Trolddomsseglet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2018
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1564Visninger
AA

7. Kapitel 7

 

En buldrende hovedpine. En kogende varme. Varme … Solen? Nejnej, det kunne ikke passe. Det var tidligt om morgenen, ikke midt på dagen!

Elrom åbnede øjnene. Den skarpe sol mødte hans blik med skærende stråler, og han blev nødt til at knibe øjnene sammen. Det var rigtig nok. Midt på dagen. Solen bagede ned på ham, og ikke en eneste brise var at mærke.

Han så sig om med et sløret blik. Lige meget hvor han så, var udsigten af et bart landskab domineret af mørke striber. Han ændrede sit fokus på striberne. Et jag af frygt jog igennem ham.

Tremmer!

Han forsøgte at sætte sig op, og trods overbalance og den buldrende hovedpine lykkedes det ham. Hvor var Mida, Mat of hr. Stannon? Elrom rejste sig op. Han nåede akkurat at tage fat i de lodrette tremmer omkring ham da han mærkede at hele buret gyngede under hans vægt. Elrom tog igen et kig på sine omgivelser. Han kunne se Centerskoven langt borte. I modsatte retning så han noget højt helt tættere på. Det lignede et tårn af en slags sammen med en masse trekanter. Var det den by Doroliir snakkede om? Syrakos?

”Elrom,” lød en stønnen.

Han vendte sig om med et sæt, og så Mida i et bur ved siden af sig. Hun så sølle ud. Hun lå med et træt blik med den ene arm hvilene imellem tremmerne under sig.

”Mida! Hvad er der sket?”

Nu vendte det hele tilbage. Kroejeren der var blevet myrdet på mystisk vis. Menneskene der uden videre havde kastet skylden på dem, og den gale kromutter der slog ham ned i skoven. Det var hende! Hun havde placeret dem her!

Elrom så omme bag Midas bur, og fik øje på både Mat og Stannon.

Det så ud som om de havde været der i længere tid end bare én morgen. 

 

-<>-

 

Hestevognen kørte hen af den hullede sti. Jorka forsøgte at sætte sig i en stilling så bumpene ikke virkede så voldsomme. Han kunne se Syrakos kn nogle få hundrede meter fremme og åndede lettet op. Snart var han ankommet til mødet med kong Torador. Forhåbentligt kunne han sætte en stopper for hele denne galskab. Jo tættere de kom til byen jo færre bump stødte de på. Han så ud af det lille vindue og betragtede den første sektion af murer som omgang byen. Den var mageløs. Flere meter tykke, og man kunne se flere revner og huller efter krig. Historie var blevet skrevet her.

Det mageløse billede blev fjernet, og erstattet med fattigdom, forfaldne bygninger og syge folk. For indenfor de ellers prægtige murer, levede børnebørnene af krigens folk fra De Gamle År. De vandrede rundt i pjalter som grise der ventede på den næste fodring. Han betragtede hvordan de stirrede på ham og den sorte hestevogn. Hvilke lidelser de måtte udstå bare for at få brød på bordet. Hans øjne mødte en ældre kvindes blik. Hendes tøj var intet andet en jordet sæk, og hendes hud var dækket med råddenskab og støv.

En anden yngre kvinde gik hen imod ham, tog det øverste af kjolen af for at vise sine vare.

Men en blanding af medlidenhed og afsky, fjernede Jorka sit blik fra vinduet, og så lige frem i det lille rum. Et syn som dette satte virkelig tanker i gang.

 

Den inderste sektion af murer kom til syne foran ham. Mageløst. Prægtige spirer rejste sig majestætisk op af murerne i perfekt struktureret afstand.

Omme bag muren så han huse af højeste kvalitet. Rige folk og købmænd gik ude på gaden. Hestevognen skabte en behagelig rumlen imens den kørte over brostenene. Nogle få mennesker kiggede efter hestevognen, men interessen forsvandt hurtigt igen. Jorka så mod paladset, og betragtede hvordan den formede sig som høje tårne og spirer op mod himlen. Det var i sandhed en mageløs by indefra.

 

-<>-

 

Tørsten. Den kunne bringe en til vanvid. Elrom bagte under solens brutale varme, og han mærkede desperat efter den mindste vind.

”Hvordan kan her være så varmt herude?”

Mida åbnede øjnene. Hun var næsten helt udslukt for kræfter.

”Her er kun varmt på grund af at solen er midt på himlen. Prøv … at glemme den.”

Glemme den. Hvordan skal man kunne glemme noget som er ude på at tørre en ud? Hvis de ikke snart fandt en måde at komme ud herfra ville de dø, og hvem end der var ude efter den, ville få fat i seglet.

Han så sig om endnu en gang, i håbet om at se en forbipasserende. Ingen var i syne. Alt var tabt … alt.

Synet flimrede i sorte farver. Kort efter blev alt opslugt i mørke.

Mida … en navn dukkede op i hans synsvinkel. Hendes kjole blafrede let i den sandede vind. Mida? Hendes mund smilede. En behagelig varme bredte sig i Elroms krop. Selv om solen i billedet brændte hans hud, mærkede han det ikke. Ikke rigtigt. Hun nærmede sig. Mida? Hun tog Elroms hånd, hvorefter hun løftede den op til hendes kind. Hun trykkede den kærligt mod sig. Hendes smil bredte sig. Miri … en lille navn dukkede op i hans synsvinkel. Hendes lille kjole blafrede let i den sandede vind. Miri? Hendes mund smilede. En behagelig varme bredte tig i Elroms krop. Deres smil bredte sig. Bredte sig, bredte sig, bredte sig. Bredte. Sig.

Hans hjerte bevægede sig hurtigere. Billedet blev mere og mere sløret. Sandet blev rødere, himlen blev mørk. Blod. Hjertet pumpede hurtigere og hurtigere, og ved hver takt var det som om at billedet zoomede ind og ud. Ind og ud. Deres smil bredte sig. Bredte sig. Bredte sig så deres læber flåede sig længere op af deres hoved, op til tindingerne, som var det råddent kød der skællede af. Deres øjne blev mørkere. Sorte. Rædslen bredte sig, hjertet bankede hurtigere. Billedet zoomede hurtigere. Smilet bredte sig, så deres ansigter ikke lignede andet end kranier mere. Blod, blod, hurtigere, bredte sig, blod,

 

Drømmen blev afbrudt af en fjern lyd. En fremmed stemme for dyb til at være naturlig. Lyset gennemborede Elroms åbnede øjne og blændede ham. Stemmen blev klarere.

”Der er en til herovre!”

Lyset blev for smertefuldt til at Elrom lod dem være åbne. I et omsluttet mørke hørte han hvordan burene knagede. Åbnede de dem? Lyden kom skiftetvist nærmere, indtil det nåede hans eget bur. Pludselig mærkede han en fast hånd tage om hans skuldre, efterfulgt af et hårdt bump da han landede på fast grund. Elrom gav et kraftigt host, hvorefter han tøvende, dog alligevel nysgerrigt så op. I den skarpe sol formede der sig en menneskeskikkelse. Det blev klarere jo længere han kiggede. Han lagde mærke til skikkelsens påklædning og afgjorte at det var en mand. Han var klædt i en fast læderrustning. To prægtige skulderplader beskyttede hans nakke og skuldre mod uventede angreb. I siden hvilede et svær, klar til at blive hevet frem hvilket som helst øjeblik. Endelig kunne han se hans ansigt. Det var råt og blidt på samme tid. Han havde et kort hvidt skæg med en grå streg i midten. Hans hår var langt og gråt. En herre i begyndelsen af alderdommen. På trods af hans venlige udtryk og gamle udseende, havde manden ingen problemer med at hive Elrom op i én arm. Som en simpel stol placerede manden Elrom på sine ben. De svang usikkert under ham, og han kunne mærke at de sov.

”Hvad er dit navn?”

Elrom kiggede op mod ham, og med sprukne læber og tør mund, hviskede han efter vand. Manden tøvede kort, men kaldte på en anden mand, dog klædt i mindre fin udrustning. Elrom blev rakt et drikkeskind. Uden tøven slugte han indholdet og stønnede.

”Mit. Mit navn er … Elrom.“ gispede han.

 

-<>-

 

Den sorte hestevogn standsede ved foden af det mægtige palads. Jorka betragtede de øverste spir. Han kunne lige akkurat se til den øverste top, som syntes at nå over himlen. Murværket var imponerende. Perfekt i stand, kun nogle ganske få revner i de nederste sektioner. Hvis der nogensinde havde været en krig her, var dette palads enten urørt eller ufattelig godt restoreret. Føreren steg af sædet foran, gik med fine skridt hen mod hestevognens dør og åbnede den.

”Deres majestæt, Jorka. De er hermed ankommet til Syrakos’ Hjerte.”

Føreren bukkede dybt da Jorka satte fødderne på brostenene. Han kunne mærke den behagelige summen af blodet der vendte tilbage til benene efter den lange rejse.

”Tak.” sagde Jorka kort og nikkede anerkendende.

Føreren så lettere forbavset på ham over hans venlighed. Jorka tænkte at han nok ikke var vant til at nogen bukkede tilbage, nærmere var han vant til en fornærmelse over vognen eller den ujævne vej.

”Ah, Jorka!” udbrød en dyb stemme.

Jorka så op, og mødte blikket af en tyk mand iklædt, efter hans egen mening, latterlige klæder. Manden hastede ned af trapperne der førte op til paladsets indgang.  Jorka forsøgte at huske de navne han havde øvet på under turen. Da han huskede hans navn, fortsatte han samtalen.

”Administrator Lora. Vær hilset.”

Lora tog sig til sin opsvulmede jakke, hvis knapper næsten så ud til at springe ved trykket.

”Vi i hoffet har altid set frem til et møde mellem Syrakos og Alkaiir. Hvis du vil være så venlig at følge med, skal jeg vise dig frem til mødesalen.”

Jorka gav tegn til føreren, der med alle sine kræfters anstrengelse, kæmpede for at få bagagen fra vognens tag med ind i paladset. De lod sig omslutte af paladsets metertykke murer, og blev mødt med noget der kunne minde om paradis. Der var flere meter til loftet, hvis overflade var dækket med prægtige malerier. En gigantisk lysekrone dalede ned fra loftets midte, og lyste malerierne op. Majestætiske søjler stod som bjerge helt ind til væggene i siderne, og holdt himmel og land adskilt. Det var som der var et tyndt diset lag af gyldent lys, der fredeligt svævede inde i salen.

”Når vi ankommer til mødesalen, vil overbibliotekar Mandiir kalde flere personers navne, når det er deres tur til at have et møde. Husk at dette kan vare flere timer, og det er ikke sikkert at Deres navn vil blive kaldt på i dag. Hvis ikke, er der værelser i fjerde etage, hvor ædle gæster som Dem selv kan overnatte.”

Administrator Lora gav tegn til Jorka, og de bevægede sig ind af en stor port i salens venstre side.

”Når De møder kongen, så husk at tiltale ham Kong Torador af Syrakos, ellers vil De højest sandsynligt give ham et dårligt indtryk. Det ønsker vi ikke.”

Lora drejede til højre, og de kom ind til en mindre sal med flere adelsfolk. De talte lavmælt til hinanden, og virkede ikke til at lægge mærke til deres ankomst.

Jorka kunne ikke lade være med at tænke på, hvilke rygter og hvilket sladder de mon talte om, imens de med deres fornemme bagparti sad på smukt dekorerede stole. Helt uden overhovedet at overveje at hundredvis af mennesker var nødt til at lade sig blive slave, tigge eller sælge sin krop, for at tjene til føden lige uden for deres hoveddør. De af alle var de eneste mennesker der kunne gøre noget ved det, og alligevel tænkte de kun på sig selv, deres økonomi, og hvor populære de kunne blive hos kongen. Ynkeligt.

Lora gav tegn til føreren, som udmattet slæbte bagagen op til Jorkas værelse på fjerde etage.

Stridt imod sin mening, valgte Jorka af ren nysgerrighed at sætte sig omme bag to fornemme herrer. Det skulle være rigelig underholdning indtil hans navn blev kaldt. Hvis det overhovedet blev kaldt i dag.

 

-<>-

 

Det kæmpestore monster prustede foran Elrom, idet det bar ham over vejen på dens enorme ryg. Menneskene var så heldige at kunne sidde på dem. Elrom var nødt til at ligge ned på maven og klamre om den for ikke at falde ned.

”Hvad var det du kaldte dem igen?” lød det fra Mida.

Den ældre mand lo for sig selv.

”Det kaldes en hest.”

Elroms hest prustede igen, og han fik et chok.

”Hvornår skal vi af dem igen?” udbrød Mat, som tydeligvis var ved at falde om af skræk.

”Når vi er ankommet til Syrakos. Vi har nogle erinder der, som vi skal nå i dag.”

Den ældre mand kiggede bagud på resten af sin flok. Så vidt Elrom havde forstået var det en karavane. Hvor heldig har man lov til at være?

”Hvor er jeg dog ubehøvlet.” udbrød manden pludseligt. ”Mit navn er Falkan.”

De fire navnere betragtede hvordan den majestætiske by rejste sig for deres øjne. For hvert skridt blev byen blot større og større.

Lige indtil de ankom til den yderste bymur.

 

-<>-

 

Raknna så bittert på rækværket hvorpå der hang spyd, skjole, rustning, alt hvad krig kan bægere. En stor robust mand stod foran hende, iklædt en mørk rustning. På midten af brystpladen var der indgraveret et gyldent mønster af et skjold med en føniks på.

”Alle mændene har hørt om nyheden Deres Nåde. De er så småt ved at samle sig. Dog mangler vi flere våben til sværdfægterne.”

Raknna så på ham med en dyster selvsikkerhed.

”Det vil ikke være noget problem.”

Hun vendte sig mod barakken. Hun betragtede hvordan våben hang i alle kroge. Hvordan nogle få mænd var samlet under deres pause. Hvordan faklerne blidt blafrede i det stillestående rum. I en langsom bevægelse rejste hun hænderne. Hendes sorte kjole begyndte at svæve over jorden i en let, blafrende bevægelse. Luften omkring hende sitrede elektrisk.

Så lukkede hun hænderne.

Sort røg sprang frem fra hendes hænder, og mundede hurtigt ud i flere forskellige stykker. De placerede sig på forskellige steder i barakken, hvorefter de tog form som stålsværd.

 

Raknna så bittert på rækværket i barakken, hvorpå der hang spyd, skjole, rustning og alt hvad krig kan bægere. En stor robust mand stod foran hende, iklædt en mørk rustning. På midten af brystpladen var der indgraveret et gyldent mønster af et skjold med en føniks på. 
”Alle mændene har hørt om nyheden Deres Nåde. De er så småt ved at samle sig. Dog mangler vi flere våben til sværdfægterne.”
Raknna så på ham med en dyster selvsikkerhed. 
”Det vil ikke være noget problem General Oldur. Sig til smedende at de skal arbejde over tid.”
Oldur skulle til at afbryde. 
”Hvis ikke, skal jeg nok sørge for at vise et eksempel for hvad der sker hvis man trodser mig.”
Hun kastede et kort blik på hans brystplades symbol. Akaiirs symbol. Hendes forfædre havde valgt det, for kongerige skulle beskyttes og kæmpes for, både med stål og med trolddom. Skjoldet for stål, og den legendariske føniks for trolddommen. Det var præcis det, folket fra Syrakos ikke fattede. De frygtede det de ikke forstod. Brændte dem der kunne udøve det. Blot fordi en gruppe gale troldmænd udnyttede deres magtstilling for flere hundrede år siden, og startede den berygtede Troldkrig. De skulle have vidst bedre. Men nu havde hun chancen. For hvad hendes ellers loyale Jorka ikke forstod, var at Syrakos ikke var til at forhandle med. Og da slet ikke med et hus der hyldede trolddomskraften. Nu var hendes chance kommet for at vise hvor svag Kong Torador i virkeligheden var, og hvordan hun kunne knuse ham imellem hendes finderspidser. Det var nu hun skulle svare igen efter alle disse års ydmygelser. Bevise at hendes rige var et af de tre huse, og at hun var en værdig dronning. Krigen var begyndt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...