Trolddomsseglet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2018
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1507Visninger
AA

1. Kapitel 1

Had … foragt … kærlighed? Mord … død. Hvad gør man, når de man troede var de største magter i Taria går i en endeløs krig mod hinanden? En krig der kun kan vindes med èt vendepunkt … et skår af en kraft med så enorm magt, at selv østens konge ville flygte … eller vil han med ængstelig grådighed tage imod den og lade sig blive opslugt for magt? For selv om krig bliver vundet igennem magt, vil had, foragt, kærlighed, mord og død stadig ligge i de hvileløse sjæle. Og det vil ikke længere være en ydre men en indre krig. For krig vil aldrig ende … ikke helt.

 

Vindens iskolde fingre skabte iskrystaller på træernes grene, imens den lette sne slog gennem luften. Der var koldt. Sommeren var for længst ovre og kulden bed sig igennem marv og ben. Skyerne var mørke og tunge. Intet sted kunne det lade sig gøre for himlens måne at sende sine blålige stråler mod jordens overflade. Der var intet græs. Ikke det mindste tegn på liv. Intet andet end det lille liv der gemte sig helt inders i de få træer der ventede på at sommeren ville vende tilbage.

Det var en gravplads. En gravplads der var så stor at den syntes uendelig. Det var alle slægtninge, adelige, slaver og tjenestefolk fra sydens hus, Akariin, der var blevet begravet der.

   De grålige grannåle knasede under Raknnas fødder på toppen af højen. Hun stirrede tomt ud på den overfyldte kirkegård uden tanker. Ikke engang hendes blodrøde kappe der dansende i vinden, kunne få det mindste stykke af hendes opmærksomhed.

Jorka, hendes kutteklædte rådgiver og munk gik op ved siden af hende. Han rettede kort på det mørkerøde stof idet han forsøgte at finde det Raknna stirrede så tomt på.

   ”Er De nu sikker på at vi burde gøre dette, Deres højhed?”

Raknna reagerede ikke det mindste. Ikke engang hendes ansigtsudtryk forandrede sig til andet end hendes faste døde blik.

”Med de 2 huse der vanærer mig. Med min slægt der er på randen af udryddelse. Jeg har ikke noget valg,” Hun trak en let indånding. ”Der er ingen anden udvej.”

Jorkas udtryk blev mørkere under hætten.

”De er ikke nødt til at gennemfører det, når vi ikke har set på alle mulighederne endnu.”

Raknna vendte sig om mod ham. Hendes blik var næsten truende.

”Der er ingen andre muligheder.”

 Jorka bukkede hurtigt sit hoved i respekt for sin dronning.

 

Raknnas ansigt løsnede sig fra strengt til blødt. Hun lagde hendes hånd på hans skulder og kiggede ham ind i øjnene.

”Bring mig seglet.”

Jorka svarede med et kort nik. Han gik hen mod 2 andre munke klædt i røde kutter, lysere end hans, og ikke nær så prægtige.

Rystende af kulde, bar de på en plade af værdifulde metaller. Jorka så tøvende på den. Dens overflade var belagt med sølv, som syntes at gløde blåligt. På dets overflade var der indgraveret 3 ringe med runer, der hver fortalte en remse i et oldgammelt glemt sprog.

   Han tog seglet op i sine hænder, og uden at flytte blikket fra den, overbragte han den til Raknna.

”De er klar over at dette ikke er det ægte Trolddomssegl, men bare en kopi?”

Raknna så på ham med et intenst blik.

”Ja, det ved jeg. Men det er også, som du siger, en tro kopi. Den er smedet af de bedste smede i Taria, og hvis jeg ikke tager meget fejl ligger kraften i runerne. Og runerne er de samme!” Raknna så ned på den, idet hun betragtede runerne en efter en.

   Hendes blik blev dybere. I et kort øjeblik syntes hun at blive helt opslugt af den.

Han vidste hun var desperat. Desperat efter at få anerkendelse fra de 2 huse, for at blive en del af dem. At blive det tredje hus i Syden.

 

Raknna havde udvalgt en gravsten på toppen af højen. Den rejste sig majestætisk fra jorden i form af en obelisk. Uklare ord var ridset ind i det hårde sten, men hun vidste hvad der stod.

Sir Vladim Agna af Akariin

Med let rystende hænder placerede hun seglet på jorden. De døde Grannåle knasede under vægten af metalpladen. Med det samme hun placerede den syntes grannålene omkring den at lyse op i et blåligt skær, og som ved et pust i maven, stod verden stille.

   Det var ét sekund der varede ved uden ende. Hun mærkede en underlig fornemmelse. Noget velkendt og frygtet. Et ord begyndte at forme sig på hendes læber. Et ord som hun ville gøre alt for at slippe for. Hun knyttede hænderne. Lod neglene bore sig ind i hånden. Jo mere smertefuldt jo bedre. Hun gjorde alt fra at aflede sig selv fra det. Det var som et anfald. Hun knyttede hårdere. Pressede tæerne ned i skoene så det føltes som om neglene ville gå af. Men hun kunne intet gøre. Ordet tog fuldstændigt over.

 

”Dikka …” Startede hendes stemme. Hendes krop begynde så småt at ryste.

”Dikka … DikkaDikkaDikkaDikkaDikka …” Ordene stormede ud af hendes læber i unaturlig hastighed. De blev mere og mere utydelige og flød ind i hinanden. Hun forsøgte at stoppe det, men kunne ikke. Hendes krop begyndte at krampe. Stift som et bræt stod hun fuldstændig opspændt imens hendes arme og kæbe rystede. Jorka skyndte sig hen til hende i et forsøg på at berolige hende. Han lagde en hånd på hendes skulder og en let varme strøg igennem hendes krop. Krampen begyndte så småt at mildne. Ordene tonede ud.

   Der var stille igen. Hun tog en dyb indånding, hvorefter hun så op på ham. Jorka sendte hende et bekymret blik.

”Du må passe på. Hun vil komme tilbage til sidst.”

Hun kiggede på ham med dybe øjne.

”Ja.”

 

Hun beordrede med et hurtigt nik de to andre munke at stille sig om bag ved hende. Hun lukkede øjnene. Jorka begyndte at mumle sætninger og rim på et gammelt sprog. De andre munke fulgte med. Raknna følte hvert et ord. Hver en lille kraftkilde der ord efter ord syntes at samle sig i hendes hænder.

   Afstanden mellem alles vejrtrækninger fik større og større mellemrum. Snefnuggene i luften syntes at bevæge sig langsommere. Der gik længere tid mellem hvert ord og vers, og enhver tone blev dybere og dybere. Alt lyd forsvandt, og der var kun en saglig stilhed tilbage. En fred som Raknna havde søgt i så mange år, og i et splitsekund havde opnået.

   Hun åbnede øjnene i et sæt. Lyden vendte tilbage, tonerne i vinden blev lysere, sneen bevægede sig hurtigere.

Raknna vendte hænderne ud mod jordstykket foran gravstenen. Det var som sort røg der slog ud af Raknnas hænder, og det hamrede ned i jorden i et brutalt slag. Grannåle og sne fløj op i luften i alle retninger. Hun lukkede hænderne, og røgen forsvandt.

 

Hun stirrede på graven. Ventede på at der skulle ske noget. Vinden hylede imellem de nøgne træer og gjorde Jorka utålmodig. Han trådte op ved siden af hende, hvorefter han kiggede på graven.

”Genopstandelsen kan ikke gennemføres uden det ægte trolddomssegl.”

   Raknnas udtryk blev mørkere. Det sank sammen til en blanding af opgivelse og vrede. Jorka kunne se hvordan Raknnas blik blev mere og mere overbevidst.

”Du har ret, Jorka.”

   Pludselig hamrede jord op fra graven i en høj søjle. Jord og sten landede i hårde bumb på grannålene. Noget bevægede sig i jorden.

Der blev mørkere omkring graven. En sort farve bredte sig fra obelisken. Som sygelige blodårer snoede farven sig et stykke ud over højen. Pludselig kunne hun se hvad der bevægede sig dernede. En mørkegrå overflade. Det var et ansigt. Det bevægede sig op af den kolde jord, som blev den trukket af usynlige snore. Dets fødder placerede sig forsigtigt på grannålene.

Der stod den. Et væsen der hverken var levende eller død, men et sted midt imellem. Dens kød var for længst rådnet væk. Kun et tyndt lag af hud klistrede sig til dets kraftige knogler. Dets blik var tomt. Den stirrede ned i jorden, imens den på usikre ben svajede fra side til side. 

Et smil dukkede op på Raknnas læber.

”Vær hilset, onkel.”

Jorka var chokeret. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Der var brug for det ægte Trolddomssegl, det havde han vidst i flere år.

   Hun så storsindet over på sin skabning. Betragtede hvordan noget der var umuligt, var muligt. Hvordan hun havde trodset naturens lov. Men så fik hun øje på noget.

Det så ud som om aske dampede fra væsenet. Mere og mere aske gik fra dens knogler og forenede med vinden. Asken dækkede væsenet til i et tykt sort slør der gjorde dens krop umulig at se. Pludselig braste væsenet sammen i en bunke af knogler, og sløret forsvandt.

 

Raknnas ansigt blev mørkere.

Hun havde fejlet. En puls af vrede boblede i hende. Hendes øjnene lynede. Af frustration slog hun hårdt ud i luften med sin hånd, og jorden ved siden af hende hamrede flere meter op i luften. Sten, jordstykker fløj gennem luften, og smadrede en gravsten længere henne.

Hun havde brug for det ægte trolddomssegl. Uden dette ville det være umuligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...