Med mig på perronen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2017
  • Status: Færdig
Nicole Durand og Louis Blanc elsker hinanden. Patricia Leroy hader busser. Og Paul Fournier er bare en tilfældig mand, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


13Likes
4Kommentarer
1090Visninger
AA

20. 20.

Patricia tager plads i de kolde plastikstole i venteværelset. En kvinde jamrer sig højlydt til højre for hende. Hun kaster et hurtigt blik på hende. Hendes tommelfinger sidder forkert. Helt forkert. Hun kigger hurtigt væk igen og kan ikke helt lade være med at være taknemmelig over, at hendes arm da i det mindste stadig sidder normalt. Måske bøjer den lidt mærkeligt, men ikke som den tommelfinger.

   Et fjernsyn hænger over for hende på væggen. Lyden er skruet helt ned, og det passer hende fint. Hun orker ikke at høre mere om det skyderi. Det har ødelagt hele hendes dag.

   Og det har frataget andre mennesker deres.

   En sygeplejerske siger kvindens navn. Hun rejser sig hurtigt op med tommelfingeren strittende i den helt forkerte retning og forsvinder gennem dørene. De døre Patricia så længselsfuldt venter på at kunne træde igennem, så hun kan komme ud herfra.

   Hun har været heldig. Det er kun hendes arm, den er gal med. Og hun er enig i hendes redders betragtning. Den er nok brækket. Og han hed Nathan. Han gav hende sit nummer. Og hun lovede at sende en sms, når armen har fået sin dom.

   Hun håber, det kan udvikle sig til mere end blot en sms.

   Dørene går op. Ikke dem som hun venter på at forsvinde ind ad, men dem som hun selv for kort tid siden gik igennem. Lyden når hende, før hun ser hende.

   ”Han var min. Han elskede mig. Han elskede mig så højt. Også selvom han ikke altid sagde det. Han elskede mig. Han var så sød. Han var sådan en sød mand.”

   En kvinde skriger og råber. Alle vender sig mod hende. To vagter har fat i hver deres arm på hende. Hun tager sig ikke af omgivelserne eller de stirrende øjne, der alle vender mod hende.

   ”Han var en god fyr. Det her er ikke fair. Han havde det dejligst smil. Han var så sød. Han var min elskede. Jeg har tilbragt så mange timer sammen med ham, og han var en god fyr. Så sympatisk og rolig.”

   Hendes ord bliver uforståelige af gråden. Vagterne trækker hende gennem venteværelset, og de forsvinder gennem dørene i den modsatte ende.

   Pludselig virker der helt stille. Ingen råber. Ingen skriger. Ingen græder. Folk snakker sagt sammen, nogle klynker en smule, men ellers er der ganske stille. I baggrunden kan man høre fodtrin af læger og sygeplejersker.

   Hun bladrer lidt i et af de modeblade, der ligger på bordet ved siden af hende, men der er ikke rigtig noget, der fanger hendes opmærksomhed. Hun er ikke specielt interesseret i forårets mode eller de nyeste trends. Og det fjerner ikke hendes opmærksomhed fra smerten.

   Patricia lægger bladet fra sig og kigger rundt i venteværelset. Ikke flere tommelfingre, der vender den forkerte vej, og heller ingen andre legemsdele, som sidder helt forskruet. Hun kigger ned på hendes egen arm og forbander faldet. Hun fik Nathan til at sende en sms for hende. De har ikke svaret endnu.

   Patricias blik ender på fjernsynet. Et billede af en mand fylder halvdelen af skærmen. Selvom hun ikke kan høre, hvad de siger, så fortæller teksten under billedet alt.

   NAVNET PÅ GERNINGSMANDEN ER OFFENTLIGGJORT: LOUIS BLANC 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...