Trolddomsseglet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2018
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1541Visninger
AA

13. Kapitel 13

 

I den lange tronsal sad Torador som sømmet til sin trone. Han ænsede ikke det festmåltid der var blevet placeret foran ham. En enorm kalkun fra Tarias bedste farme, grøntsager, bær, nødder. Alt luksus fra Taria samlet omkring ét bord. Elnuur skævede forsigtigt ned på ham. Hun kunne ikke få hans øjne ud af hovedet. Stadig var de fuldstændig hvide. Med 2 små sorte prikker. Der var ikke engang en regnbuehinde. Hans tunge vejrtrækning gav hende kuldegysninger. Hun knugede sine hænder til sin lilla kåbe i håbet om at han ville lade hende være. Han nærmest kælede for Trolddomsseglet idet han vogtede over den imod alle. Ikke engang hans egen søn som til tider kom ned i tronsalen måtte røre den.

Pludselig lød et højt kald fra et af de åbne vinduer øverst i salen. Ind af åbningen spejlede sig en sort skikkelse i det gyldne sollys. En ravn. Elnuur brød den pirrende stilhed, og bevægede sig hen mod den. Hun tog imod den i midten af salen, hvorefter hun tog brevet af dets ben.

"Deres højhed, det er et brev fra Magda."

Toradors øjne bevægede sig i et hurtigt ryk imod hende. De stirrede med ondskab på hende, og uden at flytte dem fra hende, tog han imod brevet. Øjnene vendte sig imod det gulnede pergament idet han åbnede det. De knoglede fingrer gled nøjsomt langs de snørklede ord. Elnuur opdagede hvordan hans pegefinger dirrede kraftigere og kraftigere jo mere han læste. Pludselig rev han det i stykker, kastede resterne ud i rummet. Torador tog sig til hovedet og tabte næsten trolddomsseglet. Stilheden fortsatte. Elnuurs nysgerrighed pirrede hende. Hun lænede sig kort frem og skulle til at spørge hvad der stod, men tøvede. Hun vidste ikke hvad han kunne finde på i den tilstand.

Pludselig brølede han et kvaldt skrig der gav et jamrende ekko i salen. Han lod sine klamme fingre bore ned i sin hovedbund. Hele hans krop rystede. Vagter i den anden ende stormede mod ham for at se om det var alvorligt.

Elnuur tog mod til sig.

"Deres højhed? Hvad er der?"

Torador sagde intet. Han græd lydløst bag de knoglede fingrer. Så holdt han inde, og rettede ryggen. Han skulle ikke vise nogen svaghed over for undersåtter i jern.

"Magda er blevet taget af Akariin."

 

***

 

Jorka lod hånden glide langs murværket. Gangene var så ens, at man knap vidste hvor man var. Det var genialt. Han måtte indrømme at han var imponeret over Syrakos' evne til at bygge, trods han vidste hvad formål det havde. Han tjekke løbende til Mat, hvis ben kun var halvt så lange som hans. Der skulle ingenting til for at fare vild her. Pludselig hørte de et klagende skrig give et ekko igennem gangene. De vendte sig med ét imod lyden, og så ind i en kulsort gang. I et kort øjeblik syntes lyset at blive opslugt af mørket, som kunne gangen ikke lyses op. Tøvende bevægede de sig derhen imod. Løbende lod gangen sig afsløre, og flere celler dukkede op. De kunne tydeligt høre den paniske vejrtrækning. En efter en tjekkede de hver en celle. ved nogle af dem var der fanger, hvis tilstand lignede den samme som ham Jorka endte livet hos. Men der var en som faklens lys afslørede, der syntes at være ny.

Mats øjne lyste op ved synet. Stannon!

Jorka tog hastigt nøglerne frem. Han prøvede nøgle efter nøgle, indtil det gav et tilfredsstillende klik, og cellen åbnede. Stannon tøvede kort, men Mats blik fik ham til at rejse sig op, og gå mod den kutteklædte mand. Sådan fortsatte det. De lange våde murer strakte sig i en uendelighed i labyrinten af fangeceller. Flere steder stødte de på en rådden stank, som flere gange viste sig at komme fra glemte fanger der havde lagt i deres celler i lang tid.

Men Mida og Elrom var ingen steder.

Mats bekymrede blik forandrede sig til desperat. Han gik hvileløst rundt i cirkler imens han forsøgte at huske hvad der skete med dem. Hvor blev de slæbt hen? Han kunne huske hvordan de blev hamret i gulvet, kongens vandvittig latter, hvordan de blev slæbt hen af det velpudsede stengulv. Ned af trapperne, hvor det gav et slag i hælene hver gang de slattent dumpede ned på de næste trin. Han huskede at de blev delt op. Minderne blev slørede, og billedet forsvandt.

”Jeg kan ikke huske noget.”

 

***

 

Raknna så med en underlig tomhed ud over den døde slagmark. Hun følte ikke nogen sejr. Der var intet glæde over at have besejret noget af hendes fjende. Følelsen af hævn var der slet ikke. Det eneste hun mærkede var et dybt hul i sit bryst, der hvor ravnemunken havde grebet om hendes hjerte. Bastian stod ved siden af hende, klar til at gribe sin dronning hvis hun faldt om. Hun svajede usikkert på benene idet hun tænkte.

Og Dikka. Hun kunne huske Dikka. Hvor var hun dog blevet smuk i den verden hun levede i. Hullet i brystet blev med ét fyldt op med en kvalmende varme. Hun fik det dårligt af sit tankemylder, lige så hun havde lyst til at græde. Var det virkelig skyldfølelse hun kunne mærke? Raknna havde lyst til at bryde den uvirkelige stilhed.

”Ingen af dine borgere er kommet noget til.” var det eneste hun kunne få ud af sine læber.

Bastian så på hende med taknemmelighed. Han gengældte ikke hendes ord med stemmen, men med et kort nik. Det var som en kniv der borede sig dybere ind i hende. Hun mærkede hvordan tårerne pressede sig på. I et hurtigt ryk vendte hun sig om, og gik forsigtigt tilbage til sin hestevogn. Loyalt fulgte Bastian med.

”Du behøver ikke tage med mig.”

Bastian så på hende med et bestemt smil.

”Det var det vores aftale lød på. Du giver mig Magda tilbage, og vi vil for altid stå ved din side.”

Et stift smil viste sig så småt på hendes læber.

Hun bevægede sig med hæren bag sig ud af byen. En tanke strejf hende, idet hun bevægede sig forbi den ødelagte mur. I en krig der kun er for de store, hvem er det så der skal rydde op? Alle dem der intet har med det at gøre. Alle dem som bare vil være i fred. Alle dem hvis stemme aldrig vil blive hørt.

 

Hæren samlede sig igen uden for Magdas murer. De stod som maskiner i perfekte lige rækker uden at røre sig overhovedet. Stift så de mod det dramatiske landskab, klar til at drage videre i deres uendelige kamp om magten.

 

***

 

”Vi kan sgu da ikke lade Elrom og Mida i stikken?” udbrød Stannon lamslået over Jorkas ord. Mat var entydigt enig med Stannon, og så fjendtligt på Jorka.

Den ældre kutteklædte mand så halvt opgivende på de to navnere.

”Elrom og Mida er ikke her.” udbrød Jorka til sidst.

Stilhed fyldte de kolde gange, idet Stannon og Mat stift så på Jorka.

”De er i tronsalen.”

”Hvordan kan du overhovedet vide det?” udbrød Mat, usikker på hvilken en han skulle holde med.

Jorka sendte ham et beroligende smil.

”Som troldmand har man udviklet evnen til at fornemme trolddom. I har nogle amuletter på jer under trøjerne som har en form for beskyttelse over sig. Det er simpelt, jeg gættede mig bare til at jeres venner har de samme amuletter og mærkede efter dem.”

Stannon så chokeret på ham.

”Du er en troldmand?”

Han sendte Stannon et kort nik.

”Lad os gå. Vi har et Trolddomssegl at tage tilbage.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...