Endeløst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2017
  • Opdateret: 19 apr. 2018
  • Status: Igang
Lige som man tror det slut, vågner man op igen, drømmen sidder dybt i tankerne og har efterladt sig billeder og følelser. Man nærmest ønsker at man kunne leve i drømmen, men det går hurtigt op for èn at man har et liv i den virkelige verden, der er mere værd end drømmen.
Hvis man en dag ikke vågnede op af drømmen og den bare forsatte, ville den ændre sig og til hvad.

1Likes
2Kommentarer
832Visninger
AA

3. Fanget

 

Hendes øjne var sorte som natten, de stirrede dybt ind i min sjæl, pupillerne blev større og større, pludselig på et sekund var hun kravlet op i sengen hele tiden stirende på mig, hun nærmest svævede kun tredive centimeter fra mit ansigt, hun åbnede munden,  et skrig der var så overdøvende højt at jeg blev svimmel og besvimede.

Et lys så dejligt, en drøm så virkelig, en verden så perfekt og smuk.

Det var alt hvad jeg kunne ønske mig, jeg kunne alt, men hvor var jeg? jeg havde aldrig set dette sted men alligevel kunne jeg genkende det, det var der jeg altid havde hørt hjemme. Der var intet der kunne forklare mig hvor jeg befandt mig. Der var kun smilende og venlig mennesker, som levede i denne perfekte verden. det var som en drøm der var gået i opfyldelse. Hvis jeg ikke skyndte mig at finde en vej tilbage ville jeg dø og muligvis være fanget her for evigt, hvem ved hvad dette sted kan ændre sig til, Drømmen jeg havde haft for et par nætter siden, havde jo ikke lige frem været god som denne. Denne her drøm blev mere virkelig og intens som tiden gik.

Alt hvad jeg kunne ønske mig, jeg skulle blot finde porten til livet, jeg bad til at den ville dukke op lige foran mig, men de kræfter jeg havde haft, der kunne få verden til at gøre lige hvad jeg tænkte, var ved at forsvinde. 

Underverden var ved at overtage min sjæl og jeg ville blive en del af denne drøm for evigt.

Jeg gispede efter vejret, der stod en mand bøjet over mig han pustede luft ned i min mund, "Han er i live! " råbte en person fra mængden.

Det var midt om natten da jeg blev lagt på en båre og kørt på hospitalet, jeg havde været offer for en trafik ulykke og lammet fra skaderne forsaget af sammenstødet, med en lastbil. Jeg huskede svagt, hvad der var sket og lå nu og tænkte på, om det kunne ha været mig der gik i søvne om natten, da jeg ikke kunne huske at ha sat mig bag rattet.

 

Et kig ud af vinduet fik det til at gå op for mig hvad der var sket, noget lyste træet op, det var mit træ. fra haven der hjemme.

Jeg var ikke i tvivl nu! jeg var fanget i drømmen, dog alting var virkeligt.

En stor portal af lys i nattens mørke, dannede et billede af træet, det var let genkendeligt, lyset måttet være en portal men den så ikke ud til at være til at komme i nærheden af, den var meget langt væk og svævede oppe på himlen blandt stjernerne.

Jeg forsøgte at rykke min en fod, det var som om jeg var ved at få lidt af mine kræfter tilbage, lyset på hospitals stuen slukkede pludseligt, det bankede på ruden og en skikkelse dukkede op, ikke udenfor men som et spejlbillede i vinduet.

Det var kvinden fra soveværelset hende der havde skreget så højt at jeg var besvimet, hun smilede! først var det et glad smil, men det blevet langsomt større, tænderne kom til syne de var spidse og blodige, med et forsvandt spejlbilledet fra vinduet.

Lyset tændte i rummet igen.

En stemme fra oven lød beroligende og gjorde mig tryg, "hvis du vil tilbage til livet må du finde den vej der føre til portalen". Det lød som hende Clairvoyanten jeg havde snakket med for et par dage siden. Jeg stod ud af sengen og stavrede på på mine stive ben hen til døren, jeg tog fat i håndtaget og åbnede døren. Et hvidt lys ramte mit ansigt og blændede mine øjne, jeg tog forsigtigt et skridt ud i det, med hænderne foran mig.

Næsten med det sammen kom hospitals gangen til til syne, men det syn der mødt mig fik det til at løbe koldt ned af ryggen og hjertet til at hoppe helt op i halsen, de grå sorte vægge indikerede at der havde været en voldsom brand, tapetet hang i laser fra vægge og loft, alt var blevet kastet rundt, senge stod på tværs og nogle lig lå spredt rundt på gangen forbrændte og forvredet i et sidste skrig. Jeg prøvede at løbe men haltede i stedet, da mit ene ben stadigt var let lammet. Jeg ville ud af dette mareridt og det kunne ikke gå hurtigt nok, jeg haltede mod skiltet hvor der stod nødudgang.

Uden at kigge mig tilbage gik jeg gennem døren og stod nu på en brandtrappe der førte ned til en mørk gyde, jeg kravlede ned af den rustne stige og hoppede det sidste stykke ned på den våde asfalt.

Den hårde landing fik mine ben til at smerte, vaklende mod gaden støttede jeg mig til den rå murstens væg. En tyk tåge dækkede for udsynet til bygningerne på den anden side af den to sporet vej.

Vejen gik til højre og ville føre mig tættere på lyset fra portalen, der knapt kunne skimtes igennem den tætte tåge. gaderne var tomme, der var ingen biler eller mennesker, de eneste tegn på liv var lys fra nogle enkelte vinduer. Et stykke længere fremme, skinnede lyset fra en butik på fortorvet og et skilt hang fra væggen hvor der stod "Alt mellem himmel og jord". i vinduet stod der nisser og julepynt. Man kunne svagt skimte en skikkelse bag en skranke. En lille klokke ringede da døren åbnede, en ældre mands stemme brød stilheden "God aften den herre! velkommen til alt mellem himmel og jord" en kort pause "ja navnet siger sig selv, er der noget jeg kan hjælpe dig med?", Uden at tænke for meget over det udbrød jeg "Hvor er jeg henne? eller jeg mener hvad hedder byen?", manden kiggede igennem sine små briller og smilede "Det kan jeg ikke hjælpe dig med, for dette sted har ikke et navn" han rømmede sig og sagde "Vi har altid været hèr, og sådan har det altid været". han vendte sig og gik ud i baglokalet. Jeg stod og ventede lidt og besluttede mig til at gå videre ned af gaden, for at finde portalen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...