Monsteret under sengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2017
  • Opdateret: 2 aug. 2017
  • Status: Igang
En pige, der er bange for monsteret under hendes seng, og et hus, der ikke bryder sig om hende eller hendes familie.

5Likes
8Kommentarer
85Visninger
AA

1. Monsteret under sengen

BRIDGEPORT, PENNSYLVANIA - APRIL 1975

 

Ellen Jones var elleve år gammel, bange, og havde lige mistet sin mor. Siden de, tre år tidligere, flyttede til Bridgeport, var alt i deres liv gået galt - der var et eller andet ved den by, det måtte der være, den var ond, og Ellen kunne mærke det -, så det burde ikke være kommet som en overraskelse. Men det gjorde det. Det gjorde det, for alle andre end Ellen. 

   Deres hund var det første offer, byen, i sin evige uudslukkelige hunger, udså sig. Prowly, som hunden hed, en Siberian Husky med hvid pels og gråmaskeret hoved, plejede altid at være lydig og holde sig indenfor husmatriklen, det havde den gjort tilbage i Philadelphias Laverock-kvarter, hvor de kom fra, og hvor Ellen ønskede, at de var blevet boende. Den strøg aldrig længere væk end én blok ned ad vejen, og den reagerede for Guds skyld altid, når man kaldte på den. Den gøede ikke af den blå luft midt om natten, eller knurrede af træerne i baghaven, eller gik til angreb på naboer, der kom for at hilse goddag. Det var som om, at Prowly ikke var den samme hund, da de flyttede ind i Ridgewell Lane 124, som den havde været tilbage i Laverock. Den gravede huller i baghaven, ledte efter muldvarper, der ikke eksisterede, og den pissede på husets fine uldvævne stuegulvtæpper, når mor og far ikke var hjemme. Og den tillod ikke familien Jones at se fjernsyn. Den stillede sig bevidst op foran skærmen, hver gang den blev tændt, og befalede, på sin lydløse hundemåde, at familien Jones gav ham deres fulde opmærksomhed. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten snydes til at tro, at den gjorde oprør mod familien Jones' beslutning om at flytte, og at den viste sin utilfredshed ved at opføre sig på samme måde, som et uregerligt menneskebarn, der ønskede at få sin vilje, og ville gøre alt for at opnå det. Den opførte sig slet og ret ikke som en hund. 

   Ellen havde aldrig været bange for Prowly, for den kunne altid finde ind på hendes værelse og hoppe op i hendes seng og tvinge sig ned på hendes skød, så hun kunne mærke dens bløde, filtrede pels mellem sine spredte fingre, hver gang hun kom hjem fra skole, bedrøvet og nedslået over endnu en fiaskodag, hvor hun måtte lide under navnet 'Ellen Brille'. Den vidste altid, hvornår hun var glad, og hvornår hun ikke var det, og den vidste også, hvordan den kunne muntre hende op og lette hendes humør. Det ændrede sig, da de flyttede til Bridgeport. En frygt for hunde, hun aldrig havde lidt under, og særligt en frygt for Prowly, begyndte at opsluge hende. 

   Prowlys personlighed ændrede sig endnu mere i løbet af de næste tre måneder. 

   Hjemme i Philadelphia, sov den altid enten hos mor og far, hos storebror Brad, eller, oftest, sammen med Ellen. Den havde en stor forkærlighed for at krølle sig sammen i sengens fodende, og fungere som varmepude. I Bridgeport sov den udenfor, og hvis den ikke blev lukket ud efter mørkets frembrud, blev den ved med at gø, hele natten, gø og gø og gø, indtil dens stemme blev hæs og gammel. Det stod på i ugevis. Til sidst var Farmand nødt til at eftergive sig Prowleys konstante, ubønhørlige gøen, og lade den sove udenfor. Den lagde sig altid midt i indkørslen, under Ellens værelsesvindue, så den var tæt på vejen. Der blev den, og ingen skulle på nogen måde vove at flytte den. Ellen, såvel som mor og far - men ikke Brad, der var travlt optaget af piger og venner og rockmusik og piger og fede biler og piger, næsten besat, på en måde, han heller ikke havde været tilbage i Philadelphia -, blev selvfølgelig mere og mere bekymret for den, som tiden fremskred. Særligt mor begyndte at snakke om, at hun havde hørt om de her sersens hjerneamøber, der nogen gange kunne inficere pattedyrs hjerner, og gøre dem ustyrlige og til sidst lade dem dø, lidt som en form for rabies, men bare længerevarende. Ellen forstod ikke, hvad amøber eller rabies var, men hun forstod, at noget var galt, og mors og fars bekymring gjorde ikke følelsen af, at tingene var helt forkerte, mindre. 

   Selvfølgelig fik de Prowly til dyrelægen, og selvfølgelig ville Prowly absolut ikke med, og selvfølgelig kunne dyrlægen ikke finde noget, der var galt med den. Den var sund og rask, og nej, Mrs. Jones, jeg ved godt der går rygter om den slags hjerneamøber, men de findes altså ikke, det kan du være forvisset om, der er ikke noget fysisk galt med jeres hund, den er nok bare stresset eller hvad fanden. Der var ikke noget galt. Og måske skulle Prowly bare tilpasse sig.

   Bekymringerne faldt ikke. Tværtimod.

   Siden hun var lille, havde Ellen altid bedt aftenbøn med mor. Det startede oprindeligt med den irrationelle barndomsfrygt, alle børn lider af, og som havde plaget Ellen i nattemørket. Frygten for goblinen i skabet eller under sengen, og hun ville sværge på, at hun en dag så en goblin smile ondt til hende, siddende foroverbøjet på skrivebordet overfor sengen. Selvfølgelig havde det bare været indbildning, hun havde været et barn, og børn forestiller sig ting, men aftenbønnen hjalp. 

   Nu lægger jeg mig ned for at sove, og jeg beder at Herren min sjæl må bevare, og hvis jeg dør før jeg vågner, så beder jeg at Herren min sjæl må tage.

   Den bøn hjalp på frygten, og hun havde aldrig set gobliner i nattemørket siden. Det skulle ikke være med far, aftenbønnen skulle bedes, den slags var ikke ham. Det skulle være med mor. Aftenbønnen flyttede selvfølgelig med til deres nye hjem på Ridgewell Lane, for den var blevet en fast del af familien, akkurat ligesom Prowly, men det var også aftenbønnen, der begyndte at gøre mor bekymret for, at Prowly slet ikke var Prowly længere, men i stedet var blevet besat (selvom det er noget værre pjat for sådan noget findes ikke i virkeligheden, i hvert fald ikke i følge far eller Brad). Bekymringen om besættelse blev stadfæstet, da aftenbønnen fik Prowly til at gø. Oftest løb den op ad trappen til Ellens værelse, og stillede sig i dørkarmen, og begyndte at gø, mere og mere arrigt. Som om den bad dem om at holde deres kæft, begge to. Først prøvede mor eller far at lukke den ud i haven, inden Ellen skulle i seng. Det ændrede ikke. Til trods for at døre og vinduer var lukkede, reagerede den stadigvæk med arrige gjalden og gøen, hver gang aftenbønnen blev indledt. Når Ellen løftede hovedet og kiggede ud gennem vinduet, kunne hun se den stå der, midt i indkørslen, med hovedet vendt direkte op mod værelset, stående på alle fire og ørerne spidset. Den kunne høre dem. Og den brød sig ikke om det, den hørte. Gamle Prowly fra Philadelphia var fuldstændig ligeglad med aftenbøn. Nye Prowly fra Bridgeport kunne ikke tåle lyden af aftenbøn. 

   Hunden var sindssyg, selvom dyrlægerne sagde, at der intet var galt, og en præst sagde, at dæmoner ikke interesserer sig for hunde, og derfor heller ikke besætter dem, så vidste Ellen, at Prowly var sindssyg, og ikke bare sindssyg, men en helt anden hund. I dagene op til dens død, kom den ikke ind i huset. Den blev stående ude ved vejen, med sine spidse ører strittende i vejret, og observerede den daglige trafik. Det var næsten som om, at den lagde planer. Tre dage inden den døde, begyndte Ellen at høre underlige lyde klikke fra gulvbrædderne under sin seng, lyde, der næsten forekom som sylespidse fingernegle, der bankede mod en flade af træ, lyde, der fik rædslen til at fryse i hendes hals og blødne hendes muskler og tænke på goblinen, hun troede hun så, da hun var mindre, og som hun var så inderligt bange for. 

   Prowly blev ramt af en bil klokken tre om natten. Personen, der havde kørt Prowly over, ville sværge på, at hunden ventede på ham - Den havde bare stået der, i indkørslen, stået og ventet, havde den, og så gik den pludselig lige ud foran, så sent, at han aldrig kunne nå at bremse op. Han fik det til at lyde som om, at hunden bevidst var gået ud foran bilen, at den havde begået selvmord, hvilket var nonsens, for hunde får ikke selvmordstanker. Den var bare blevet skør, sikkert en hjernetumor, og det var sikkert derfor, den opførte sig så mærkeligt. Men selvmord? Farmand nægtede den tanke. Hunde begår ikke selvmord. Det er de ikke kloge nok til. 

   Ellen var ikke gammel nok til at forstå konceptet om selvmord, men hun var gammel nok til at vide, at Prowly havde gået ud foran den bil med vilje. 

   Der skete noget med familien efter Prowlys død. Særligt Ellen. Prowly, syv år gammel, havde været en del af Ellens liv lige siden hun var lille, havde altid budt hende velkommen, når hun kom hjem fra skole, var altid hoppet op i hendes seng, når hun var ked af det og græd, pakkede sig altid ned i hendes fodende, når hun var bange for det ukendte, der lurede i mørke, gjorde hende altid tryg med dens evige tilstedeværelse. Hun begyndte at vaske fingre alt for ofte, ligesom hun havde gjort, da hun var mindre. Hun begyndte at drømme om sorte gobliner med røde øjne og skarptandede smil, og hunde, der bestemt ikke kunne lide, når man bad aftenbøn. Hun begyndte at stille sine sko i perfekte, lige rækker, bange for, at der ville ske noget forfærdeligt, hvis ikke hun gjorde det, at flere familiemedlemmer ville dø, for inden Prowly døde, stillede hun aldrig sine sko i lige rækker. Hun begyndte at skulle have lyset tændt om natten, for nogen gange, kun nogen gange, sværgede hun på at høre den uhyggelige, skeletagtige klik-klik-klikken af spidse negle (af kløer!) mod gulvbrædderne under hendes seng, og der var en nat, blot en enkelt nat, hvor hun ville sværge på, at en pibende, rusten og død vejrtrækning fulgte i halen på kliklydene. Frygten begyndte at kontrollere hendes liv, ligesom den havde gjort, da hun var lille, og strakte sig snart udover husstanden.

   Brad begyndte at tilbringe mere tid med sine nye kammerater, og mindre tid i hjemmet, og selvom han godt nok sagde, at han ikke var påvirket af Prowlys død, så var han alligevel. Det kunne Ellen, 9 år gammel, næsten 10, ikke vide, men hun fornemmede det. Hun havde den intuitive fornemmelse omkring sine ældre familiemedlemmer, alle små søskende har. Det var trods alt Prowly, der havde trøstet ham to måneder inden, de flyttede til Bridgeport, da Amelia, hans første og største forelskelse, slog op med ham (selvom Ellen kun vidste, at han var ked af det, men ikke over hvad). Det var trods alt Prowly, der kunne standse hans gråd.

   Far og mor begyndte at skændes. Far mente, at de burde købe et nyt kæledyr. Efter Prowlys adfærd, var mor imod det, for hvad nu hvis det næste kæledyr blev ligeså skør, og måske burde de flytte, for hun kunne hverken lide huset eller byen, der var et eller andet tungt og ubehageligt, der hvilede over stedet, det kunne hun mærke, men det var noget pjat, sagde farmand, overtro, du læser for mange gysere, kvinde! 

   Tingene blev værre.

   Før Ellen blev født, havde far haft problemer. Ellen havde aldrig rigtig forstået, hvad det var for problemer, kun, at han havde problemer (hun var velsagtens ikke gammel nok). Han kom nogen gange fuld hjem fra en bytur, syngende og hujende. Far havde haft en hård barndom. Eller sådan noget i den retning. Disse problemer vendte tilbage et halvt år efter, at Prowly døde, og da skænderierne mor og far imellem blev regulære og næsten dagligdagskost. Nogen gange kom far lidt for sent hjem, klokken tolv, klokken et, ofte først klokken to om natten, skrålende ud til et ikke-eksisterende puplikum, som var de eneste, der ville nyde hans tonløse, alkoholiserede sangstemme. Han vækkede mor, og han vækkede Ellen, og han vækkede Brad, og han var ligeglad, for han var for fuld til at tage noget alvorligt, alt var morsomt og sjovt, det rene underholdning, griiiiin med mig, børn, griii-hiiiin med mig, han sang og skrålede indtil han dejsede omkuld på sofaen. Og det gentog sig. Og det gjorde det ofte. Og når han ikke drak, så skændtes mor og far. 

   Og midt i alle skænderierne, klikkede det af døde negle mod gulvbrædderne under sengen. Nogen gange fulgt af den hæslige, døde vejrtrækning, som en syg gammel mand med knirkende luftrør, men nogen gange kun den vedblivende, konstante klikken.

   Det skete, kort efter at Ellen lige havde fyldt elleve. Mor fik konstateret kræft. Hun var blevet ramt af den decemberforkølelse - som mere var en influenza, end en rigtig forkølelse -, som hele familien var blevet ramt af i det smalle mellemrum mellem jul og nytår. Forkølelsen blev fulgt af feber og kulderystelser og hud, der blev papirsbleg og syg, og så følte hun slet ikke, at hun kunne stå ud af sengen. Kløerne mod gulvbrædderne under Ellens seng, begyndte at klikke. Klik. Klik. Klik. Da mor ikke fik det bedre, men kun fik det værre, og hele tiden var så utroligt bleg, hun lignede jo næsten et spøgelse, og blot lå i sengen og hidkaldte på far eller Brad eller Ellen, hver gang hun havde brug for noget, fordi hun ikke var i stand til at rejse sig, uden hendes kraftløse ben sank væk under hende, besluttede farmand, at det var på tide at tilkalde lægen. Fordi mor ikke havde kræfterne til at gå, var lægen nødt til at besøge dem derhjemme, og Ellen vaskede fingre som en rasende, vaskede og vaskede og vaskede, og kliklydene blev ved, og de lød næsten hånlige, næsten som om, at hvad det end var, der drillede hende (mobbede hende!) under sengen, så elskede den, hvad der foregik, VIDSTE hvad der foregik, og ønskede kun det værst tænkelige udfald af hele situationen. Mor begyndte at få underlige, violette plamager i sit ansigt, den slags, Ellen også havde set på billeder af de kræftsyge børn fra den klinik, som mor havde fået arbejde på, og de violette plamager virkede næsten sorte i hendes skeletblege ansigt, og diagnosen blev stillet efter blodprøver. Leukæmi. Den hidsige af slagsen, som ellers normalt ikke rammer sunde og raske kvinder i Ellens mors alder, men enten gamle og svækkede mennesker eller, aller oftest, børn. Små børn. Den slags børn, som mor arbejdede med. 

   De prøvede med piller, der ikke virkede, og som fik mors ellers lange og fine, brune hår til at drysse af som visne grannåle og gjorde hende kvalm og svimmel. De prøvede at give hende stråling, der fik hendes hud til at brænde og stikke og snurre. Men leukæmien fremskred, åd mors livsenergi, og i takt med, at livet rindede fra hende, sank hendes krop ind til en slank, skeletagtig figur, altid med hovedet omviklet et tørklæde for at skjule den hvidblanke isse. Hun blev forvist til rullestolen. Hun måtte bæres op og ned ad trappen, når hun skulle i seng og når hun skulle i køkkenet. De dage, hvor hun havde kræfter til at snakke, bad hun, omend med en spinkel, hviskende stemme, aftenbøn sammen med Ellen. Resten af tiden lå hun i sengen og sov. Og alt imens fortsatte væsnet under Ellens seng at blive ved med at klikke sine negle mod gulvet om natten, håne hende med dens modbydelige tilstedeværelse og kvæle hende med iskold rædsel, der knugede sig fast til hendes strube. Det var kun, når hun bad aftenbøn med mor, at væsnet ikke kunne høres om natten.

   Mor døde i marts. Hun var gået i kramper i sin seng, midt om natten, havde blødt gennem mund og næse, så kraftigt og voldsomt, at det klistrede sig omkring sengetæppet og linnedet. Far hørte hendes hæse gurglen, og vågnede op til synet af sin kone, der drog sit sidste, rallende åndedrag. Han sagde intet, da hun blev kørt på hospitalet. Tidligt næste morgen, begyndte han at drukne virkeligheden i alkohol, indtil han faldte i søvn hen på eftermiddagen og først vågnede op næste morgen. 

   Og pludselig en nat, skete det. Få dage efter begravelsen, næppe en uge, hvor Ellen lå og kiggede op i loftet, ondt i maven af afsavn (mor er her ikke), og den fjerne, dybe lyd af fars snorken i et soveværelse langt væk i huset, og den kolde rædsel for alt klamret fast til struben, begyndte kliklydene igen. Men denne gang var det anderledes. Denne gang klikkede neglene ikke mod gulvet. Denne gang klikkede de mod de brædder, der understøttede sengemadrassen, og hun kunne mærke kløernes tryk bølge op i madrassen og op mod hendes ryg og sende onde ilninger ned langs rygstrengen og gøre hendes knogler bløde og hule. Hjertet trommede. En sammenbidt, dæmonisk lyd, en strubedyb snerren, der ikke tilhørte et menneske og aldrig havde kunnet tilhøre et menneske, fulgte i kølvandet på kliklydene. Ellen skulede, ud til siden. Natlampen henne ved døren var tændt, og kastede en måne af gul belysning omkring væggen. Alligevel var Ellen frosset fast til madrassen i en panisk, slugende rædsel. Den dybe snerren gled over i den pibende vejrtrækning, gammel, død og tvunget, og Ellens øjne gled fra natlampen ved døren skråt borte fra hende, og istedet til væglampen, der knækkede ud fra træbrædderne over hendes hovedgærde. Vejrtrækningen blev ved, hæs, lang, pibende, og så begyndte stemmen at snakke.

   »Lille piiiiiiiige,« sagde den, ligeså hæs, død og knirkende, som dens uhyrlige vejrtrækning. Et koldt lyn spjættede igennem Ellens krop, hun havde aldrig hørt den snakke, og tårer vædede sig frem i hendes øjne, og hun ønskede sin mor, og hun ønskede sin mor lige nu, og en endnu større rædsel, en, hun aldrig havde følt, værre end frygten for den goblin i nattemørket, der sikkert ikke havde været resultatet af andet end indbildning, rullede nu tungt og klamt over hende. Vejrtrækningen lød hæst, langt, åh, stop nu, stop nu, mor, jeg vil have min mor jeg vil have min mor jeg vil ...

   »Er du ... Bange .... Lille ... Ellen?« 

   Det var som om, at hvad end det var, der prøvede at kommunikere med hende, var det noget, der havde umådeligt besvær med at trække vejret. Som en person, der hele tiden lå på sit dødsleje, og havde lunger, der peb som usmurte dørhængsler. Ellen mærkede tårerne sile i kolde striber nedover hendes kinder, saltvandet ætsede i hendes øjne, og hendes fingre bed hårdt om dynen, knugede, så hun fornemmede sine negle presse mod håndfladerne gennem stoffet. Vejrtrækningen steg, steg, STEG, og Ellens syn svømmede i tårer, og hun kiggede tilbage mod døren og natlampens trygge lys.

   »Du vil ... Gerne have ... Din mor ...« Vejrtrækningen, der knirkede ondt som en usmurt dør eller en lungesyg gammel mand. »... Vil du ... Ikke også ... Lille Ellen?« 

   Ellens vejrtrækning begyndte at støde, hun kunne ikke kontrollere det, og hun fastholde blikket mod væglampen. Bønnen, Ellen, tænk på bønnen, tænk på Gud, tænk på alt det gode, hvordan er det den lyder, hvordan er det, hvordan hvordan hvordan, Gud, Gud, jeg er bange, Gud, jeg er bange, hjælp.

   »Din mor ... Er hernede ... Sammen med ... Prowly.« 

   Endnu en strubedyb snerren. Ellen lukkede øjnene, hendes læber skælvede, og hun håbede, ønskede, at når hun atter åbnede øjnene, så ville det være lyst udenfor. Det ville være lyst og mareridtet ville være drevet over. 

   Hun prøvede at tænke på mor, der bad aftenbønnen sammen med hende. Nu lægger jeg mig til at sove, nu lægger jeg mig til at sove, nu ... 

   »Vil du ... ikke ... Hilse .... På dem? De ... Savner dig ... Så ... *forfærdeligt*«

   Ellen åbnede munden, for at fremsige bønnen, men rædslen havde kvalt talens brug. Hun hørte en meget svag skraben. Bønnen. Tænk på bønnen. Tænk på Gud. Tænk på MOR!

   »Prowly ... Vil gerne ... Trøste dig ... Lille Ellen.« 

   Hun åbnede øjnene. Tårerne vred sig skævt ned ad hendes kind, og vædede sig ned i sengestoffet. Hun kiggede mod døren. Det gule lys, der blegnede sig udover væg og gulv. Den hæse, hæse vejrtrækning, ond og modbydelig. Og så hun det. Noget hævede sig op fra sengekanten. Hendes øjne svulmede, da hun så lange, slanke og skeletagtige fingre, med negle, der var fuldstændig mælkehvide - de samme slags negle, som dem, mor hun havde i tiden op til sin død -, strække sig op fra sengegærdet. Hendes mund gabte sig åben og øjnene spilede sig ud og hånden hævede sig højere, hvidbleg, den hævede sig op foran hendes ansigt, åbnet, klar til at hugge frem og tage, og hun skreg. Hun skreg skingert, og flåede dynen fra sig og kastede sig om til den modsatte side af sengen. Hun vendte sig rundt. Så ikke på hånden. Hørte ikke på den grusomme, sammenbidte snerlen. Hun kastede sig barfodet ned på gulvet, klynkede spinkelt og styrtløb mod døren. Hun flåede den åben. Så sig ikke tilbage. Kastede sig videre ud i den mørke gang. Hun løb mod soveværelset for enden. Flåede døren op og kastede sig ind i soveværelset nattemørke, udfyldt af lyden af fars dybe, bjørneagtige snorken. 

    »Far! Far, der er et monster under min seng! Far! Far, hjælp mig! Hjælp mig!« Hun løb hen til hans side af sengen, og ruskede i ham, med flere tårer, der koldt stribede ned over hendes kinder, hun ruskede, men han gryntede bare, og flåede armen til sig og vred sig om, så han vendte ryggen imod hende.

   »Far!«

   Men alkohollen havde bedøvet hans hjerne, og han var umulig at vække. Ellen vendte sig om, tilbage mod døren, der åbnede ud til gangen. Hun løb tilbage, trampede over gulvet, løb ud i gangen og hen til trappen. Hun vovede ikke at se sig ind i værelset. Hun tændte på kontakten, og loftslamperne lyste op, vækkedes til live, og gav udsyn til trappen, der strakte sig ned mod entréen. Hun løb, trampede sig ned ad trinnene, ned mod stuen. Hun tændte lyset i alle de lokaler, hun passerede på vejen. Men selvom alt blev badet i lys - køkken, stue, badeværelse, entré -, følte hun sig ikke tryg. Hun følte sig jaget. Med natkjolen flagrende efter sig, kastede hun sig ind i den brede dagligstue, hvor lyden af hendes trampende fødder snart blev til en liflig dappen, da hun strøg over de tykke, uldvævne gulvtæpper. Hun havde kurs mod sofaen. Vejrtrækningen hikkede fra hende i kvalte lyde. Der lå et tæppe på den sofa, som vendte mod fjernsynet, sammenrullet, og hun greb det. Kiggede sig tilbage mod den højt oplyste entré, der var intet spor efter nogen (den blege hånd med de spredte, skeletagtige fingre og de mathvide negle, der lignede MORS!) eller noget, som havde fulgt efter hende, men hun kunne ikke vide sig sikker. Hun lagde sig ned i sofaen, og trak tæppet op til sig. Hun skulede, mod fjernsynet, mod firkanten med den sorte, døde skærm, hvor hende selv, og den grønne sofa, hun lå i, og åbningen til entréen bagved, blev reflekteret. Hun så på skærmen, og hun holdte øje. Hjertet hvæsede i hendes ører, hvæsede og dunkede, hårdt, som trommeslag mod øregangene, men bønnen, tænk på bønnen. Hun blev ved med at holde øje med den slukkede fjernsynskasse, forskræmt, som hun begyndte at fremsige den hviskende aftenbøn.

   »Nu lægger jeg mig ned for at sove ... « Lyset flakkede, og alle muskler i hendes krop frøs sig stive, og hun skulede opad, mod lysekronen. Lyset flakkede nogle gange mere, sorte bølger, der dansede ud i rummet, og så stoppede det med at flakke. Hun holdte øje med lyset nogle gange mere, hev luft ind, ud, ind ud (den hæse vejrtrækning og stemmen, åh den grusomme, døde STEMME), og drejede langsomt og tøvende blikket tilbage mod fjernsynets sorte glas. Forventede, halvt om halvt, at se en skabning stå ude i entréen. Det gjorde hun ikke. Til gengæld så hun noget andet. Entréen, og gangen, der ledte ud til den, var forsvundet i mørke. Lyset var blevet slukket. Tårerne svømmede atter ud i hendes blik, brændte, BED, og lysekonen over hende flakkede atter. Hun klynkede, skingert, svagt, hæst. Lysekronen flak-flak-flakkede, den flakkede, og så slukkede den. 

   Ellen gispede. Spjættede rundt, og knugede tæppet krampagtigt til sig. Hun vred blikket rundt i det blålige mørke. Månelys fejede svagt mellem gardinerne, der dækkede de brede havevinduer. Og så hørte hun det. Væsnet. Den døde, lungesyge 

vejrtrækning. Ude fra entréen. Og den kom nærmere ... Nærmere ... NÆRMERE.

   Ellen vendte sig rundt, så mod fjernsynet, der blot var en mørk firkant i det natsorte, og vred blikket ned til gulvtæppet. Sofaen havde et hulrum under sig, mellem sofamadrassen og gulvet, afmarkeret af fløjlssnore. Den hæse vejrtrækning ude i entréen nærmede sig, og noget, der lød som slæbende, trækkende skridt ... 

   »Ellleeeeeen. Lille Elleeeeeeeeen!« fremkæmpede den grusomme stemme, der gav hende lyst til at græde.

   Der var ikke andet for. Væsnet (monstret!) var på vej ind i stuen, og hun måtte gemme sig, og det eneste sted, hun kunne gemme sig, var under sofaen. Hun flåede tæppet fra sig, hørte, hvordan vejrtrækningen voksede et sted bagude, og kravlede ned på gulvet. Hun vendte sig rundt, rædslen nappede hende fra alle sider, og tvang sig gennem forhænget af fløjlsnore og videre under sofaen. Hun var spinkel og lille nok til at kunne være der. 

   Nedhængende fløjlsnore afspærrede hende i et kvadratisk omkreds, som beskyttende gardiner. Hun krøb sig sammen i det støvede sofamørke. Hun kunne høre vejrtrækningen lige udenfor. Væsnet var nået ind i stuen. Hun lukkede øjnene, hårdt sammen, fingrene rystede og maven var snøret tæt sammen, til en hård bold, og (Dump!) tænk på det gode, Ellen, du er i sikkerhed her, monsteret kan ikke finde dig (Dump!), tænk på det gode, tænk på mor, mor elsker dig, mor er død men mor ELSKER dig, og vejrtrækningen tårnede sig over sofaen, huden i hendes nakke blev stram, føltes som en alt for udspændt elastik og hun kunne ikke mærke sine arme, bliv hvor du er, Ellen, bliv hvor du er, og sig ikke en lyd. 

   »De ... Savner dig ... Så ... Forfærdeligt. Så ... Forfærdeligt.« 

   Og så ... Stoppede det. Vejrtrækningen. Stemmen. Det stoppede. Men Ellen blev liggende. Hun blev liggende, med øjnene lukket tæt sammen, sagde ikke en lyd. Stilheden var kvælende, hjertets slag var som høje pistolbrag, og hun blev liggende, og i sit hoved bad hun, Gud, hjælp mig, Gud, hjælp mig, Gud ...

   Og så lød der en høj, sammenbidt snerren lige ud for hendes venstre øre, og en hånd, en død hånd, en SLIMET hånd, skeletagtig og hård, greb fat om hendes venstre overarm, og Ellen åbnede munden og udskreg et rivende, dødsdømt vræl. 

   

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...