenge og piger forbi os. Lige da de var gået forbi stoppede de pludselig op, og vendte sig mod os.

“Tillykke” Sagde den ene dreng til os.

“Tillykke med hvad” Spurgte jeg undrende.

“Ja vi har hørt, at I er blevet kærester” Sagde en af pigerne. Hvad? Hvordan kunne de vide det, for hverken mig eller Liam havde sagt noget til nogle, og jeg var og så sikker på at hverken Jonathan eller Nathalia havde sagt noget. “Hvem har sagt det” Spurgte jeg nervøst.

“Alle går rundt og snakker om jer” Sagde en af drengene. “Er det rigtigt” Spurgte en af de andre piger. Jeg blev pludselig lidt i tvivl om jeg skulle fortælle dem, at mig og Liam faktisk på en måde er kærester, men jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke var klar til at nogle skulle vide noget.

“Nej det er bare et rygte” Sagde jeg, og prøvede at lade vær med at lyde nervøs.

“Når okay, men I ville ellers være et sødt par” Sagde de, og gik. Da de var gået, kiggede jeg på klokken, for at se hvad klokken var. Da jeg så på klokken at jeg skulle være i omklædnings rumet om 2 minutter, fik jeg virkelig stress på.

“Jeg skal gå nu” Sagde jeg.

“Okay men jeg skal faktisk den samme vej som dig” Sagde Liam.

“Hvorfor det, skal du ikke have almindelige timer” Spurgte jeg.

“Ikke i dag for hver gang drenge og pige holdet skal spille fodbold så får alle elver lov til at se kampene, men så skal vi bare lave det vi skulle have lavet i timen, der hjemme istedet for. Faktisk skal jeg og så spille kamp 2 timer efter jer” Sagde Liam.

“Okay skal I spille mesterskabs kamp eller liga kamp” Spurgte jeg.

“Mesterskabs kamp, ligesom jer” Sagde Liam.

 

“Jeg skal ind her så vi ses” Sagde jeg.

“Ja vi ses. Jeg kommer og ser dig spille, og se hvor god du er, eller skulle jeg sige hvor dårlig du er” Sagde Liam, og blinkede til mig. Heldigvis vidste jeg godt at han bare sagde det for sjov, for at se om han kunne gøre mig nervøs, men jeg var faktisk slet ikke rigtig nervøs mere.

“Haha hvor du sjov, men bare lige så du ved, så skal jeg nok vise dig hvor god jeg er, og at jeg er bedre end dig” Sagde jeg.

“Jaja så siger vi det. Ses om noget tid. Jeg glæder mig til at se dig spille, så du kan bevise at du er bedre end mig” Sagde Liam og gav mig et kys på kinden, inden han gik.

Da jeg kom ind i omklædnings rumet, var alle de andre allerede kommet.

“Undskyld hvis jeg er kommet forsent” Sagde jeg nervøst.

“Nej du er her lige til tiden, træneren kommer om lidt” Sagde Sarah.

“Godmorgen” Sagde træneren, da han kom ind.

“Godmorgen” Sagde vi.

Træneren råbte vores navne op, for at tjekke om vi alle sammen var her, og det var vi heldigvis.

“Jeg har tjekket hvordan Liverly spiller som hold, så nu skal I høre godt efter, hvordan vores taktik er: “I sal alle ti på banen sørge for at stå rigtig tæt på dem, når vi ikke har bolden, men når vi så har bolden så skal vi sørge for at spille hurtig frem af banen så vi hurtigt kan komme ned i deres felt, men hvis de presser jer meget, pg der så ikke er plads til at spille frem af banen, så bliver I nødtil at spille bag ud. Men vigtigst af alt: Husk nu at vise gejst, attityde, og giv jer 100% alle sammen, for vi har kun en chance, taber vi den her så er vi ude af kampen om at blive amerikanske mestre. Nu siger jeg følgende spiller der starter inde: Målmanden er Carla, forsvaret er Jessica, Amelia, Allison og Victoria,midtbanen er Sarah,Katherine og Nathalia, angrebet er Abigail,Madison og Emily. Alle sammen få nu varmet godt op, for vi får helt sikkert brug for jer der sidder på bænken til at starte med. Her er jeres tøj I skal spille i. Om 20 minutter skal I alle sammen være omklædt, og være ude på banen” Sagde træneren, og gik.

“Er du og så nervøs” Spurgte Nathalia.

“Ikke så meget mere, men selvfølgelig er det stort pres at alle fra skolen kommer og ser os spille” Sagde jeg.

“Kommer Liam, og ser dig spille” Spurgte Nathalia.

“Ja han kommer og så” Sagde jeg. Hurtigt tog jeg tøjet på, og tog mine skindbensbeskytter, og forboldstøvler på, og til sidst tøj jeg overtræks trøjen på

. “Er du klar til at gå” Spurgte jeg. “Ja” Sagde Nathalia, og gik med mig ud.

Da jeg kom ud på banen, og kiggede rundt så jeg at næsten alle pladserne ude på tilskuerpladserne var fyldte. Det var virkelig vildt at der allerede var kommet så mange, allerede 30 minutter inden at vi skulle spille. Men det var som om at jeg på en måde følte mig helt rolig, nu når jeg er ude på banen, og det var lidt underligt at jeg var så nervøs hele morgen, og at jeg så pludselig føler mig så rolig. Træneren sagde at vi skulle løbe et par runder, og spille lidt rundt til hinanden bagefter, så vi kunne være 100% klar.

Da jeg kiggede mod udgangen, hvor vi var kommet ud, så jeg at Liverly spillerne var påvej ind.

Jeg kunne mærke at jo længere frem i opvarmningen vi kom, jo mere klar følte jeg mig. Træneren kaldte os hen, og sagde at det var tid til at vi skulle stille os klar. Os der skulle starte inde, tog vores overtræks træjer af og gav dem til træneren, og dem der skulle starte ude, gik ud på bænken og satte sig ned.

Inden kampen ville starte gik vi hen til modstanderne, og ønskede god kamp, og gav dem hånden. Derefter stillede vi os hen på vores pladser, så vi kunne komme igang. I løbet af få minutter, havde Sarah sammen med Leverly´s anføre og dommerne fundet ud af hvem der skulle starte med bolden. Det endte med at Liverly skulle starte med bolden.

Man kunne tydeligt høre hvor meget alle på tilskurpladserne råbte, og der var og så nogle der havde taget nogle trommer med, og stod og bankede på dem. Nu ved jeg bare at jeg er klar til at give alt hvad jeg har, og jeg skulle og så bevise overfor Liam hvor god ,jeg faktisk er.

Dommeren fløjtede kampen igang, og Liverly startede med at spille bolden rundt.

Nu prøvede jeg bare at ignorere larmen, der var på tilskurpladserne, og udelukkende koncentrere mig om kampen, og om at gøre mit bedste.

Da Liverly var kommet ned på vores banehalvdel, spillede de så hurtigt rundt, at der til sidst var en af dem der fik plads til at afslutte, men heldigvis greb Carla bolden. Hurtigt skyndte jeg mig at løbe ned mod Liverly´s bane halvdel, og Carla så det, og afleverede en lang bold til mig. Det eneste jeg koncentrede mig om var at jeg helt ned til Liverly´s bane halvdel. Jeg driblede et par af spillerne, og i løbet af ikke lang tid ,var jeg kommet helt ned på Liverly´s bane halvdel. Hurtigt tog jeg et sidste træk, inden jeg afleverede bolden videre til Emily, som hurtigt spillede videre til Madison, som stod helt umarkeret inde i deres straffesparks felt, og uden problemer, sparkede hun bolden ind i højre side af målet. Der lød et stort jubel brøl fra tilskurpladserne, og vi skyndte os alle sammen at løbe hen til Emily og kramme hende. Det var virkelig en fantastisk følelse, og jeg fælte at jeg selv var igang med at yde en god indsats, for jeg syntes at det indtil videre går som jeg håbede på. Men glæden over at vi var kommet foran, varede ikke mere end 2 minutter, for pludselig var der en fra Liverly der tog bolden fra Jessica, og så løb Liverly spilleren ned til vores straffesparks felt, og spillede en anden Liverly spiller helt fri, som sikkert scorede. Al den jubel og gode stemning der havde været fra da vi scorede, stoppede helt da de andre havde udlignet. Jeg kunne mærke at nervøsiteten var ved at komme tilbage, men jeg prøvede at bevare roen.

Resten af første halvleg bøljede det meget frem og tilbage, men der var ingen af os der rigtig havde nogle chancer, der kunne være tæt på at gå i mål. Dommeren fløjtede af, og derefter skyndte vi os ud i omklædnings rummet. Jeg var virkelig blevet tørstig af de mange lange løb jeg havde taget, så lige så snart jeg var kommet ind i omklædnigs rummet, gik jeg hen og tog en drikkedunk, og tog en tår vand.

“Piger ti lige stille. Jeg synes at vi har spillet en fin første halvleg, og jeg synes faktisk at I har gjort det jeg bad jer om, men i slutningen syntes jeg alligevel at I falder meget ned i tempo. I 2. halvleg skal I faktisk bare blive ved med at gøre det samme, men husk og så at holde tempoet højt i slutnigen, og så selvom at jeg ved I bliver trætte, men det i løbet af halvlegen er der og så nogle af jer der bliver skiftet ud. Abigail du bytter lige med Jasmin. Om lidt starter 2. halvleg, så lad os gå ud igen” Sagde træneren.

Da vi kom ud på banen igen, klappede alle dem fra skolen og råbte: “Beverly”.

Inden 2. halvleg startede prøvede jeg at strække lidt ud, for at jeg ville kunne holde kampen igennem.

Dommeren fløjtede 2. halvleg igang, og hurtigt afleverede jeg til Sarah, som afleverede tilbage til Carla. Carla skød langt, så den landede lige for føderne af Emily. Jeg løb alt hvad jeg kunne op mod deres mål. Lige da Emily afleverede bolden til mig, mærkede jeg at jeg pludselig vred om på min venstre fod. I starten kunne jeg ikke mærke noget, så jeg spillede bolden videre, og fortsatte mit løb. Men jo flere skridt jeg tog, jo mere ondt begyndte det at gøre i min fod. Jeg stoppede op og rørte min fod, og jeg kunne straks mærke at den var hævet. Hurtigt signalerede jeg til vores træner, at jeg var blevet skadet. Træneren råbte det til dommeren, som så stoppede spillet. Jeg satte mig ned for ikke at belaste min fod, mere end den allerede var i forvejen. Min træner og nogle læger skyndte sig ind til mig

. “Hvad er der sket” Spurgte min træner bekymret.

“Jeg har vredet om på min venstre fod” Svarede jeg. “Vi må lige ha dig ud, så vi kan se på din fod” Sagde en af lægerne. Med hjælp fra lægerne, kunne jeg rejse mig op, og gå ud fra banen. Påvej ud klappede alle af mig, og råbte mit navn. Jeg satte mig forsigtigt på bænken, og prøvede at trække vejret stille og roligt, da det virkelig spændte i min fod. Lægerne kom hen til mig, med en lægetaske i hånden.

“Hvad hedder du” Spurgte lægen. “Katherine” Svarede jeg.

“Okay Katherine, vi hjælper dig lige af med din fodbold støvle” Sagde lægen. Selv da den ene læge bandt min snørebånd op, kunne jeg tydeligt mærke det i hele min fod. Det føles som en evighed, før at lægen havde taget min støvle af, på grund af den konstante smerte jeg havde i min fod. Den anden læge tog en helt frosen ispose, og bandage op af tasken. “Jeg tager lige din strømpe af, så du kan få isposen og bandagen på” Sagde lægen. Da lægen havde taget min strømpe af, lagde han isposen på min fod, og bandt bandagen rundt om isposen på min fod. Lægen fandt nogle piller frem, og gav mig dem.

“Det er nogle smertestillende piller som du kan tage, hvis smerten bliver for uudholdelig. Du får og så lige et par krykker, som jeg lige henter til dig” Sagde lægen, og gik ud for at hente krykkerne. Min træner kom hen til mig og den anden læge.

“Hvor lang en pause skal hun holde” Spurgte min træner.

“Som det ser ud nu, så skal hun holde ca to måneders pause. Men jeg vil anbefale at hun får sin fod scanet, da vi ikke er sikre på hvor alvorlig skaden egentlig er” Sagde lægen.

Den anden læge kom tilbage med krykkerne, og stillede dem lige ved siden af mig. Jeg takkede dem, og derefter gik de.

Jeg gned mig frustreret i ansigtet. “Fed start” Mumlede jeg ironisk til mig selv.

“Abigail kan du lige give mig en drikkedunk, så jeg kan sluge min pille” Sagde jeg. Abigail gav mig en drikkedunk, så jeg hurtigt kunne skylle pillen ned.

“Er du okay? Det ser virkelig ikke godt ud” Sagde Abigail.

“Ja jeg har det fint” Sagde jeg, og prøvede at smile, selvom smerten stadig var stor.

“Tror du der er nogen der kommer og tager min plads, mens jeg er skadet” Sagde jeg nervøst, og kiggede på Abigail.

“Det tror jeg ikke, for sidste år blev Sarah og så skadet, men der låste træneren hendes plads, men jeg håber at du beholder din plads, for du er først lige kommet til, og du har ikke en gang spillet en hel kamp” Sagde Abigail.

Pludselig hørte jeg dommerne fløjte af. Jeg havde faktisk slet ikke fulgt med i kampen, da jeg havde tankerne alle mulige andre steder henne, men at dømme ud fra hvor meget mine holdkammerater smilede, så vandt vi.

Nathalia skyndte sig hen til mig, med et bekymret ansigts udtryk.

“Hvordan har du det?” Spurgte hun. “Fint” Løj jeg.

Jeg tog krykkerne og rejste mig forsigtigt op. Træneren kom hen til mig, mens han smilede opmundrende til mig.

“Hør Katherine jeg synes bare at du skal vide, at der ikke kommer nogen og overtager din plads, så når du er helt klar, kan du bare komme til træning igen” Sagde han og smilede til mig, inden han gik igen.

 

Da jeg kom gående med krykker hen af gangen, kiggede alle på mig. Jeg havde det ikke så godt med at alle kiggede på mig, især fordi at jeg kom gående med en skadet fod, og ville helst ikke have for meget opmærksomhed på grund af det.

Længere ned af gangen så jeg Jonathan og Liam kom gående mod mig.

“Hey” Sagde de, og smilede til mig. Jeg smilede forsigtigt tilbage til dem.

“Du spillede ellers godt. Så godt at du overbeviste mig om at du faktisk ikke er så dårlig alligevel” Sagde Liam. “Tak” Smilede jeg.

“Hvad skete der egentlig, trådte du forkert eller hvad” Spurgte Jonathan.

“Jeg trådte bare forkert” Sagde jeg. Det var virkelig drustrerende at jeg skulle blive skadet, lige i min første kamp, for jeg havde glædet mig sådan, og jeg følte egentlig og så at jeg spillede godt. Faktisk har jeg aldrig prøvet at være så alvorlig skadet, så jeg er virkelig nervøs for hvordan og hvor hurtigt min fod vil hele, og hvor hurtigt jeg kan være i form igen.

“Skal du have den scannet?” Spurgte Liam.

“Når jeg får fri skal jeg have den scannet, og forhåbentlig er det kun en forstuvet fod” Sagde jeg.

“Er du bekymret for om du har brækket foden” Spurgte Jonathan.

“Ja jeg tør næsten ikke at tænke på hvis den er brækket, men en ting jeg ved er at der kommer til at gå lang tid før jeg kan spille igen, længere tid end jeg har forstillet mig” Sagde jeg.

“Det håber vi den ikke er så, for du skal ud og vise alle hvor dygtig du er” Sagde Liam, og daskede blidt til mig.

“Det er rigtigt” Sagde jeg.

“Mig og Jonathan skal hen og varme op til fodbold kampen. Kommer du og ser os” Spurgte Liam. “Ja” Sagde jeg.

“Fedt” Sagde Liam. Hurtigt kiggede han sig rundt for at se om der var andre på gangene, men der var kun Jonathan. Liam gik helt tæt på mig, og kyssede mig på munden. Jeg smilede til ham, da han trak sig.

“I er så søde sammen” Sagde Jonathan. De sagde farvel til mig, og gik mod hallen. Jeg krydser virkelig fingre for at min fod ikke er brækket. Er den brækket så kan jeg jo næsten heler ikke gå, ihvertdfald ikke særlig langt, men det kan jeg heler ikke nu, for det er virkelig hårdt, og ubehageligt at gå med de her krykker hele tiden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...