Trolddomsseglet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2018
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1541Visninger
AA

6. Kapitel 6

 

Wosniir

Nordens hus og dværgenes rige. Deres hus voksede mageløst. Anerkendt af elverne, strakte det sig længere ned under jorden end alle naturlige huler. I De Gamle År var det efter Akariin, Tarias mest magtfulde hus. Deres rigdom var uden ligevægt, og med deres kilometer dybe miner fik de kun mere. Guld, diamanter, rubiner ... og noget der fuldstændigt destruerede dem. Nu er der intet tilbage end en bunke sten, og tabte minder der stadig bringer rædsel. De dværge der engang boede i dette fortids rige, er nu spredt ud over hele landet. Kendt som udskud og immigranter, er de både hadet og foragtet.

 

Det var langt ude på natten. Det var kun nogle få lys tændt på Den Hovedløse Dværg, og kroejeren var stadig vågen. Han sad med et krus øl, men drak ikke af den. Han betragtede stille en fordrukken mand i det ene hjørne som var faldet om. I et kort øjeblik virkede det som om at den fordrukne mands skygge blev længere. Skyggen rejste sig højere, men forblev utydelig. Kroejeren havde ikke lagt mærke til den, men havde sat sig over til en stol ved kaminilden. 
Skyggen forlod manden, og bevægede sig langs muren bagved kroejeren. Den nærmede sig et stearinlys som hang på væggen. Pludselig bevægede skyggen sig som sort, tyk røg ud af væggen og tog form af en kvindes overkrop. Raknna. Hun lo en lydløs latter, og med sine fingerspidser slukkede hun lyset og forsvandt. Det gav en syden fra sig, og kroejeren vendte sig forskrækket om. 
”Hvem der?” udbrød han, og den fordrukne mand rømmede sig.
Tøvende vendte han sig om mod ilden. Skyggen bevægede sig videre, tættere mod kaminen. Den stoppede op ved to andre stearinlys, Raknnas overkrop viste sig kort, morede sig over kroejerens uvidenhed, og slog lysene ihjel. Kroejeren vendte sig om igen, og stirrede på den tynde stribe af røg der steg op af de døde lys. Der var blevet fuldstændigt mørkt i krostuen, og den eneste lyskilde var kaminens ild. Kroejeren samlede en tang op fra kaminen og holdt den klar. 
Skyggen klatrede ned fra væggen, og snoede sig over gulvet, op af stolen, lige omme bag kroejeren, og som sort røg tog den sin fulde form som Raknna. Lydløst placerede hun sine hænder uden for hans tindinger. Hun nød følelsen et kort øjeblik, og med en kort bevægelse, tog hun hårdt om hans hoved. Grøn energi strømmede fra hans øjne, næse og mund, og ind i hendes hænder. Da hun var færdig lod hun ham falde livløs ned fra stolen. Hun lo, ændrede sig om til skyggen og slog kaminilden ihjel. 

Skyggen snoede sig langs gulvet, hvorefter den fandt vej op af trappen. Den sneg sig ind under dørsprækken og fandt gangen med værelserne. Raknna kunne mærke kraften fra Trolddomsseglet, og svævede ind i 2. værelse til højre. 
Røgen gik lige igennem døren, og tog endnu engang form som Raknna. Hun tog et kort øjeblik for at nyde følelsen af total magt. Hun betragtede de 4 sovende navnere som havde skabt så mange problemer for hende. Mest af alt lagde hun mærke til Mida. Med langsomme kontrolerede skridt gik hun hen til hende. Hun følte på hendes blodrøde hår, og mærkede et stik af jalousi.
”Jeg har altid villet have sådan et hår.”
Hun vendte sig om, og i et kort ryk tog hun hånden, ud og Trolddomsseglet svævede op af Elroms taske og hen mod hende. Hun mærkede hvordan seglet hvilede i hendes hænder. Hvordan den kraftfulde energi bredte sig. Hun lo stille for sig selv hvorefter hun så på navnerne. blikket ændrede sig til et falsk medynk.
”I troede virkelig …”
Raknna bredte sine hænder og sort røg formede sig om hende. Pludselig stormede Mida op af sengen, og rakte et spejl frem for sig. Raknna så på hende med et let overrasket udstryk, som snart formede sig til et smertefuldt skrig. Hun tabte trolddomseglet, som hurtigt blev samlet op af Mida. De andre vågnede med et sæt, og i vild forvirring så de kun et kort glimt af Raknna før hun tonede ud i røg.
"Hvad skete der?" udrøb hr. Stannon
Mida så tomt på det punkt Raknna stod.
"Jeg tror vi lige så et glimt af fjenden."
Elrom og Mat gik hen til Mida, og stirrede overraskede på hende.
"Hvordan gjorde du det?"
Mida smilede for sig selv. 
"Doroliir gav mig det her spejl." Hun rakte spejlet frem så de alle kunne se det. "Han gav mig det lige da vi skulle afsted. Han sagde, at hvem end der kiggede ind i det, ville modtage lige så stor smerte som de vil forvolde."
Hr. Stannon så på det. 
"Han er da godt nok fremsynet den gamle mand."
Hurtigt gemte Mida spejlet væk i sin kappe, hvorefter hun alvorligt kiggede på sin følgesvende. 
"I nat så vi hvad der venter os på den her rejse. Vi kan lige så godt vende os til det. Stannon, du tager første vagt."

Raknna udstødte et smertefuldt skrig fra sig, og faldt ned i sengen. Jorka stormede mod hende. Han så hende dybt i øjnene, hvorefter han tjekkede om hun var såret.
"Jeg er okay." 
Jorka så bekrymret på hende.
"Jeg er okay!" udbrød hun, og stirrede truende på ham.
Chokeret bevægede han sig bagud, imens han stift stirrede ned i gulvet. Raknna rejste sig, rettede på hendes kjole, og gik ud af rummet.

Solen begyndte så langsomt at vise sig imellem nordens bjerge. Dets stråler bredte sig ud over træernes blade og varmede morgenduggen helt nede i den sydlige del af Taria. Tagstenene, døren, stien, alt blev vagt til live ved Den Hovedløse Dværg. I et kort øjeblik virkede det som det vigtigste sted i verden. Ren fred. Fuglene sang så snart de mærkede strålernes blide berøring, og indefra kroen begyndte liv også at rumstere på sig. Dog, startede det ud med et voldsomt skrig fra kroejerens kone.
"Han er død!"
Folk samlede sig om den døde mand, imens de halvt fortvivlet og halvt fordrukne så på kromutterens gråd. 
"Han er død!" skreg hun igen, og tog den livløse krop op i sine arme.
Hun mærkede hvordan tårene gled ned over hendes kinder. Hvordan den kvalmene varme bredte sig i hendes hals og bryst. Hun tog et kort kig på ham, og fik øje på siderne af hans ansigt. Blodårene var sprukne og lilla. Det virkede som om de sad på ydersiden af huden, og blev tættere jo længere de kom til tindingerne. Hun gav et rædselslagent skrig fra sig. Hun gik væk fra ham, imens hun chokeret stirrede på sin døde mand.
Elrom, Mida, Mat og Stannon løb ned fra trapperne for at se hvad der var sket. Så snart hr. Stannon og Elrom fik øje på liget bakkede de forskrækket bagud. Hele folkemængden vendte sig om mod dem. De stod og nedstirrede dem. Kromutteren kom frem fra mængden og så hadefuldt på dem.
"Jer."
Mængden af folk begyndte langsomt at bevæge sig mod dem.
"I slog ham ihjel!"


Navnerne bevægede sig bagud. De var fuldstændig sindssyge. De havde intet gjort, men alligevel mistænkte de dem alligevel så snart de nåede ned af trappen. Med vindens hast vendte følgesvendene sig om og løb ud af kroen. Skaren af vrede, fordrukne folk løb efter dem med flasker og stole. Nogle af dem tog sten op fra jorden og kastede efter dem. Mida prisede sig lykkelig for at de var så fulde at de knap nok kunne ramme. Selv om menneskene var dobbelt så store som dem, kunne de endda løbe fra dem.
"De er jo komplet gale!" Udbrød Mat.


Det tog ikke lang tid før den fordrukne folkemængde gav op. Kromutteren forsøgte at tvinge dem videre, men ingen af dem gad. Hun så mod navnerne, skreg eder forbandelser og et løfte om hævn, før hun gik tilbage mod kroen.
Navnerne stoppede op for at få luft. Selv Mida var forpustet. 
"Hvad gik dét lige ud på?" stønnede Elrom.
Mida så mod kroen med et alvorligt udtryk.
"Vi var åbenbart ikke de eneste der blev overfaldet i nat."
De bevægede sig videre og trådte ind i en mindre skov. Birketræer Voksese fra jorden, og virkede højere end sædvanligt. Græs groede i tynde totter, dækket af skyggerne fra store bregner. 
"Undskyld." startede Hr. Stannon ud med.
Mida kiggede på ham, og han fortsatte;
"øhm ... naturen kalder. I venter på mig her ikke?"
Hun så på ham i et kort stykke tid. Pludselig stønnede hun et grynt af et grin, og viftede ham ind i træerne. 
"Hvad gik det der ud på?" spurgte Elrom.
"Jeg tror, at vores hr. Stannon er for fornem til at bruge ordet: toilet."
Elrom kiggede kort på hende, hvorefter han og Mat også udstødte en latter.
Selv om hun udemærket vidste at Stannon ville blive stødet af at blive begloet, så Mida alligevel efter ham imens han bevægede sig ind mellem træerne.


Der gik et stykke tid med total stilhed. Ingen sagde noget, eller så på hinanden. I et kort tidsrum var de som en flok fremmede, hvor stemningen blev mere og mere akavet. Men de kendte jo heller ikke hinanden. Og alligevel skulle de ud på en rejse sammen til steder ingen navn havde bevæget sig ud i, i flere hundrede år. I det mindste var han ikke alene.
Mida blev stædigt ved med at se ud mellem træerne. Stannon var ikke længere synlig, og med hans viden om naturen kunne han fare vild i en park. Hun lyttede. Fuglene pippede et fjernt sted fra. Et gok lød det sted hvor Mida tænkte at Stannon befandt sig, og nogle grene gned sig op af hinanden og skabte en knagende lyd. . 
”Sig mig, hvor meget tror i han … i ved … skulle?” sagde Mat spørgende imens han lænende så ud imellem træerne. 
”Jeg ved det ikke, men lige meget hvor fornærmet Stannon vil føle sig, går jeg ind efter ham.” sagde Mida.
Elrom og Mat betragtede hvordan træerne omsluttede Mida. De blev ved med at se efter hende, til hun forsvandt. Elrom lyttede. Grenene gned sig stadig op af hinanden. Endnu et gok lød inde mellem træerne. Vinden dansede sig mellem bladene som sang til. 


Sang. Der var ingen fuglefløjt. 


”Du, Mat?”
”Mmh.” svarede han fraværende.
”Plejer fuglene ikke at synge på det her tidspunkt af dagen?”
Mat lettede hovedet. Han lyttede. 
”Jo, det tænker jeg.”
Elrom gik lettere uroligt frem og tilbage. Ingen fuglefløjt. Stannon er ikke vendt tilbage endnu. 
”Mat, jeg går ind efter Stannon.”
Mat så forskrækket på Elrom.
”Jeg går med!”
Elrom lod sig omslutte af træerne. Det var en anderledes atmosfære end at gå ude i stien. Mos dækkede store arealer i klumper, og gjorde ens fodtrin lydløse. Grenene syntes at gnide imod hinanden voldsommere. Vinden syntes ikke længere at danse men at storme imellem bladene som i et modsvar spillede falsk. Ingen fuglefløjt. Ingen … fuglefløjt. 
Pludselig hørte Elrom et gok omme bag sig, efterfulgt at et tungt metallisk bump. Han vendte sig hurtigt om, og så Mat ligge livløst på jorden. Overfor stod en kvinde i en pjaltet blålig kjole med en kæp i hånden. Hun vendte ansigtet mod Elrom i et rasende udtryk. Kromutteren!
Hun stormede efter Elrom som satte i løb. Selv om kromutterens kjole gik hende til fødderne var hun hurtigere end ham. Elrom hoppede i al hast over flere rødder som truende stak over jorden. Hun var sindssyg! Fuldstændig splitterravende, 
Han mærkede et voldsomt slag i baghovedet, og verden sortnede for hans øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...