Dødens Gryde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2017
  • Opdateret: 19 aug. 2017
  • Status: Igang
Verden står splittet. De 3 huse er i konstant krig mod hinanden og ingen kan vide sig sikre.
Men et fjerde hus er ved at rejse sig, og for at underlægge de andre, vil dets dronning skabe en magtfuld hær. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og den leder hende til navnernes landsby, hvor blod, kaos og død snart vil følge ... Her bliver Trolddomsseglet, som har været i sikkerhed i landsbyen i flere år, overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 3 huse, som måske endda selv vil misbruge den.


2Likes
6Kommentarer
194Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Had, foragt, kærlighed? Mord … død. Hvad gør man, når de man troede var de største magter i Taria går i en endeløs krig mod hinanden? En krig der kun kan vindes med èt vendepunkt: et skår af en kraft af en så enorm magt, at selv østens konge ville flygte … eller vil han med ængstelig grådighed tage imod den og lade sig opsluge for magt? For selv om krig bliver vundet gennem magt, vil had, foragt, kærlighed, mord og død stadig ligge i de hvileløse sjæle og minder, og det vil ikke længere være en ydre men en indre krig. For krig vil aldrig ende … ikke helt.

Vindens iskolde brise skabte iskrystaller på træernes nøgne grene. Den lette sne slog gennem luften, og gjorde vindenes bevægelser synlige.

Skyerne var mørke og tunge. Intet sted kunne det lade sig gøre for himlens måne at sende sine blålige stråler mod jordens overflade. Der var intet græs. Ikke det mindste tegn på liv, andet end det lille liv der gemte sig helt inders i de få træer der ventede på at sommeren ville vende tilbage.

Det var en kirkegård. En gravplads der var så stor at den først sluttede helt henne ved horisonten. Det var alle slægtninge, adelige, slaver og tjenestefolk der var blevet begravet der.

Jorden var så død og gold, at de grannåle der lå på jorden, knasede under Raknnas fødder på toppen af højen. Hun stirrede tomt ud i luften, og ud på den overfyldte kirkegård uden tanker. Ikke engang hendes lange kappe der rødt som blod dansede i vinden, kunne få det mindste stykke af hendes opmærksomhed.

Jorka, en kutteklædt rådgiver og munk gik op ved siden af Raknna. Han rettede kort på sin mørkerøde kutte og forsøgte at finde det Raknna stirrede så tomt på.

”Er De nu sikker på at vi burde gøre dette deres højhed?”

Raknna reagerede ikke det mindste. Ikke engang hendes ansigtsudtryk forandrede sig til noget andet end hendes faste døde blik.

”Med de 3 huse, der vanærer mig på den groveste manere, er jeg nødt til at gøre dette,” Hun trak en let indånding. ”Der er ingen anden udvej.”

Jorkas udtryk blev mørkere under den rødlige hætte, hvorefter han rømmede sig.

”De er ikke nødt til at gennemfører det, når vi ikke har set på alle mulighederne endnu.”

Nu vendte Raknna sig om mod ham, og sendte ham et blik af beslutsomhed.

”Der er ingen andre muligheder.”

Jorka bukkede sit hoved ned mod jorden så han ikke kunne se hendes ansigt. Han vidste hvad hun kunne udrette. Han var selv vidne til en af dem. Forvisningen blev det kaldet af de andre munke i hendes kult, en mægtig trolddom der fjerner et levende væsen fra deres eksistens i virkeligheden, og sender dem hinsides. Man ved ikke hvad der sker bagefter, for der er ingen der er vendt tilbage.

 

Raknnas ansigt løsnede sig fra strengt til blødt. Hun lagde hendes hånd på hans skuldre og kiggede ham ind i øjnene.

”Bring mig seglet. Lad os få dette gennemført.”

Jorka svarede med et blik i hendes øjne. Han kunne ikke sige mere. Han gik langsomt hen mod 2 andre munke klædt i røde kutter, lysere end hans, og ikke nær så prægtige.

De holdt en plade af værdifulde metaller i deres hænder, så tung at man skal bruge ekstra kræfter for at løfte den. Jorka så tøvende på den. Dens overflade var belagt med det pureste sølv, som syntes at gløde blåligt. På dens flade top var der indgraveret 3 ringe med runer, der hver fortalte en remse. En historie der var uendelig. Han tog seglet op i sine hænder, og uden at flytte blikket fra den, overbragte han den til Raknna.

”De er klar over at dette ikke er det ægte Trolddomssegl, men bare en kopi.”

Raknna så på ham med et intenst blik. Hun stod og tænkte på hvad hun skulle svare i flere sekunder.

”Ja, jeg ved det. Men det er også en tro kopi med de samme metaller. Ikke en eneste fejl er blevet lavet. Den er lavet af de bedste smede Taria har at tilbyde, så den må og skal være forbundet med det ægte Trolddomssegl.” Raknna så ned på den, og betragtede runerne en efter en. ”Jeg ved at ritualet kræver det ægte, men vi har ledt i så mange år. Det er væk.”

Ordene var som et slag i Jorkas bryst. Aldrig havde han hørt hans egen dronning opgive noget, og slet ikke jagten på noget så værdifuldt og magtfuldt som Trolddomsseglet.

Han vidste hun var desperat. Desperat efter at få anerkendelse fra de 3 huse, for at blive en del af dem. Det fjerde hus i syden.

Raknna havde udvalgt en gravsten på toppen af højen. Den rejste sig majestætisk fra jorden med form af en obelisk. Uklare ord var ridset ind i det hårde sten, men Raknna vidste hvad der stod.

Sir Vladim Agna af Akariin

Med let rystende hænder placerede hun seglet på jorden. De døde Grannåle knasede under vægten af metalpladen. Med det samme hun placerede den syntes grannålene omkring den at lyse op i et blåligt skær. Pludselig som ved et pust i maven, stod verden nærmest stille. Nej, den stod stille for Raknna. Som et uendeligt sekund der varede ved uden ende. Et ord begyndte at forme sig på hendes læber. Et ord som hun ville gøre alt for at slippe for. Ordet blev sat fri.

 

”Dikka …” Begyndte hendes stemme.

”Dikka … DikkaDikkaDikka …” Ordene stormede ud af hendes læber i unaturlig hastighed. De blev mere og mere utydelige og flød ind i hinanden. Hun forsøgte at stoppe det, men kunne ikke. Jorka lagde en beroligende hånd på hendes højre skulder. En let varme strøg igennem hendes krop, hvorefter ordene langsomt tonede ud. Da hun var stoppet tog hun en dyb indånding. Jorka sendte hende et bekymret blik.

”Du må passe på. Hun vil komme tilbage til sidst.”

Hun kiggede på ham med dybe øjne.

”Ja.”

 

Hun beordrede med et hurtigt nik de to andre munke at stille sig om bag ved hende. Hun lukkede øjnene. Jorka begyndte at mumle sætninger og rim på et ukendt, hvis ikke oldgammelt glemt sprog. De andre munke begyndte også at mumle. Raknna følte hvert et ord. Hver en lille kraftkilde der syntes at samle sig i hendes hænder.

Afstanden mellem alles vejrtrækninger fik større og større mellemrum. Snefnuggene i luften syntes at bevæge sig langsommere og langsommere. Der gik længere tid mellem hvert ord og vers, og enhver tone blev dybere og dybere. Så forsvandt alt lyd, og der var kun en saglig stilhed tilbage. En fred som Raknna havde søgt i så mange år, og i et splitsekund havde opnået.

Hun åbnede øjnene i et sæt. Lyden vendte tilbage, tonerne i vinden blev lysere, sneen bevægede sig hurtigere og hurtigere, og alles vejrtrækning blev som før.

Raknna vendte hænderne ud mod jordstykket foran gravstenen. Det var som sort røg der slog ud af Raknnas hænder, hvorefter det hamrede ned i jorden i et brutalt slag. Grannåle fløj op i luften i alle retninger, hvor de ikke kunne finde ro til at falde ned på jorden igen. De blev i ét med sneen i luften der uforstyrret dansede med de skiftende vinde. Så lukkede hun hænderne, og røgen forsvandt.

 

Hun stirrede på graven. Ventede til at der skulle ske noget. Vinden hylede imellem de nøgne træer og gjorde Jorka utålmodig. Han trådte op ved siden af hende, hvor han bagefter kiggede på graven.

”Genopstandelsen kan ikke gennemføres uden det ægte trolddomssegl.”

Raknnas udtryk blev mørkere. Det sank sammen til en blanding af opgivelse og vrede. Jorka kunne se hvordan Raknnas blik blev mere og mere overbevidst.

”Du har ret, Jorka.”

 

Pludselig hamrede jord op fra graven i en høj søjle, og slog ned på overfladen i hårde bump. Noget bevægede sig op af jorden.

Jorden omkring graven blev mørkere og mørkere, og til sidst var den helt sort. En Hånd. Raknnas ansigt blev fyldt med en blanding af håb, lykke og frygt. Det var som et ansigt der på magisk vis blev trukket op af jorden og viste sine tomme øjne til den tildækkede måne.

 

Så stod den der. Et væsen der hverken var levende eller død, men et sted midt imellem. Dens kød var for længst rådnet væk. Kun et tyndt lag af hud klistrede sig til dens kraftige knogler. Dens blik var tomt. Den stirrede ned i jorden, imens den på usikre ben svajede fra side til side. 

Et smil dukkede op på Raknnas læber.

”Det lykkedes.”

Jorka var chokeret. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Der var brug for det ægte Trolddomssegl, det havde han vidst i flere år.

Raknna vendte sit ansigt mod ham, i et drillende udtryk.

”Husk mig på at sende nogle ekstra guldstykker til smedene, der skabte kopien.”

Men så fik Jorka øje på noget. Raknna fulgte hans blik til væsenet, og fik med det samme øje på det.

Det så ud som om aske dampede fra væsenet. Mere og mere aske gik fra dens knogler og forenede med vinden. Så var halvdelen af dens arme væk. Bagefter forsvandt dens ribben og kranie. Til sidst var den helt forduftet, hvor asken dansede med sneen i de skiftende vinde.

 

Det kunne ikke lade sig gøre. Hun havde fejlet. Raknnas ansigt blev mørkere, en puls af vrede boblede inde i hende. Hendes øjnene lynede og stirrede stift. Af sin vrede slog hun hårdt mod højre med sin hånd, og jorden flere meter foran hende hamrede op. Sten, jord og rester af gravsten fløj gennem luften og ramte ind i de gravsten der vi i dens bane, og slog dem i stykker.

Hun havde brug for det ægte trolddomssegl. Uden dette ville det være umuligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...