En sidste gang


Gudskelov er der i de fleste familier masser af kærlighed og glæde. Dog må man appellere til de børn og unge, der lever med deres familier uden kærlighed eller respekt. Børn og unge er konstant i udvikling, kærlighed hjemmefra er enormt vigtigt. Kærligheden hjemmefra diktere med stor sandsynlighed, hvem du kommer til at være.

Følg med i denne novelle, hvor man kan sætte sig i hovedpersonens sko. Det gør ondt. Den næste del kommer ud indenfor et pr. dage.

Skriv gerne feedback og om jeg skal færdiggøre del 2?

Tak på forhånd og god fornøjelse.

0Likes
0Kommentarer
30Visninger

1. 1

En sidste gang

DEL 1:  

Jeg sidder ved vindueskammen og kigger ud mod de frie børn fra gården. De løber og leger i latter. Deres leg virker til, at være så sjov, at jeg ikke kan stoppe med at smile. Jeg ville ønske, at jeg kunne være så fri, men det kan jeg ikke ønske mig. Det er for meget at ønske og forlange for et mislykkedes 13-årig barn fra København. Altså jeg ved ikke helt om jeg er en fiasko, jeg er jo stadig et barn. Jeg hører bare tit min far og mor snakke om, inden jeg skal i skole under morgenmaden. Jeg har lært i skolen, at jeg altid skal høre og anerkende hvad mor og far siger, fordi de er de voksne og de voksne har altid ret. Da jeg åbner døren for at skynde mig i skole, så vælter jeg over min fars dyre sko og samtidigt rammer mit knæ og albue den hårde asfalt. På trods af blodet siver ud af mit knæ, så hører jeg min far råbe: ’’Din f’’’’’’ idiot, kan du ikke engang gå ordentligt? Hvorfor er du født? Er du bare en plage eller er du en straf fra den ikke-eksisterende Gud’’. Jeg må ærligt indrømme, at det gjorde så ondt, at jeg kunne høre mine tårer ramme gulvet PLADASK. Det kunne mine forældre ikke høre, fordi de var jo ligeglade. Selv når jeg er kommet til skade, så vælter jeg lydløst tårer. Da min gråd kun vil skabe mere disharmoni og jeg ville blive svinet hårdere til. Nogle gange tænker jeg over, hvornår jeg kan få den samme fred som børnene fra gården får. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kan være helt afslappet er når jeg går den lange distance til min skole.

               Jeg brasser ind i klassen forsinket og siger ’’Undskyld forsinkelsen, Bo’’. Bo er min lærer i alle fag. Han er noget af en kamæleon. Han kan alt fra naturvidenskab til de humanistiske og helt til de kreative fag. Den undskyldning tog Bo ikke særligt pænt, han råbte straks, ’’Du er så uduelig. Du kommer altid for sent og jeg har fået nok af din nytteløse og tomme undskyldninger. Jeg vil have, at du går ud og sidder foran klassedøren indtil næste modul’’. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle Bo, at min far bad mig om at pudse hans sko på trods af han vidste jeg var forsinket.

               Skoleklokken ringer og alle de frie børn løber ud af klasselokalet og straks ned til skolegården. Jeg står i vejen og kommer til at ramme en af de frie børn. Jeg sagde straks med en blid stemme: ’’Undskyld, Lasse’’, han skubbede mig hårdt ned på jorden og råbte: ’’Væk, tykke bumbum’’. Jeg er ikke som de frie børn. Jeg er tykkere end de andre og lavere end de andre. For at krydre lidt på det hele så har jeg de største og grimmeste togskinner, samt nogle briller som min far købte fra den lokale supermarked for 7 kr.

                I morgen er dagen, hvor alle elever får besked om de er meldt uddannelsesparate til de store udfordringer på gymnasiet. Jeg er meget nervøs. På trods af jeg føler, at jeg har leveret en præstation af mine kaliber, så er jeg meget usikker. Mine forældre og Bo siger jo tit, at jeg er uduelig og dum. De er jo de voksne.

               Vi sidder rundt om spisebordet, og jeg kan se min far giver mig nogle skrøbelige blikke. Imens jeg var i gang med, at tænke på hvornår han ville kaste en bemærkning, så kaster han gaflen ned på jorden så hårdt at han rammer sin fod. Blodet siver ud af hans fod. Han råber straks: ’’Du er så uduelig selv når jeg kigger på dig, så kommer jeg enten til skade eller bliver oprevet’’. Nogle gange undrer jeg mig om, hvis Gud virkeligt eksisterer. Men denne her gang vil jeg gerne tro på, at Gud har fået lidt ondt af mig.

               Ved entréen til skolen møder jeg en hoverende Bo. Han råber på tværs af skolegangen: ’’Du er så uduelig. Skoleåret er over for dig. Du skal tage et år om, HA HA HA HA HA’’. Han var omringet af de frie børn, der alle skulle på spændende udfordringer.

 

Jeg har ét år til at ændre mig. Ét år til at vende de her uretfærdigheder og grusomheder, der har sat nogle dybe ar på min følsomme krop.

 

Det er yderst spændende, at se den udvikling der sker med jeg-fortællerens liv. Han ved, hvis han ikke bliver stærkere og starter med at respektere sig selv, så vil han blive spist og efterfulgt trådt på. Følg Jeg-fortællerens udvikling i næste kapitel og måske bliver hele hans liv vendt på hovedet? Et kendt citat siger: ’’Through love thorns become roses’’ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...