Bombshell (Dansk)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Færdig
Et tilbud byder på en sexbombe og et valg

— Brønderslev Forfatterskole Novelle Samling 2017

0Likes
0Kommentarer
135Visninger

1. Bombshell

 

Han hev TV-stikket ud.

TV-skærmen i hjørnet af hans smalle værelse, der som regel lugtede af indelukkethed, gik i sort i løbet af et hjerteslag. Han satte sine håndflader på gulvtæppet og strakte sine lange nudelben. De sov begge to, han havde siddet i den samme stilling i over fem timer.

”Dominik?” Lyden af hans fars stemme gav genlyd i gangen imellem køkkenet og hans værelse.

”Hvad?”

”Det er vask mig op-dag!” råbte faren, der sad lænet tilbage i sin stol ved spisebordet.

Hans mørke skæg var blevet så langt, at han fik det i munden, når han spiste sine morgenboller, og hårgrænsen sad for langt tilbage.

”Ja ja, jeg kommer.”

Hvis der var noget, Dominik hadede, så var det at blive bedt om at vaske op, imens han var i gang med at spille.

Han rejste sig og gik ud i entreen. Han gav den krakelerende hoveddør et kort blik og placerede sin fod – som han troede på var sin egen, selv om han stadig ikke kunne mærke den – på dørtærsklen, der separerede de to rum. Han kastede et blik på bunken af beskidt bestik og køkkengrej.

Der var to tallerkner, det var der jo altid.

Dominik gik over til vasken, tog et viskestykke og en opvaskeklud og gik så ellers i gang. Da han skulle til at åbne vandhanen, lød der et hårdt, tungt bank af knytnæve på hoveddøren, som han for et par sekunder siden havde kigget håbefuldt på.

”Jeg åbner!” råbte han ekstatisk og smed alt, han havde i hænderne.

Døren blev åbnet med et sus, og på cementtrappen stod Dominiks barndomsven Michael med sit tjavsede halmballefarvede hår og et ejendommeligt glimt i øjet.

”Guess what?” sagde han med sin sædvanlige amerikanske accent.

Dominik trak på skuldrene og lagde hovedet på skrå.

”Hvad?” spurgte han, et af hans markante øjenbryn løftede sig fra sin sædvanlige plads.

”Luk mig dog ind, så ska’ jeg nok spilde det.” Michael masede sig igennem ham og døren, tog en skarp drejning ind i hans værelse og satte sig på sengen, der ikke var blevet skiftet ud, siden han var femten.

”Du virker anderledes?” Ordene røg ud af Dominiks mund.

Normalt ville Michael kun dukke op fredag aften, så de kunne snige sig ind til naboen Richards garage og bruge den som deres ”hangout place”, indtil han kom hjem fra arbejde søndag eftermiddag.

De ville bruge tiden på at se porno og spille videospil med et gammelt 15 tommer TV som Michael plejede at tage med under armen. Ellers ville han primært se på Michael, imens han rodede med gammelt fyrværkerikrudt og bandede over skruer, han ikke kunne finde, fordi han havde brugt dem til at holde sine gardiner oppe.

”Anderledes?” Michael så underligt på ham, som om han var dum – hvilket han var, men det var ikke noget, han gad, at folk trådte i. Dominik satte sig ved siden af Michael.

”Anyway, ka’ du huske ham Kristian, jeg har snakket om i nogen tid?” Michael lænede sig frem på sengen, hans mørke øjne lyste op som lanterner i det svagt belyste værelse. Der var kun et lille vindue i rummet.

Dominik løftede hovedet, så tilbage på Michael og nikkede kort. Michael nikkede tilbage og fortsatte, hans fod tappede utålmodigt mod gulvtæppets overflade, imens han puttede hænderne i lommerne på sine cargobukser, som han gik i på grund af de store lommer.

”Altså, Kristian lavede sådan en slags klub, efter han droppede ud af gymnasiet, ka’ du ikke huske jeg nævnte det, for nogen tid siden?” sagde Michael, med et blik der søgte efter validering.

Selvom Dominik ikke helt kunne huske det, nikkede han stadig ivrigt, i håb om, at Michael kom videre med historien.

”Nå, det er sgu også lige meget, pointen er, at han har inviteret os ind i den!” Michael kunne ikke skjule sin spænding.

”Øh … fedt.” Dominik rettede sine hasselfarvede øjne mod den store bunke af beskidt undertøj ovre i hjørnet af værelset, der tiggede om at blive puttet i vaskemaskinen, før de blev et med gulvets bakterier.

De havde alle en sædplet eller to i forskellige størrelser, og omme hvor røvballerne klapper sammen om stoffet, var der også altid en lorteplet, der ikke kunne komme af, lige meget hvor meget vaskepulver man skrubbede i det.

Michael hoppede op fra sengen og løb over til den halvt-åbne dør igen, kiggede hurtigt tilbage på Dominik og udbrød: ”C’mon, hva’ venter du på, sæddryp?”

 

De to makkere gik ned ad gaden, kursen var sat mod strøget, der lignet en bredere gade mere end et strøg. Klubbens hovedkvarter lå åbenbart i en forladt gyde inde i centrum.

”Hva’ er det for en slags klub?” Dominik kunne mærke nysgerrigheden simre i sig nu, en nysgerrighed, han følte sjældent.

”Tror det noget omkring videospil?” Michaels fødder gik ud af takt, da han begyndte at tænke, og til sidst stoppede han op og vendte sig om.

”Du ved ikke, hva’ for en klub det er, men du sagde ”jamen, tak du!” til tilbuddet alligevel? Hvad nu hvis de er rockere, eller sådan?” Dominik pressede læberne sammen og tog sig til panden.

”Fuck dig, mand, det bliver sgu sjovt, la’ vær at være så pessimistisk.” Michael vendte sig brat om og gik videre, hans takt hurtigere end før. Dominik var nødt til at løbe for at kunne indhente ham.

 

En stilhed bredte sig, da den rustne metaldør til klubben blev åbnet, og de to stillede sig i døråbningen til rummet, der var blevet angrebet af skimmelsvamp. Snesevis af øjne stirrede på dem, da de trådte ind, og Dominik undrende sig over, hvorfor klubbens mødested var i en forladt kælder.

”Du kommer for sent,” sagde en lav stemme.

Ejeren af stemmen var klædt i mørke, hans ansigt uigenkendeligt i det sorte. Da han trådte frem, kom hans gyldne hud til syne.

Michael hævede stemmen: ”Hva’, hvor er videospillene?”

Der var stadig stille blandt flokken af folk. Den høje mand valgte at bryde isen.

”De er oppe på førstesal, det er ikke det, vi er kommet for at snakke om,” sagde manden og tog en pakke smøger op af lommen. Et af fårene fra flokken tændte lampen i loftet og stillede sig tilbage i mængden. Det uskarpe omrids af klubbens medlemmer blev erstattet af en overdreven klarhed.

”Hva’ så, Kristian?”

Da Dominik mærkede, at Michael også blev nervøs, var det som en dårlig mavepine, der spredte sig. Kristian så ud til at more sig, og hjørnet af hans mundvig løftede sig som i et forsøg på at dæmpe deres bekymringer.

”Vi snakker om de sidste forberedelser til festen med en anden klub i morgen,” forklarede Kristian, der tydeligvis var lederen af fårene.

”Det bliver sygt nice!” sagde en af de andre, og med det var der en snak på lavt blus, der spredte sig, og det varmede Dominiks kinder, som brændende kakao på en kold vinterdag. Men midt i varmen blev han nervøs: Han vidste ikke, om han skulle være spændt, igennem de sidste par år af hans liv havde alt stået stille. Han kunne nærmest ikke huske, hvornår han sidst havde været til en fest.

”Hvor ska’ den foregå, Kristian?” spurgte et af fårene.

”I Aarhus,” svarede han, imens han løftede den kræftfremkaldende smøg op til de tørre læber. Da han havde pustet det meste af røgen ud af lungerne, kiggede han Dominik i øjnene.

”Og hvad med dig? Skal du også med?” spurgte Kristian.

”Jo, det lyder da fedt nok,” sagde han og vendte hurtigt hovedet i et forsøg på at undgå hans blik.

Der var noget ved øjnene.

Så snart han havde tænkt den tanke, begyndte folk at gå igen. Han syntes, det var underligt, siden de lige var ankommet, det var, som om de var kommet forgæves.

”Kommer du, sæddryp?” Det var Michael. Dominik vendte hovedet til ham og blev mødt af et smørret smil.

”Ja, ja,” sagde han.

 

Michael sendte ham en besked den næste morgen. Han havde tydeligvis lirket tidspunktet for festen ud af Kristian, en af den slags ting, Michael var god til, noget han beundrede, fordi han ikke var.

Der var noget, der mindede ham om kast-op, når han så på troldene, der bevægede sig rundt på den pixelerede TV-skærm.

Festen var i aften. Han skulle nok gøre sig klar. Senere. Helten på skærmen kom tættere på hæren af trolde. Helten stak sit sværd i en. Den døde. Helten blev ved. Indtil en trold åd ham.

Game Over.

I reaktion kastede han controlleren over i hjørnet sammen med hans bjerg af underhakkere. Han havde siddet der i fem timer igen, benene sov, igen.

Han besluttede sig for at åbne skabet ved siden af hans seng.

Ud kom der en lavine af tøj, som hans far havde vasket tirsdagen før. Han klædte sig på, strakte sine ben og kunne først føle dem efter deres sædvanlige møde med køkkendørtærsklen.

Efter aftensmaden tog han i dørhåndtaget og gik ud til et lagen af støvregn, og der stod en firkantet skodbil parkeret skråt mod kantstenen, med gule forlygter og en dvælende stank af cigaret i sæderne, som han mærkede, da han hoppede ind på bagsædet.

Han lænede sig tilbage i de hullede sæder, der forhåbentligt havde set bedre dage. De kørte i hold, fem i hver bil.

Ved siden af ham sad en mørkhåret pige med et modermærke på kinden, hun fægtede med hænderne under hele turen og undskyldte, når hun ramte ham i ansigtet – hvilket var tit. Han havde ikke sele på, den sad fast i mekanismen. Vinduerne var så fedtede til, at der ikke var nogen grund til, at de stadig sad i, og han måtte finde et alternativ. Han kiggede i stedet på sine fødder – alternativet.

De stoppede ved et faldefærdigt hus ved enden af byen. Føreren af bilen steg ud og gik personerne i møde, der var kommet ud af husets hoveddør.

Han gjorde et sidste forsøg på at kigge ud af vinduet. Igennem fingeraftrykkene og de fedtede pletter spottede han Kristian og en lavere pige med den samme gyldenbrune hud. Kristian satte sig ind på forsædet, imens pigen satte sig på bagsædet, sammen med ham.

Pigen med de store armbevægelser gik straks ind i en unødvendig samtale med hende for at undgå den skræmmende stilhed, det eneste, han hørte, var vekslingen af navne.

Elise, pigen med den gyldne hud hed Elise.

Det var et usædvanlig skandinavisk navn, men hendes hår var sort som en skorstensfejer, og de pæregrønne øjne kiggede nysgerrigt rundt. Da de mødtes med hans, smilte hun blidt.

”Og dig?” spurgte Elise.

Han havde ikke hørt, hvad de havde sagt.

”Øh, hørte ikke, hvad I snakkede om …” sagde han og skammede sig.

”Åh, det er lige meget. Hvad hedder du?” Elise krydsede benene og strakte halsen, eftersom pigen ved siden af skyggede for hans figur.

”Dominik.”

”Det var da et besynderligt navn,” sagde hun med rynket pande, men det blev hurtigt erstattet af hendes blide smil.

Forruden på bilen begyndte at klare op, da regnvejret tyndede ud. Igennem skyerne, der hang som vasketøj på himlen, stak en mild sol næsen frem. Da landskabet endelig kom til syne, stoppede de ved siden af en gammel grusvej på hjørnet af tankstationen. Chaufføren havde tænkt sig at løbe ind og købe en sixpack, pigen ved siden af ham blev siddende i bilen.

Han skulle pisse.

Alle vidste, at toiletter på tankstationer var bombarderet med parasitter og røvorme, så alle, der skulle pisse, løb ud i skoven med bukserne halvt nede om benene. Han stillede sig ved siden af en busk og tog dolken ud. Blæren blev langsomt tømt.

Det var der, han hørte lyden af visne blad, der blev knust under et par sko.

Elise kom til syne, hendes mørke hår glinsede i det sidste lys fra solen. Det var først der, at han huskede, han stadig havde pikken ude i slagmarken, og hans kinder brusede, deres røde glød måtte være umulig at overse.

Hun blinkede et par gange, tydeligvis uskyldigt. Det var først efter det tredje blink, at hendes blik vandrede ned til hans pik. Indeni skreg han.

”Undskyld!” råbte hun med den ellers milde stemme, der mindede ham om vaniljekage.

Hun vendte hovedet den anden vej og gemte ansigtet bag sine små håndflader.

Han havde aldrig taget sine bukser på så hurtigt før, ikke engang de mandag morgner, hvor han havde sovet for længe og først kom i tanker om til morgenmaden, at han havde eksamen den dag.

Han bed sig i læben: ”Ej, fuck, undskyld Elise, jeg hørte dig fandme ikke!”

Elise løftede sit blik til ham igen og et suk af lettelse lød da hun så at han havde bukser på igen.

”Skal du have en Marsbar?” spurgte Elise, hun slæbte ham ud af sit eget hoved.

Han tog imod Marsbaren, hun havde i hånden, og rev papiret af.

Og så lo hun. Så afslappet, at man skulle tro, det var en daglig begivenhed for hende at finde fyre i birkeskove med pikken ude, stadig dryppende af pis.

”Kom, de andre venter.” Elise slog hælen i jorden og vendte sig lige så yndefuldt om, hendes hænder svajede fra side til side imens hun gik, og han kunne ikke gøre andet, end at følge hendes fodspor.

 

Marsbar-papiret lå ved hans lår. Han kiggede på det, han havde lyst til at putte det i lommen. Skodbilen parkerede skråt imod huset, hvor festen skulle tage sted, han tog om Marsbar-papiret og stoppede det i lommen på sin jakke.

Allerede udenfor kunne de høre musikken gennem de tynde vægge. De spillede noget, han ikke følte for, men de andre virkede spændte.

Elise gik før ham, op af de tre smalle trappetrin til hoveddøren. Så snart de trådte ind, blev de mødt af en stank af kast op og billigt sprøjt.

Det var en typisk fest. De røde plastikkrus fyldt til randen med vodka og de forladte chips i alle kroge og hynder var som noget ud af en amerikansk growing up-film.

Han satte sig i hynderne og fik hurtigt anskaffet sig et rødt plastikkrus. De mange farverige lys på de hvide vægge, der blændede en, og musikken fra stereosættet blev til en larm, som han havde mest lyst til at flygte fra.

Efter et par timer satte han i sin frustration kursen mod et af gæsteværelserne. Hvide vægge mødte ham med deres tomhed, og han satte sig på den lige så hvide seng i hjørnet af værelset.

Han hørte stemmer. De syntes at komme fra gulvet. Han satte kruset med vodka på natbordet og pressede sit øre ned mod gulvbrædderne. Stemmerne var utydelige, han kunne ikke forstå, hvad de sagde til hinanden. Nysgerrigheden i hans mave simrede som suppe over et blus, og det kildede i halsen.

Han åbnede døren. Han glemte sit røde krus.

Dominik maste sig igennem den overraskende mængde af folk, han stoppede op ved udgangen til stuen.

”Hvo’ …” var der en pige, der mumlede, imens hun trak ham i skulderen. Da han vendte hovedet for at afvise hende, så han, hvem det var. ”Hvor … min bror?” spurgte hun. ”Kristian?”

”Det, det ved jeg ikke.” Hans øjne blev store, den ellers så uskyldige ungmø, den sorte fugleunge – Elise – stod og hang på ham, en stærk lugt af øl, hver gang hun åbnede munden.

”Du …” Hun prøvede at fokusere på ham. ”Du, rigtig … fin.” Hun hikkede og smilte, indtil hendes kinder blev røde.

Situationen kom ud af kontrol, da han følte hendes hånd på sin nakke, og uden videre advarsel løftede hun ansigtet op mod hans og lænede sig mod hans krop, hendes vægt overvældende, selv om hun så så spinkel ud.

Hun stak tungen ned i halsen på ham, hendes hænder holdt rundt om hans nakke, så han havde svært ved at flygte.

Han skubbede til Elise.

Så hårdt endda, at hun vaklede tilbage, men hun nåede heldigvis at gribe fat i en skabslåge. I overraskelse over sig selv løb Dominik.

Han løb ind i det eneste badeværelse i huset og låste døren. Han måtte vente, til alle havde fået nok af at slå på døren og rykke i håndtaget. Han satte sig på toiletsædet, trak knæene op til hagen.

Det var der, at han hørte stemmerne igen – gennem toilettets vindue ud til baghaven, der stod åbent. Denne gang kunne han forstå, hvad de sagde.

”Har tænkt over tilbuddet, Kristian,” sagde en stemme.

Accenten var amerikansk, han genkendte den straks.

”Hvad siger du?” spurgte Kristian.

”Jeg er med.”

”Du får en sum for det, men husk, det meste af det her er frivilligt, det er ik’ børnepjat.”

Han forstod ikke, hvad Kristian snakkede om. Herregud, han vidste heller ikke, hvad det var, Michael snakkede om.

”Så, jeg laver dem bare, og så er det dét, eller hva’?” sagde Michael.

Han løftede hovedet op til vinduet, så han kunne se, hvem der snakkede. Han havde ret, det var Michael og Kristian.

”Pretty much,” sagde Kristian og tog et hiv af smøgen, han holdt om.

 

Klokken var halv seks om aftenen.

Dominik havde brugt flere af dagene efter festen på at ligge temmelig meget i sin seng. Det eneste, han havde tænkt over i de dage, var, om han kunne have hørt rigtigt.

Uret på væggen tikkede, og lige som den ramte tyve i, fik han en besked på sin mobil.

”Hænge ud i aften eller hva’?”

Michael.

Han havde en mærkelig fornemmelse i maven. Den sagde ham, at Michael havde fået sig selv ud i noget lort. Det havde han altid været god til, men han var på en eller anden måde blevet endnu bedre til det, efter at hans mor var faldet ned fra taget for to år siden.

”Kommer,” skrev han og rejste sig fra sengen.

 

Porten til Richards garage var klædt i orange sollys. Dominik havde hænderne i lommerne på grund af den snigende kulde, og han sneg sig under den halvt-åbne port. Det første, han så, da han kom ind, var stykker af et vandrør, søm og en flaske af klorat, der stod på en papkasse midt på gulvet.

Han så sig yderligere om og fandt et skelet til noget, der kunne ligne et hjemmelavet batteri.

Michael kom til syne i døren til huset, hans arme krydsede og et øjenbryn løftet.

”Hva’ synes du? Det skrider fremad, ik?” Han gik over til Dominik med triumf i øjet.

”Hvad er det?” Dominik kunne ikke lade være med at spørge.

”En bombe, hvad troede du?”

Der blev stille, og det gik op for Dominik i det splitsekund, hvad hans barndomsven havde tænkt sig.

”Hvad fanden laver du?” sagde han.

”Hva’ mener du med, hvad fanden jeg laver?” spurgte Michael. Dominik kunne næsten forestille sig flammerne titte ud af den sløsede drengs næsebor.

”Du er jo syg …” Dominik kunne ikke få mere frem, chokket havde ramt ham som en pil i brystet. Han havde godt bemærket, at Michael havde opført sig underligt, men hjemmelavede bomber, det var lidt større end at være ude at skide.

”Du ku’ jo fandme have slået dig selv ihjel, mand!” råbte han, hans blod kogte. Han havde ikke lyst, han ville ikke, sådan noget var bare for fucked op.

”Det sker i morgen, inde i centrum, i stormagasinet klokken 13:43 sharp,” sagde Michael og satte sig ned, hans sorte blik borede sig ned i gulvet, imens han skruede på vandrørene.

Der var ingen tvivl i Michaels stemme, idioten havde virkelig tænkt sig at gøre det, og han vidste ikke, hvordan han selv havde tænkt sig at bære sig an, om han skulle sige fra eller melde sig selv ud. Det kunne han ved Gud ikke, så store nosser havde han ikke.

I midten af det hele bippede hans mobil, og han gravede i lommen efter den. Det var Elise.

”Vil du ud og have aftensmad på et tidspunkt? Jeg giver. Det er da vist det mindste, jeg kan gøre, efter det der til festen.”

Hvorfor skulle hun skrive til ham lige nu, han tog sig til panden, og da han flyttede sin hånd igen, var den fugtig af sved. Han tastede beskeden ind uden at tænke på, hvad hun ville svare.

”Nej, jeg kan ikke, undskyld.”

Dominik stoppede mobilen tilbage i lommen.

”Det er fucked, Michael.” Hans stemme blev lavere. Han kunne forestille sig næste dags scenarie på en prik: Fire timers søvn, håndjern og sårede mennesker spredt ud over et stormagasingulv.

”Hvorfor er du altid sådan en sjatpisser, vær dog en mand for en gangs skyld. Det her er vores debut, hvis vi ikke præsterer nu, så får vi aldrig deres respekt, you got it?” Michaels skrappe tone gjorde ikke hans bekymringer mindre, tværtimod.

De mødte hinandens blikke kort, og efter Michaels sidste ord var sagt, vendte han hovedet igen og skruede videre.

Der var noget ved øjnene.

Dominik nikkede kort og mumlede noget usammenhængende, før han sukkede og lod sig synke ned i en gammel lænestol. Han tog sig til hovedet og kiggede kort på Michael.

”Er du med eller ej?” Det var det eneste, Michael sagde. Dominik tøvede, men der var noget, der sagde ham, at det at sige nej ville være en dårlig beslutning.

”Jo, jo det er jeg,” sagde han, bevidst om, at han skulle sige det så overbevisende som muligt, så Michael ikke tvivlede i et sekund på, hvad han sagde.

”Godt. I morgen, 13:43,” sagde Michael, hans øjne mødte ikke Dominiks. Der var stille igen, indtil det blev for meget for ham.

”Hvorfor?” Det røg ud af Dominik, det var det eneste, han tænkte på.

”Hva’ fanden tror du, din idiot? Vores samfund er fucked, skatterne er for høje, og vi bliver voldtaget af de rige hver dag, hvis vi ikke taler med store bogstaver, hvem fanden vil så nogensinde fatte noget som helst?” sagde Michael, ordene lavet af syre.

Dominik tog det som en afslutning på samtalen, han nikkede kort, før han gik tilbage af den vej, han var kommet fra.

Udenfor var solen ved at gå ned under birketræernes kroner, deres hvide stammer skinnede i det varme lys fra den trætte sol, der havde været igennem en hård arbejdsdag. Han sprang over det faldefærdige gelænder, der delte Richards have og lejlighederne fra hinanden.

Med tunge skridt gik han op af trapperne og låste op for sig selv. Hans far sov. Han ville også sove, men han kunne ikke. Tankerne var for meget for ham, han svedte, og lagnerne blev til sidst for varme til at ligge med.

Han lå længe og kiggede på sprækken i loftet, den så ud til at blive større, den spredte sig til væggene og åd ham levende.

Klokken fire om morgenen tog han mobilen fra natbordet, låste den op, indtastede et nummer på displayet og løftede den til øret med rystende hænder. Der gik noget tid, før bippet stoppede, og en kvindes stemme lød på den anden side.

”Det er 112, hvad er din anmeldelse?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...