Trolddomsseglet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2018
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1571Visninger
AA

10. Kapitel 10

 

Raknna så tilfreds ud over sin majestætiske altan. Under hende stod hundredvis af soldater klædt i prægtige mørke rustninger i den store slotsgård. Vinden blæste kraftigt og tvang hendes hår til at blafre voldsomt i luften, men hun stod urokkelig som et monument. Hæren råbte og skreg, klar til krig. Raknna betragtede hvordan hele slotshaven var lavet om til en enorm slagmark, hvor soldaterne havde trænet. Nydeligt, som de stod i perfekte lige rækker foran hende. Hun nød magten. Hun mærkede hvordan den strømmede igennem hende. Bare tanken om at hun kunne gøre med dem hvad hun havde lyst, gav hende et glædesrus.

Hun var flere etager oppe i hendes borg, men af magisk vej kunne hun uden problemer høres. Så rejste hun hånden, og hæren blev med ét tavs.

”Mine krigere!” stemmen rungede voldsomt ud over det øde landskab. ”I har trænet. Svedt. Blødt. Alt I en sag der kun er for det gode!”

I ét brølede hæren anerkendende. Raknna lænede sig tilbage, idet hun gjorde en kort kunstpause.

”Vi har alle mærket undertrykkeren. Han som kalder sig selv for konge. Han som kalder sig selv den første. Han som har plyndret. Han som har brændt vores hjem og dræbt vores familier!”  

Stilheden var nervepirrende. Selv om der stod hundredvis af soldater for hendes fødder, var det eneste der kunne høres hendes ekko og den isende vind.

”Men i dag, vil vi marchere i krig. I dag vil vi jævne undertrykkerens magt med jorden! I dag vil vi drage i krig mod Syrakos!”

Hæren brølede og jublede. De stod alle som en og viftede opstemte med deres sværd, spyd og skjolde idet de hamrede på deres bryst hvorpå Akariins symbol var malet.

Raknna så selvtilfreds ud over sit værk. Hendes magt susede igennem hende. Hun mærkede hvert et brøl. Mærkede hver en lille bid af støtte fra hundredvis af mennesker. Et lille smil bredte sig på hendes iskolde læber.

 

 

Jorka havde gjort sig umage med sin placering. Han havde bevæget sig ud i slumkvarteret. Mudder stod ham højt op mod støvlerne, idet han tålmodigt ventede i en lille smal gyde. Der stank. Der stank fælt af råddenskab og død. På en måde var det imponerende. Imponerende at en enkelt mur kunne afskærme så modsatte verdener fra hinanden. Rigdom og hungersnød. Men han vidste uden tvivl også, at det ikke var fordi ingen fra slummen bevægede sig ind i byen. Idet han betragtede hvordan flere lasede mennesker gik rundt, knugede han sin hånd om hans segl på kåben. Akariins symbol og hans hjem.

Tænk at noget der lignede det her engang var hans hjem. Hans mindes den gang for mange år siden at Raknnas far samlede ham op og tog ham hjem. Det var før Troldkrigen. Før alt dette kaos. Den gang hvor der i det mindste var en smule orden. Selv om Syrakos dengang ikke afskyede trolddom den gang var der stadig frygt for den. Stadig heksebrændinger og jagter. Et kort minde viste sig i hans bevidsthed. Hans mor på bålet, og flammerne der slikkede hendes afbrændte hud. Han havde trolddommen som en naturlig evne fra hans mor. Hun var magtfuld. Men det var de munke der stod for jagtende også.

     Jorkas tanker blev afbrudt da en mindreårig pige hev fat i hans kåbe.

”Det er herovre.”

Uden tøven fulgte Jorka med pigen. Flere småbørn gik dem i møde, og det endte med at fire børn fulgte efter Jorka. Han vidste udmærket godt hvorfor. Han så rig ud. Med hans fine silkekåbe og velredte hår. Med hans sorte læderstøvler og fine smykker. Pigen ledte ham igennem et utal af gyder. Han betragtede hvordan de nærmede sig murens kant, og de stoppede op.

 

Pigen pegede ned mod et lille hul i muren. Jorka bukkede sig ned i mudderet for at se ind. Hulet var flere meter dybt, og gik lige igennem til den indre by. Et smil bredte sig, idet han rejste sig op igen. Jorka tog en lille læderpose frem og gav to dyrebare mønter til hver af børnene, hvis ansigter lyste op i en blanding af overraskelse og glæde. Han bukkede sig ned mod dem, så han kom ned i deres højde.

”Findes der flere af disse huller i byen? Findes der en der går direkte ind i paladset?”

Pigen skulle lige til at tale, men holdt igen. Hun bed sig i læben i et klart overvejende blik. Skriftende så hun på de kostbare mønter og på den ældre mand foran hende.

”Bevis det ikke er en fælde.” sagde hun mistænksom.

Smilet på Jorkas læber bredte sig. Anerkendene så han i pigens øjne og tog fat i seglet på hans kåbe.

”Ved du hvad det her er for et symbol?”

Pigen undersøgte den nøje. Uden tvivl blev de andre børn også interesserede, og så på seglet med dybe øjne.

”Ja.” svarede hun kort, ”det er huset Akariins symbol. Det har min mor lært mig.”

Han gav slip på seglet igen.

”Netop. Og i så fald, er jeg nok den største fjende i Syrakos du kan finde.” sagde han og rodede venligt i hendes hår.

Smilet bredte sig på hendes læber, og hun kravlede overbevist ind gennem hullet efterfulgt af de andre.

 

Hullet var snævert, men det lykkedes Jorka at komme igennem. Den finere by kom til syne. Der var kun få spor af mudder på den anden side. Resten var rene brosten. Børnene var fuldstændig stille, imens de sneg sig langs bagsiderne af en række bygninger. Jorka kunne ane det mægtige palads på afstand. De helt øverste spirer var blålige på den lange afstand, og rørte lige ved de laveste skyer.

Det var intet problem at nærme sig paladset. Der var ingen folk i denne del af byen. Pigen foran Jorka stoppede op. Hun så sig forsigtigt om. En mindre gade var lige foran dem. Den syntes tom. Men han kunne se på pigen at det ville være en fejl at bevæge sig ud på den.

”Der kommer nogen” hviskede pigen så lavt, at Jorka næsten ikke fangede ordene.

Han begyndte at kunne høre metalliske fodtrin nærme sig. Lyden af den klongene lyd mod brostenene blev højere og højere, og Jorka vidste uden tvivl hvad det var. Soldater. Pludselig dukkede 2 fodsoldater op et stykke foran dem. Pigen henvendte sig til Jorka.

”De er på patrulje. De går omkring lige her nogle få gange.”

Hurtigt som ved en militær øvelse viftede hun med armen. Lydigt bevægede de mindre børn sig over gaden, uset af de finere beboere. Da børnene var ovre på den anden side så de sig grundigt om. Hurtigt så drengene over vejen igen, hvorefter du sendte et signal til pigen.

Sådan fortsatte det igennem hele byen. Det slog Jorka, at dette var hvad disse børn var nødt til at gøre hver dag for at kunne skaffe sig mad. De tog højest sandsynligt af resterne fra kroer og markeder. Endelig, ankom de til paladsets murer. Den rejste sig højt op mod himlen. Lige som sidst han var her, syntes dets høje tårne at nå de nederste skyer.

 

 

I sin guldbelagte trone sad Torador og stirrede på dets glinsende overflade. Dets blanke indrids hvor runerne sad. Igen og igen lod han hans forkullede fingre kører over den. Trolddomsseglet. Ved hans side stod den kutteklædte kvinde Elnuur. Hun smilede selvtilfreds idet hun lod sin hånd glide langs tronens armlæn.

”Nu hvor du har dette trolddomssegl, denne nøgle til ultimativ kraft, tror du så ikke vi skulle gøre modstand mod vores fjender?”

Uden at kunne se hans ansigt for hans lange grå hår, svarede han.

”Hvilke fjender tænker du?”

I et kort øjeblik overvejede hun hvad hun skulle svare. Med et kort ryk så hun ud over tronsalen og dets mange vagter. Smilet forsvandt på hendes læber.

”Akariin”

Toradors lange fingre strøj langs trolddomsseglets overflade. Han rejste sit hoved, og hans kridthvide øjne hvis små sorte prikker stirrede frem. Han slikkede sig i hurtige strøj over munden, imens han overvejede sin plan.

”Vi starter ud med at udradere Magda fuldstændig! Haha! Der har vi allerede magten, heh …” Toradors stemme var fuldstændig forvredet, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte. ”Derefter går vi direkte efter kællngedronningen og hendes ynkelige Akariin. Men vi er ikke færdige der! Når vi har sundet os efter nydelsen bevæger vi os videre langs de andre lortebyer. Heeelt hen til Seldari! Elverkongen i hans lille møgby. Med hans små møgelvere der danser nøgne i skoven. Ha!”

Hadet der direkte sprøjtede ud af munden på Torador skræmte Elnuur. Hun vidste udmærket godt at med magt kom der grådighed. Men hvad der kom ud af ham var direkte galskab. Hun lod sine øjne glide ned mod ham. Hun fik øje på hans blik som stift stirrede tilbage. Hans stramme ansigt var frygtindgydende, og hans besatte øjne var gennemborende. Han ville ikke fjerne blikket. Han blinkede ikke engang. Elnuur flyttede sit hoved så hun ikke kunne se på ham. Men hun kunne mærke hans faste blik. Blikket gennemborede hende. Stilheden gennemborede hende. Salen gennemborede hende. For at ryste det hele af sig gjorde hun et emneskift.

”Hvad med din søn?”

Torador fjernede blikket fra hende. Han så igen ned på trolddomsseglet som var han afhængig af det.

”han er i sit kammer.”

Elnuur tog mod til sig. Det var hendes opgave at holde øje med kongen.

”Ja. Men hvad skal der ske med trolddomsseglet efter, du ved, han bliver den næste konge.”

I et ryk hev hun sig selv i armen, da Torador kradsede sine negle ned i Trolddomsseglet.

”Min søn … bliver aldrig konge. Aldrig! Har du forstået det?! Aldrig! Jeg er konge, jeg vil blive ved med at være konge og ingen skal stoppe mig! Med dette segl, skal jeg leve evigt.”

En lang stilhed fulgte efter det voldsomme ekko. Soldaterne langs hallen stod urokkelige. Torador sad urokkelig. Elnuur stirrede i frygt ud over den lange tronsal.

 

 

Den lille pige viste Jorka ind i et aflukket område langs paladsets murer.

”Ingen vagter kommer gående her. Man skulle tro de helt havde glemt stedet her.”

Jorka fik øje på pigens pegende finger, og fulgte dets retning. Han smilte for sig selv ved tanken om at hele Syrakos var fuldstændigt sikret. Militært, placering og bygningerne, på nær for et par sultne børn som uden problemer fandt fejlen. Et hul igennem paladsets mur, skjult omme bag en busk børnene havde placeret. Her kunne de snige sig ind, gemme sig for omverdenen og gå ind i deres egen.

Jorka så taknemmeligt på pigen. Han stod lidt for sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle gøre til gengæld. Han havde en forfærdelig lyst til at tage børnene væk fra dette kaotiske hul. Men hvad godt skulle det gøre? De var ikke de eneste. Men de var i det mindste nogen. Han så skiftevist på dem. Sultne og udhungrede. Med jord op til ansigtet og mudret hår. Hvad liv var der tilbage for dem? Som kun de fire huse siger; Dette spil er kun for de store.

Uden tøven gik Jorka ned på knæ foran pigen. Ligeglad med hvorvidt hans kåbe blev fuld af jord og støv, tog han fat om hans emblem. I et kort ryk tog han den af, og placerede i pigens hænder. Hun var fuldstændig målløs. Hun knugede fingrende om den, idet hun gemte den væk i sin lomme. Hun vidste uden tvivl hvor meget den var værd. Solidt guld. Det kunne give dem alle et anstændigt liv væk fra Syrakos’ lange arme.

Han rejste sig op igen. Kastede et kort blik på børnene igen, og bevægede sig ind i hullet.

Pigen løb over mod åbningen, og så ængsteligt mod ham.

”Mit navn er Nerida.”

Jorka gengældte hendes ord.

”Og mit er Jorka.”

 

De kolde murer omsluttede Jorka. En klam fornemmelse bredte sig i hans krop, idet han bevægede sig igennem. Jo længere han kom, jo mere fugtig og ildelugtende blev omgivelserne. Der var fuldstændig mørkt. Han følte sig frem med armene, men kunne mærke det ikke var nok. Han stoppede op. Mærkede omgivelserne. Fornemmede det fugtige sten under ham. Fornemmede den dunkende energi fra Trolddomsseglet som næsten bombarderede ham. En elektrisk aura fyldte ham, idet han kaldte den frem, og formede et fysisk lys. Med det samme så han de grå sten forme sig på de mest forkullede måder. Hele hullet var formet som en revne i muren. Han kune ikke lade være med at tænke på, at den nok var opstået af Troldkrigens rasen.

Omsider kom han til enden af revnen. Han sendte det svævende lys ud i det tomme mørke, som afslørede et tomt rum. Der var nogle halvrådne træstole og et bord der snart truede med at gå midt over af forrådnelse. Langs muren var der store tønder, som derimod så ud til at være af nyere dato.

Med mindre besvær kravlede han ud af revnen som fyldte hele væggen.  

     Af ren vane så han ned af sin mørkerøde kåbe. Fuldstændig pløret til med mudder og støv. Han gjorde et kort suk, og undersøgte rummet nærmere med øjnene. Døren var lige foran ham, og det så ikke ud til at der ville ske noget alvorligt ved at åbne den op.

     Foran ham viste sig en gang. Den mundede ud i et større rum, alt af sten. Det var logisk, at dette var underjordisk. Der var ingen vinduer, og det eneste der gav lys var hans trolddom, og nogle ganske få fakler omkring på murerne. Han mærkede hvordan lyskuglen tærede ham for kræfter, og slukkede den. Til gengæld tog han en fakkel ned fra muren, som så ud til at være ny.

Efter ganske kort tid begyndte han at kunne høre stemmer. To mænd der talte lavmeldt til hinanden. Jorka kastede et hurtigt blik for sig, og spottede 2 udrustede vagter komme i hans retning. Hurtigt klemte han sig op bag et hjørne der forhåbentligt kunne skule ham for dem. Han slukkede faklen af magisk vej, og det klamme mørke omsluttede ham fulstændig. Han stod et stykke og lyttede. Hjertet hamrede og hans fødder trippede, idet han holdt vejret. Han vidste ikke om han havde nok kræfter tilbage til at tage vagterne ned hvis de opdagede ham.

Pludselig kom vagterne helt op foran ham. Lyset fra deres fakler spejlede sig kort på ham, men de lod ikke til at lægge mærke til noget.

Jorka ventede et par sekunder, idet de var gået lige forbi ham. Han prustede lydløst ud, og fik kontrol over sin vejrtrækning igen. I et kort ryk vendte han tilbage til gangen og bevægede sig videre.

Idet han bevægede sig videre imellem de snævre gange, blev gulv, mur og loft mere vådt og klistret. Som om det var meningen at det skulle vende vride maven om på en. Han skiftede retning få gange, idet han kom til noget han kendte alt for godt. Et fængsel. Tremmer fungerede som døre i en udmundet gang, der højest sandsynligt husede uønskede gæster. Nogle få fakler lyste rummet op sammen med den han holdte i hånden. Der var et enkelt bord og stol derinde, der syntes at være i en sølle tilstand. Rummene bag tremmerne var næsten kulsorte. Man kunne ikke se andet end et par centimeter ind, og blot ane muren på den anden side.

Jorka nærmede sig en. Han lod faklens lys afslører hvad mørket skjulte. Det viste ham ingenting. Ikke andet end et rum der knap var en kvadratmeter bredt, med lidt halm på gulvet. Gyseligt. Han bevægede sig videre til den næste celle. Der var nogen derinde. En udsultet mand, hvis krop ikke virkede som andet en hud og knogler. Jorka nærmede sig. Han så ængsteligt efter vejrtrækning. Man skulle tro at sådan en mand ville være død, men nej, han levede stadig. En lille streng af liv holdte ham stadig oppe i hans usle liv. Død ville være en gave for ham.

Han stod lidt for sig selv. Det så ikke ud til at manden havde opdaget ham. Han var så langt væk fra bevidstheden. Udsultet. Mager. Hele hans ansigt var udtørret, og lignede et kranie. Skulle han gøre det? Tankerne fløj rundt i hovedet på ham, lige indtil han billeder fra Syrakos’ slum slog ham. Hvis han blev her, ville han dø. Hvis han endelig slap ud en dag, vil han bare vende tilbage til slummen, gøre noget ulovligt igen i et desperat forsøg på at overleve, og blive fanget igen. Nej. Døden var en gave.

Han stod klar. Han lod den elektriske aura fylde rummet. Han mærkede lidelsen i manden. Mærkede hvordan forrådnelsen i rummet fyldte ham. Han spolede ind på manden i sig selv. Fjernede omgivelserne fra hans tanker, indtil der kun var manden. Han kunne mærke hans livskraft. En lille snor der stadig holdte ham i de levendes verden. Jorka rakte hånden frem, vred den lidt til højre, og snoren bristede. Manden lå helt stille. Ingen vejrtrækning. Ingen hjerteslag. Død.

Jorka stod stille i flere minutter. Han stirrede på den udtørrede krop, chokeret over hvor lidt der skulle til for at fjerne det sidste af hans livskraft. Han fortrød intet, men fortsatte sin søgen inde i fængslet.

 

 

Mat så sig kort omkring igen. Selvfølgelig var der intet nyt at se, så hvorfor bruge sine kræfter på at åbne øjnene? Han følte sig klam. Den slimede sæk der skulle ligne tøj, klistrede sig til hans krop. Han frøs, og greb flere gange ud efter noget der kunne varme ham. Men der var kun et vådt stengulv. Han var færdig. Dødsdømt. Den forkerte konge havde Trolddomsseglet, og nu lå han her og sultede ihjel …

Pludselig hørte han skridt. Endnu en vagt. Skyggen nærmede sig, idet fodtrinene blev højere. Men det var ikke en vagt der kom til syne foran tremmerne. En kutteklædt silhuet. Den stoppede op foran tremmerne, og lod sin fakkel vise sit ansigt. Det var en ældre herre, som søgende kiggede ind i cellen.

 

Jorka så ind i den næste celle. Han havde fundet et rum der var lidt større, men cellerne var stadig minimale. Hvad han så havde han aldrig forventet. Han havde aldrig troet han virkelig ville se dem i sit liv. En navn. En navn klædt i en forrådnet sæk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...