I hate that I love you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2017
  • Opdateret: 30 jun. 2018
  • Status: Igang
Katherine Garcia Smith er en pige på 19 år, hun går på 2. år i High School. Hun skal starte på en ny skole, ved navn Beverly High. Det er et sted lige for hende, da man har mulighed for at dyrke sport, og hun elsker at spille fodbold. På hendes tideligere High School, var hun en af de populære piger. Men det var hun ikke kun på grund af hendes udseende, men fordi at hun var så flink overfor alle andre. Og ikke ligesom alle de andre piger der er arrogante, og går op i deres udseende, og som i det hele taget bare nyder opmærksomhed fra det modsatte køn. Og det ændre sig heler ikke på hendes nye skole, drengene for hurtigt et godt øje til hende, og hun er den pige alle de andre piger ville ønske de var. Men der er kun en dreng, der fanger hendes opmærksomhed... Læs med om hvordan det kommer til at gå hende på Beverly High, i både op og nedture (1D er ikke kendte)

3Likes
2Kommentarer
2511Visninger
AA

7. 2 months rest and Liam questions..

Lige nu sad jeg sammen med Victoria,Alison,Sara,Nathalia og så drengene spille deres kamp. Tilskuer pladserne var helt fyldte, hvilket betød at hele skolen var ude for at se drengene spille. Der var virkelig og så en fantastisk stemning, for alle råbte jublende ned til drengene, da de jo var foran.

For at være helt ærlig så følger jeg faktisk ikke rigtig med i kampen. I det mindste vidste jeg da at drengene føre. Pludselig blev jeg revet ud af mine tanker, ved at alle begyndte at klappe og råbe endnu højere, hvilket kun kunne betyde at en af drengene havde scoret.

"Så du lige det mål Liam scorede?" Spurgte Alison og skubbede til mig.

"Jo.. Det var da et fint mål" Sagde jeg, og prøvede ikke at lyde alt for fraværende. Men jeg tror ikke at jeg kunne skjule det, for jeg kunne se at Alison kiggede bekymrende på mig.

"Du kigger lige ned på banen, men alligevel er det som om du ikke rigtig er til stede. Hvad er det du tænker på?" Spurgte Alison.

"Ikke noget eller.. det er bare min fod som jeg bliver ved med at tænke på, og jeg kan ikke slappe helt af før at jeg har været til scanning, og fået af vide hvor alvorlig min skade præcis er" Sagde jeg.

"Hør her det skal nok gå" Sagde Alison. Forsigtigt gav hun mig et kram, og det gjorde hun nok for at berolige mig. Selvom hun prøvede at berolige mig, så kunne jeg tydeligt mærke at det ikke hjalp. De andre piger spurgte om jeg var okay, da de synes at jeg så trist ud. Jeg fortalte dem bare at jeg havde lidt ondt i min fod. Faktisk gjorde det meget mere end lidt ondt i min fod, men jeg har altid været sådan at jeg hader at ømme mig for meget når jeg har slået mig.

Efter der var gået lidt længere tid fløjtede dommeren af, så alle skyndte sig at forlade tribunerne, da de andre elever skulle have et modul lige her om lidt.

"Piger jeg går lige ned til Liam. I kan bare gå med, hvis I vil selvfølgelig" Sagde jeg.

Pigerne sagde at de bare gik med. Efter noget besvær lykkes det mig at komme, ned på fodbold banen. Jeg så at Liam allerede snakkede med Jonathan,Louis og nogle af hans andre venner, som jeg ikke lige vidste hvad hed.

Jeg kiggede hen på Alison, for at se hvordan hun havde det med at Louis og så var der. Det var ikke svært at se, at Alison rødmede selvom hun prøvede at skjule det, da hun så at jeg kiggede på hende.

"Rødmer du på grund af Louis er der?" Spurgte jeg dumt.

Alison svarede ikke, men jeg vidste at det kun var på grund af Louis.

"Hej piger!" Sagde Louis.

Vi hilste alle sammen undtagen Alison som forsøgte at lade vær med at kigge på Louis, som stod og kiggede på hende. De andre piger, gik helt hen til drengene og begyndte at snakke med dem.

"Katherine jeg bliver altså nødtil at gå" Sagde Alison, og skulle lige til at gå men jeg nåede lige at gribe fat i hendes arm. Hun stoppede så brat at jeg var lige ved at miste balancen, så for at undgå at komme til at træde ned på min dårlige fod, støttede jeg mig lige op af hende til at jeg havde fået balancen igen.

"Ali jeg kan godt sige dig, at du går ingen steder. Hvad har du af andre ting der pludselig er så vigtige" Spurgte jeg, og kiggede på hende med et løftet øjenbryn. Alison sukkede og kiggede over på drengene.

"Okay jeg går med" Sagde Alison.

Jeg gik humpende hen til Liam, og gav ham et kram.

"Når så var det altså rigtigt, da du sagde at du havde scoret den nye flotte pige" Var der en af de andre der sagde.

"Han har ikke scoret mig, for vi er ikke kærester" Sagde jeg flabet.

"Haha selvfølgelig siger du det, men alle ved at I to bliver det på et eller andet tidspunkt" Sagde Nathalia, og smilede drillende til mig. Alle de andre begyndte at pifte, men mig og Liam bare stod og kiggede på hinanden.

"Haha hvor du sjov" Sagde jeg ironisk til Nathalia.

"Det er jo rigtig indrøm det nu bare" Sagde Jonathan.

"Du skal slet ikke sige noget, hvad med min veninde" Sagde jeg og kiggede på Nathalia.

"Hov så mens jeg har snakket med dig om Katherine, så har du bare gået rundt og skjult for mig at du kan lide Nathalia" Sagde Liam.

"Ja, fordi der ikke har været noget at fortælle, og det vil der heller ikke være" Sagde Jonathan.

Jeg kiggede hen på Nathalia, og så at det lignede at hun så trist ud, hvilket kun kunne være fordi at Jonathan lige havde sagt at de ikke ville blive andet. Selvom hun havde forsøgt at få mig til at forstå at hende og Jonathan ikke kunne lide hinanden. De havde begge jo tideligere indrømmet overfor mig at de godt kunne lide hinanden, men de havde ikke sagt det til hinanden endnu. Jonathan sagde det sikkert kun, fordi at han ikke ville indrømme overfor drengene at han godt kan lide Nathalia.

"Jeg må videre så vi ses" Sagde Nathalia pludselig, og gik.

"Flot klaret bror det må jeg sige. Det lader ikke til at hun tænker det samme som dig" Sagde Liam.

Jonathan sagde ikke noget, men skyndte sig efter Nathalia.

Jeg kiggede hen på Louis og Alison der stod lidt længere væk, og snakkede. Pludselig begyndte de andre at pifte, hvilket fik Alison og Louis til at kigge hen på os.

"Hvad snakker I to om?" Spurgte jeg.

"Bare hvad normale venner snakker om" Sagde Alison.

"Okay okay jeg lader jer to være alene" Sagde jeg og blinkede til Alison, der bare rystede på hovedet af mig.

"Hey Katherine jeg bliver nødtil at gå i bad nu. Du kan vente på mig hvis du vil, så kan jeg køre dig hjem" Sagde Liam.

"Okay men jeg skal først til sygehuset og scannes" Sagde jeg.

"Jaja så tager jeg bare med dig. Der går alligevel ikke så lang tid, før at jeg er færdig" Sagde Liam, og gav mig et kys på kinden, inden han skyndte sig efter de andre drenge.

Jeg kiggede hen på Alison og Louis, som krammede hinanden farvel. Inden Louis gik, så jeg at han tog hans mobil frem, og skrev et eller andet ned, inden han kiggede op på Alison og smilede, inden han løb efter Liam og de andre drenge.

"Gav du ham dit nummer eller hvad?" Spurgte jeg, da jeg var sikker på at Louis var langt nok væk.

"Ja han spurgte om det, fordi han gerne vil lære mig bedre at kende" Sagde Alison, og kunne ikke lade vær med at smile.

"Venner? Ja helt klart" Sagde jeg drillende til hende.

"Som om han er interesseret i mig" Sukkede Alison.

"Hvorfor ville han eller spørge om dit nummer" Spurgte jeg.

"Det ved jeg da ikke, men han spurgte sikkert kun for at lade som om han var interesseret, for han er jo næsten lige så populær som Liam, så han kan få lige den pige han vil have" Sagde Alison.

Da kom jeg på en ide om at jeg kunne spørge Louis, om han overhoved er interesseret i Alison, eller om han bare flirtede for sjov med hende. Hvis det er bare er en leg for ham, ville jeg ikke rigtig vide hvad jeg skal gøre, for jeg vil ikke skuffe Alison. Det værste der kunne ske er at hvis jeg fortæller hende det, men at hun så ikke tror på det, og bliver sur på mig.

"Kan Nathalia og Jonathan egentlig godt lide hinanden?" Spurgte Sara pludselig.

"Altså de har indrømmet det overfor mig. Men ik sig til dem, at jeg har sagt det til jer" Sagde jeg. Alle pigerne nikkede, og lovede at de nok skulle lade vær med at sig noget.

"Piger jeg bliver nødtil at gå, for jeg skal nemlig vente på Liam" Sagde jeg.

"Vi krydser fingre for at der ikke er noget alvorligt galt med din fod" Sagde Victoria.

Jeg smilede til dem og sagde "Tak".

Da jeg nærmede mig den bygning hvor drengene havde omklædningsrum, så jeg at Louis stod der henne.

"Hey Katherine" Sagde Louis.

"Må jeg spørge dig om noget?" Spurgte jeg.

"Det må du da gerne" Sagde Louis.

"Hvad var alt det der med Alison?" Spurgte jeg.

"Hvad mener du? Vi snakkede bare sammen" Sagde Louis.

"Bare så du ved det, så vil jeg ikke tillade at du står og flirter for sjov med Alison, bare fordi du synes det er sjovt" Sagde jeg alvorligt. Nu lignede han bare et stort spørgsmålstegn.

"Okay. Jeg flirtede altså ikke med hende" Sagde Louis.

Pludselig kom jeg til at tænke på om, jeg skal fortælle Louis at Alison godt kan lide ham. Jeg endte med at blive enig med mig selv om, at jeg nok hellere måtte lade vær, med at sige det direkte men sige det på en anden måde.

"Er du interesseret i Alison, ja eller nej?" Spurgte jeg.

"Øh det ved jeg ikke. Hvorfor spørg du mig om, alle de her ting Katherine?" Spurgte Louis.

Nu når jeg tænker mig om, så bliver jeg nødtil at fortælle Louis at Ali godt kan lide ham. Det værste der kan ske, er at han siger nej.

"Okay.. Alison kan godt lide dig" Sagde jeg så hurtigt, at jeg ikke var sikker på om han overhoved kunne nå at høre hvad jeg sagde.

"Hvad? Prøv lige at snakke lidt langsommere" Sagde Louis.

"Alison kan godt lide dig. Men det vigtigste er hvordan du har det, for jeg vil ikke have at du leger med hendes følelser" Sagde jeg.

"Altså hun er en sød og smuk pige, men jeg kender hende ikke godt nok til at kunne svare på det" Sagde Louis.

Lige da Louis havde sagt det, kom Liam ud.

"Når skal vi komme videre" Sagde Liam.

"Ja" Sagde jeg.

"Husk at tænk dig om" Sagde jeg så lavt, at det kun var mig og Louis der kunne høre det.

Da mig og Liam var kommet ind i hans bil, blev han ved med at kigge på mig.

“Hvad snakkede du egentlig med Louis om?” Spurgte Liam.

“Jeg snakkede bare med ham om Alison” Svarede jeg.

“Kan Nathalia egentlig godt lide Jonathan, siden hun pluselig gik da han sagde til os, at de kun er venner?” Spurgte Liam.

“Det ved jeg ikke. Hun har ikke ville fortælle mig, eller nogle af de andre piger noget” Svarede jeg.

Normalt er jeg ikke særlig meget for at lyve, overfor andre personer som jeg godt kan lide, men her var der sempelthen ikke nogen anden udvej, da det ville gøre mere skade hvis jeg sagde sandheden. Nathalia havde fortalt mig det fordi, hun følte at hun godt kunne stole på mig, hvilken jeg gerne vil bevise overfor hende at jeg kan. Jeg har jo også lige sagt det til pigerne, så nu er der ikke andre der må få noget at vide overhoved, især ikke Liam eller nogen af de andre drenge. for de ville helt sikekrt ikke kunne holde mund med det.

Mens der var helt stille i bilen, og jeg sad og kiggede ud af vinduet kom jeg til at tænke på at, der ikke er særlig lang tid, til at jeg får min fod tjekket, og får besked om hvor slemt det er. Da jeg er aldrig før har brækket noget eller forsuvet noget, så ved jeg slet ikke hvordan det kommer til at blive, for jeg er ikke ligefrem den person der har mest tålmodighed. Min mavefornemmelse siger at det ikke vil tegne godt, og at jeg sikkert er kommet rimelig slemt til skade med min fod, og desværre har min mavefornemmelse tit ret, hvilket virkelig var med til at gøre mig nervøs.

For at slappe af prøvede jeg at lade vær med at tænke over det, og holde øjem ed trafikken. Pludselig fik jeg et kæmpe chok da jeg hørte, et kæmpe brag. Liam måtte stoppe brat op, da bilerne foran os og så stoppede brat op. Braget forskrækkede mig så meget, at det gav et stød i min fod, så jeg blev nødtil at bide smerten sammen. Jeg kiggede op i himlen, og så at himlen var fyldt med meget mørke skyer, hvilken kun kunne betyde at det var et lyn, da havde slået ned i vejen. I løbet af få sekunder begyndte det og så at regne helt vildt. Trafikken gik fra nu af ikke særlig hurtigt, hvilket var forståeligt da alle var bange for at der ville slå endnu et lyn ned.

Mig og Liam var lige kommet ind i sygehuset. Selvom Liam havde båret mig, og skyndt sig ind med mig så var vi begge blevet helt gennemblødt fordi det regnede så meget. Tempaturen var og så faldet, og det blæste op, så jeg kunne mærke at jeg frøs lidt. Jeg gik hen til kontor damen og sagde at jeg var kommet. Da vi gik hen til vente værelset, blev jeg lidt overrasket over at der næsten ikke sad nogle andre patienter, andet end fire mennesker. Heldigvis for mig så skulle jeg så åbenbart ikke vente så lang tid, som havde troet at jeg skulle. da der ikke var gået særlig lang tid, kom der en læge og sagde at jeg skulle komme med. Da mig og Liam var kommet ind i det rum vi skulle være i, hilste den kvindelig læge på os. Hun hed Grace McLister.

Hurtigt hjalp hun mig af med min strømpe og forbindingen om min fod.

“Katherine nu tager jeg nogle billeder af din fod med den her scanner” Sagde Mrs McLister.

Jeg lagde mig ned på briksen. I løbet af ikke særlig lang tid, havde Mrs McLister taget et par billeder.

“Nu skal jeg lige have analyseret billederne nærmere, så jeg kan fortælle dig præcis hvad der er galt med din fod. Der går ca 10 minutter, til jeg kommer tilbage” Forklarede Mrs McLister, og gik ud. Jeg satte mig op og skyndte mig hurtigt at lægge forbindingen rundt om min fod. Det er ligesom når man skal tage et plaster af, for jo huritgere man rive plastret af jo mindre ondt gør det.

Nu vente min nervøsitet tilbage igen, og det gjorde det ikke nemmere af at jeg skulle sidde i 10 minutter og vente på at få svar, fra scaningerne. Jeg kiggede nervøst hen på Liam. Da han kunne se hvor bekymret jeg var, rejste han sig og gik hen til mig, og tog fat i min ene hånd.

“Jeg ved godt at du er nervøs, men husk at lige meget hvor slemt det står til med din fod, så skal du nok komme tilbage igen, og spille fodbold som du gjorde for ikke særlig lang tid siden” Sagde Liam og smilede beroligende til mig.

Det hjalp ikke så meget at han prøvede at berolig mig, men jeg var taknemmelig for at han prøvede at berolige mig, og sige at det nok skulle gå.

“Tak Liam jeg er glad for at prøver at opmundtre mig” Sagde jeg taknemmeligt.

Mens mig og Liam sad og snakkede lidt videre, bibbede min mobil pludselig i min lomme. Jeg tog min mobil, og så på skærmen at det var en besked fra Nathalia, der spurgte om jeg havde fået af vide, hvor slem min skade er. Hurtigt svarede jeg hende at jeg var blevet scannet, men at der gik noget tid før at jeg ville få besked.

Lige da jeg kiggede hen mod døren, kom Mrs McLister i det samme, gående ind af døren.

“Nu har jeg kigget godt på billederne, og det viser sig at du har fået et lille brud på din fod, og forstrukket dit ankelled” Sagde Mrs McLister.

“Okay.. hvornår kan jeg spille fodbold igen?” Spurgte jeg nervøst.

“Du skal holde ca 1 ½ måneds pause, men jeg vil virkelig råde dig til at starte stille op igen, og du skal helst undgå at løbe de første 2 uger ihvertfald, og det bedste ville være er at du får hjælp af fysoterapeut som har helt styr på, at du får genoptrænet din fod rigtigt. Faktisk skulle du have haft en skine på din fod, men jeg har besluttet at lade dig gå uden, men derfor skal du endelig komme hvis det kommer til at gøre alt for ondt, fordi så skal du have skinen på” Sagde Mrs McLister.

Jeg nikkede forstående. Mig og Liam sagde hurtigt farvel til Mrs McLister.

Hele vejen hjem sagde jeg slet ikke noget fordi at jeg lige havde brug for at tænke, på den besked jeg havde fået. Men det jeg havde frygtet mest var som lægen sagde at min fod var brækket, og det var og så det min mavefornemmelse havde sagt mig, men heldigvis var det slet ikke så slemt endda.

 

Da Liam havde drejet bilen hen foran mit hus, steg han ud og gik hen til min side, og hjalp mig ud. Istedet for at slippe mig helt, da han havde hjulpet mig ud, skubbede han mig blidt bag ud, mens han stadig havde fat i mig. Forsigtigt lagde jeg mine hænder rundt om nakken på ham. Det var på en måde lidt underligt, at for to uger siden kunne jeg slet ikke lidt ham på nogen måde, ikke engang som en ven, og nu stod vi er her, så tæt og jeg kunne mærke at jeg havde sommerfugle i maven. Sommerfuglene spredte sig, og jeg kunne mærke mit hjerte banke lidt hurtigere end normalt. Jeg vil godt sige at jeg var ved at blive forelsket i ham. Da vi havde stået og kigget hinaden i øjenen i et par sekunder mere, trådte han et skridt tættere på mig, og kyssede mig. Da vi havde stået sådan i noget tid, trak jeg mig og stødte forsigtigt min pande mod hans. Det eneste jeg kunne tænke på nu, var at jeg stod her med Liam og mærke hvor glad han gør mig.

“Jeg bliver nødtil at gå nu” Sagde jeg stille.

“Jeg skal og så videre” Sagde Liam. Han gav mig et sidste kys inden han slap mig. Han gav mig mine krykke og bar mine tasker ud, inden han satte sig ind i bilen og kørte videre.

Da jeg vendte mig så jeg min mor, stå og kigge på mig med et chorkeret blik, eller nærmere på min fod. Hun skyndte sig hen til mig og tog mine tasker med ind.

“Hvad er der dog sket?” Spurgte hun bekymret.

“Jeg trådte forkert på min fod, da jeg spillede kamp. Jeg har været til scanning og lægen sagde at jeg har fået et brud på foden, og forstrukket mit ankelled” Sagde jeg.

 

Da jeg havde sættet mig ned i sofaen, kom min mor tilbage med en ispose pakket ind i et viskestykke. Hun rakte mig isposen og sagde at jeg skulle lægge den på min fod, da det ville hjælpe hævelsen med at forsvinde hurtigere. Da isposen rørte min fod, kunne jeg tydeligt mærke smerten og jeg måtte virkelig prøve at lade vær med at tænke for meget over hvor ondt det gjorde.

“Hvem var ham drengen der kørte dig hjem?” Spurgte min mor nysgerrigt.

“Han hedder Liam” Svarede jeg bare.

“Er han din kæreste?” Spurgte hun.

“Hvad? Nej han er bare en ven” Svarede jeg hurtigt. Grunden til at jeg ikke ville fortælle hende at vi på en måde var kærester, er fordi at jeg ved at hun bare vil blive endnu mere nysgerrig.

“Altså så vidt jeg ved så er det, da ikke normalt at to venner kysser hinanden” Sagde hun.

Jeg kiggede chorkeret på hende. “Mor har du udspioneret os?” Udbrød jeg.

“Det var helt tilfældigt at jeg gik forbi. Men hvis I ikke er kærester, hvad kalder man det så i nutiden ungdom?” Spurgte min mor.

“I nutiden ungdom hedder det en ´flirt´ altså når man ikke er blevet kærester endnu” Svarede jeg.

“Vil du da gerne være kærester med ham?” Spurgte hun.

“Det ved jeg ikke.. okay det vil jeg måske gerne, men det går fint som det er nu” Sagde jeg.

“Hvornår må jeg møde ham?” Spurgte hun.

“Mor! Det er jo ikke sikkert at vi bliver kærester før om noget tid. Kan vi ikke godt tale om noget andet, for det her er normalt noget jeg snakker med mine veninder om” Sade jeg.

Min mor nikkede, og satte sig ved siden af mig, og sukkede mens hun begyndte at nusse mig på armen.

“Min stakkels pige” Sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...