Mens teen blev kold

”Du tænker altid kun på dig selv!” Råber jeg, inden jeg smækker døren bag mig. Den kolde januar luft får mig med det samme til at ligne Rudolf, og jeg begraver min mund og næse i mit tykke halstørklæde. Jeg går langs fortovet, ned mod parken, mens jeg vrisser og sparker til sten og nedfaldne birkegrene.
***
”Du tænker altid kun på der selv!” Råber hun, inden hun smækker døren bag sig. Det er ikke første gang, at hun bare går på den måde. Det har hun gjort næsten hver aften siden Smilla døde.Hun var også min datter, men jeg opfører mig ikke som en idiot!
***
Sam og Camilla har begge mistet deres datter i en forfærdelig ulykke, og en aften, hvor Camilla tager til den lokale park for at køle ned efter et skænderig, hører hun et skrig inde fra skoven, som hun er overbevist om tilhører deres afdøde datter Smilla. Men mens Camilla er i fer med at prøve at rede Smilla, sidder Sam, ubevidst om hvad der sker, og venter på hende der hjemme med en varm kop te.

4Likes
2Kommentarer
100Visninger
AA

1. Mens teen blev kold

”Du tænker altid kun på dig selv!” råber jeg, inden jeg smækker døren bag mig. Den kolde januar luft får mig med det samme til at ligne Rudolf, og jeg begraver min mund og næse i mit tykke halstørklæde.

Jeg går langs fortovet ned mod parken, mens jeg vrisser og sparker til sten og nedfaldne birkegrene.

Han tænker heller aldrig på andre end sig selv!

Tænker jeg, da jeg sætter mig hårdt og bestemt på den slidte dæk gynge, der hænger ned fra det ældgamle træ i parken tæt på udkanten af den store skov.

Hvem er det af os to som arbejder hårdest? Ja, det nok mig! Hvem er det som altid slapper af? Ja. Det er nok ham! Og så når jeg spørger om han faktisk for en gang skyld har lyst til at hjælpe lidt til så får man den sædvanlige ”åh skat det har været sådan en hård dag på arbejdet og jeg er rigtig træt kan du ikke gøre det i dag?” smidt i hoved som om det ikke altid er mig som laver det hele!

Mens jeg sidder og er ved at eksplodere af vrede, hører jeg et højt skrig inde fra skoven. Jeg bliver med et revet ud af mine tanker og kigger i den retning skriget kom fra.

Jeg er vandt til at hører naboens børn skrige når de leger eller er surre, men det her skrig er noget helt andet.

Engang til kan jeg hører skriget, og denne gang er det højere og det lyder tættere på. Jeg kan høre det er et lille barn.

Vent lige lidt…

Det lyder som…

Det lider som Smilla!

Jeg rejser mig hurtigt op fra gyngen, og løber i retningen af skriget, mens jeg råber af mine lungers fulde kraft:

”SMILLA!”

***

”Du tænker altid kun på der selv” råber hun, inden hun smækker døren bag sig. Det er ikke første gang at hun bare går på den måde. Det har hun gjort næsten hver dag siden Smilla døde.

Hun var også min datter, men jeg opfører mig ikke som en idiot!

Jeg ved godt, at det kommer til at tage tid før hun bliver den samme Camilla som hun var før ulykken, men hvor lang tid kan de lige tage hende?!

Der er gået fem år for helvede! Jeg kan ikke klare det mere!

Hvis der er nogen der kun tænker på sig selv her, så er det kraftedme hende! Hun laver ikke andet end at gå her hjemme og nusse rundt, mens jeg arbejder min røv i laser for, at vi kan have tag over hoved, og mad på bordet, og så har hun den frækhed at sige, at det er mig der kun tænker på sig selv! jeg kunne sagtens bare skride! Skride fra det hele, og lade hende sejle i sin egen sø!

Men det gør jeg ikke, fordi jeg ved, at den Camilla jeg blev forelsket i dengang for mange år siden, stadig ligger godt gemt inde i hende. Så i stedet får at pakke mine ting og køre min vej, går jeg hen og begynder at lave te.

Hun må være utrolig kold når hun kommer hjem. Ingen ville overleve at gå for længe ude i det her vejr.

***

Jeg kigger ikke tilbage, da jeg løber så hurtigt jeg kan ind i skoven.

Ud af min øjenkrog smelter de nøgne træer, og den hårde frosne jord der er dækken af blade og grene, sammen og det eneste der er står skarpt, er kun det der er lige foran mig.  

Jeg får en brændende fornemmelse i min hals og lunger, og jeg kan nærmest høre mine ben skrige af smerte, men lige da jeg er ved at sætte farten ned, hører jeg endnu et skrig, og jeg sætter atter farten op.

Det er Smilla. Jeg kan genkende skriget. Det præcis den samme måde hun skreg på, lige inden vi kørte ind i lastbilen.

De sagde hun døde på stedet! De løg for mig! Alle sammen! Jeg vidste at det ikke kunne være sandt! Det er hende! Det må det være!

”SMILLA DET ER MOR!” råber jeg, af mine lungers fulde kraft ”MOR KOMMER OG REDER DIG!”

Et til skrig lyder, og jeg kan hører, at jeg nærmer mig.

Bare lidt til!

”SMILLA!”

Jeg har næsten ikke flere kræfter tilbage, men jeg må ikke stoppe!

Et faldefærdigt hus kommer til syne mellem træerne, og jeg ved med det samme, at det er der hun befinder sig.

Jeg har det som om jeg skal kaste op, da jeg endelig sætter farten ned.

Huset er ikke særlig stort, og det ligner at bare den mindste vind kunne få murene til at kollapse. Jeg lister så lydløst som muligt op på terrassen, sætter mig på hug ved døren og prøver at få vejret. 

Jeg kan hører en person gå rundt med tunge skridt inde i huset.

Personen siger et eller andet, men jeg kan ikke tyde hvad. Stemmen er mørk og truende, så jeg går ud fra at det er en mand.

Alle de ting han sikkert har gjort mod min lille baby! Modbydelige Monster!

Jeg kigger desperat rundt omkring mig for at se om der ligger noget jeg kan bruge som våben.

Intet…

Mine nøgler!

Jeg fisker mit nøglebundt ud af min tykke frakkes lomme, og sætter nøglerne mellem mine fingre på min højre hånd.

Så gør det i det mindste bare lidt ondt når jeg slår.

Jeg sidder et øjeblik, og lytter efter om jeg kan hører Smilla.

Hun må være rædselsslagen, det er derfor at hun ikke siger noget.

Jeg tager en dyb indånding, og rejser mig op.

Med venstre hånd trækker jeg så stille som muligt ned i håndtaget på døren. Til mit held er døren ikke låst.

Jeg skal nok rede dig Smilla!

***

Jeg har fundet vores ynglings kopper frem, og har sat dem over for hinanden på spisebordet.

Vi købte dem på vores første rejse alene sammen. Camilla var lige fyldt atten, og det var min fødselsdagsgave til hende, at vi skulle til Amsterdam, hvilket hun havde ønsket sig i alle de år jeg havde kendt hende. Hun græd, så glad blev hun. Det var en fantastisk rejse, og som souvenirers derfra købte vi de store gule kopper.

De er lidt misfarvede nu, og den ene er der røjet en lille flig af, men når man tænker på at vi har haft dem i tolv år, synes jeg de holder godt!

Det damper fra te kanen, jeg også har sat på bordet, og mens jeg tænker på hvor hun bliver af, sidder jeg med en teske og leger med det sukker, jeg allerede har helt op i min kop.

 

***

Adrenalinen pumper i mit blod, og mit hjerte slår så højt, at jeg er bange for at manden kan høre det, da jeg lukker døren forsigtigt bag mig.

Jeg træder direkte ind i stuen.

Til venstre for mig står en gammel beskidt grøn lænestol, og den har et ligeså slidt lille træbord stående foran sig. Der ligger affaldet over alt, og en stærk stank er råd får mine øjne til at løbe vand.

Til højre for mig er en dør, og ligefrem for mig er en faldefærdig trappe, som ser ud til at fører op til førstesalen.

Noget af tapetet på væggene ser ud til at være flået af med håndkræft, og der har dannet sig mug i alle hjørner af rummet.

Jeg holder godt fast på mine nøgler, så man ikke kan høre dem rasle, mens jeg lytter efter om jeg kan hører Smilla eller den grusomme mand.

Jeg kan ikke hører noget, og beslutter mig at liste lidt tættere på trappen for at hører, om de er ovenpå.

I samme øjeblik hører jeg en dør blive åbnet, og derefter lukket igen, og trin lige over mit hoved.

Han er på vej hen til trappen!

I et par sekunder føler jeg, at jeg ikke kan bevæge mig, men efter det kigger jeg panisk omkring mig for at finde et sted, jeg kan gemme mig.

Jeg skynder mig hen til døren ved min højre side, og åbner og lukker den bag mig, så stille som muligt, men også så hurtigt som muligt.

Jeg står nu inde i et soveværelse.

Sengen er pænt redt, men er ligesom alt andet i værelset, i samme stand som stuen, bortset fra at lugten af råd ikke er ligeså slem her inde. Gennem de fratrukket gardiner, kommer der et svagt farverigt lys fra solnedgangen. 

Jeg kan hører, at han kommer ned af trappen, og i et kort øjeblik holder jeg vejret.

Til venstre for mig står et skab, og jeg skynder mig ind i det, da jeg kan høre hans fodtrin komme tæt på værelset.

Hele min krop røster, og jeg har det som om at mine ben er ved at falde sammen under mig.

Der hænger ikke andet end en møl ædt gammel skjorte i skabet. Skabet er stort nok til, at jeg kan side ned i det, så det gør jeg.

Min lille pige må være ved at dø af skræk!

Tænker jeg, imens jeg lytter efter, mandes tunge skridt.

***

Jeg kigger på det store ur der hænger på væggen foran mig.

En halv time…

Skal jeg gå ud til hende?

Spørger jeg mig selv, og beslutter mig for at hælde det varme vand op i min kop.

Nej! Sidste gang jeg gjorde det, blev hun bare sur, og menter at jeg bare gjorde alting værre!

Da det varme vand rammer teposen, spreder den søde duft af kamillete sig langsomt ud i rummet, og får mig til at tænke på Smilla…

Hun elskede te. Lige siden den dag Camilla lod hende smage lidt af hendes te, ville hun ikke lade os være når vi drak det. Hun kunne lide alt slags te, men kamillete var hendes ynglings.

Jeg har det som om mit hjerte krymper sig sammen, og jeg kan mærke en klump forme sig min hals.

Hun var alt får ung til at dø… Hun havde et helt fantastisk liv foran sig!

Det er Camillas skyld det hele! Hvis hun bare havde kørt ansvarligt! Hvis hun bare havde kunne tænke på andre end sig selv i bare to minutter!

Så havde jeg haft en datter lige nu…

***

Jeg holder mig for munden, da jeg kan høre manden trække ned i håndtaget til værelset. Jeg kan mærke tåre trille ned af mine kinder, og jeg gør alt, hvad jeg kan får ikke at skrige, da jeg får øje på manden i revnen mellem det to skabsdøre.

Han er kraftigt bygget, og har mørkt skulderlangt hår. Han har store vintersløvler på, brune bukser og en rødternet bluse.

Jeg ser ikke hans ansigt, kun hans ryg, da han bøjer sig ned, for at lede efter noget under sengen. Der går ikke andet end et par sekunder før han finder da han leder efter, og han rejser sig hurtigt op.

Han vender sig om mod skabet, men hans hår og den dæmpede belysning skygger for hans ansigt. Han står nu så jeg kan se, hvad det var han fandt frem…

Hvad er det han har tænkt sig at gøre med det ræb??!!

Jeg kan mærke hele min krop er ved at gå i panik, og uden at tænke over det, får jeg givet en lyd fra mig.

Nu stopper jeg helt med at trække vejret, og selvom minde tårer får mit syn til at være sløret, kan jeg tydeligt se at han er på vej hen til mig.

***

Jeg kan mærke tårerne presse sig på, og jeg blinker hårdt i håb om at de vil gå væk.

Hun kan komme ind af døren hvert minut, og synet af mig der sider og tuder som et ynkeligt barn, tror jeg ikke vil hjælpe situationen.

Lyden af skeen der drejer rundt i koppen, giver genlyd i det store rum, med de næsten tomme vægge.

Væggene var fyldt med billeder af Smilla, eller billeder hvor Smilla var med på, før hun døde. Men en aften hvor Camilla var hos en veninde fik jeg nok af den konstante påmindelse om at hun var og forblev død, og jeg rev alle billederne ned fra væggene. Nu hænger der kun et billede på væggen af Camilla og jeg med de to gule kopper i hænderne, og så hænger der det store ur.

***

Jeg har det som om mit hjerte banker oppe i min hals, da manden flår skabsdørene op. Hans langehår danner stadigvæk mørke skygger over hans ansigt, hvilket gør hans vredesfyldte ansigtsudtryk endnu mere rædselsvækkende.

”HVAD FANDEN LAVER DU HER?!” råber manden, hans stemme er mørk og hæs, men stadigvæk kraftfuld.

Hele min krop fryser, og jeg kan ikke få et eneste ord ud af min mund. Han tager hårdt fadt i min venstre arm, og trækker mig i en hurtig og bestemt bevægelse ud af skabet.

Jeg ligger nu forsvarsløs på det hårde, kolde trægulv.

”JEG SPURGTE DIG OM NOGET KÆLLING!” råber han, endnu mere vredt og sparker mig hårdt i maven, hvilket slår alt luften ud af mig.

En stærk smerte spreder sig fra min mave ud i hele min krop, og jeg krymper mig sammen, så jeg nu ligger i fosterstilling ved hans hårde solide støvler.

Og så høre jeg det igen…

Et skrig kommer oppe fra førstesalen, og uden at tænke mig om, råber jeg:

”SMILLA! MOR ER HER! JEG SKAL NOK REDE DIG!”

Manden smiler, og siger med en blød næsten kærligstemme:

”Nurgh! Er det derfor, at du er her? Tror du, at du kan rede det lille skarn der oppe?”

Hans smil udvikler sig til sadistisk grin.

Hun skriger en gang til, og jeg kan mærke en kæmpe træng til bare at løbe op til hende, men jeg ved ude mærket godt at det ikke er så simpelt.

”SÅ HOLD DOG KÆFT DIN MØGUNGE!” råber han. Han griner ikke længere, og man kan se i hans øjne og på den måde hans muskler i hans kæber trækker sig sammen på, at han er alt andet end glad.

Han sætter sig i en hurtig bevægelse ned på huk, og vi får øjenkontakt.

”Ved du hvad?” spørger han mig, med et tvunget smil og øjne der kunne dræbe.

Jeg svare ikke…

Jeg kan ikke svare…

”JEG SAGE VED DU HVAD?!” råber han vredt, og læner sig truende ind over mig.

Hvis jeg ikke svare, så er det kun Gud der ved hvad han kunne finde på at gøre mod mig! eller værre! Mod Smilla!

Tag dig nu sammen Camilla!

 ”Nej” får jeg endelig samlet kræfter til at svare. Ordet kommer kun ud som en svag hvisken, men i det ellers stille værelse, kan han sagtens hører mig.

Han smiler nu igen og rejser sig.

”Jeg synes det kunne være en god ide, hvis du kom op til møgungen og fik hende til at holde kæft!” siger han selvtilfreds, og i samme hastighed som mit hjerte banker, får han fast i kraven af min jakke, og begynder at slæbe mig hen af gulvet, ud af værelset og hen mod trappen.

 

***

Jeg løfter koppen til mine læber, for at mærke om teen stadig er får varm til at drikke, og sætter den så hurtigt ned igen, da jeg næsten brander mig.

Det farverige lys fra solnedgangen stråler klart ind gennem det store vindue, ikke så langt fra hvor jeg sidder.

Jeg kigger op på det store ur. Klokken er halv fire.

Hvis hun ikke er hjemme før solnedgang, går jeg ud efter hende…

Jeg sukker, læner mig ind over bordet og ligger mit hoved på mine arme. Jeg kigger ud mod døren, og tænker på hvordan jeg skal formulere min undskyldning denne gang.

”Camilla du må undsky…” Nej… ”Undskyld Camilla, jeg ved godt at jeg ikke laver så meget her hjemme som jeg skulle…”

Jeg ved det ikke…

Jeg gaber og gnider mine øjne.

Hold kæft hvor er jeg træt!

Jeg tror faktisk ikke, jeg har fået en god nats søvn siden Smilla døde… Enten ligger jeg vågen til klokken lort, eller så har jeg mareridt og vågner uden at kunne falde i søvn igen.

Jeg kan mærke at mine øjenlåg bliver tunge, og da jeg ikke længere kan kæmpe imod, lader jeg dem glide langsomt i.

                                                                           ***

Jeg prøver at vriste mig fri fra hans greb, men da jeg prøver at bevæge mig, bliver mine smerter for voldsomme til at ignorere.

Nøglerne!

I det jeg kommer i tanke om dem, strammer jeg grebet omkring dem.

De er mit eneste våben… han må ikke opdage at jeg har dem.

Da vi kommer hen til foden af trappen, kan jeg mærke at han strammer grebet omkring min krage. I et kort øjeblik håber jeg, at han ikke vil slæbe mig hele vejen op af trappen… men selvfølgelig gør han det.

Det her kommer til at gøre ondt!

For hvert trin der banker ind i min rygsøjle, bliver smerten endnu værre, og jeg gør alt for at holde mine skrig inde.

Smilla har ikke brug for at høre hendes mor skrige af smerte, når han sikkert har gjort værre ting ved hende! Det lille pus!

Da vi når op på førstesalen drejer vi til højre. Jeg kan på ingen måde orientere mig.

”Slip mig” prøver jeg at råbe, men det er ikke meget lyd der kommer ud af mig. Han ignorerer mig og går bare videre. Jeg har ingen kræfter, og ikke en chance for at kunne kæmpe i mod.

Det nytter alligevel ikke noget! Jeg kan umuligt komme fri.

Lige så stille begynder jeg at kunne hører en svag hulken.

Smilla!

Det er som om der kommer rus af kræfter op i mig igen, og uden at tænke mere over det får jeg taget fadt omkring mandens ankel med min frie hånd og trækker.

Det lyder et kæmpe bomb da mandens krop rammer gulvet, og jeg skynder mig op og stå.

”Hvad fanden?!” han prøver at rejse sig op. Med alle de kræfter jeg har tilbage fyre jeg min knyttede næve med nøglerne mellem fingerende, lige ind i tindingen på ham.

Han falder igen bag over, og rammer gulvet med et brav.

Jeg tage ret par hurtige dybe vejrtrækninger.

Jeg gjorde det… jeg gjorde det rent faktisk!

Jeg er fordybet i min egen lille verden et kort øjeblik, men bliver endnu en gang revet ud af den, af lyden af Smilla der råber om hjælp.

”Hjælp! Hjælp mig!”

Okay Camilla fokuser!

Jeg rejser mig op, og træder over den store mans krop, og går i den retning som manden slæbte mig i.

Forenden af gangen er der en dør, og jeg er overbevist om at hun er der inde.

”Jeg kommer Smilla! Bare rolig!”

Jeg flår døren op, men det der møder mit blik, er ikke det jeg havde forventet…

                                                                            ***

Jeg vågner med et sæt da jeg hører en bil gasse hurtigt op ude foran huset.

Shit! Jeg faldt i søvn…

Jeg kigger op på uret. 16:20.

Det er nu helt mørkt udenfor. Det eneste der bryder den kolde sorte udsigt, er gadelamperne svage skær.

Jeg tager en tår af teen som nu er lunken.

Jeg burde gå ud og lede efter hende…

I samme øjeblik ringer min telefon.

”Mor” lyser op på skærmen.

Jeg burde tage den, men jeg burde også gå ud og lede efter Camilla…

Jeg står et kort øjeblik, og overvejer hvad jeg skal gøre.

Hun kommer sikkert snart hjem.

Jeg tager telefonen optil øret og siger: ”Hej mor”

                                                                        ***

Der sidder en bundet fast til sengen inde i værelset, men det er langt fra Smilla…

Jeg står et kort øjeblik, og bare kigger på hende.

Hun er nok omkring de 18 år og har langt næsten sort hår. Hun ser udkørt ud, og man kan se at de reb som er bundet omkring hendes håndled, har givet hende blå mærker omkring dem.

Hun kigger på mig med skræmte og trætte øjne.

Hvem fanden er du?!

”Hvem fanden er du?” spørger jeg, og holder min afstand til hende.

Hvor er mit barn? Hvad har hun gjort ved Smilla?!

”Jeg… Jeg hedder Sam” siger hun, med rusten stemme, og man kan næsten høre de mange timer hun har skreget.

Sam… Sammy… åh gud! Han må være helt urolig! Åh nej! Hvad nu vis han går ud for at lede efter mig og manden også får fadt i ham!

”Er du… er du ik´ sød at hjælpe mig?” hendes stemme ryster, og hendes øjne fyldes med tåre.

Måske ved hun hvor Smilla er!

”Har du set en lille pige?” spørger jeg ”Hun har langt lyst hår og er ikke særlig høj”

Sam ser forvirret ud, og hun ryster langsomt på hovedet.

”Hvad mener du med at du ikke har set hende?!” får jeg sagt lidt for hårdt.

”Undskyld men… men jeg har ikke sæt nogen andre end mig” siger hun stille.

”Jamen… Jamen jeg hørte hende… jeg hørte hende skrige!” siger jeg, lidt mere til mig selv end til hende.

”Det er kun mig der er her… det var nok mig du hørte skrige…” siger hun forsigtigt.

”Siger du, at jeg ikke kan kende min egen datters skrig?! Siger du, at jeg er en dårlig mor?!”

HUN SKAL KRAFTEDME IKKE KOMME HER OG FORTÆLLE MIG, AT JEG IKKE KAN KENDE MIT EGEN DATTERS SKRIG! HVAD FANDEN BILLER HUN SIG IND?!

”Nej… Nej det var slet ikke det jeg mente” siger hun forskrækket. ”Er du ikke sød og binde rebene op?” siger hu,n og begynder at græde.

HUN SKAL IKKE TRO HUN BARE KAN FORNERME MIG PÅ DEN MÅDE, OG AT JEG SÅ VIL HJÆLPE HENDE BAG EFTER!

”Pas på” siger hun panisk, og kigger forskrækket på mig ”PAS PÅ! BAG DIG!”

Det er først dér, det går op for mig at det ikke er mig hun kigger på, men noget bag mig.

Og alt bliver sort…

 

 

***

Klokken når at live 18:58 før, at jeg for sagt farvel til min mor.

Hun kan kraftedme snakke et øre af den kvinde…

Jeg gaber, og tager en tår af min te som nu er helt kold.

Hvor bliver hun af?

Tænker jeg, mens jeg tjekker min telefon for at være sikker på hun ikke har ringet, mens jeg snakkede med min mor.

Jeg burde nok gå ud og lede efter hende…

Uden at tænker videre over det, går jeg over og tager mine støvler og min jakke på.

Da jeg åbner døren, rammer den kolde januar luft mit ansigt og gåsehud spreder sig på mine arme og ben. Jeg lukker døren bag mig og låser den.

Jeg går langs fortovet mod parken, og træder på alle de nedfaldne blade og birkegrene der ligger på det.

Jeg er sikker på hun sidder på den gamle dæk gynge… hun sidder sikkert i sin egen verden og har nok bare mistet tidsfornemmelsen.

Selvom jeg er sikker på, at hun er okay, har jeg en klump i halsen og en mærkelig fornemmelse i maven.

Selvom jeg siger det alt for sjældent til hende, elsker jeg hende så utroligt højt. Jeg ved ikke hvad jeg vil gøre uden hende.

Jeg når hen til den slidte gynge, men Camilla er ingen steder at se. Jeg begynder at mærke panikken sprede sig i min krop.

Hvor er hun? Hvor er hun gået hen?! Hvad hvis der er sket noget!? Hvad hvis nu hun er kommet noget til?!

Jeg sætter mig tungt ned på gyngen.

Det er min skyld! Jeg skulle have stoppet hende! Jeg skulde have talt pænere! Jeg skulle have gået ud og ledt efter hende i stedet for at snakke med min mor!

Jeg lægger mit hoved i mine hænder. Jeg kan mærke tåre presse sig på, men i samme øjeblik høre jeg et skrig.

Jeg er vandt til at hører naboens børn skrige når de leger eller er surre, men det her skrig er noget helt andet.

Engang til kan jeg hører skriget og denne gang er det højere og det lyder tættere på. Jeg kan høre det er et lille barn.

Vent lige lidt…

Det lyder som…

Det lider som Smilla!

Jeg rejser mig hurtigt op fra gyngen og løber i retningen af skriget, mens jeg råber af mine lungers fulde kraft:

”SMILLA!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...