Endeløst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2017
  • Opdateret: 19 apr. 2018
  • Status: Igang
Lige som man tror det slut, vågner man op igen, drømmen sidder dybt i tankerne og har efterladt sig billeder og følelser. Man nærmest ønsker at man kunne leve i drømmen, men det går hurtigt op for èn at man har et liv i den virkelige verden, der er mere værd end drømmen.
Hvis man en dag ikke vågnede op af drømmen og den bare forsatte, ville den ændre sig og til hvad.

1Likes
2Kommentarer
831Visninger
AA

4. Evigheden

Lyset fra portalen, blev svagt hver gang jeg kiggede op på himlen, jeg havde nu gået længere end jeg brød mig om, det var som om at gaderne var de samme, forskellige butikker men ingen af dem havde åbent og intet lys eller gadelygter.

Det begyndte at sne små lette fnug der dalede stille ned og lagde sig på den kolde våde asfalt, jeg kiggede ned af en blind gyde da jeg fik øje på en skikkelse i mørket det hurtigt bevægende sig ind bag ved en affalds kontainer, jeg råbte "Vent, stop, hvem er du!", et hovedet stak ud bag kontaineren , det lignede en dame med langt sort hår. Jeg begyndte at løbe ned af gyden, men det var som om den bare blev længere og længere og jeg kunne ikke nå at se hvem personen var før den forsvandt om bag ved muren der gjorde gaden til en blindgyde. jeg stoppede forpustet og så at jeg kun var halv vejs i gyden dog den kun var tyve meter lang. Langsomt og forvirret vente jeg mig om og for at gå til bage til vejen jeg kom fra, et forfærdeligt syn fik blodet i årene til at stivne, gaden havde forvandlet sig til et flamme hav af brændende bygninger, skrigene fra mennesker der løb rundt fik mig til at gispe efter vejret, den stærke røg fik det til at sortne øjnene. hvor langtid der var gået havde jeg ingen ide om da jeg slog øjnene op igen.

En orange og rød himmel med en sort baggrund fra universets tomhed, jeg satte mig op og opdagede jeg befandt mig på toppen af en bakke over to hundrede meter over en gold sand ørken, intet tegn på liv kun den gule portal spredte et lys over ørkenen.

"Hej du må være den de har snakket om" lød en skinger stemme, "Hvem der! hvor er du" svarede jeg forbavset og drejede hovedet for at finde ud af hvor stemmen kom fra, "Jeg står her nede" jeg kiggede ned af skråningen og fik øje på en person, tre fire meter nede under klipperne hvor jeg sad. det var en dame med langt sort hår det kunne være hende fra gyden og hun mindede lidt om hende, der havde hjemsøgt mig igennem dette mareridt.

"Hvad laver jeg her, hvad er dette sted?" spurgte jeg mens jeg rejste mig op. "Jeg ved det ærligt talt ikke svarede hun mens hun kravlede op i mod mig langs klippe væggen, men jeg tror vi er fanget i en dimension mellem livet og døden og portalen er vejen videre". "Jeg kender den samme historie" svarede jeg "det er en vandre historie man fortæller sent om aften rundt om et bål, jeg havde aldrig troet det ville være sandt". Damen satte sig ved siden af mig og introducerede sig selv "Mit navn er Cecilie, jeg har været her så længe at jeg er begyndt at glemme hvor jeg kom fra, jeg var indlagt på et hospital da jeg begyndte at få nogle forfærdelige mareridt", "det samme her, jeg er næsten sikker på jeg så dig i mine drømme" svarede jeg "også mig jeg så dig i vinduet lige inden jeg endte op her" sagde hun let forbavset "måske det er det samme hospital" sagde jeg mens jeg kiggede på hendes ansigt for at se om jeg kunne genkende hende, hendes øjne var sorte det lignede hende meget godt, dog mere venlig og smuk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...