Trolddomsseglet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2018
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1562Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Akariin

Også kaldet Den Sorte Borg. Sydens hus med dets dronning Raknna. I De Gamle År var Akariin det mest magtfulde hus, som dominerede det halve af Taria. Verdenen frygtede dets oldgamle leder, Droth Agna, stormester i de mørke sider af trolddommen. Hans evner rakte udover elvernes naturlige evner. Men mørket tog over hans sind, og i galskab tog han sit eget liv. På én dag styrtede riget, huset, magten og dets folk. Den eneste levende arving, Raknna Agna af Akariin, har nu påtaget sig opgaven at genoprejse hendes forfaders stolte rige, lige meget hvordan.

 

Doroliir havde sat sig i den polstrede stol imens han sad og tænkte. Det halve af landsbyen havde med besvær fået plads inde i stuen og længere inde i gangen, imens de betragtede ham utålmodigt. Hvad i alverden var det der skete med dem? Hele deres hjem var blevet slået i stykker i løbet af en nat, alt hvad de kendte til, og alligevel stod de og stirrede på Doroliir som var det for sjov. Hvad skulle de gøre nu? Hvor skulle de tage hen? For hvis de sorte yrdulve fra syden vidste hvor de var henne, hvem ellers vidste det så?
Pludselig slog Doroliir øjnende op. Han stirrede lige ud i luften indtil han fik styr på sit chok. Navnerne havde lagt mærke til det. De lænede sig næsten ind over gulvet for at høre hvad det var. 
”Seglet …” mumlede han.
Han så mod navnerne som så helt anspændte ud af ren utålmodighed. 
”Det var dét de var efter.”
”Hvad var de efter?” spurgte en navn i folkemængden.
Doroliir rejste sig fra stolen hvorefter han manøvrerede sig igennem folkemængden i gangen han kom fra.
Der gik et stykke tid, og det var lige før nogle af navnerne sneg sig ind til ham for at finde ud af hvor han blev af. Da han kom tilbage holdte han noget rundt og blankt i hånden. 
”Dette er hvad de søgte!” sagde han højt, og rakte genstanden op i luften så de alle kunne se den. En genstand der så ud til at være lavet af sølv. Den havde en række af ringe og runer, og spejlede sig blankt i stearinlysendes røde lys. 
”Hvad er det?” Spurgte hr. Stannon, som var gået op foran de andre navnere. 
Doroliir tøvede et øjeblik, som om han overvejede om det ville være en god ide at fortælle dem en fuld sandhed. For hvad ville det kunne resultere i?
”Dette … er trolddomsseglet. En genstand der indeholder noget som nogen vil have fat i.”
Navnerne kiggede på ham et et sekund, indtil hr. Stannon brød stilheden.
”Så du siger altså at det ikke var ulvene, men en anden der ville have fat i det såkaldte trolddomssejl?”
Doroliir kiggede på ham, så Stannon krympede sig i en blanding af ærefrygt og respekt.
”Ja.”
”Jamen så må den væk! Den må og skal hen til nogen der vil tage sig af den!” udbrød Pommedans og gik ind foran navnerne ved siden af Stannon. Elrom kendte de to … de var de mest ansvarlige navnere han kendte. Hvis der var en der havde brug for hjælp, var det altid Pommedans man gik til, og var det støtte til et lovforslag var det hr. Stannon. Hvis de havde delte meninger om noget derimod, kunne ragnarok gå løs midt i offentligheden og det kunne tage dage før de havde genvundet deres stolthed.
”Hmm … rigtig nok. Den må og skal væk herfra. Til et sted hvor den kan være beskyttet mod hvem end der vil have fat i den. Hvis de ulve i siger angreb jer, er yrdulve, må fjenden befinde sig i syden …”
Doroliir stoppede sig selv, satte sin pegefinger foran munden og vandrede funderende rundt.
”Jeg vil spørge runerne til råds.”

Det tog ikke lang tid før Doroliir havde ryddet en aflang plads på stuens trægulv, så de tre runer kunne kastes. Han raslede dem i hånden i hurtige ryk, imens han stift stirrede på det samme punkt på gulvet. Derefter tog han dem op mod munden, og messede ord til dem. Runerne fløj gennem luften da han kastede dem. De nåede ikke andet end et par centimeter, da tiden nærmest stod stille og alt stilnede …
Hvert hjerteslag blev langsommere … vejrtrækningen … vinden … bevægelsen … runerne stod næsten stille i luften. Det var som om man havde al tid i universet, til at tænke. Til at overveje hvert valg så perfekt, at man aldrig lavede en fejl. En uendelighed til at gøre alt, men ikke til at leve det ud. Den første landede på trægulvet. Et uendeligt dybt dramatisk brag slog igennem rummet som en trykbølge under vand, hvorefter den hoppede igen. Den anden og tredje rune slog næsten på samme tid, og lyden var næsten uudholdelig … uvirkelig.
Imens runerne dansede deres langsomme dans igennem den usynlige luft, virkede omgivelserne til lige så langsomt at gå hurtigere igen. Runerne begyndte at hoppe og falde hurtigere og hurtigere indtil de endelig lå stille på trægulvet. Og med ét, blev hver bevægelse normal, vinden, vejrtrækningen, hjerteslagene. 

Doroliir så undersøgende på runerne. Overvejede grundigt hvad de betød og hvad de mente. I et øjeblik så han på dem med mistro, men måtte ryste ideen af sig, for runerne tog aldrig fejl og det vidste han. Det var jo trods alt ham selv der kastede dem. Men kunne det passe?
”Runerne siger …”
Doroliir fortsatte sin søgen. Navnerne omkring ham bevægede sig tættere på for at se runerne, også selvom de ikke vidste hvad de betød. Den ene rune vendte med runesiden opad, og blottede sit simple mønster i hvid farve. De to andre lå parallelt op af hinanden i en spids med deres sorte bagside opad
Doroliir mumlede for sig selv, uforstående overfor hvad runerne ville fortælle.
”Runerne vil have … at en udvalgt,” han så på runen med billedsiden opad, ”skal bringe seglet …” han førte sit blik over på de to sorte runer, ”til Syrakos.”
En mumlen bredte sig blandt navnerne … Syrakos. Hvorfor i alverden ville runerne have dem til Syrakos? Den by der var mest berygtet for at bortføre, myrde, hærge ...
Syrakos var intet sted for en navn … mennesket var i kontrol over den by, og det var ikke mange år siden navnere i stort tal blev brugt som slaver der. 
”Men … hvem vælger du så som den udvalgte?” spurgte Pommedans.
Doroliir så op mod hende.
”Jeg vælger ikke … det har runerne allerede gjort.”
Doroliir så direkte på flokken af navnere. Nej, han så igennem dem, og de fandt hurtigt ud af det. De flyttede sig, banede en vej for Doroliirs syn.
Indtil han stirrede direkte på Elrom.
Det kunne ikke være rigtigt … han måtte tage fejl. Sef stirrede på Doroliir som var Elrom allerede død og aldrig skulle se ham igen. Elrom gik som frossen frem mod druiden. Alle omkring ham stirrede på ham, så han følte sig mindre end han allerede var i forvejen. Han havde aldrig været så tæt på Doroliir før. Han kunne se det hele: Hvordan skægget bølgede i tusinde strå i perfekte, og alligevel som et virvar af vilde grene. Han havde hørt rygter om ham. Om hans øjne, der kunne et eller andet hvis man kikkede ind i dem. Det var som noget man virkelig havde lyst til, men vidste man ikke måtte. Men man kunne ikke lade være …
Elroms øjne mødte Doroliirs. Druidens øjne virkede uendelige. Det føltes som om, at hvis man kiggede i dem for længe ville man blive synke ned i dem. Hvordan kunne det lade sig gøre? Det var som en galakse med millioner af stjerner befandt sig i dem i tusinde glimt. Men så forsvandt synet da Doroliir vendte sit ansigt mod en anden navn.
”Men denne er heller ikke den eneste runerne har kaldt på.” Doroliir så direkte på en af landsbyernes vagter.
Vagten stirrede tilbage, usikker på om det var en omme bag ham han kunne se. Han rykkede sig kort men Doroliirs uendelige øjne fulgte ham. 
”Mat … kom frem.” sagde Doroliir roligt, og fejede ham frem med hånden. 
Han var en kraftig navn i fuld rustning. Han holdt et spyd tæt til sig i højre hånd, imens hans venstre usikkert dirrede af nervøsitet. 
Doroliirs øjne søgte videre igennem folkemængden. Han lagde mærke til en kvinde som gemte sin ældste søn omme bag sin ryg for at han ikke skulle blive taget. Doroliir så på hende, og hun stirrede skrækslagent tilbage. Hurtigt sendte han hende et beroligende smil og lod blikket glide videre … Til en ung navn med langt blodrødt hår. Hun så tilbage på ham med en form for selvsikkerhed. 
”Mida.” kaldte Doroliir.
Hun tog med faste skridt hen foran Doroliir, og bukkede ganske let for ham. Elrom var ikke i tvivl om at han nød den respekt hun havde for ham. Han betragtede den bue hun havde på ryggen sammen med pilene. Hun havde altid været anderledes. Man kunne næsten sætte hele landsbyen i to kasser: Mida og de andre navnere. Så længe Elrom kunne huske har hun været eventyrlysten og har turdet anderledes ting end de andre navnere. 
Lige som folk troede at det var den sidste, og begyndte at mumle, rakte Doroliir en hånd i vejret.
”Der er en til. En vi alle kender.” 
Doroliir kunne ikke lade være med at skjule et lille smil, da hans blik stoppede direkte ved hr. Stannon.
Stannon gjorde store øjne. Han kunne ikke lade være med at stirre, og det morede Elrom en lille smule. Den mand havde altid haft en vane med at være for tilfreds med sig selv, så det var noget nyt at se ham krympe sig så meget ved den ophøjede Doroliirs blik.
Hr. Stannon tog meget forsigtige skridt frem med Doroliir. Druiden smilede roligt til ham da han var kommet helt frem. Der gik et par sekunder, hvor Doroliir betragtede den gruppe han havde samlet. En simpel bonde, en nervøs vagt, en selvsikker skytte og en selvfed forretningsmand. 
”Og her har vi dem så. Den gruppe der skal bringe seglet til Syrakos!”
Doroliir lagde seglet i hænderne på Stannon, der skrækslagent stirrede tilbage. 
”Du har godt af at komme lidt ud … lidt væk fra skrivebordet.” kommenterede druiden, men Stannon svarede kun tilbage med et skrækslagent udtryk. 

Beboerne havde samlet sig ved Navnslys vestlige udkant, klar til afgang. 
”Pas nu godt på dig selv.”
Sef så ind i Elroms øjne med dyb bekymring. Ingen navn havde bevæget sig uden for Centerskoven før. Miri stormede hen til ham, og kastede sig op.
”Jamen Miri … jeg kommer da igen om en et par dage.” udbrød Elrom i latter, og omfavnede hende.
”Vi har lavet den her til dig … til at bringe dig held.” sagde Sef, og viste ham en udklippet fletning i sin hånd. Den var bundet sammen med deres bedste bånd i begge ender så den kunne holde sig sammen. Elrom lagde mærke til at den bestod af to forskellige farver hår, og kiggede på dem. En tot af Sefs brune hår manglede i venstre side, og lidt i a Miris blondte hår i højre side. 
Han fik øje på Doroliir som gav Mida noget i hånden. Det lignede et spejl. Han betragtede hvordan Doroliir vendte sig, og gik hen til ham med noget i hånden.
”Tag den her. Den vil beskytte dig mod skovens lange arme.”
I hans hånd lå en amulet af træ. Den lignede ikke noget, men Elrom vidste at den var noget særligt.
”De andre har også fået en.” indskød Doroliir og smilede opmuntrende.
”Mester Doroliir … jeg er bare nysgerrig. Da vi ankom til dit hus var det som om man glemte hvilke forfærdelige ting der lige er sket. Som om alting var for sjov.”
Doroliir sendte ham endnu et smil.
”Et godt spørgsmål. Ser du, for bedste at kunne have beskyttet Trolddomsseglet, valgte jeg at bo dybere inde i skoven end jer. Jeg har ikke muligheden for at fokusere så meget at skovens tåger ikke påvirker mig for evigt, derfor har jeg lavet en form for kuppel. Et permanent beskyttende skjold.”
Elrom slog øjnene op, og afbrød ham.
”Er det derfor at vi er sikre inde i landsbyen?”
”Lige præcis. I har fået et beskyttende skjold omkring jeres landsby lige såvel som omkring mit hus. Men hvorfor at alting bliver … sjovt? Jeg har ingen anelse. Måske er det kraften fra seglet som påvirker trolddommen. Men min kære dreng, det er nok en af dine sidste bekymringer lige nu.”
Doroliir rystede blidt hans skulder, og vendte sig om for at gå.
Solen på himlen lyste kraftigt ned på skovbunden. Den højest besynderlige gruppe af navnere begav sig ud på deres livs rejse. Til steder hvor en navn ikke havde gået i over hundrede år. 

 

-<>-


Højt mod nord, hvor brisens blæstens bidene kulde frøs alt til is, og bjergene var dækket af sne, hvilede ruinerne af det prægtige fortidsrige. Dens storhedstid var mageløs. Folk kom langvejsfra fra landet og byerne, og kaldte stedet Stenriget. Høje monumenter nærmest groede op af bjergsiderne. De strakte sig højere end noget andet. Det var i sandhed majestætisk. 
Men nu er det intet andet end en ruin …
Sneen dalede ned på de frosne blokke der for hundrede år siden var en mur. Sten. Det var ikke andet end en stor bunke af sten, der ikke kunne bruges til meget andet end at ligge ned.
Hvad kun nogle få kunne huske, var deres dybeste hemmeligheder. Hvad de havde gjort ved sig selv. For langt under de sørgelige ruiner, under bjergenes dybeste rødder, var der minerne. Gangene strakte sig uendeligt langt i en gigantisk labyrint. Dybere, dybere, indtil … de stødte på den.
Den fordrejede deres sind, smittede dem med unaturlige sygdomme. Allerede da den første simple miner opdagede den, blev han smittet med en dyster pest. Dens magt overtog de nederste miner, og derefter gik den op. Den slog alt ihjel på sin vej. Lige indtil den nåede Stenriget på overfladen. Wosniir.
Raknna førte sine hænder langs ruinerne. Hun kunne mærke den stærke energi fra minderne der stadig sad her. En hvisken, frygt … død. Hun lukkede øjnene og fokuserede. Følelsen blev klarere. Hun skærpede sanserne, og den konstante vandvittige hvisken blev til skrig og panik. Med ét åbnede hun øjnene, og i et syn foran sig så hun hele Stenriget som det engang var. Da det var ved at falde. En illusion der viste fortiden i et blåt skær. Dværge løb i frygt fra den majestætiske bygning. Der var ikke nogen hær udefra der angreb dem. Det var mere som om de blev angrebet indefra. Raknna undrede sig, men søgte dybere. Illusionen bevægede sig for hendes øjne, og lige da hun var ved at se ind i et vindue …
Pludselig oplevede hun et voldsomt ryk i sit indre, og blev nødt til at slippe koncentrationen. Illusionen forsvandt, og foran hende stod en ufattelig høj mand. 

”Du ønskede at tale med mig?” spurgte manden. 
Raknna undersøgte ham betænksomt. Det var ikke bare en mand. Det var en elver, og heller ikke bare hvilken som helst elver. Manden var Mun Ovaiir, elvernes konge. Hun betragtede hans fornemme krone. Den bevægede sig som et diadem hen langs panden, og mundede op i et højt spir. Hans ansigt var fejlfri. Der var ikke et eneste mærke på hans hud, ikke engang et ar. Der var en underlig, mystisk atmosfære over ham. Han var næsten åndelig.
”Ja.”
Raknna tøvede, og udvalgte grundigt de ord hun ville benytte.
”Jeg ønsker at forha,”
”Jeg ved hvad du ønsker.” afbrød Mun Ovaiir, og rettede roligt på sin næsten gennemsigtige kåbe. ”Du ønsker at blive et storslået rige, med storslået magt. Du søger anerkendelse og ærefrygt. Men du får det ikke … ikke af mig.”
Raknna skulle til at protestere, men holdt igen. Hun havde lyst til at flå ham levende, men han var langt stærkere end hende. 
”Jeg ønsker intet af det.” sagde hun, og kunne mærke et stik i sit indre. ”Jeg ønsker at dine og Syrakos’ angreb stopper, og i lader mit rige være!”
Mun Ovaiir stirrede på hende uden den mindste antydning af reaktion. Han nærmest gennemborede hende med sit blik, og hun følte sig mindre og mindre. Han måtte nyde det. Han måtte nyde at kunne stå og være ligeglad, og bare fortsætte fordi han kunne og fordi han havde magten til det.
”Din forfader.” lagde han ud med, og så mod ruinerne. ”Din tipoldefar, var en stor mand. Han vidste hvordan man skulle styre et rige. Det var i dit riges storhedstid, da det med stor magt dominerede det halve af Taria.”
Raknna vendte sig om mod ham. Hun kunne umuligt skjule sin interesse for hans fortælling.
”Jeg kendte ham … hans navn var Han Jorikan. Det var i tiden hvor de største troldmænd i Syrakos valgte at ville tage magten i Taria. Tænk hvis det havde lykkes … en verden i mørke, måske? Mig og Jorikan nedkæmpede dem i Syrakos’ hjerte.” Mun Ovaiir sendte et blik mod Raknna. ”Du undrer dig måske over hvorfor menneskenes by, Syrakos, hader trolddom? Eller hvorfor deres rige er så ynkelig og lille.” 
Elveren så igen over mod ruinerne, imens han betragtede hvordan solen havde bevæget sig over bjergene.
”Selv om din fortælling var inspirerende, ærede konge, kan jeg ikke se hvad den skulle gøre god for mig.”
Raknna og elverkongens øjne mødtes. 
”Den fortæller da alt, hvis du lyttede med. Den fortæller dig, at jeg intet har at gøre med Syrakos. Indtil nu er vi hverken ven eller fjende, men noget imellem. At du vil have at jeg skal aftale for Syrakos hvorvidt de skal stoppe deres egne angreb er ikke mit ansvar, men dit eget. Du tror alle er imod dig. Dét er din største svaghed. Det had du gemmer i dit hjerte, skal ikke afgøre dit riges skæbne. Lad det gå.”
Mun Ovaiirs blik gik fra følelsesløst, til næsten bekymret. Raknna stod og stirrede på ham, som om han havde gennemskuet alt om hende. Men så blev hendes ansigt fyldt med vrede og foragt. Hvordan kunne han stå og sige sådan noget til hende? Det havde intet med sagen at gøre.
”Du ved intet om hvad der er i mit hjerte!” udbrød hun i raseri.
Elverkongens bekymrede blik forandrede sig tilbage til den følelsesløse stirren. 
"Du er måske bange for menneskets konge?"
Han vendte sig om og begyndte at gå.
Lige så langsomt forsvandt han ud i sneen, og han var væk. 
Raknna stirrede på fodtrinene i sneen. Hendes hjerte hamrede af vrede. Hun vidste hvad det betød … det betød krig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...