Trolddomsseglet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2018
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1541Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Syrakos

Helt henne i den vestlige del af Taria hersker huset Syrakos, det synkende rige, med dets konge Torador. Men krig havde sat sine ar i riget, og dets grænser var skrumpet og havde mistet sin magt. Kun en skrøbelig våbenhvile imellem Syrakos og huset Seldari, havde sikret dets overlevelse. Men vil den fred vare ved?

Bitterhed kan altid udvikle sig til en katastrofe.

 

”Hvad gør vi? Noget som det her er ikke sket i flere generationer!” udbrød en kraftig dame der stod oven på det midterste af Det Afhuggede Hoveds borde. Der var samling for navnerne for hændelsen med Yrdulvene, og folket var oprørte.

”2 faktisk ...” svarede en dreng inde mellem folkemængden.

Han fik et slag fra en albue, af en pige der stod ved siden af ham.

”Klap i! … er du ikke klar over hvor seriøst det her er? Og desuden ... så er det 3 generationer.”

”Jeg er nu ret sikker på at det er 2 generationer.”

”Du kan tro hvad du vil, men det er 3.”

Pludselig så den kraftige dame ned på dem med lyn i øjnene.

”Sig mig engang … kunne i to møgunger ikke tage at klappe i og vise noget respekt!?”

”Undskyld Pommedans.” mumlede pigen.

Pigen forsøgte at se ud som om hun ikke blev fornærmet, men hendes ansigt blev rødere og strammere i takt med at flere og flere navnere stirrede på hende med vrede.

”For gudernes skyld, kunne i ikke tage at lytte til hvad damen har at sige, i stedet for at nedstirre mig!” udbrød hun, og som ringe i vand gik navnernes blik fra pigen, til Pommedans på bordet.

”Vi bliver nødt til at gøre noget,” fortsatte hun, ”Jeg foreslår at vi opsøger troldmand og druide, Doroliir!”

Der bredte en mumlen i kroen, som var det en samling af vigtige politikere der var ved at diskutere en ny lov. Pludselig var der en navn der brød den konstante mumlen,

”Men hvordan ved vi om det er nødvendigt at opsøge ham? Det var jo bare 3 ulve.”

Den mumlende stemning begyndte på ny, og endnu engang var der en navn der råbte op,

”Men det var jo ikke bare ulve, det var yrdulve … de hører slet ikke til i Centerskoven … de må have kommet udefra.”

Denne gang var det ikke bare en mumlet stemning, men med en snært af rastløshed.

”Og det er derfor vi bliver nødt til at opsøge Doroliir! Kun han kan fortælle os hvad der sker, og hvorfor yrdulvene søger helt herind i Centerskoven!”

 

Der var enighed blandt navnerne. De havde samlet sig omme bag ved den store scene af træ, som virkede større når man stod på den. Alt virkede større. Så stort at man mistede kontrollen over det man troede man havde kontrol over. Sikkerhed, familie. Nogle af de navnere der omgav Elrom havde mistet netop det. Nogle havde mistet alt. Og man indser først virkelig hvad man havde, når man mistede det. Og hvad skulle der ske nu? Hele Navnsly begav sig ud på en rejse dybere ind i Centerskoven, der hvor kun nogle få jægere og samlere havde begivet sig ud i. Var der sikkert, eller ville det være deres endeligt? Skoven havde altid været berygtet for at være giftig … at luften forvrængede ens fornuft og ødelagde en indefra, som et blad der visner og rådner op i skovbunden. Folk der gjorde fjender ud af venner og … endte hinandens liv. Ville det ske for dem? Ville den skov de havde levet i, i flere generationer være deres egen undergang?

Jo længere de bevægede sig ind i det ukendte, blev skoven tættere, frodigere og vildere. Træerne voksede på de mystiske måder hvor store knolde formede den bølgede stamme som ved et troldetræ.

Med tiden rejste solen sig højere op på himlen, og det nærmede sig middag før landsbyboerne ankom til en lydløs flod. Den strømmede roligt og navnerne var lettede over at opdage, at vandet var drikkeligt. Aldrig havde Elrom følt sig så tørstig. Han havde ingen anelse om hvor langt de havde gået og var endda begyndt at tvivle om de overhovedet vidste hvor de var på vej hen.

Han tog sit tomme vandskind frem og fyldte vandet i. Miri var ligeglad med vandskindet og stormede mod floden, hvorefter hun uden tøven dyppede sit hoved i det og drak.

Der gik ikke lang tid, og en navn Elrom kun var bekendt med råbte ud over folkemængden.

”Lad os komme videre!”

Det var hr. Stannon. Elrom vidste ikke meget om ham, andet end at han var en snob, elskede penge og sit hår. Men nok mest af alt sin højtelskede skorsten. Han nærmest tilbedte den. Men det var jo kun rygter fra andre folk i kroen.

Men så var der en navn i simpel rustning, en vagt, der rakte hånden i vejret. På et kort stykke tid tiede alle navnere omkring ham. Han lyttede. Det var som om han slet ikke trak vejret, men stod bare der og så ud mod træerne. De uendelige træer. De mindede om en ugennemtrængelig mur. Var der overhovedet nogen ende på dem? De begyndte at føltes alt for høje. Højere! De rejste sig længere op mod himlen og slukkede solens lys. Det var det rene vanvid!

 

Pludselig sprang et væsen ud af træerne! Det var et monster af mørkets guder, en dæmon fra underverdenen. Dets kæber flåede sig længere op af dets ansigt, og som en rådenskab skællede dens skind sig af kødet med en sort farve. Det var som om den skiftede ham, imens den løb forbi dem. En dæmon … En skabning af mørkets guder! …

Men det var bare et dådyr. Et dådyr der blev forskrækket og flygtede fra den alt for store fremmede flok af navnere. Det tog ikke mange sekunder før den forsvandt igen imellem træerne. Alle navnerne stirrede med et jag af rædsel mod den. Hvad skete der?

”Det er Centerskovens tåger! De bringer vanvid og syner! Vi må bevæge os hurtigere!” udbrød hr. Stannon, og navnerne ikke bare gik, men luntede næsten i skjult panik.

Hjertet bevægede sig hurtigere. Elrom så ikke længere klart. Skoven var blevet rødere og mere grumset. Som ved hvert hjerteslag, zoomede synet ind på skoven, og ud igen med takt. Hurtigere og hurtigere. Han vidste slet ikke om han gik længere eller om han faldt. Han mærkede mindre og mindre og kom til at vælte ind i Sef. Han opdagede det knap nok. Mindre og mindre hørte han, mindre og mindre opfattede han. Endnu et hjerteslag. Et til. Et til. De fortsatte og fortsatte i vanvid!

 

Og så stoppede det.

 

Elrom opfattede mere. Han hørte og mærkede mere. Han kunne mærke … mærke at han havde slået sit knæ. Var han faldet? Hjertet slog langsommere, og skoven blev grønnere og synet skarpere. Der var ro. En saglig fred. Atmosfæren føltes svævende … han var vel forhåbentlig ikke død.

Og det var dér de så det. Det smukkeste syn Elrom nogensinde havde set, og uden tvivl også de andres. En lille bæk rislede af sted til venstre for dem, og fulgte op af en helt perfekt klippet græsplæne. Små gyldne partikler svævede i en ufattelig fred igennem luften, upåvirket af en perfekt tempereret brise. Helt omme bag græsplænen lå et hus, der var besynderligt skævt. Selv vinduerne hældte helt til venstre. Taget manglede et flertal af tagsten, og op af denne nærmest voksede en skorsten op mod træernes kroner. Ved de første par meters højde, blev der brugt en mindre stolpe til at holde den i balance. Ved trejde meter var et stykke af den knækket af, men den stod stadig lodret og helt øverst sad en lille pind imellem to løse sten.

 

”Prøv at se! Doroliirs skorsten er da højere end hr. Stannons!” udbrød en navn i folkemængden. Hr. Stannon fnyste fornærmet, og rettede sin ryg, men folk lod ikke til at bekymre sig om hans reaktion.

Indvendigt var huset fornemt indrettet. En pejs i midten der var forbundet til den ualmindeligt høje skorsten. En polstret stol med en bog ved armlænet. Under flokken af navnere var et stort tykt tæppe med frønser for enderne. Det var mystisk, for huset syntes mere lodret indvendigt end udefra ...

Ud af en lille gang i venstre side af stuen kom Doroliir med en kop te. Han lod ikke til at lægge mærke til dem i det første sekund, men da han så op, stirrede han på antallet af besøgende. Elrom kunne sværge at han var ved at tabe koppen af forbavselse.

"øhm ... goddag ..." startede han mumlende ud med, imens han desperat var i færd med at finde på noget at sige.

"Hvad bringer jer her?"

I ét vældede det frem med korte og langstrakte forklaringer, som en strøm der var for stærk til at stå oprejst i.

Doroliir rakte en hånd i vejret hvorefter han stillede koppen på et lille bord ved siden af stolen. Alle navnerne tavs modstridigt imens de så på hvordan Doroliir rørte i sin kop med en fornem sølvske. Da han gav slip igen og så mod sine besøgende, fortsatte skeen med at røre i koppen.

”En af gangen … hvad skete der?”

 

-<>-

 

Vindens bidende kulde slog i hårde slag mod klipperne. Dog var der nogenlunde vindstille inde i hulen, hvor Jorka sammen med en anden munk kæmpede for at holde varmen. De betragtede hvordan Raknna lod sine fingerspidser glide langs en stenbrønds kant, hvorpå der lå et næsten gennemsigtigt silkeklæde. Hendes hænder stoppede ved klædet og hun tøvede et par sekunder før hun tog det op. Hun stod og betragtede det tavs i flere sekunder, før hendes ansigt viste tegn på bevægelse. Hun mærkede hvordan hendes øjne begyndte at brænde, og hun lod det løbe. Tårerne trillede ned fra hendes kolde kinder.

Jorka havde ingen anelse om hvad han skulle sige eller gøre, men hun havde gjort det før. På den samme dag hvert eneste år.

Foran Raknna var det som om et kort lysglimt samlede sig for hendes fødder. Da hun kiggede op så hun en kvinde. Det blonde hår svævede i luften sammen med hendes hvide kjole. Hun så på Raknna med en blanding af kærlighed og skuffelse. Raknna stod som frosset, og stirrede på hende. En strøm af tanker fløj igennem hende, ikke som en flod men et vandfald. Lige som kvinden var kommet begyndte hun langsomt at forsvinde igen.

Jorka kiggede søgende på sin dronning, undrende over hvorfor hun stirrede ud i luften på den måde.

”Deres nåde?”

Raknna fortsatte med at stirre mod det forsvundne syn.

”Dikka …”

Ordet kom som en svag vind. Et harmløst strejf af noget velkendt. Noget der lokkede hende, som var hun afhængig af det. Det kunne ikke skade at lade det komme. Det kunne ikke skade, nej.

”Dikka … DikkaDikkaDikkaDikkaDikka,”

Ordene strømmede igennem hende, hendes læber bevægede sig unaturligt hurtigt. Hendes øjenlåg flakkede som et stearinlys der var ved at dø. Det fortsatte, fortsatte. Ordene flød ind i hinanden, og blev en messen. Det ord der før virkede harmløst, slog hende som en bølge af uendelig hede, og hun var lige ved at falde om.

”Raknna.” gentog Jorka beroligende.

Strømmen af ord dulmede. Hun blev ved med at stirre et stykke, men lod sig modstræbende vende tilbage til virkeligheden. Hun rettede ryggen, og næsten smed tørklædet ned i brønden igen. I et kort ryk vendte hun sig mod Jorka imens hun forsøgte at skjule tårerne på hendes kind.

Pludselig trådte en stor mand frem fra hulens åbning. Han bar bjørneskind, og havde et stort spyd i højre hånd.

”Min excellence, jeg bringer nyt om huset Seldari … elverkongen har endnu engang invaderet en landsby, og agter at slå lejr inden for dit kongerige. Det samme gælder i vesten hvor huset Syrakos har raseret byen Magda.”

Raknna stirrede på ham. Vreden boblede inden i hende. Hvordan skulle hun nogensinde kunne få sit hus tilbage til den magt den i så mange generationer havde, hvis de 2 huse slog sig sammen og konstant puklede hende?

”Djævelskab … sataner!” udbrød Raknna, og i et vredesudbrød hamrede hun hånden ud og hulens venstre side eksploderede.

Sendebuddet og munkene trådte hurtigt et skridt bagud, nervøse for at blive ramt af endnu et vredesudbrød.

”Sendebud! Sig til de 2 huse, at jeg agter at tale med dem … enten ender de deres angreb, eller der bliver krig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...