I hate that I love you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2017
  • Opdateret: 30 jun. 2018
  • Status: Igang
Katherine Garcia Smith er en pige på 19 år, hun går på 2. år i High School. Hun skal starte på en ny skole, ved navn Beverly High. Det er et sted lige for hende, da man har mulighed for at dyrke sport, og hun elsker at spille fodbold. På hendes tideligere High School, var hun en af de populære piger. Men det var hun ikke kun på grund af hendes udseende, men fordi at hun var så flink overfor alle andre. Og ikke ligesom alle de andre piger der er arrogante, og går op i deres udseende, og som i det hele taget bare nyder opmærksomhed fra det modsatte køn. Og det ændre sig heler ikke på hendes nye skole, drengene for hurtigt et godt øje til hende, og hun er den pige alle de andre piger ville ønske de var. Men der er kun en dreng, der fanger hendes opmærksomhed... Læs med om hvordan det kommer til at gå hende på Beverly High, i både op og nedture (1D er ikke kendte)

3Likes
2Kommentarer
2515Visninger
AA

5. I have feelings for you too

Nu var jeg ved at gøre mig klart til at tage i byen, med Nathalia og Alison. Det havde virkelig været en hård første måned, på Beverly ikke at jeg havde regnet med, at det ikke ville være det men jeg synes bare at det var en smule hårdere, at gå her på Berverly end på mit gamle gymnasie. Der er og så klart flere lektier her. Mit gennemsnit er indtil videre på 6,5 så det går faktisk okay for mig, hvertfald lidt bedre end jeg havde regnet med. Så pigerne og jeg tænkte at det ville være en god ide, for os at tage ud og shoppe for at få tankerne væk fra alt der har med skole, og lektier at gøre. 

Noget andet jeg og så havde brug for at få tankerne væk fra er Liam. De følelser jeg havde for ham, fra den første dag jeg så ham, er blevet stærkere men jeg ved bare ikke om jeg skal gøre noget ved det. 

Pludselig kunne jeg høre at der var nogle der ringede på døren. Det var sikkert pigeren så jeg skyndte mig at lægge et hurtigt lag mascara på, og så fandt jeg min håndtaske ,og der fik jeg lagt min mobil, og hvad jeg ellers skulle have med ned i. Hurtigt tog jeg den over skulderen, og ellers så skyndte jeg med ned for at åbne døren.

"Hej piger hvor er det godt at se jer" Sagde jeg og gav dem begge et stort kram. 

"Iligemåde" Sagde de.

Hurtigt tog jeg min sko og jakke på. Da jeg trådte udenfor, kunne jeg tydeligt mærke at det var blevet et par grader koldere, siden jeg sidst havde været ude, men der var jo heler ikke så lang tid, til at det ville blive efterår. Det blæste noget idag, så det var nok mest grunden til at temperaturen var faldet, et par grader. Blæsten rev og så lidt i kinderne, hvilket ikke var særlig behageligt. 

"Synes I ikke at det er blevet noget koldere?" Spurgte jeg pigerne.

"Jo man kan tydeligt mærke at temperaturen er faldet en smule men det skulle og så blive efterårs agtigt i vejret i den her uge" Sagde Nathalia.

"Nathalia jeg skal lige hurtigt spørge dig, om hvordan det går mellem dig og Jonathan" Sagde jeg smilende.

Nathalia kiggede bare på os, uden at sige noget som helst.

"Kom nu Nathalia jeg har og så set jer meget sammen, så sig nu til os hvordan det går mellem jer" Sagde Alison.

Nathalia holdt op med at kigge på os og kiggede istedet smilende ned på jorden.

"Jeg har jo sagt til jer at det går som det nu plejer at gøre mellem venner" Sagde Nathalia.

Både mig og Alison kunne tydeligt høre at det ikke var helt rigtigt, det hun lige havde sagt til os. For hvis de kun er venner, så ville de ikke blive så røde i hovederne, hver gang jeg spurgte dem om det.

"Nathalia hvorfor bliver I så så røde i hovederne, hver gang jeg spørge jer? Det ville I jo ikke blive, hvis I ikke har noget" Sagde jeg.

"Fordi..fordi det bliver jeg bare fordi det er akavet, at du hele tiden spørg mig om det og hvis vi havde ville, du heller ikke få det at vide med mindre det vil blive særiøst" Sagde Nathalia.

Alison og jeg valgte at lade være med at spørg hende mere om det. De har måske noget kørende hvilket er grunden til at hun ikke fortæller os noget overhoved og at hun virker så hemmelighedsfuld. 

Vi gik videre i stilhed, og lyttede til blæsten, samt alle de biler der nærmest flyver forbi os. Der var som sædvanligt mange mennesker, på gaderne i London. De fleste skulle sikkert i byen, med deres venner og shoppe og hygge ligesom os.

"Så kan jeg jo spørge dig, hvordan det går mellem dig og Liam" Sagde Nathalia.

"Det går fint. Vi er jo også bare venner ligesom dig og Jonathan" Sagde jeg.

"jaja som om vi tror på det, det er mere indlysende at foregår noget mellem dig og Liam end mig og Jonathan" Sagde Nathalia.

"Okay jeg kan rent faktisk godt indrømme, at jeg er begyndt at kunne lide Liam en lille smule. Men han er ikke så interesseret, som han var i starten, så jeg tror ikke at han kan lide mig, mere" Sagde jeg nervøst.

"Selvfølgelig kan han det, han prøver bare at ignorere det, ligesom dig. Men nu var vi jo taget på shoppetur, for at glemme det hele for en stund og bare hygge os sammen" Sagde Nathalia.

"Ja du har ret" Sagde jeg.

Nathalia har helt ret det var og så det jeg havde sagt til mig selv da jeg gjorde mig klar. Men lige meget hvor meget jeg forsøger at lade vær med at tænke på Liam, så bliver han ved med at dukke op i mine tanker, men jeg gad godt at vide om han tænker ligeså meget på mig, som jeg tænker på ham.

Vi fandt den første tøjbutik. Det var en virkelig stor butik, for der var to etager fyldt med tøj. Der gik ikke særlig lang tid, før jeg og pigerne havde fundet en masse tøj, som vi gerne ville prøve på. Jeg havde fundet tre t-shirt og to par bukser. En blond sort t-shirt, en rød t-shirt, en hvid t-shirt, et par sorte bukser og et par hvide bukser. Jeg prøvede det hele på en efter en. Jeg kiggede mig selv i spejlet, og så at det hele sad perfekt. Hurtigt fik vi betalt for alt tøjet.

Nu havde vi shoppet i omkring tre timer. Tiden var virkelig gået hurtig, men vi havde og så fået prøvet en masse tøj på, og vi købte og så det meste af det. Jeg havde ihvertfald mindst 7 poser, og der var fyldt med tøj i alle 7 poser.

Klokken var og så blevet mange, så vi besluttede os for at finde et sted, hvor vi kunne spise frokost.

"Skal vi ikke tage den her restaurant, for den ser hyggelig ud?" Spurgte jeg.

"Jo det kan vi da godt" Sagde Alison og Nathalia.

Vi gik ind på restauranten, og fandt et bord, hvor vi alle tre kunne sidde. Men vi havde ikke sættet der, særlig lang tid da der kom nogen, ind af døren som jeg kendte alt for godt. Jeg prikkede til Nathalia og sagde: "Er det ikke Liam og Jonathan" Sagde jeg.

Nathalia og Alison stoppede med at snakke og kiggede i samme retning som mig.

"Ja det er det. Jeg tror jeg går på toilet inden de ser mig" Sagde Nathalia og rejste sig, men da tog jeg fat i hendes arm, så hun ikke kunne gå.

"Du skal da ikke gå, for hvis vi bare er stille, så opdager de ikke at vi og så er her" Sagde jeg.

Nathalia valgte at tro på mig, så hun satte sig ned, igen men jeg kunne tydeligt se, at hun var begyndt at blive lidt nervøs.

Der kom efter lidt tid en tjener, hen og spurgte os hvad vi skulle have at spise. Jeg bestilte en kylling sandwich, med pommes frites mens Nathalia og Alison begge bestilte spaghetti med kødsovs.

Lige inden den mandlige tjener gik, gav han mig en lille sammenfoldet seddel. Da jeg var helt sikker, på at han var væk tog jeg sedlen og åbnede den. Men lige da jeg skulle til at læse hvad den mandlige tjener havde skrevet tog Alison den ud af min hånd. Da de efter lidt tid havde læst det færdigt kiggede de op på mig og smilede. 

"Hold da op det er da vidst ikke kun Liam der synes du er interessant det synes han drengen da virkelig også" Sagde Nathalia.

Jeg kiggede irreterret på hende, og rev sedlen ud af hånden på hende. 

Da jeg havde læst det, opdagede jeg hurtigt at Nathalia havde ret i det, hun sagde. Han havde skrevet at han synes jeg er smuk, og ser sød ud og til sidst havde han skrevet hans telefonnummer. Det var lidt underligt at en helt fremmed dreng havde skrevet det til mig. Altså jeg havde prøvet et par gange, før at der var nogle drenge der havde skrevet, noget til mig på en seddel men det var som altid lige underligt, at få komplimenter af en man ikke en gang kender. 

Jeg kom i tanke om at Liam og Jonathan, stadig var her så jeg prøvede og så om jeg kunne finde dem. Da jeg havde kigget lidt, rundt så jeg at de sad et par borde fra os. Liam havde allerede opdaget at jeg og så var for han sad allerede og kigged på mig..

Da der var gået lidt tid kom ham tjeneren og serverede vores mad. Da tjeneren havde serveret for os, stod han og kiggede på mig. Jeg prøvede at lade som ingenting, selvom jeg vidste at han stod og kiggede, på mig. Han stod der sikkert fordi han håbbed på at jeg ville sige noget, til ham men efter lidt tid gik han igen. Først da jeg var helt sikker, på at han var væk kunne jeg puste ud igen.

"Han kiggede virkelig meget, på dig. Hvorfor sagde du ikke et eller andet til ham for at se hvordan han ville reagere" Sagde Nathalia.

"Fordi jeg ikke er interesseret, i ham og desuden så kender jeg ham ikke engang" Sagde jeg.

Da der var gået noget tid kom Jonathan og Liam pludselig hen til os. Jeg kunne mærke mine sommerfugle i maven komme tilbage. 

"Hej piger jeg vidste ikke, at I og så var i byen" Sagde Jonathan.

"Når men vi har bare været i byen for at shoppe" Sagde Nathalia.

Jeg kiggede på Jonathan, og tilbage på Nathalia og jeg kunne straks se, hvor meget de kunne lide hinanden.

"Hvad var det ham drengen gav dig?" Spurgte Jonathan.

Uden at svare gav jeg ham papiret, for jeg havde virkelig ikke lyst til at skulle fortælle, ham alt hvad ham drengen havde skrevet, for jeg synes det var pinligt nok i forvejen.

"Når du er da rigtig ude og lave drenge" Sagde Jonathan og daskede mig på skulderen.

"Åh hold nu op jeg har jo ikke en gang snakket med ham" Sagde jeg.

"Det er jo lige netop det du ikke behøver. Du behøver jo slet ikke at have snakket, med drenge for at tiltrække dem. Du er jo bare en af dem, der ser så godt at man ikke en gang behøver at have snakket med dig, for at føle sig tiltrukket af dig" Sagde Jonathan.

"Der er jo mange der er lige så pæne som mig, bare kig på Nathalia" Sagde jeg og daskede Nathalia blidt på skulderen.

"Det er rigtigt" Sagde Jonathan.

"Men jeg tror ikke at Liam her, ville blive så glad for, at der er så mange drenge der har et godt øje, til dig" Sagde Jonathan og klappede Liam på skulderen.

Jeg kiggede på Liam, for at se hans reaktion på det Jonathan havde sagt men der kom ikke rigtigt noget reaktion.

"Jeg tør i det mindste at snakke, til alle de piger jeg synes er pæne, og ikke bare og ikke bare skrive hvad jeg synes om det enkelte pige, over en seddel" Sagde Liam.

Det var ikke svært at se på Liam, at han ikke brød sig om der var en anden dreng, der havde skrevet til mig. Måske kan han faktisk godt lide mig, siden han reagere sådan.

"Er du jaloux over at der er en dreng der allerede tør at tage det første skridt" Sagde jeg.

"Nej jeg siger bare at jeg synes det er mærkeligt, at skrive en seddel fyldt med komplimenter når man lige så godt kan sige det direkte. Hvad har jeg og så at være jaloux over? Vi to er jo bare venner" Sagde Liam og kiggede væk, lige da han havde sagt det sidste.

Det er nok bedst at jeg ikke køre den her samtale videre for han lød ret irriteret, over at jeg havde spurgt ham det. Han plejer bare normalt at svare flabet, tilbage men på det seneste er han begyndt at blive mere alvorlig, hvilket jeg synes er underligt. Hans humør ændre sig især hvis han ser jeg snakker med anden dreng, for så bliver han vildt mærkelig, overfor mig og han siger næsten ikke noget til mig, resten af tiden til klokken ringer. 

"Når men hvad laver I her i byen?" Spurgte jeg og kiggede på Jonathan.

"Vi skulle bare mødes med nogen ik Liam" Sagde Jonathan og prikkede til Liam så han kiggede op.

"Jo vi skulle mødes med nogle venner, som vi ikke havde set i lang tid" Sagde Liam.

"Nårh men jeg tror vi må sætte os over på vores plads, igen for vores mad kommer nok snart" Sagde Jonathan.

"Ja det må I nok men vi ses jo i skolen imorgen" Sagde Nathalia.

Det nagede mig virkeligt hvorfor Liam er begyndt at opføre sig så underligt overfor mig. Selvom jeg måske inderst inde godt ved hvorfor, så er det jo ikke sikkert at det er rigtigt, men det er og så kun en tanke jeg har fordi jeg håber at jeg har ret.

"Er der noget galt, du har været stille ligesiden de gik" Sagde Alison og Nathalia kiggede på mig.

Jeg kiggede op fra min mad, og kiggede på dem.

"Jeg synes bare at Liam reagere anderledes, overfor mig. Han har næsten været sådan overfor mig, ligesiden sidste uge. Jeg mener normalt ville han begynde at grine af mig, og svare flabet tilbage men nu er han blevet mere særiøs, og når jeg prøver at være sjov, så griner han slet ikke, som han plejede" Sagde jeg.

"Det kan være at han bare har haft nogle dårlige dage. Det går sikkert over igen om ikke så lang tid" Sagde Nathalia.

"Nej jeg tror slet ikke at det er sådan det hænger sammen, for når han ser at jeg snakker med andre drenge, så bliver han virkelig underlig, for han bliver sygt kold overfor mig, og han svare mig koldt hver gang, jeg spørger ham om noget" Sagde jeg.

"Har du måske prøvet at overveje at han måske prøver at få dig til at opdage, at han godt kan lide dig" Sagde Alison.

"Det har jeg tænkt på, men jeg tror ikke at det kun er det, for det er ligesom at han nogen gange prøver at undgå mig" Sagde jeg.

"Jeg tro at du skal prøve at snakke med ham, og høre hvad han har at sige" Sagde Alison.

Alison har ret. Jeg bliver sempelthen nødtil at snakke med ham, om det men jeg er virkelig nervøs for hvordan han vil reagere, for jeg synes ikke at der skal særlig meget til, før at han begynder at opføre sig mærkeligt.

"Piger jeg går lige hen og snakker med Jonathan, for at spørge om han ved noget" Sagde jeg og rejste mig.

"Hey Jonathan må jeg lige snakke med dig?" Spurgte jeg. Jeg kunne virkelig mærke hvor nervøs jeg begyndte at blive, over at skulle have den her samtale med ham.

"Jo det kan vi godt" Sagde Jonathan.

Hurtigt kiggede jeg ned på Liam for at se om han kiggede på mig men til store skuffelse sad han bare med bøjet hoved og kiggede ned på hans tallerken.

Vi gik lidt væk fra restauranten.

Jonahan vendte sig om, og kiggede på mig.

"Hvad ville du snakke med mig om?" Spurgte Jonathan.

I et øjeblik blev jeg i tvivl, om det var en god ide at blande Jonathan ind i det. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg blev nødtil at snakke med ham om det, de er jo trods alt gode venner så han må jo vide, hvad der er galt med Liam.

"Det er fordi at her de sidste mange dage er det som om at Liam har forandret sig fuldstændig overfor mig det er ligefør jeg tror at han ikke kan lide mig mere ikke en gang på venne måden" Sagde jeg.

"Hvordan kan du tro at han ikke kan lide dig mere? For det er slet ikke det der er galt. Det har noget med dig at gøre men jeg synes at han selv skal fortælle dig det" Sagde Jonathan.

Både pigerne og Jonathan siger at jeg bliver nødtil at snakke med Liam om det så der er vidst ikke nogen anden udvej end at snakke med ham og håbe at jeg ikke ødelægger vores venskab eller hvad det nu er vi har endnu mere.

"Ja du har ret. Jeg er bare bange, for at jeg kommer til at sige noget forkert" Sagde jeg.

"Det kommer du ikke til, men jeg er sikker på at han bare ville blive glad, hvis du snakker med ham" Sagde Jonathan.

"Okay så må jeg vel gøre det" Sagde jeg nervøst.

"Du skal ikke være nervøs Katherine for det skal nok gå" Sagde Jonathan.

Vi gik tilbage til restauranten i stilhed.

"Hvad sagde Jonathan?" Spurgte Nathalia.

"Han sagde at jeg skulle snakke med Liam, om det" Svarede jeg.

Jeg begyndte at spise resten af min sandwich, som egentlig var helt kold fordi jeg næsten ikke havde spist noget af den, mens den var varm.

Vi spiste alle tre resten af vores mad, uden at sig noget til hinanden, så det eneste vi kunne høre var larmen fra alle de andre gæster, der sad her i restauranten.

Efter vi var færdige med at spise, betalte vi for maden, og ellers var vi dem der var smuttet. 

Jeg gik forbi det bord som Jonathan og Liam sad ved, da Liam kiggede op, og vi fik øjenkontakt. Inden at jeg nåede at komme til at føle mig utilpas, brød jeg øjenkontakten, og skyndte mig efter pigerne, som allerede var ud af restauranten.

"Jeg vil gerne hjem nu, hvis det er iorden med jer" Sagde jeg.

"Det er helt fint. Det var rigtigt hyggeligt idag" Sagde Alison.

Vi fik sagt farvel og så kunne jeg gå hjem.

Imorgen i den første time skal jeg have spansk, og der har jeg besluttet, at jeg skal snakke med Liam.

 

Næste dag:

Jeg havde lige fundet hen til det lokale, hvor vi skal have spansk da klokken ringede. Hurtigt skyndte jeg mig ind i lokalet, da vores spansklærer allerede var kommet. 

Da vores spansklærer havde sat os igang med dagens arbejde, vendte jeg mig om mod Liam. Han havde slet ikke sagt hej til mig, som han plejede og det fik mig til at tænke at der virkelig er et eller andet galt. 

Liam kiggede hurtigt op, og da han så at det var mig, kiggede han hurtigt ned i hans bog igen.

"Liam kan vi snakke sammen?" Spurgte jeg nervøst.

Liam kiggede op: "Okay så sig hvad du gerne vil sige, for jeg skal nå at lave det her" Sagde Liam.

"Nej ikke her, jeg vil gerne snakke med dig alene" Sagde jeg.

Uden at sige noget rejste Liam sig op og fulgte efter mig.

"Hvor skal I hen?" Spurgte Mrs Jackson os om.

"Jeg skal bare lige snakke med Liam, men jeg lover at vi kommer tilbage, om ikke så lang tid" Sagde jeg.

"Okay I får lov, men kun fordi at jeg stoler på at du får ham med tilbage" Sagde Mrs Jackson.

"Hvad er det så at du gerne vil snakke med mig om?" Spurgte Liam.

"Jeg vil gerne vide hvad der er galt, for jeg synes at du har forandret dig virkelig meget, overfor for mig i forhold til hvordan du var i starten" Sagde jeg.

Liam kiggede bare på mig. Det lignede at han tænkte meget over, hvad han skulle sige til mig og det gjorde mig mere nervøs, end jeg allerede var i forvejen.

"Ved du virkelig ikke hvad der er galt?" Spurgte han.

"Nej har jeg sagt noget forkert for så skal du altså bare sige det til mig" Sagde jeg.

"Okay.. Jeg kan godt lide dig som mere end en ven. Det er som om at jo længere tid der går, jo mere kan jeg lide dig, det er derfor at jeg har opført mig så mærkeligt, overfor dig især når jeg har set dig snakke med andre drenge. Jeg troede at det ville hjælpe at ignorere det, og prøve at holde lidt mere afstand til dig, men så bliver mine følelser for dig bare endnu større, og det der irreterre mig mest er at så er du i mine tanker, resten af dagen. Drengene driller mig og så altid med det, og det gør det jo ikke ligefrem bedre" Sagde Liam.

Jeg blev godt nok overrasket over den måde han sagde det på. Jeg blev ved med at tænke over hvad jeg skulle sige til ham. Egentlig kan jeg og så godt lide ham, men jeg tør ikke at sige til ham nu, da jeg ikke ved hvad det vil føre til, og jeg er lidt nervøs for at han vil komme til at tro, at vi allerede skal tage næste skridt. 

Jeg kiggede på Liam, og det lignede at han var skuffet over at jeg ikke sagde noget, men ja jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige.

Efter der var gået noget tid hvor vi bare stod, og kiggede på hinanden, brød han øjenkontakten og vendte sig om og gik væk fra mig.

"Vent hvorfor går du?" Spurgte jeg.

"Du har jo ikke noget at sige. Jeg vil ikke stå og gøre mig selv endnu mere til grin, overfor dig end jeg allerede har gjort. Det var dumt at mig at overhoved tro, at du kunne lide mig. Men en pige som dig, kan og så få meget bedre end mig, men jeg skal nok komme videre" Sagde Liam og lod mig stå alene tilbage, helt tom for ord.

Jeg ved ikke engang hvad jeg skal tænke ,om hele den her samtale.

Det var næsten helt sikkert, at jeg lige havde ødelagt alt mellem mig og Liam, ved ikke at sige noget overhoved, efter at han havde fortalt hvad han følte for mig. Det værste af det hele var at jeg ikke havde sagt noget, da jeg bare kunne have sagt et eller andet, men selvfølgelig var jeg så dum. Jeg har bare ikke lyst til at miste Liam, men jeg bliver så bare nødtil at sige at jeg kun kan lide ham som en ven, indtil jeg får mod til at fortælle ham hvordan jeg virkelig har det med ham. 

Jeg besluttede mig for, at prøve at lede efter ham. Han var nok ude et eller andet sted ved parkeringspladsen. Da jeg gik ud af indgangen stod han rigtigt nok lænet op af muren, lidt længere henne. 

Jeg tog hurtigt en dyb indånding, inden jeg gik hen til ham. Da han hørte at jeg stod bag ham, vendte han sig om, og jeg kunne tydeligt se hele episoden havde gjort ham dårligt tilpas, hvilket jeg ikke kunne undgå at lade mig gå på af. Et øjeblik overvejede jeg om det var smart at tage den her samtale med ham, når jeg kunne se hvor dårligt han havde det, i forvejen. Men jeg kunne heler ikke bare vende om nu når jeg allerede stod her. 

"Hør jeg er ked af, at jeg ikke sagde noget før men vidste ærligt ikke hvad jeg skulle sige" Sagde jeg.

"Du havde slet ikke behøvet at tænke så meget, du skulle bare have sagt et eller andet" Sagde Liam.

"Det er jeg virkelig ked af. Jeg vil bare ikke miste dig. Ligesiden vi begyndte at lære hinanden ordentlig at kende, så er du bare begyndt at betyde sindsygt meget for mig" Sagde jeg. 

"Du betyder og så meget for mig, men jeg kan ikke gå rundt og lade som om alting er fint" Sagde Liam trist.

Nu begyndte det for alvor at gå op for mig, at jeg bliver nødtil at fortælle ham det, ellers vil jeg komme til at fortryde det.

"Faktisk betyder du lidt mere end du burde" Sagde jeg.

"Hvad mener du?" Spurgte Liam.

"Jeg kan og så godt lide dig Liam. Det har jeg kunnet i et par dage nu" Sagde jeg nervøst.

Liam´s ansigt gik fra at være trist til at være glad. 

"Wow jeg ved ikke hvad jeg skal sige, det havde jeg slet ikke regnet med, at du ville sige" Sagde Liam.

"Men jeg er ikke klar til at tage skridtet videre, lige nu" Sagde jeg.

"Jeg vil vente på dig lige så lang tid, du har brug for" Sagde Liam.

Jeg kunne ikke holde mig tilbage mere, så jeg gik helt tæt på Liam, og så tog jeg det sidste skridt og kyssede ham. Han var ikke længe om at kysse med. Jeg kunne bare mærke alle de følelser vi havde for hinanden, igennem kyssene og det var virkelig en fantastisk følelse. Kort tid efter blev vi afbrudt af nogen der klappede bag os. Hurtigt fløj vi fra hinanden, og vendte os om for at se hvem det var. Ikke overraskende var det Nathalia og Jonathan.

"Nårh I to er vidst blevet kærester" Sagde Nathalia og grinte.

Jeg kiggede smilende på Liam, inden jeg vendte blikket mod Nathalia igen.

"Nej og det bliver vi heler ikke" Sagde jeg.

"I hvertfald ikke lige nu" Indskød Liam.

"Vi vidste at det jo bare var spørgsmål om tid, før at I to ville blive mere end venner" Sagde Jonathan.

"Hold nu op. Hvad med jer to, hvornår indrømmer I to at I godt kan lide hinanden?" Spurgte jeg for at skifte emne.

Både Nathalia og Jonathan kiggede smilende på hinanden.

"Aldrig for vi er bare venner" Sagde Jonathan.

"Kom nu bror nu har jeg indrømmet at jeg godt kan lide Katherine, så må du da og så kunne turde at indrømme at du godt kan lide Nathalia" Sagde Liam.

Jeg ved at de godt kan lide hinanden, da de begge to har indrømmet det overfor mig, men jeg er en god ven så jeg har ikke lyst til at afsløre det, da de selv skal have lov til at tage skridtet videre, hvis det er det de vil.

"I bliver et godt par, når I nu en gang bliver kærester" Sagde Jonathan.

"Det bliver I også" Sagde jeg.

"Men hvad siger jeres lærer til at I pjækker?" Spurgte Nathalia.

"Det ved jeg ikke men jeg vil helere være sammen med Katherine, end at sidde og lave spansk" Sagde Liam.

Jeg kunne mærke at jeg blev helt varm inden i, af det han lige havde sagt til Jonathan og Nathalia. Efter den samtale vi havde haft, troede jeg at lige havde mistet ham, men heldigvis fik jeg taget mig sammen til at gå ud og snakke med ham, og fortælle ham om mine følelser og så endte det heldigvis godt. Det er stadig lidt mærkeligt at tænke på, at Liam for ikke så lang tid havde fortalt mig at han kunne lide mig, og det er helt sikkert noget jeg lige skal vænne mig til. En anden ting jeg heler ikke fortryder var da jeg kyssede ham, da det aldrig havde føltes mere rigtigt. Det kan kun blive nogle gode dage jeg går i møde takket være Liam, og så selvom jeg skal i skole så ved jeg at det vil blive fedt nok, alligevel fordi Liam og så går her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...