Med mig på perronen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2017
  • Status: Færdig
Nicole Durand og Louis Blanc elsker hinanden. Patricia Leroy hader busser. Og Paul Fournier er bare en tilfældig mand, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


13Likes
4Kommentarer
1090Visninger
AA

14. 14.

En arm rammer Patricia i hovedet. Hun brokker sig ikke eller råber op om, at de burde kigge sig for. For hun er rimelig sikker på, at hun lige før selv ramte en.

   Da bussen drejede om hjørnet begyndte kaosset. For man behøver ikke være noget matematikgeni for at regne ud, at der ikke vil være nok pladser i bussen. Medmindre den ankommer fuldstændig tom. Men Patricia tvivler, og hun vil have en siddeplads, så hun tager ingen chance.

   Og det gør de andre heller ikke.

   Et skub mere og hun kan træde op i bussen. Hun har spottet en tom vinduesplads gennem ruden. Hun skal have den plads, og der er nu kun en gammel mand mellem hende og det sæde. Hun ser ham ikke som et problem. Ham kan hun nemt få af vejen, og hun er helt ligeglad med, hvor uhøfligt det så end er. Hun er desperat, og i desperate situationer gælder alle kneb.

   Et lille diskret skub og manden snubler ind mod bussen for at undgå at falde. Hun smutter hurtigt forbi ham, inden en anden snupper den tomme plads, der nu er kommet lige foran døren ind til bussen. Hun sætter straks sin fod på trinnet, så ingen kan træde op før hende. Buschaufføren ser træt ud, men hun ænser han knap. Hendes plads er stadig ledig, men det bliver den ikke ved med at være. Hun har lidt dårlig samvittighed. Hun skubbede til en gammel mand.

   ”Det var for dit eget bedste,” mumler Patricia for sig selv. Og selvom det ikke rigtig dulmer den dårlige samvittighed, bliver hun dog ved med at gentage det. Og hun har næsten overbevist sig selv, da hun når det tomme sæde.

   ”Undskyld, kan jeg sidde her?” Manden, der sidder på sædet ud mod gangen, svarer ikke. Han kigger heller ikke op.

   ”Undskyld, kan jeg sidde her?” Hun hæver stemmen en smule og kigger meget bestemt på ham. Han løfter stadig ikke blikket og ikke et ord undslipper hans læber. Han har snerpet munden sammen, og meget bestemt stirrer han ned i bogen, han sidder med. Folk omkring dem er begyndt at kigge.

   ”Jeg sætter mig ind ved siden af dig,” siger Patricia bestemt, inden hun begynder at mase sig forbi ham. Hun orker ikke umulige mænd lige nu. Bussen er proppet, og han spærrer to pladser. Det vil hun ikke finde sig i, og så kan han ellers være så næsvis, han har lyst til.

   Manden flytter ikke benene, men Patricia er ligeglad. Hun kæmper sig forbi og dumper ned på den tomme plads. Hun skuler vredt til ham. Han hæver et øjenbryn og ryster på hovedet.

   Demonstrativt vender hun ryggen til ham og hiver telefonen op af lommen. De har svaret.

   Skriv når du ankommer til Paris. Vi venter på dig. Situationen taget i betragtning udskyder vi mødet til når du når frem.

   Patricia kan ikke lade være med at ånde lettet op. Hun ved ikke, hvorfor hun havde frygtet, at de droppede hende. Hun havde jo ikke noget med skyderiet at gøre. Hun var bare et uskyldigt offer.

   Tak! Jeg skriver. Bussen er lige kørt fra Sainte-Geneviéve-des-Bois. Patricia

   Patricia har automatisk lænet sig lidt frem i sædet. Solen strømmer ind gennem ruden, og hun bager i den overfyldte bus. Manden ved siden af hende rømmer sig. ”Du skygger for lyset.” Han siger det helt nøgternt, som om det er det mest almindelige at pointere overfor ens sidemakker i en bus, som man lige har ignoreret.

   ”Du kunne bare have sat dig ved vinduet, hvis du har brug for fuld sollys for at kunne læse,” svarer Patricia. Hun flytter sig ikke, og ingen af dem siger mere resten af turen.

   Patricia koncentrerer sig om ikke at ryge over i ham, når bussen drejer, eller bare på noget som helst tidspunkt strejfe ham. Men det er rimelig svært at undgå på de forbløffende smalle bussæder.

   ”Togsæder kan også være smalle, men der er i det mindste ingen skarpe sving, som tvinger en til fysisk kontakt med sidemanden,” tænker Patricia for sig selv.

   Endnu et point til toget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...