Mit navn er Daniel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2017
  • Opdateret: 17 sep. 2017
  • Status: Igang
"Daniel, kend dig selv." Nemmere sagt end gjort. Hvorfor skal jeg sætte mig selv i en bås? Jeg vil hellere være fri, fri som den fugl der ejer himlen eller fri som den ræv der ejer jorden.

1Likes
2Kommentarer
127Visninger
AA

3. Tændstikker med selvtillid

Drengen med det mørke hår og de endnu mørkere øjne, fik taget Scarlett op i sine arme, som om hun vejede ingenting. Han havde ikke kigget på mig, siden jeg havde sagt ja til hans hjælp. Der blev ikke sagt noget, mens jeg viste vej til huset og oven på. Jeg banede vej til ham og skubbede fulde folk til side, så han kunne gå med Scarlett, uden at puffe hende ind i andre.

Da vi nåede igennem entreen og jeg satte min fod på det første skridt, vendte jeg mig rundt. Drengen kiggede på mig. Var nogenlunde lige høje, men han var højest. ”Jeg burde tage hende her fra,” sagde jeg.

”Sikker på du kan bære hende, tændstik?” Sagde han arrogant. Scarlett havde lagt en arm rundt om hans hals. Han gav mig et skævt smil, før han gik forbi mig op på trappen.

Jeg blinkede. Tændstik? Jeg tvang mig selv til ikke at kigge ned af mig selv. Jeg stod der på første trappetrin og måbede. Mit slips var blevet bundet for stramt og min skjorte var ikke længere strøget. For fanden, tænkte jeg. Jeg var den eneste der havde slips på og jeg lignede en på 15.

”Kommer du og viser vej?” Råbte den mørke stemme oppe fra. Stemmen hev mig ud af min længe strøm af tanker. Da jeg havde sprunget op for enden af trappen, mumlede han et eller andet med at huset var stort og at man nemt kunne blive væk.

Jeg viste ham vej ned for enden af gangen, hvor jeg vidste at Scarlett havde sit værelse. Jeg tog fat i håndtaget for at lade drengen og Scarlett ind. Et skrig lød da jeg hev ned i håndtaget. Der var nogle derinde. Det var et pigeskrig og det blev efterfulgt af en drengelatter. Stadig med et fast tag om håndtaget, hev jeg døren til mig og lukkede den med et smæld. Jeg rødmede og vendte mig om mod drengen der stod med et hævet øjenbryn.

”Lader du det der skræmme dig?” Han grinede og skubbede sig forbi mig og maste sig ind på værelse. Han fandt lyskontakten. Lysekronen der hang i midten af loftet lyste hele værelset op. Scarletts værelse lignede det typiske pigeværelse, hvert fald som jeg regnede med det så ud.

I Scarletts seng lå der to mennesker. En pige og en dreng. Pigen havde trukket dynen helt op til hagen. Hendes kinder var ligeså røde som Scarletts lagen. ”Kig væk, dit perverse svin!” Skreg hun. Drengen grinede bare som svar, han vendte alligevel ryggen til dem, stadig med Scarlett dinglende i sine arme. Det samme gjorde jeg. Jeg kiggede ned på mine fødder. Røde snørebånd til sorte sko. Mærkværdigt. Rød ligesom hendes og mit ansigt.

”Marc, din klamme stodder,” grinede han. ”De andre leder efter dig og så ligger du herinde, med en eller anden billig tøs.” Det var tøsen ikke glad for at høre.

Hun fik hurtigt taget sit tøj på og stormede ud af værelset. Da jeg vendte mig om igen, havde drengen, Marc, også fået sit tøj på. Eller sådan da. Hans sorte skjorte stod åben og viste hans veltrænede overkrop. Jeg spærrede øjne op. Tænk at noget kunne se så godt ud.

”Skrid,” sagde drengen, som havde lagt Scarlett i sengen. Hun gryntede og vendte sig om så hun lå med ryggen til os. ”Hey, sørg for at der ikke er flere gæster tilbage og sørg for at den rædselsfulde musik bliver slukket.”

Marc kiggede på mig og fangede mig i at stirre på ham. Han lukkede sin skjorte og spændte sit sorte bælte. Ligesom ham den anden, var han også klædt i sort. Marcs hår var lyst og ikke mørkt. Han bukkede sig og fandt en sort kasket, der sikkert var faldet på gulvet i hedens øjeblik. Kort tid efter var også han forsvundet ud af rummet.

”Tak,” sagde jeg og var på vej over forbi ham, da han tog fat i mit håndled.

”Du er en stille type, er du ikke?” Hans blik borede sig ind i mit.

”Nej,” svarede jeg. ”Kan bare ikke se, hvad jeg skal snakke med sådan en som dig om.” Jeg hev mit håndled til mig, med al min styrke.

”Sådan en som mig?” Hans blik frøs og hans smil forsvandt. ”Du behøver ikke dømme mig ud fra mit gode udseende.”

Jeg grinede højere end jeg egentlig lige havde regnet med. ”Din selvtillid fejler intet, men det gør dine øjne,” sagde jeg. Jeg sank en klump. Stop det der skuespil og løb.

”Jeg kunne bedre lide dig, da du ikke sagde særlig meget,” sagde drengen og tog et skridt tættere på mig. ”Hvad hedder du, tændstik?”

”Daniel,” fik jeg sagt med lidt selvtillid. ”Hvad med dig?”

”Du snakker for meget, Daniel,” sagde drengen og tog et til skridt frem mod mig. ”Det irriterer mig faktisk. Du virker lidt som mors dreng.”

”Nej,” svarede jeg. Jo, svarede en stemme inden i mig. Mor har altid sagt at jeg skal holde mig væk fra sådan nogle typer som dig.

”Hvis du vil smage en del af den virkelige verden, så find mig på Ben’s,” sagde han med et glimt i øjet.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg stod bare og måbede. Drengen gav mig et dømmende blik, drejede om på hælen og forsvandt ud af rummet. Så nu stod jeg her alene med Scarlett der gryntede i søvne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...