Dødens Gryde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 13 sep. 2017
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 3 huse er i konstant krig mod hinanden og ingen kan vide sig sikre.
Men et fjerde hus er ved at rejse sig, og for at underlægge de andre, vil dets dronning skabe en magtfuld hær. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og den leder hende til navnernes landsby, hvor blod, kaos og død snart vil følge ... Her bliver Trolddomsseglet, som har været i sikkerhed i landsbyen i flere år, overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 3 huse, som måske endda selv vil misbruge den.


3Likes
9Kommentarer
313Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Navnerne

I Centerskoven, levede et oldgammelt glemt folk kaldet Navnerne. De var lavere end dværge, slankere, men mindede meget om dem. 
For mange hundrede år siden, ved Kong Toradirs storhedstid af huset Syrakos, var navnerne slaver. 2 ad de 3 hus, Syrakos, Seldari, så dem ikke som andet end slaver og på grund af dereskropsbygning blev navnerne anset som perfekte minearbejdere. 
Men én navn havde magten til at ændre dette. Det var den ældre troldmand Doroliir, som med sin mest magtfulde trolddom, transporterede alle navnere i landet ind i Centerskoven, En skov som hverken Mennesker, elvere eller dværge turde vove sig ind i. I den tid har De 3 Huse skrevet legender og teorier om de mystiske navnere og deres forsvinden. I deres perspektiv, forsvandt de bare ud af den blå luft. Begivenheden hed Frelsens Dag.
Med tiden blev de glemt og de fleste skrifter om dem er gået tabt.

 
”Så’ der øl!” Skreg Hr. Stannon, en navn med blondt redt hår, og en lidt for stor mave. Han sad på toppen af en bunke kasser og drak hans sjette krus øl.
”Årgh, du’ fuld!” Udbrød en anden navn, imens han svajede voldsomt fra side til side. 
”Ha, det er i sgu begge!” Sagde kroværten.
Det var en festival der skulle fejre Navnerenes Frelsen, og årets højeste skorsten. 
Hr. Stannon var næsten blevet en fast vinder når det gjalt om den højeste skorsten. Den var så høj, at den var højere end hans eget hus, og der skulle bruges små pæle til at holde den oppe. Han var så sikker på at vinde, at han allerede havde begyndt at fejre sig selv før kåringen.

Landsbyen Navnsly havde beredt sig på festen ved at dække op med snore over alt i gaderne hvorfra der hang en masse små trekantede flag i alle farver. Månen var fuld, og med dens blålige stråler lyste den landsbyen op i en nærmest magisk atmosfære. Høje lanterner hjalp til med at oplyse byen, hvor de blandede det blå skær med deres gyldne lys. Husene var næsten alle skæve, hvorfra umådeligt høje skorsten stak op fra dem alle. 
Elrom gik med sin kone Sef og deres datter Miri, imens de betragtede byens udsmykning. De kunne ikke undgå at høre Hr. Stannon skråle udenfor kroen flere gader væk. De var på vej mod markedspladsen hvor festen foregik. De drejede om et hjørne, og kunne se markedets små boder fyldt med varer og med kunder. Hver en lille bod havde et lille tag af stof over sig i tilfælde af regn. En lille flok af navnere stod oppe på en stor scene af træ og spillede lystig musik.
Sef fik øje på et smykke i en bod, hvorefter hun tog et nærmere kig på den. Den var af sølv, hvor der i midten var en perle af ametyst. Hun hev nogle mønter frem fra hendes lædertaske og gav det til sælgeren. Elrom satte kæden om Sefs hals, imens han betragtede smykket.
”Den er flot.” sagde han med et smil.

Pludselig hørtes en lyd der rungede igennem landsbyen. På scenen var der et stort horn, udsmykket med muslinger fra vestens hav og knogler formet til perler hang i tynde snore rundt om hornet. Den rungende lyd stoppede, hvorefter navnen der var halvt så stor som hornet prustede af udmattelse. Da han havde fået luft var det som om han ville sige noget til navnerene i markedet, men kunne ikke rigtig få det ud af bar udmattelse. Til sidst måtte en tyk navn med smøret hår træde frem bagerst i scenen.
”Og nu … tidspunktet som i alle har ventet på … den Store Troldmand Doroliir er kommet!”
Et muntert bifald lød fra folkene på markedet, hvorefter de samledes tæt om scenen for at se. To navnere stod til højre ude på sidescenen og spille på en stor tromme med hver sin stav.
Omme bag scenen kunne man se noget bevæge sig. Grene der rejste sig, hvorefter det viste sig som en trone af grene og dyreskind. 4 navnere, alle mænd, løftede tronen ved hjælp af stave der stak ud bag og foran bunden af tronen. En ældre navn sad på den.
Hans hår var grå, tyk og lang hvor der et par steder sad små grene og blade i det. Et skæg groede ud fra hans rynkede ansigt, hvor det formede sig ud i mange fletninger af forskellige slags, samlet i bunden med lædersnore. Han bar en mørkebrun kåbe af pels og uld.


Da de 4 navnere ankom til midten af scenen, sank de udmattet tronen ned mod jorden.
Den ældre navn hvis navn alle kendte, Doroliir, så ud mod sit publikum. Han gav sig lang tid til nøje at kikke på hver og en. Som om han forsøgte at læse deres personlighed. Elrom lagde mærke til at han havde én ring på hver finger, og to store amuletter om halsen. 
Så krydsede han alle sine fingre sammen og lod dem støtte hans hage. Bagefter i langsomme bevægelser lod han dem falde ned mod armlænene på tronen.
”Som i alle ved, er vi samlet her på markedet for at fejre kåringen af årets højeste skorsten.”
Doroliir nåede ikke at sige mere, før det livlige publikum gav ham et bifald. Efter et par sekunder rejste han hånden og med ét blev der stille. Det var som om alle i publikummet blev mere og mere anspændte jo længere han havde hånden i luften.

Men så lod han den glide ned på armlænet igen.

”Men ikke også kun det. Men også dagen på det legendariske Navnernes Frelsen.”
Elrom havde hørt historien om hvordan Doroliir havde frelst alle navnerne i Taria med sin magi i De Gamle År, og hvordan mennesker, elvere og dværge ikke kunne forstå hvordan de forsvandt ud af den blå luft.
Doroliir brugte lidt tid på at kigge på publikum. I et øjeblik virkede det som om han kiggede direkte på Elrom, men hans blik gled videre.


Pludselig ændrede trommerne stemning. De hamrede hårdere og hurtigere på den slidte lædertromme, hvor lyden bredte sig ud over publikum og fangede deres interesse. 
”Og nu … til kåringen af årets højeste skorsten.”
Hr. Stannon sad på en tønde omme bag publikum, sikker på at han også dette år ville vinde. Selvsikkert lod han som om han slet ikke hørte med.
”Vinderen af årets højeste skorsten er … Hr. Stannon for femte år i træk!”
Doroliir kaldte Hr. Stannon op på scenen, som lod som om at han var helt overvældet af forbavselse. Han fik en lille pose med mønter som hans pris for at vinde.
”Tillykke imens det varer,” sagde Doroliir og rystede hans hånd. 
Hr. Stannon kunne ikke helt forstå hvad han mente med det, men gengældte med et smil og et hurtigt nik. Han gik ned fra scenen, badene i publikums beundring. 

 

Raknna sad og stirrede tomt ud i luften. Hendes vejrtrækning gik dybt ned i lungerne og pustede ud, hvor det da gav genlyd i den store sal hun sad i. Den var mørk. Murene var lavet af store sten, som i en fordums tid blev bygget af hendes forfader. Hun sad på en trone der var udsmykket med juveler og ædelsten, hvor der på den øverste del var en stor sort sten. 
Et langt bord fyldte salen fra tronen og næsten helt hen til en prægtig port i den anden ende. Hver tredje meter var der en enrom søjle på hver sige af salen, der strakte sig op mod det høje loft.
Der var intet på bordet på nær ét stearinlys. Det var det eneste der lyste salen op i et svagt, ja næsten usynligt skær. Hun kunne ikke se søjlerne i salen, men hun vidste de var der. Blidt sad hun og pustede til det ensomme lys, hvor det i lette bevægelser svarede med et blafren. Hun lod sin højre hånd, køre langs lyset ved en afstand så hun ikke brændte sig. Jo længere hendes hånd kom op, jo højere virkede lysets flamme til at blive. Da hun ikke kunne strække hånden højere op var flammen flere centimeter høj.


Pludselig bragede porten op, og salen lyste op. En kutteklædt mand gik med hastige skridt mod Raknna. Ekkoet gav genlyd i salen, hvorefter det syntes at påvirke flammen. Skridtene fortsatte, og fra hendes perspektiv så det ud som om han ikke kom fremad. Hun forestillede sig hvordan hun kunne knuse den lille mand i midten af salen med sine to fingre.
Den kutteklædte mand knælede for hende en meter væk. Raknna gav et hurtigt nik, og han rejste sig op. 
”Noget nyt, Jorka?” Spurgte hun.
”Vi har fundet noget i Biblioteket. Gamle skrifter som tilsyneladende fortæller hvad der er sket med Trolddomsseglet efter De Gamle År.”
Raknna spærrede øjnene op, lagde sine hænder fast på armlænet, klar til at rejse sig. 
”Hvad siger de?” sagde hun fast.
”De henviser til et oldgammelt folk der tilsyneladende har ladet sig glemme af De 3 Huse. Måske er vi de eneste der overhovedet ved de eksisterer.”
Raknna stirrede endnu mere på ham med et stift blik, der kunne flå sjælen ud på et lille barn.
”Hvem?”
”Den fortæller om et folk der blev kaldt Navnerne. Ifølge skrifterne mindede de om dværge, og på en eller anden måde … forsvandt de. Ud af den blå luft.”
Jorka kiggede usikkert på hendes blik, og var ikke sikker på om de ting han sagde, indeholdt den fuldkomne sandhed. 
Raknna rejste sig op uden hun i et sekund var i tvivl om hvad hun skulle gøre. 

 

Hun gik ud af tronsalen efterfulgt af Jorka, hvorefter hun ankom til en ny sal. 
Den var ikke nær så mørk og dunkel som tronsalen. Den var lettere oplyst af mange forskellige fakler, og hvor høje murer strakte sig op fra gulvet i en cirkelform, og samlede sig i loftet i en spids flere meter oppe. 
I hast bevægede hun sig op af en trappe, der syntes uendelig. Efter et kort stykke tid var hun ankommet til et perfekt rundt rum.

Søjler langs murene rejste sig majestætisk op fra gulvet og samlede sig i toppen som en spids. Fra spidsen nærmest groede der sig en skarp formation i form at en istap, som pegede lige ned på Jorka og Raknna. Små lys fra fakler rundt omkring gav salen en dæmpet atmosfære, men da Raknna trådte ud i midten af gulvet, var det som om lyset fra faklerne dæmpede sig,  Atmosfæren omkring dem blev langsomt mere og mere sitrende, ja nærmest intens.
I den ene ende af rummet var der en kiste af mørkt egetræ, dækket af mønstre lavet af tin. Hun åbnede den beslutsomt og så ned i dens indhold.
Aske.
Aske fra fortidens afbrændte hekse og troldmænd, kættere og vantro. Raknna kunne mærke smerten fra de sydende flammer, den afbrændte hud og skrigende imens hun tog en håndfuld af asken op i sin hånd. Smerten blev voldsommere, og asken begyndte at gløde rødt.
Jorka bakkede bagud, velvidende om de kræfter hun holdt i hånden. 
”Vis mig Navnerne!” råbte hun og kastede asken midt ud på gulvet.

Den grå substans nåede ikke engang at røre det mønstrede gulv, før det blussede op i en lav storm der cirkulerede imod urets retning.  Det var som en tordensky, en orkan set oppefra, hvori små lyn sprang ud fra den voksende aske. Det blæste mere og mere inde i stensalen, og Raknnas hår blafrede voldsomt i vinden.
Asken blev glorød. Den lyste hele salen op i dens kraftfulde røde skær, det gik hurtigere og hurtigere. 

 

Så stoppede det. 


Det røde skær forsvandt, salen blev igen mørkere hvor man kun kunne ane resterne af livet fra de slukkede flammer, vinden stilnede, og asken fik et roligt grønligt skær.
Det formede sig som træer og buske, små enge og velsindede søer. Et helt landskab der både virkede falsk og virkeligt. Og dér! En lille landsby blev mere og mere synlig imens asken viste vej gennem skoven, som fuglene der fløj over skyerne.
Raknna kiggede triumferende på Jorka, som sendte hende et forsigtigt smil. 
”Hvad skulle jeg gøre uden dig, Jorka? Send Yrdulvene, de kan uden problemer skaffe os Trolddomssejlet.”

 

Doroliir kiggede ud på publikum og ventede på at deres jubel forsvandt. Det gjorde den dog ikke foreløbig, så han rejste roligt en hånd. Med ét blev der stille, og kun en fjern barnegråd kunne høres.
"Og nu … til det vi alle har ventet på. Fejringen af Frelsens Dag!"
En hurtig tromlen begyndte, og trompeter og trommer spellede lystigt, for at begynde festivalen. Doroliir sad stadig på sin trone, og så begejstret på landsbyens liv og farver.


Elrom, Sef og Miri gik ind i byens kro: Det Afhuggede Hoved. Den var pyntet med lanterner i mange forskellige farver, hvor det gyldne varme lys fra kroens indre, oplyste gaden udenfor. 
Inde i kroen var der et tæt slør af røg fra de rygende navnere og pejsen for bygningens ende.
”Velkommen!” sagde kroejeren med en sjov accent, imens han hældte øl op for et af kroens gæster. Elrom og hans familie satte sig ovre i et hjørne af bordet, med Miri i midten. I et kort øjeblik nød de den underlige ro der var i den ellers larmende kro. Det var en form for fred man skulle opdage, og nyde når først man lagde mærke til den. For den følelse varede aldrig længe.
”Hvad skulle det være?” 
”En øl til mig og hende,” Elrom pegede på Sef, ”og et krus med vand til den lille.” 
”Vand?” spurgte Miri fornærmet. ”Sig mig, hvor gammel tror du jeg er?”
Elrom lo af hende, og så på hende med strålende øjne, imens han desperat forsøgte at tage hende seriøst.
”Du forventer vel ikke at du kan drikke et helt krus med bitter øl?”
Miri så på ham, som om han talte til en ældre dame, der havde mere end bare rygproblemer. 
”Det kan du bande på, jeg skal!” udbrød hun, og nikkede bestemt til kroejeren som var ved at flække af grin, men forstod budskabet.


Ikke lang tid efter kom kroejeren med 3 store krus med øl. Elrom og Sef rakte roligt ud efter hankerne på krusende, da Miri begejstret braste ind imellem dem, for at få det midterste krus, som hun sværgede var det største. Først tog hun en stor slurk af det. Så gik der et stykke tid, og pludselig rynkede hele hendes ansigt sammen af smagen.
Kroejeren flækkede af grin, og blev nødt til at gå ud i køkkenet for ikke at overdøve hele krostuen.
”Jeg sagde jo den var bitter.”

 

Natten blev længere, og færre navnere var ude på gaden. De fleste var gået hjem, og Navnsly virkede nærmest rolig. To navnere gik og svajede fra side til side igennem landsbyens gader imens de sang en gammel folkesang. Månen var tiltagende, næsten fuld. Den bredte sit sølvfarvede skær over skoven som et tyndt tæppe af silke. Så var der en kort dyb stilhed da alle navnere havde forladt gaden, og det eneste liv der kunne ses var de papirlamper der var sat op overalt, og en enkelt vagt der var ved at flade i søvn op af et hus. Den dybe mørkeblå farve fra natten, blandede sig med det gyldne skær fra Navnsbys lamper og dannede et nærmest magisk billede. 
Men det var ikke den eneste farve.
Noget sort løb med spøgelsesagtige bevægelser igennem skovens buske og træer, og lavede ingen lyd. Den sorte farve nærmede sig hastigt landsbyen, hvor den stoppede lige ved lysets kant. Det gyldne skær viste dens ansigt. Et dæmonisk ansigt der mindede mere om en dæmon end en ulv. Den viste sine unaturlige hjørnetænder og snerrede af landsbyen. Flere sorte figurer viste sig. 3 i alt. 
Skabningerne fjernede sig hurtigt fra lyset, da de fik øje på vagten. De sneg sig langs landsbyens kant for at komme ud af hans synsvinkel.


Da de var kommet over på den modsatte side af det hus, vagten lænede sig op af, sneg de sig ind i landsbyen. Det gyldne lys viste deres kulsorte pels. Det var langt, slidt og flere steder var der igen pels, men totter. Som var en del af en mesterplan, begyndte en af ulvene at snuse rundt omkring i landsbyen som om den ledte efter noget. De to andre bevægede sig som skygger mod vagten, og uden lyd stod de foran ham. De stirrede ind i ham med deres øjne der reflekterede i månen. På ingen tid hoppede de på ham, og han nåede kun at åbne øjnene i et stirrende blik af forvirring og rædsel inden hans strube blev flået. Han faldt til jorden med et metallisk brag, der uden tvivl kunne høres.
Ulvene kiggede ud i mørket imens deres tunger slikkede blodet omkring deres læber til sig.


Et lys blev tændt i et hus ikke så langt væk, og ulvene forsvandt uden tøven. Ikke lang tid efter gik en kvinde ud med en lille lanterne for at se hvad det var. Lanternens skær nåede til udkanten af et par nøgne fødder der lå på jorden. Hun bevægede sig nærmere. Ben viste sig, derefter kroppen. Til sidst afslørede lyset vagtens ansigt, der stadig stirrede tomt ud i luften med det samme blik, og struben der var blevet flået op, og det blod der flød ned over ham og ud på brostenene.
Hendes hjerte hamrede hårdere og hårdere. Der gik et mindre stykke tid, hvor hun forsøgte at kontrollere sig selv. Så skreg hun. Hun skreg et skrig af frygt, rædsel og forvirring. Der var ikke begået et mord i Navnsby i mange årtier, og slet ikke så brutalt.
”Hjælp!” skreg hun i panik, imens hun desperat løb rundt i byen for at alle skulle høre det. 
Et fjernt lys blev tændt i udkanten af landsbyen. Ulvene blev desperate, og imens flere og flere lys tændtes i landsbyen, angreb de. Ud af ingenting sprang en af dem ud af skyggerne, hvorefter den på splitsekunder fik hende stilnet. En gruppe af navnere begik sig ud på gaden med deres lanterner for at undersøge hvad der foregik. De fik hurtigt øje på den dræbte vagt og gøs ved synet. For mennesker måske, var dette ikke helt unormalt. Men for et folk som navnerne var dette mere brutalt end man kunne tænke sig til. Efter kort tid fandt de også kvinden. Ligesom vagten var hendes strube blevet flået op, hvor blod farvede hendes tøj.


”Hent fakler og hvad som helst der er skarpt!” råbte en af navnerne, hvoefter mænd og kvinder begyndte panisk at finde høtyve, fakler, økser og knive. 
De børn der af ren nysgerrighed stak ansigterne ud af husenes døre, blev hastigt bedt om at gå ind i seng igen. Hele byen begyndte at lede efter morderen med deres våben.
Elrom vågnede med et sæt, da han så en gruppe vagter løbe med fakler og spyd ude foran hans vindue.  Faklernes lys afslørede hans soveværelse. 2 billeder af hans nærmeste, Miri og Sef, og ham selv. Der var også et fjerde billede af en fjern slægtning. Elrom tænkte at det var hans oldefar som han knap kunne huske, men måske er billedet af en meget længere tilbage. Den ældre mand på billedet havde nogle helt specielle øjne som han kunne blive ved med at stirre ind i. Det var som at stirre op i en skyfri nattehimmel med flere stjerner end normalt. Han sad på en seng med underlag af halm og pelse, sammen med hans kone Sef. Elrom blev revet ud af hans tanker da Miri stormede ind af døren.
”Vagterne er udenfor! Vagterne er udenfor!”
Elrom rejste sig op, og tog hurtigt tøj på. Han gik ud på gaden som han slet ikke kunne genkende. Kaos var den dominerende kraft. Navnere med fakler og høtyve rendte rundt i byen, både kvinder og mænd ledte i hver eneste gyde og krog af landsbyen. Elrom forsøgte at stoppe en gruppe vagter der løb forbi, men de lyttede ikke. Pludselig hørte han en kvinde ikke så langt væk råbe til nogle andre:
”Nogle der er blevet myrdet!”


Hans øjne blev grebet af angst. Hvad var der dog sket? Miri trådte ud af døren, og rendte hen til ham. 
”Gå ind igen, Miri!” udbrød Elrom uden at se det chok han fremkaldte i hendes øjne. Hun stod der i et stykke tid, og kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle gøre af sig selv. 
”Gå ind nu!”
Hun stod der stadig, med et udtryk der blev mere og mere panikslagent.
”Gå!” råbte han endnu højere end før i et desperat forsøg på at få hans datter ind igen. Baglæns gik hun ind i huset igen. Sef viste sig i husets lys. Hun lagde sine hænder på Miris skuldrer og nikkede til Elrom med et forstående blik. Så lukkede hun døren.

Pludselig fik han svaret på sine mange spørgsmål, da en kæmpestor skygge viste sig imellem to huse.
”Yrdulve.”
Hurtigt spurtede han hen om bag huset, og fandt sin høtyv hvorefter han sluttede sig til en gruppe af landsbyboere. 
Skrigene fra landsbyen fik den ynkelige gruppe på 4 til at krympe sig tættere og tættere på hinanden. Sekunder blev til minutter, tiden føltes uendelig og uden fremskridt. Gruppen havde samlet en lille vildfaren pige op imens de gennemsøgte byen. De forsøgte at beskytte hende ved konstant at lave en cirkel omkring hende. Men det tog ikke lang tid. Så kort tid før en stor skygge ud af ingenting sprang frem fra gyden. Et skrig blev hørt fra en voksen navn, og fra en lille pige. Elrom flygtede panisk ind imellem nogle tønder ved siden af en bygning, imens han konstant stirrede ud på gaden. Den gruppe han før fandt en lille tryghed ved at være i, var borte, og inde i midten lå en lille blodplettet pige hvis livløse krop var ødelagt.
Pludselig udbrød der en latter med en blanding af koldblodigt mord og glæde. En navn løftede med begge hænder et ulvehoved op i luften, så alle kunne se det. Der blev med ét stille. Yrdulvene stirrede med deres skærende øjne på deres allieredes lemesdel. Uden tøven flygtede de ud af landsbyen. 

Nattens skygge blev et tæppe der føltes tungere og tungere over byen. Der var noget i luften … en sitren af angst. Ville de vende tilbage? Tavsheden var uendelig. Fovirringen var uudholdelig. Så var der en mand der brød den forstenede stilhed. Han satte sig på hug foran den lille pige, hvis højre ben var brækket og krop var dækket af blod. 
”Vera … sødeste Vera.” hulkede han i fortvivlelse. 
Den sagte hulken blev til et udbrød af had. Et skrig der fyldte landsbyen og var det som en kommando fra en alfa, begyndte navnere rundt omkring ham at lede efter overlevende.
Der gik timer … nej, minutter … tiden havde ingen betydning. Alt føltes uendeligt langt. Som om ens skridt ikke gik hurtigt nok, som var man i en drøm hvor man flygtede fra noget ondt, men ingen vegne kom.
Pludselig hørte Elrom noget inde fra en bunke af brædder og en væltes trækvogn. Det lød som om nogen lå derinde under. Han begyndte hurtigt at rode brædderne væk, og vendt trækvognen så den stod op. Under brædderne kom en lille dreng til syne med store skrammer på panden. Han så op på Elrom med at ansigt fyldt med rædsel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...