Endeløst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2017
  • Opdateret: 19 apr. 2018
  • Status: Igang
Lige som man tror det slut, vågner man op igen, drømmen sidder dybt i tankerne og har efterladt sig billeder og følelser. Man nærmest ønsker at man kunne leve i drømmen, men det går hurtigt op for èn at man har et liv i den virkelige verden, der er mere værd end drømmen.
Hvis man en dag ikke vågnede op af drømmen og den bare forsatte, ville den ændre sig og til hvad.

1Likes
2Kommentarer
849Visninger
AA

5. Sandheden

 Det virkede som vi havde kendt hinanden længe, "skal vi se om vi kan finde vejen til portalen" spurgte jeg.

Cecilie kiggede på mig og sagde "vi må hellere skynde os, inden den forsvinder", "Gad vide hvor langtid vi har tilbage" sagde jeg og rejste mig, "portalen er ikke blevet mindre, siden jeg vågnede op her, måske vi er kommet tættere på, eller måske tiden er gået i stå" svarede Cecilie.

Der var ikke en vind der rørte sig og det var som om der ingen temperatur var, jeg kiggede rundt for at få øje på noget mens vi vandrede igennem ørknen. sandet var fint som støv og farvet gul orange af lyset fra portalen. "Er du sulten eller tørstig" spurgte jeg "Nej, underligt nok har jeg ikke følt sult eller tørst siden jeg kom her til" svarede Cecilie.

Vi kom ikke tættere på portalen, helt uden at kigge på hinanden vidste vi at det var en uendelig rejse vi var på. Vi stod stille og stirrede på portalen, jeg ved ikke hvor langtid der var gået, men det virkede som om tiden stod stille, jeg prøvede at vende hovedet, for at sige at vi måske skulle vende tilbage til klippen, for at lede efter et spor.

Men jeg var stivnet, jeg kunne se Cecilie stod helt stift og stirrede ud i luften. Jeg var holdt op med at trække vejret.

Portalen begyndte at blinke svagt og forsvandt pludseligt og det blev fuldstændigt sort.

En dyb mandlig stemme sagde "Er du vågen, prøv at åbne øjnene". et stærkt hvidt lys blændede mig da jeg langsomt åbnede øjnene. Tre personer stod til venstre for mig, det var min bror, min far og en læge, jeg lå på en hospitals seng.

Lægen sagde "Du har ligget i koma, det er fire måneder siden du var offer for en trafik ulykke, du har brækket ryggen og er muligvis lam i benene" Lægen kiggede i sine papirer "Der er en mulighed for at du vender tilbage til en koma lignende tilstand, du har været vågen et par gange i løbet af den sidste uge".

Lyset slukkede på hospitals stuen, "Er i der, sig noget!" fremstammede jeg,  portalen begyndte at lyse op, jeg var tilbage i ørknen, jeg faldt om på jorden, tiden var begyndt at gå igen, Cecilie tog min hånd og hjalp mig op på benene igen. "Du faldt!" sagde hun "Er du ok". "Jeg er svimmel men ok og tak for du hjalp mig op" sagde jeg og smilede, "Jeg var tilbage i den virkelige verden, på hospitalet", "Vi må videre, måske vi er tæt på" sagde Cecilie med håb i stemmen.

Det virkede som om at vi vandrede i time efter time, da et træ kom tættere på, det var et kæmpe træ uden blade på, det virkede tørt og vissent, portalen lyste op bag træet, så man tydeligt kunne se de mange grene. det lignede at portalen var ved at splintres af en masse revner og med et sprang den gule portal i tusinde stykker.

Alt var sort og helt stille, braget rungede i hovedet og det føltes som om det hele sejlede rundt som at svæve i et tom rum, det sugede i maven det var som at falde med tusinde kilometer i timen. Med et blev mørket til et et blændende hvidt lys.

Nogen stemmer langt fra bevægede sig tættere på.

Er du vågen? stemmen kendte jeg det var hende clairvoyanten, jeg åbnede øjnene og kiggede direkte ind i et par brune øjne."Du ligger på jorden er der sket noget?" udbrød damen forundret. "hvor er jeg?" fremstammede jeg. "Ude for dit hus, tror du har ligget her længe, du helt våd og kold, nu skal jeg hjælpe dig op" damen tog min hånd og hjalp mig på benene. "Er du ok?", "Ja det tror jeg, jeg er lidt svimmel" sagde jeg stille, "Skal jeg ringe efter en ambulance?", jeg rømmede mig og sagde "Nej tror ikke det bliver nødvendigt, jeg må ha gået i søvne, jeg er vidst ok." "Har du brug for at snakke om noget?" smilede hun, "jeg har jo ledet efter dig noget tid". Jeg nikkede og svarede "Ja tak, vi kan sidde i min stue og få noget varmt at drikke". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...