Mit navn er Daniel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2017
  • Opdateret: 17 sep. 2017
  • Status: Igang
"Daniel, kend dig selv." Nemmere sagt end gjort. Hvorfor skal jeg sætte mig selv i en bås? Jeg vil hellere være fri, fri som den fugl der ejer himlen eller fri som den ræv der ejer jorden.

1Likes
2Kommentarer
99Visninger
AA

2. Dyb vejrtrækning

Jeg forlod det store hus, hvor musikken stadig hang tungt i luften. Jeg trådte igennem hoveddøren ud til forhaven, ud til den stille nat. Jeg åndede lettet op, da luften ikke længere indeholdt alkohol, smøger og sved. Lugten af røg fra både cigaretterne og hashen hang stadig i luften, da jeg trådte ud på verandaen. Folk havde samlet sig om de bænke der stod lænet op af huset.

I et øjeblik stod jeg bare og nød den kolde aftenbrise mod mit ansigt. Nød, at folks skrig og råb og musikkens bas kun lød i baggrunden, og at det ikke virkede som om, at bassen var fanget inden i mig. Festen var for længst løbet ud af kontrol. De andre der sad herude, havde nok tænkt det samme som mig - de ville slippe væk fra larmen og støjen.

Jeg skimmede forhaven. Den var ikke lige så stor som baghaven, men stadig stor. Der var en stensti fra fortovet til huset. I midten af den sti var der et springvand. Der sad en pige ved det springvand. En pige med blondt hår og sit ansigt begravet i sine lange tynde hænder. Selvom hendes ansigt var begravet i hænderne og håret, kunne jeg til hver en tid kende hende.

Scarlett. Populære, smukke, fantastiske Scarlett. Det ville være en løgn, hvis en dreng, der kendte hende, sagde han ikke havde tænkt på hende, en eneste gang. Lige som det ville være en løgn, hvis en pige, sagde hun ikke ville være hende. Jeg havde ikke set hende længe. Dyb vejrtrækning og gå over til hende.

”Hvad laver festens midtpunkt herude?” sagde jeg da jeg nåede hende. Hun kiggede op på mig og hun smilte. Alkoholen havde givet hende kulør i ansigtet. ”En værtinde, burde aldrig gå fra sin egen fest.” Jeg satte mig ved siden af hende.

”Jeg fik det dårligt,” svarede hun. Hun kiggede mod hoveddøren. ”Mine forældre slår mig ihjel.”

Hun vendte hovedet ned mod jorden, og gjorde klar til at en bølge af opkast skulle komme op. Jeg fik hurtigt samlet hendes hår og fik blidt skubbet hendes hoved væk fra mig. Et eller andet inden i mig, grinede over det ikke var mig der havde det sådan. En anden del havde ondt af hende og kunne ikke lade være med at tænke, at det stakkels pigebarn nok havde det skidt i morgen.

Scarlett mumlede et eller andet og faldt ned over mig. Det blonde hår faldt ned over hendes ansigt. Jeg lod stille mine fingre løbe igennem de blonde lokker. Hendes hår var blødt og jeg kunne dufte hendes shampoo. Den duftede af lavendel og vanilje. Enhver dreng havde slået ihjel for det her øjeblik.

Ude ved vejen, hørte jeg en bil hvine da bremser blev hevet i. Tre nye stemmer kom, alle tre drenge stemmer. Den ene højere end den anden. De grinede over et eller andet. Jeg drejede mig rundt for at kunne se lågen. En af drengene hoppede elegant over den. Eftersom han ikke faldt over den, hævede han sine arme over hovedet i en triumf. Jeg kunne ikke se hans ansigtet, da den bare dækket af en sort hoodie.

De to andre grinede bare, en af dem åbnede lågen og de begge gik igennem. ”Find lige Marc,” sagde en af dem. Jeg kunne ikke se hvem der sagde det. De lignede hinanden. Sort fra top til tå.

To af drengene løb forbi Scarlett og mig, uden at skænke os et blik. Drengen der havde sagt noget, slentrede forbi, med sine hænder i lommen. Han gik, ligesom de to andre, forbi os uden at se på os. Der var et eller andet ved ham, der skreg fare og uforsigtighed. Han stoppede op. Jeg havde endnu ikke set hans ansigt. Jeg holdt vejret.

Han vendte rundt og kiggede mig direkte i øjne, han kneb øjne lidt sammen før han kiggede ned på Scarlett der stadig lå i mit skød. Han havde mørkt hår der faldt ned i panden og mørke øjne. Mit hoved gik i galop for at finde ud af, hvad han tænkte på. Der var intet at finde i hans ansigt. Hans kæbe var spændt. Et smil bredte sig i hans ansigt, og de hvideste tænder kom frem.

”Har du brug for hjælp?” Hans stemme var mørk og havde et strejf af fløjls over sig. Det mørke blik vendte sig op til mine igen.

Dyb vejrtrækning. ”Skal du ikke hjælpe med at finde Marc?” fik jeg fremstammet. Mine fingre var stadig i Scarletts hår.

Han grinede. Hans grin ramte mig. Da han var stoppet, lød det stadig som et ekko i mine ører. ”Nej,” sagde han og gik et skridt tættere på. ”Det gør de to andre. Det ser mere ud som om, at du har brug for hjælp.”

Jeg kiggede ned på Scarlett og bed mig i læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...