Dreams

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2017
  • Opdateret: 17 aug. 2017
  • Status: Igang
17 årige Hailey lider af nogle vanvittige drømme fyldt med frygt og fare. Hendes mor aner intet om det og Hailey frygter hvad der vil ske med hende hvis folk fandt ud af at hun er "sindsyg".
Hun havde hørt hvad de gjorde med sindsyge folk. De blev sendt på den lukkede afdeling. En psykiatrisk afdeling.

1Likes
2Kommentarer
143Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det var befriende endelig at ligge i sin seng og kigge op på det stjerne beklædte loft. Jeg nød bare roen. Lige indtil der blev banket på døren, jeg var udemærket klar over hvem det var. Mor.

Hun åbnede stille døren og hendes hovede tittede frem. 

“Må jeg komme ind?” Spurgte hun forsigtigt. Jeg nikkede og hun satte sig på min seng.

“Hvor var dine tanker under middagen, hvad tænkte du på?” Hun kiggede nervøst på mig og jeg forsøgte at smile til hende som om alt var fint.
“Det var ikke noget mor, gætter på jeg bare var lidt træt” Hun så ikke tilfreds ud med svaret og sad længe bare og kiggede på mig. Hun forventede at jeg sagde noget.

Vi sad i stilhed i et par minutter, men det føltes som en evighed. Den akavede stemning hvor ingen siger noget, men en skal.

“Mor… Jeg tror jeg har et problem” Mine øjne var våde. Jeg havde givet op. Det var på tide.

Hun satte sig ret op og så lige pludselig meget mere interesseret ud.

“Jeg har de her drømme, de her vanvittige drømme. I mine drømme dør der altid en eller flere”

Hun var forvirret og kiggede bare mærkeligt på mig, som om hun var tom for ord. Vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere. 

“I drømmene.. Er det altid mig der dræber dem. Jeg har denne kniv som bliver brugt mod alle ofrene. Det føles så ægte. Jeg kan smage blodet, mærke kniven trænge ind”

Hun så nu rædselslagen ud.

“Hvor længe har det stået på?” 

“Omkring 5 måneder gætter jeg på.. Mor det dræber mig, jeg tør nærmest ikke sove længere” 

Hun begyndte at græde. Hun rejste sig stille og på vejen ud, vendte hun sig.

“Vi skal nok løse det her”
Det var de sidste ord jeg hørte fra hende den aften. Jeg var chokeret over at det var det eneste hun havde at sige. Jeg havde lige fortalt hende om frygten for at sove, mig være en morder i alle mine drømme. 

 

Tiden var kommet. Ligesom alle dage. Det var tid til at sove. Jeg lå længe og tænkte over hvem der mon ville dø denne gang. Mine øjne blev sløvere og sløvere.

 

“HAILEY! MORGENMAD!” Min mors skingre stemme brød gennem min drøm og vækkede mig med øjnene fulde af tårer. Jeg forsøgte at huske hvem det var gået ud over og der gik ikke længe før det var klart. Jeg havde dræbt min onkel, lige efter middagen. 

Jeg prøvede hårdt at få drømmen ud af mine tanker, men de forsvandt aldrig helt. De hjemsøgte mig dagen lang.

 

Duften af pandekager og sirup ramte mig med det samme jeg trådte ind i køkkenet. Min mor sad klar.

“Hvad sker der her?” Min mor lavede aldrig pandekager, især ikke til morgenmad. 

“Det kunne bare være lidt dejligt med nogle pandekager” Hun løj, jeg vidste det, hun vidste det. Det var på grund af det jeg fortalte hende igår. 

Det var hendes måde at have medlidenhed med mig på. Lave pandekager.

Jeg satte mig overfor hende og begyndte at øse op. Hun smilede til mig, og jeg fik lavet et halvt smil til hende. Lidt kejtet. Jeg kunne ikke helt forstå hele den her situation, det lignede hende slet ikke.

Der gik ikke længe før det gik op for mig at der var noget i gære. 

 

En bil parkerede lige ude foran vores hus og to sekunder efter var der nogle ved døren. Min mor var oppe før de overhovedet ringede på klokken. 

Hun skyndte sig ud til døren og kom ind med to store mænd. 

Jeg kiggede skiftevis forvirret på min mor og de to mænd. 

“Undskyld skat” Hun undgik mit blik. Det gik op for mig hvad hun havde gjort. De to mænd havde fat i mig inden jeg kunne gøre noget. Jeg havde aldrig kæmpet så meget i mit liv før. Men de var stærkere end mig, meget.

“HVORDAN KUNNE DU MOR!!” Skreg jeg grædende af hende. 

Hun græd selv meget nu, men kiggede meget stadig ikke i øjnene.

“SE DOG PÅ MIG, DU DRÆBER MIG AF DET HER!” Jeg ramte hende med de ord. Det fangede hendes blik i fem sekunder før døren blev lukket bag mig. 

Jeg kæmpede stadig mod de to mænd, men jeg vidste godt at det var en umulig opgave. Det var sådan mit liv var nu. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...