Anna helt for sig selv

Anna er en pige med mange tanker, men hun udtrykker dem sjældent, indtil hun møder en person som hende selv, et stankelbens person.

3Likes
2Kommentarer
40Visninger

1. Stankelben

Lige om lidt er jeg totalt til grin. "1, 2, 3, løb!" er de sidste ord jeg vil høre endnu engang. 

"1, 2, 3, løb!" Fuck, er det eneste jeg kan tænke. Jeg sætter gang i de alt for lange stankelben, og kan allerede mærke at jeg er træt. Jeg har allermest lyst til bare at ligge mig ned på jorden, og finde figurer i skyerne, lige der midt på løbebanen. Jeg kigger ned mod mine stankelben, som overraskende nok stadig er igang. Jeg kan høre mit hjerte banke så højt som min idræts-lærer heppe på mine klassekammerater, som faktisk ikke er så meget foran, det har da været værre. Gud hvor er jeg træt. Hvorfor stopper jeg ikke bare? De kan sgu da ikke bare bestemme, at jeg skal lø-

Jeg snubler over mine stankelben, bum, hovedet først. Jeg ruller, så jeg lægger på ryggen og kigger op på skyerne. Jeg rejser mig ikke, det ville være endnu mere pinligt. Jeg tror bare jeg bliver liggende her, midt på løbebanen. Det er rart, men min brystkasse bevæger sig som en sindssyg, jeg hiver stadig efter vejret. 

En elefantsky, en paraplysky.. En hånd? Foran mit ansigt? 

"Hey, tag fat" siger en ukendt stemme.

Jeg tager fat i hånden, den er svedig, ligesom min. Lækkert. Jeg får rejst mig, lidt for hurtigt dog.

"Takkk" når jeg lige at få sagt, på en måde som får mig til at lyde uintelligent.

 Alt snurrer rundt, jeg ligger på jorden igen. Godt gået tænker jeg bare. Jeg blinker et par gange, indtil jeg faktisk kan se noget.

"Oh shit, er du okay" stammer en person, som tydeligvis ikke ved hvad han skal stille op. Jeg har aldrig set ham før.

Stilhed.

"Ja.-ah" får jeg presset ud af mig. 

Han lægger sig ned ved siden af mig, jeps, jeg ligger stadig på jorden. 

"Hvad kigger du på?" 

Øhm, hvad mener han dog, og hvem er han? "Jeg, jeg kigger bare på skyerne"

"Skyerne, skyer, det er sådan et godt ord, synes du ikke?" 

Hvad? 

"Tjo, det er det vel" Jeg sætter mig op.

Han sætter sig op, og rækker hånden frem. "Jeg hedder Tristan, og jeg har glemt mit håndklæde, på min første skoledag til idræt" 

Jeg kigger ham i øjnene, og griner. 

"Heh" 

Han har sådan et nedstirrende blik, ikke sådan ubehageligt. Men sådan, jeg tør næsten ikke kigge ham i øjnene fordi jeg er for bange for, ja, det ved jeg ikke. Jeg tør i hvert fald ikke. Gud, jeg har ikke sagt mit navn.

"Anna, jeg hedder Anna. Og jeg er virkelig dårlig til idræt, og til at styre mine stankelben"

Super fin introduktion af mig selv, nu ved han da i hvert fald at han ikke skal omgås mig. 

"Cool"

Han rejser sig, jeg rejser mig.

Jeg kan ikke lade være med at give ham elevatorblikket, han har mørkebrunt hår, en blå hoodie og sorte shorts på.

Han har stankelben.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...