Med mig på perronen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2017
  • Status: Færdig
Nicole Durand og Louis Blanc elsker hinanden. Patricia Leroy hader busser. Og Paul Fournier er bare en tilfældig mand, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


13Likes
4Kommentarer
1077Visninger
AA

12. 12.

Nicole Durand og Louis Blanc mødte hinanden ved en tilfældighed. Medmindre man tror på, at intet her i livet er tilfældigt. I hvert fald havde ingen af dem forberedt sig på, at de lige netop den dag skulle møde deres livs kærlighed. Men hvis man ikke møder kærligheden i Paris, hvor skal man så møde den?

   Nicole arbejdede på det tidspunkt som tjener. Og hun serverede kaffe for Louis. Klassisk. Og romantisk. Han faldt, som alle mænd beskriver det, for hendes søde smil og hendes smukke øjne. Nicole var betaget af hans milde og rolige natur.

   Hvis de selv fortæller om det, vil de sige, det var kærlighed ved første blik.

   Og som Gino Cervi sagde: ”Kærlighed ved første blik er den mest udbredte øjensygdom.” Og de var begge blevet smittet. I hvert fald så efterlod Louis sit telefonnummer ved siden af drikkepengene, og pludselig var de kærester. Et lykkeligt par med en romantisk fortælling i bagagen.

   Deres første møde.

   Men som i alle parforhold med rosenrøde begyndelser, så var der også en hage. Manden er ludoman. Kvinden er fattig. En besværlig ekskæreste. Eller måske en racistisk far. Her var der dog ingen ekskæreste eller modstandsfar. Og ingen af dem lå under fattigdomsgrænsen eller besøgte kasinoet lidt for ofte.

   Louis var samler. Og ikke bare souvenirsamleren eller kapselsamleren. Han var den helt igennem seriøse jeg-gemmer-alt samler. Dette problem kunne løses. De opholdt sig ikke i hans lejelighed. Ikke fordi Nicole havde noget problem med hans samlermani, men fordi han var flov over den. Og en flov mand skal nødigt trodses.

   Nicole havde hele livet kæmpet med ensomheden. Og Louis var den modige ridder, der tog kampen op mod hendes ellers ganske tro følgesvend. Men i nogle perioder var han der ikke til at kæmpe, og Nicole fik igen selskab af hendes gamle barndomsven.

   Når to mennesker, der normalt holder sig for sig selv, mødes, og der er sød musik mellem dem, så vil der også opstå nogle falske skingre toner. Nogle toner hvor man bare får lyst til at holde sig for ørerene.

   Nicole fandt en vej ud af ensomheden, og denne vej førte gennem Louis. Hun ønskede sin redders konstante nærvær. Louis kunne lide tosomheden, men han havde stadig brug for alenetid med sine ting og sine tanker. Og to så forskellige ønsker vil altid gnide sig mod hinanden, som neglen der skærer over kridttavlen.           

   Nicole begyndte at snakke om at flytte sammen allerede efter kun få måneder. Men hun følte sig sikker. Hendes mavefornemmelse føltes rigtig.

   Louis elskede Nicole, men han kunne ikke flytte sammen. De kendte ikke engang hinanden rigtigt endnu. Hun kendte jo slet ikke ham, og han kendte slet ikke hende. De havde bare klamret sig til hinanden, fordi de begge havde været ensomme. Og helt alene. Men måske, når de først lærte hinanden ordentligt at kende, når hun først lærte ham ordentligt at kende, så ville hun måske ikke flytte sammen alligevel.     

   Han synes ikke, de skulle træffe nogle forhastede beslutninger.

   To mennesker kan elske hinanden meget højt uden at ende sammen. Fordi frygten skiller dem ad. Og Louis Blanc var bange. Han var rigtig bange for at knytte sig til nogen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...