Trolddomsseglet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2018
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1571Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

Seldari

Østens hus er mest kendt for den prægtige arkitektur og deres hemmeligheder. I De Gamle År var der flere rigmænd fra både sydens, vestens og nordens hus der besøgte Seldari, elvernes rige, og anerkendte deres bygningsværker. Med elverenes naturlige evner i trolddom, skabte de byen uden brug af hverken sten eller træ, men et materiale der mindede om marmor. Med deres krafter, holdte de formerne af deres bygninger og tårne. Professorer og teoretikere fra Syrakos, vestens hus, havde nedskrevet et flertal af teorier om byen. Hvordan den holdt sig oppe, og vigtigst af alt hvad der mon ville ske med byen, hvis trolddom pludselig forsvandt fra Taria …

 

Elrom betragtede sin gruppe bagfra, og forsøgte at huske deres navne. Han gentog dem igen og igen i sit indre: Vagten Mat, Skytten Mida, ja hr. Stannon ville nok ikke være noget problem for ham … han kendte ham alt for godt.

De havde alle en funktion. På nær ham selv og Stannon. Hvorfor i al verden havde runerne valgt to ubrugelige navnere, og to andre navnere som faktisk kunne bruges til noget. Den eneste tjans Elrom havde fået, var at bære på tasken med proviant, og Stannon at bære på Seglet i en læderpose.

Hele skoven omkring ham virkede langt fra det dystre mareridt de havde gået igennem da de rejste til Doroliir. Træerne bestod mest af tykke nærmest roterende egetræer. Deres kroner strakte sig langt over jorden, så skovbunden fik et grønligt skær. Det var som at være i en jungle, men med mos og bregner. Enorme bregner. Frø svævede fredeligt i den grønne luft, og selv ved de stejle skranter, var jorden dækket af ramsløg og mos.

Han mærkede på amuletten, og det slog ham at den vibrerede.

Gruppen gik langs en tynd skovsti, hvor man kun kunne gå én af gangen i en lang række.

Det var Mida der havde selvudnævnt sig som leder. Det var nok også mest passende da hun kendte skoven langt bedre. Mat så sig nysgerrigt om, imens hans rustning raslede for hvert skridt han tog, og Stannon næsten gemte sig omme bag ham. Elrom smilede for sig selv.

Der røg hans ubegrænsede stolthed vidst for alvor.

Stien gik pludseligt stejlt nedad, og de måtte trippe hele vejen ned af bakken. Mat begyndte at pruste, og lyden af udmattelse spredte sig til resten af gruppen. Til sidst spurgte han om de ikke skulle holde pause, men Mida sagde fra.

”Yrdulve holder ikke pause.” sagde hun stædigt.

 

Det tog ikke lang tid før vi nåede foden af skoven. Den virkede anderledes end i Centerskoven. Der var ingen krogede træer her, kun ganske almindelige birketræer. Dog fløj der underligt mange sommerfugle rundt i luften, og ildfluerne var så småt begyndt at komme frem.

Røgen viste sig at komme fra en livlig kro, hvor der var gang i slagsmålet. Mats ansigt blev fyldt med afvigelse, imens Midas forblev stramt og beslutsomt. Elrom havde oplevet slagsmål mange gange i Navnslys kro, men dette var langt fra det samme. Det var jo kæmper der hamrede løs på hinanden med alt hvad de kunne finde, både udendørs og indenfor! Stannons ansigt blev flydt med væmmelse da han så hvordan en enorm mand hældte et gigantisk krus øl ud over en anden, og en dame viste lidt for meget krop til en lidt for begærlig dranker.

Stannon gemte hurtigt trolddomsseglet væk i Elroms taske … de kunne ikke være for forsigtige.

Ingen af dem lod til at bemærke den lille gruppe af navnere. På vej ind a kroen betragtede Elrom det dinglende skilt.

Den hovedløse dværg

Mida åbnede døren op, og den høje latterbrøl og smerteskrig fra et eller andet slagsmål for ud af kroen. Overalt trampede der kæmper rundt imens de bar på store fade med øl. På det punkt mindede det om derhjemme, men alt var så enormt. Selv stolene var større end Elrom. Gruppen bevægede sig nærmere baren, hvor en stor kromutter var i færd med at tørre et krus og et fad af. Da hun så dem løftede hun ikke så meget som et øjenbryn.

”Det er et par måneder siden jeg sidst har set dværge i min kro. Sikke noget, i har ikke så meget som et ordentligt hjem.”

Elrom kunne ikke helt finde ud af om hun var alvorlig, eller skjulte den største sarkasme han endnu havde set. Men hvorfor kaldte hun dem dværge?

Mida og Stannon havde fået kæmpet sig op på et par stole til stor underholdning for en gruppe fulderikker ved et af bordene. Mida så spørgende på kromutteren.

”Er det muligt at få et værelse for én nat?”

”Det er muligt. I kan få andet værelse til højre.” hun vendte sig kort om og gik om bag ved. Det tog ikke lang tid før hun kom tilbage med en nøgle i sin hånd.

”Her er nøglen til værelset. I betaler bare i morgen tidlig.”

Mida tog nøglen uden tøven, men da hun skulle til at gå op af trappen til værelserne, blev hun stoppet af to store ben. Hun kiggede op, og på toppen viste sig et ansigt af den grimmeste mand hun havde set.

”Jamen, jamen. Dværge kan jeg se. Sig mig, har i ikke lidt for meget mod til at komme her? I ser sgu underlige ud. Er i et miks imellem en hore og en dværg?”

Samlingen skreg en latter.

Mida så fornærmet på ham, men tøvede kort. Ville det være en god idé at fortælle ham hvad de virkelig var? Hun gøs bare ved tanken om hvordan hendes forfædre måtte have haft det i De Gamle År, da de var slaver. Hårdtarbejdende minearbejdere uden løn eller hjem. Som hakkede og hakkede til de en efter en faldt om af bar udmattelse og sult. Ville de ende på samme måde hvis de sagde noget? Men på den anden side var det tydeligt at de ikke kunne komme uden om.

”Vi, min gode herre, er navnere.”

Manden kiggede kort på dem. Det var som om en stilhed bredte sig i kroen da ordet navnere blev nævnt. Flere blikke stirrede på dem med gennemtrængende øjne, og nogle af dem rejste sig. Pludselig brølede manden ud i latter, og kæmpede for at holde inde for at sige noget.

”Sig mig navn, har du et navn?”

Kroens folk brølede af latter over den latterlige joke. Mida troede at de fik lov til at passere, men nej. Manden blokerede hende med sine store ben, og så på hende med et mistænksomt blik.

”Er i så et miks imellem en horedværg og en fordrukken elver? Hvad har i, i jeres tasker?”

Midas ansigt blev strammere. Mat lagde mærke til hvordan flere folk havde samlet sig omkring dem med truende og mistænksomme udtryk i ansigterne.

”Proviant.” sagde Mida kort.

Manden lænede sig frem, og hans ansigt kom så tæt på at hun kunne lugte hans rådne ånde.

”Vis mig det.”

Mida kastede et hurtigt blik over på Elrom. Han tøvede, men gav til sidst tasken til den enorme mand. Elrom lagde hurtigt mærke til at Midas udtryk blev stikkende. Han vidste udmærket at hvis manden fandt trolddomsseglet i tasken havde de fejlet. Nu håbede han bare at han havde skjult den godt nok.

Manden vendte tasken talrige gange. Undersøgte den for små lommer, og gennemrodede den.

Et smil bredte sig på mandens læber. Han tog et lille stykke brød op og viste den til folkemængden.

”Jeg ville ikke engang kunne leve en dag på så lidt, haha!”

Latteren bredte sig, og manden smed hårdt tasken tilbage til Elrom. Han gik væk, og den lille gruppe hastede op af trapperne, jagtet af den ydmygende latter nedenunder.

”Hvad var det for nogen væsener?” gøs Mat, og klamrede sig til sig selv.

”De går under navnet mennesker.”

Midas selvsikkerhed var slående. Hvordan kunne hun vide at de hed mennesker? Ingen navn havde bevæget sig uden for Centerskoven i flere hundrede år, og så vidt han ved har ingen bevægede sig ind. Mida lagde mærke til Elroms spørgende blik.

”Jeg mødte engang et menneske i skoven. Han havde forvildet sig ind, og jeg hjalp ham ud. Der er ikke mere at fortælle.”

Mida låste døren til deres værelse op, og der viste sig et støvet billigt rum. Der var kun én seng, og selv om Stannon var modvillig, kunne de alle nok være i den.

 

-<>-

 

Tronsalen var belyst med dæmpede stearinlys overalt ved det lange bord. Raknna sad på tronen og kørte med rolige bevægelser fingrende igennem yrdulvens pels. Den lod til at nyde det, imens den lå ved siden af hende. Det var som om hun ikke ænsede Jorka som stod på den anden side af bordet.

”Raknna.”

Ordet gav genlyd i salen. Den gennemtrængte alt ro og fred Raknna havde. Hun vendte hurtigt sit blik til Jorka og stirrede på ham med et intenst blik.

”Hvad vil du gøre? Krig er en grusom ting.”

”Jeg ved det er en grusom ting, Jorka!” udbrød hun, og yrdulven åbnede øjnene. ”Jeg ved også hvad jeg skal gøre.”

Jorka nærmede sig hende, velvidende om at han kunne blive ramt af et vredesudbrud til hvilken tid. Raknna så på yrdulven, hvorefter hendes ansigt blev blødere, og fik en snært af selvsikkerhed.

”Jeg spørger asken til råds igen.”

 

Kisten stod som før. Det smukke, detaljerede mønster af tin dækkede det mørke træ. Hun åbnede den, og betragtede den store mængde af akse der var i den. Hun tog en håndfuld og mærkede smerten og skrigende. Det var nødvendigt. Smerte bredte sig i hele hendes hånd og ud i armen. Den rystede, men det var nødvendigt. Uden dette ville aksen ikke vise hvad hun ville. Jo mere smerte jo stærkere trolddom. Da smerten blev for voldsom kastede hun det hurtigt ud i rummet. Det formede sig som sort røg, og rørte ikke jorden før det begyndte at cirkulere som en orkan set oppefra. Små lilla lyn slog ud fra asken som bredte sig ud i hele rummet. Det blev voldsommere og voldsommere, den sorte røg cirkulerede hurtigere, lynene blev mere intense. Hallens fakler flakkede så voldsomt at de en efter en gik ud i hurtige ryk.

 

Så stoppede det.

 

Røgen stilnede og lynene forsvandt. Massen fik farve, og formede sig i små spidser, som derefter tog form af træer. Det var et landkort hvor skyerne svævede lavt ovenfor. En lille bæk rislede igennem den frodige skov, og et kort klippestykke viste sig i udkanten af røgen.

”Vis mig trolddomsseglet.”

I det første sekund reagerede røgen ikke, men i det næste stormede det pludseligt af sted. Hurtigere end falken bevægede landkortet sig mod nordvest. Skoven forsvandt og et bart landskab med flade klipper og græssletter viste sig. Og dér, i udkanten af billedet viste der sig en lille kro fyldt med liv. Røgen tog form i minimale mennesker som drak øl og festede.

Raknna smilede selvtilfreds, klar med en ny plan, en ny og bedre metode.

”Jorka!” udbrød hun pludseligt og stemmen rungede i hallen.

Jorka så på hende med et lettere usikkert blik.

”Gå op i mine gemakker, og forbered min rejse. Jeg vil personligt tage ned til dem og vride trolddomsseglet ud af hvem end der har det.”

Raknnas blik var beslutsomt, stift og koldt. Jorka vidste, at hvad end hun havde i sinde at gøre, ville det være enden på bæreren.

 

Rummet lyste med et hyggeligt roligt skær. Jorka gik i rolige skridt rundt i Raknnas soveværelse og tændte alle stearinlysene til hendes rejse. Han betragtede det smukt dekorerede værelse, imens han tænkte på sit eget. De mindede meget om hinanden. Raknnas møbler var bare af meget højere kvalitet, men de havde næsten de samme ting. Himmelsengen var dækket i silketæpper hvor et flertal af puder og dyner lå i perfekte positioner. Et kæmpemæssigt spejl stod og næsten dominerede den ene væg. Dens ramme var bred og belagt med guld. Hun havde flere reoler af de værdifulde grantræer i norden og skrifter hang ud af skufferne. Dekorationerne var af det højeste kvalitet i Taria, men indretningen var yderst alternativ for en dronning. Raknna havde selv valgt og indrettet Jorkas værelse da hun accepterede ham som sin rådgiver flere år tilbage, men hvorfor valgte hun at de skulle ligne hinanden så meget?

Jorka slog tankerne væk, og stillede sig midt ud i soveværelset. Han samlede energierne i lokalet og vendte dem til den perfekte atmosfære for rejsen.

 

Kort efter kom Raknna ind i værelset. Hun gav ham et kort nik, hvorefter hun gik hen til et stort skab i enden af værelset og åbnede det. En overflod af forskellige dragter og kjoler kom til syne. Raknna log sin hånd glide langs de majestætiske klæder. Til sidst tog hun en sølvfarvet silkekjole ud. Den var næsten gennemsigtig og var i elvernes stil.

Uden den mindste advarsel tog hun sin sorte kjole af, og Jorka så hendes nøgne krop. I respekt så han hurtigt væk, imens Raknna tog den anden kjole på. Hun vendte sig om, og gik hen imod ham.

”Jorka, du ved vel at du er den eneste jeg har. Den eneste jeg kan stole på.”

Jorka vidste ikke hvad han skulle sige.

”Det er derfor at det er dig der forbereder min rejse, og den der bliver nødt til at vogte over min krop imens. Jeg kan ikke stole på de andre munke.”

Han betragtede hende, imens hun lagde sig med ryggen i sengen. Hun virkede så uskyldig på den måde hun lå der. Håret bølgede let hen at den kridthvide pude og ned af sengekanten. Men han vidste hvad hun havde udrettet. Han havde set det så mange gange, og hun var ved at gøre det igen.

”Jeg har forberedt olien, som du må indtage. Den vil tvinge din ånd ud.”

Han tog en lille flaske med olie frem, og sendte hende et alvorligt blik.

”Efter åndevandringen kan jeg personligt tage af sted til Syrakos og slå en handel af. Måske vil de gå med til en fredsaftale!”

Hun åbnede øjnene, og sendte ham et blik.

”En god ide. Efter vandringen kan du rejse.”

 

Jorkas blik var en blanding af lettelse og alvor. Han tog korkproppen af flasken.

”Men husk, hvis du kommer til skade som ånd, kommer du det også i din fysiske form. Og hvis du dør …” han holdt inde.

Han gik med en anstrengt rolighed hen mod hans dronning, hvorefter han dryppede olien ned i hendes mund. Hun sank. Der var et øjeblik med komplet ro. En fremmed fred.

Pludselig gispede Raknna efter vejret, hendes bryst hamrede i vejret, så hendes krop i en perfekt stilhed svævede over sengen. Hendes arme hang slappe under sig, og kun hendes fødder rørte lagnet. Hun åbnede øjnene. De var fuldstændig hvide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...