Med mig på perronen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2017
  • Status: Færdig
Nicole Durand og Louis Blanc elsker hinanden. Patricia Leroy hader busser. Og Paul Fournier er bare en tilfældig mand, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


13Likes
4Kommentarer
1087Visninger
AA

18. 18.

Hun er ikke helt sikker på, hvilken vej der er den hurtigste derhen, så hun trykker adressen ind på gps’en på hendes telefon. Det er ikke fordi, Patricia ikke har været der før, men i dag kan hun ikke bare komme lallende. Der er en tidsplan, og den er allerede overskredet rigeligt.

   11 minutter.

   Start.

   Det er begyndt at dryppe. Det er ikke støvregn, men det kan heller ikke kaldes en byge. Det er bare dryp, som gør hendes ønske om at nå kontoret snart endnu større.

   Patricias tanker kræser omkring det forestående møde. Hun må ikke ødelægge det hele nu. Hun må ikke sige noget dumt, som får dem til at ændre beslutning. Det er allerede en kæmpe mulighed, de har givet hende, og hun må ikke smide det hele væk. Det er hendes drøm.

   Omstændighederne taget i betragtning.

   Patricia hænger sig i de indledende ord. Det var de ord der indledte samtalen, der førte til dette møde. Dette møde og denne mulighed. Selvfølgelig har hun altid drømt om forfremmelse. Om ansvar. Men omstændighederne ødelægger det hele en smule.

   Hun vil nu kunne skrive afdelingsleder på cv’et, og der behøver ikke stå noget om, at hun kun fik den titel, fordi omstændighederne nødvendiggjorde det. De skal nu snakke det hele igennem. Det er det, mødet handler om. Hvordan det hele skal foregå nu, hvor hun er afdelingsleder. Afdelingsleder i et rådgivningsfirma. Det var måske ikke det, hun drømte om som barn, men drømme ændrer sig.

   Drømmene ændrer sig, når menneskene ændrer sig.

   Nicholas hed den tidligere afdelingsleder. Han havde store planer, som han indviede chefen i. Théo Andrée. Og sammen havde de den her geniale plan, hvordan firmaet, Andrée, kunne blive et af de førende i Frankrig.

   Meget uheldigt valgte Nicholas midt i det hele, at han ikke ville være med mere. Han sagde op og forsvandt så hurtigt som han kunne ud af døren, så ingen nåede at sige farvel til ham. Tilbage sad Théo med en masse planer men en af hans vigtigste afdelingsledere var stoppet, og ifølge Théo kunne det ikke betale sig at fortsætte uden ham. Så planerne blev lagt til siden, og Théo begyndte at lede efter en ny afdelingsleder.

   Han ville have, at det allerede var en, der havde sin gang i firmaet, og da Nicholas var forsvundet så hurtigt, havde de ikke nået at få lært en ny op. Så Théo begyndte at kigge på sin medarbejdere, og det var så her Patricia kom ind i billedet.

   Patricia havde ikke været særlig længe i firmaet i forhold til mange af de andre, men derimod var hun hårdtarbejdende og ambitiøs. Hun havde aldrig troet, at hun ville ende som rådgiver, men pludselig havde firmaet søgt en økonomisk rådgiver, og Patricia, der på dette tidspunkt var arbejdsløs, søgte jobbet, og hun fik det.

   Théo havde hevet hende til side. ”Omstændighederne taget i betragtning så er dette den bedste løsning. Du kan blive den perfekte afdelingsleder. Jeg ved, det kommer lidt pludseligt, og du føler dig måske ikke helt klar, men som du nok kan forstå, så har vi desperat brug for en afdelingsleder, og du er en ambitiøs og hårdarbejdende kvinde, som jeg er sikker på, vil være perfekt til dette job. Det hele handler om, at du bare lige skal i gang. Tænk over det og vend så tilbage til mig. Jeg skal senest have et svar fredag.”

   Patricia havde været stolt over denne forfremmelse, men hun havde hængt sig i, at det kun var grundet omstændighederne. For hvis Nicholas stadig havde været der, indtil en ny var blevet oplært, ville de så stadig havde valgt hende, som den der skulle oplæres?

   Det er den tanke, Patricia går og filosoferer lidt over, da hun pludselig ligger med hovedet mod asfalten.

   Det eneste Patricia lægger mærke til er smerten. Der er blodsmag i hendes mund. Hun er ikke sikker på, hvor blodet kommer fra. Ligesom hun heller ikke kan fortælle, hvor det gør ondt. Hun prøver at rejse sig op, men hendes ene arm kollapser under hende, og en voldsom smerte skyder igennem hele hendes krop.

   Det er armen, den er gal med.

   ”Hey er du okay.” En mand kommer løbende. En ganske pæn fyr noterer Patricia sig. Hun vil svare, at det bare er hendes arm, men da hun åbner munden, er det kun et klynk, der kommer ud.

   ”Det er vist et nej,” siger han alvorligt, ”hvor gør det mest ondt henne?”

   ”Min arm,” får hun fremstammet.

   Han sætter sig på hug ned til hende. Han kigger nøje på hendes arm, men han rører den ikke. Patricia betragter ham. ”Sikke en helt,” tænker hun, da han åbner munden igen. ”Jeg er ret sikker på, den er brækket. Du skal i hvert fald på skadestuen nu.”

   Alvoren begynder at gå op for hende. Skadestuen. En brækket arm. En blodig læbe. Hun kommer ikke til det møde i dag, så nu bliver hun måske ikke forfremmet. Hun havde ikke tænkt over det, selvom det selvfølgelig var tydeligt, at hun ikke kunne komme til noget møde nu.

   Hun havde kun tænkt på smerten og manden.

   ”Jeg har ingen bil, så jeg kan desværre ikke tilbyde at køre dig derhen.” Han kigger bekymret på hende. Han ligner en, der virkelig har svært ved at efterlade hende i den tilstand.

   ”Det er helt okay. Jeg tager bare en taxa,” svarer Patricia med al den ro og selvbeherskelse, hun kan frembringe. For gud hvor ville hun ønske, at han havde haft en bil, men hun kan ikke blive sur på ham over, at han hjælper hende, men ikke kan køre hende på skadestuen.

   ”Hvis det er okay for dig, så vil jeg virkelig gerne følge dig til skadestuen. Jeg kører med dig i taxaen. Jeg har det virkelig dårligt med at efterlade dig, inden du sidder trygt i venteværelset.”

   ”Tak.” Hun siger ikke mere. Men det gør ikke noget. Manden, hvis navn hun ikke engang kender, smiler til hende, mens han hjælper hende op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...