Self'destruction

Ville i stoppe jeres goals, hvis det sårede andre?
Catanelia's mål for hende selv, sårede andre. Hun prøvede at stoppe det, hun prøvede at starte med at spise.
Men hvis i havde forældre det plejede at være ligeglad med jer, og ligepludselig ville bestemme over jer? I var den populære på skolen, men perfektion ikke var perfekt nok? Presset er for stort, og Cat vil gøre alt for perfektion.

Følg med i Catanelia's hverdag med Anorexia Nervosa

2Likes
7Kommentarer
262Visninger
AA

2. Oh baby, Perfection

 

 

Catanelia's synsvinkel.

 

Den larmende lyd, der fyrrede ind i mine øre, og sollyset der skar i mit ansigt vækkede mig. Oh well, en ny frisk dag. Jeg håbede at denne dag, blev bedre end de forrige dage. Mit hoved gjorde ondt, men igen det var fordi mit flæskebjerg af en krop, mente den havde brug for mad for at overleve, for at fungere, men nej. Den kunne sagtens uden, og det skulle jeg nok bevise den.

Jeg trak mig op af sengen, og slæbte min usle krop hen imod mit badeværelse. Og ja, jeg havde mit eget badeværelse, der hang sammen med mit værelse, så ingen andre skulle bruge det, og det var skønt!

 

Jeg lukkede døren bag ved mig, og smed min natkjole på gulvet, fuck det. Jeg kiggede i spejlet, og lavede elevator blikket ned af mig selv, der var meget der skulle tabes endnu, før nogen ville synes jeg var perfekt!

Min ryg ramte gulvet, og med det samme startede jeg med 50 mavebøjninger, jeg rejste mig, og løb lidt på stedet, nogen jumping jacks, og til sidst noget mere løben på stedet. Efter 40 minutters af dette på repeat, svedte jeg som en gris, og ville i bad. Vandet blev tændt og jeg trådte ind i det dejlige varme vand. Varmt vand hjalp altid en med at glemme for en stund, og det havde jeg brug for i en tid som denne.

 

Shampooen kom i håret, samt balsam efterfølgene. Jeg kiggede ned og nappede i mit mave fedt

 

“Du er en fed ko, Cat. Se på dit klamme mavefedt..” Min stemme hviskede de hadefulde, dog sande ord.

 

En tåre, drev ned af min kind. Jeg hadede mig selv, jeg havde så meget selvhad at det gjorde ondt.. Jeg savnede at være elsket, savnede at kunne kramme nogen, have nogen der gav en fuck for mig, men det har jeg ikke mere, og på en måde er det vel min egen skyld, måske skubbede jeg nogle af dem væk, men det var ikke min skyld at de ikke gad at acceptere min livsstil, og hvordan jeg ville se ud, og hvad jeg ville indtage, og jeg ville accepteres for hvem jeg var, igen skulle lave om på det.

Jeg åbnede lågen fra badet, og hev ud efter håndklædet, svingede det hurtigt rundt om min krop så jeg ikke skulle kigge på den i spejlet. Jeg havde overvejet at dække spejlene til, og havde enda forsøgt på det, men min mor ville ikke have det, og har forbudt mig at gøre det igen, selvom det er mit badeværelse, min mening er det virkelig åndsvagt.

 

Jeg gik hen til min kommode, og tog den største hættetrøje jeg havde på, jeg elskede den. Den var sort med teksten ‘’Live life your way’’ den passede godt til mig, og den skjulte mit fedt, hvilket var skønt! Jogging bukserne kom på kort tid efter, nu manglede jeg kun og ordne mit rav af et ansigt.

Min makeup taske stod på kommoden, jeg tog den hurtigt og gik hen til mit makeup bord, hvor jeg satte mig ned, og begyndte min daglige rutine. Jeg var blevet ret god til contour, mest nok fordi det gjorde så jeg så tynd ud, as u know, i love thin.

 

Jeg kiggede mig en sidste gang i spejlet, og tænkte at det måtte være det. Jeg havde ihvertfald ikke overskud til at gøre mere ved det, min krop reagerede voldsomt i dag, på den mængde af mad den ikke havde fået lov at indtage. Mit mørkebrune hår gik til lidt under mine bryster, jeg havde næsten lige farvet det, da folk var begyndt at kommentere på at det så dødt ud, igen på grund af den manglende kost.. Men nu var det nyfarvet, flot igen, og jeg elsker mit hår, det er også det eneste flotte ved mig haha.

Jeg fik mig selv på benene, og fik sokker på, hvorefter mine dejlige converse kom på, og ja jeg ved godt at de er ude af mode, men jeg kan godt lide dem, bum.

Okay, jeg var pænt meget parat til at tage i skole, det blev også lidt dejligt at komme væk fra det her hus lidt, alt den omklamrende og medlidenheds snak, får simpelthen psykose af det.

Der lød en banken på min dør, og med det samme vidste jeg at det var min mor, da min far sikkert allerede var taget afsted, så han ikke skulle til at se på mig, og få dårlig samvittighed, da han 100 procent ved at han har været en fucking lorte far.

 

“Der er morgenmad Cat” Sagde min mors stemme, samtidig med at hun sneg sit hoved ind i åbningen i døren, hun smilte et smil der sagde ‘Please kom nu ned og spis’

Men efter i går, hvor hun fyrede alt det pis af til Hr. anderson. Hun kunne glemme det.

 

Jeg kiggede fra mit spejl, og hen mod hendes ansigt, jeg satte min bedste facade op og kom så med mit svar, som jeg havde sagt så mange gange igennem de sidste par måneder

 

“Jeg har spist.” Svarede jeg koldt, og vendte mit hoved igen mod spejlet. Jeg var helt og aldeles ligeglad med om hun blev såret at mine ord, hun var selv ude om det.

 

“Jammen søde skat, vil du ikke bare have en lille smule mad?” Spurgte hun igen, med sin klamme stemme, som faktisk gav mig kvalme for at være ærlig.

 

“Fat dog at jeg ikke skal have noget af din fucking klamme lorte mad” snerrede jeg af hende, stadig kiggende ind i spejlet, altså kunne hun forhelved ikke fatte en skid?!

 

“Okay” Kunne jeg høre hende snøfte, og kort tid efter hendes fodtrin ned af gangen, og heldigvis væk fra mit værelse.  

 

Jeg rejste mig, og tog min taske, puttede mine smøger deri, og min mobil i lommen, nu skulle jeg godt nok også ud fra det her helved’s hus, jeg kunne simpelthen ikke klare mere, jeg skulle have min morgensmøg, da det hjalp mig til at føle mig mæt. Jeg var lige på vej ud af døren, da jeg kom i tanke om jeg skulle have min vandflaske med, den ville jeg ikke kunne leve en hel dag uden, det var min lifesaver. Den vandflaske var faktisk min morgenmad, middagsmad, eftermiddagsmad og senere bliver det min aftensmad. Heldigvis ville jeg slippe for at høre på Hr. Anderson i dag, da det kun er hver anden dag jeg skal til de åndssvage møder med dem, og jeg er evigt taknemlig for at det ikke er i dag, for jeg kan allerede føle, at det her bliver en ekstrem lorte dag.

 

                                                                  ***

Jeg slukkede min smøg ude i askebæret foran skolen, jeg var jo ikke noget miljøsvin altså, jeg var en artig pige, over for alle end mine forældre. Mit ur sagde 7:55, så 5 minutter til at min skole dag ville starte, det skulle nok gå. I det mindste her, slap jeg for at snakke med andre levende væsner. Dog slap jeg ikke for alle de stirrende blikke der landede på mig hver gang jeg tog et skridt.

Nogle andre børn eller teenager som de/vi nu er, åbnede døren, og jeg skyndte mig at klemme mig ind imellem, så jeg ikke kom til at være den sidste der kom ind på skolens gange, for så ville jeg ihvertfald ikke komme ind til time til tiden, og jeg prøvede jo at vedligeholde mine okay gode karaktere her på skolen.

Jeg gik langs gangen, mit blik farrede hen på Pattie der stod over ved hendes skab, med hendes gruppe venner, som hun nu var begyndt at snakke med, jeg kan huske da Pattie kom til skolen. Jeg troede virkelig at hun var en dengse, men hold da op hvor jeg tog fejl, hun er den vildeste til at feste, og trodse alle der ikke gør som hun vil. Jeg kan huske da hun kom hen til mig og spurgte mig, om hvorfor jeg gik og troede jeg var bedre end hende, og hun ihvertfald ville bevise at hun fortjente en plads i min ‘gang’, jeg var chokeret i starten, og begyndte derefter og grine. Aldrig havde nogen snakket sådan til mig på skolen, og underligt nok var det det som startede vores venskab. Hun ville bevise hun var værdig, ved at deltage i en shots kamp med mig, og som i nok kunne gætte, så vandt hun. Og måske lod jeg hende også lidt vinde, jeg kunne godt lide hende, hun så ikke op til mig, eller forgudede mig, hun ville bare godt være veninder med mig, fordi at hun havde set hvordan jeg var, og hun kunne lide hvad hun så, og hvad hun så ikke kunne lide, var hun hellere ikke genert for at nævne for mig.

 

Hun fik mig ned på jorden, når jeg var lidt for bitchy over for andre, eller hvis jeg var ked af det over en dreng, eller mine forældre, var hun den første der stod ved min side for at få mig glad igen, jeg ville faktisk være forevigt i gæld til hende, hun havde gjort så meget for mig, og jeg ville aldrig kunne give ligeså meget igen. Jeg var slet ikke sådan et godt menneske som hun var, og der stod hun nu, med sine egne venner, hun var kommet over mig og jeg tænkte ikke på andet end hende og jegs venskab. Men det var vel det der hed fortid, måske kunne vi blive veninder igen, når jeg havde opnået mit goal, så ville hun ikke kunne stå i vejen for det, når jeg først havde opnået perfektion.

Jeg fik øjnkontakt med hende, og et lille smil kom frem i hendes mundvig, shit. Jeg havde 100 procent stået og stirret på hende, hvor var det simpelthen pinligt.. Hun viftede med hånden som en symbol på at jeg skulle komme hen til dem. Mit hoved rystede som et pænt nej tak, jeg nåede lige at se hendes glade ansigt, blive trist og så var jeg afsted.

 

Jeg satte mig ved bordet inde i klassen, og bad til at denne dag ville gå stærkt, for ærlig talt ville jeg helst undgå at gå igennem den..

Læreren kom ind, jep vi skulle have dansk, der var ikke noget slemt i dansk, tværtimod jeg kunne godt lide det. Men mit hoved magtede intet i dag, og at jeg skulle høre på alle de andre teenager sidde og hviske. Gud være med mig altså.

Vores lærer hed Emma adolf, men hvis det skulle være efter hendes hoved var det Fru Adolf, jeg ved fandme ikke hvorfor det hele skulle være så formelt, men det skulle det åbenbart. Hun var single, og jomfru. Jep alle fandt ud af det for tilbage i 8 klasse, da nogen drenge for sjov spurgte hende om hun så havde haft sex, hvor hun derefter forklarede dem, at hun var guds barn, og derfor ventede hun til sin kommende ægtemand, hvis hun nu fik sådan en på et tidspunkt, hvilket jeg gættede på at hun ikke gjorde. Altså ikke fordi hun ikke var sød, det var hun skam! Men køn var hun dog ikke, hendes agtige grå hår, var klippet page, hun havde briller og ihvertfald ikke flotte tænder, måske burde hun bruge noget tandtråd en gang i mellem.

 

“Catanelia, er du med os idag?” Jeg kiggede hurtigt op, og så at Emma stod foran mig.

Der var nogen få af eleverne der grinte, jeg nikkede hurtigt med hovedet, og kiggede rundt for at se, hvor mange der nu begloede mig. Da mit blik næsten var nået hele vejen rundt i klassen, frøs det fast da jeg kom forbi et ukendt ansigt. Jeg anede ikke hvem han var, men mit blik ville ikke fjerne sig fra ham. Han havde brunt hår, et meget mærkeret ansigt, han var faktisk bare ekstrem flot, hans arme var store, altså af muskler, ikke fordi han var fed. Jeg kunne ikke se hans øjne, da han kiggede op på Emma, utroligt nok, tror jeg han var den eneste i klassen, der ikke havde sin opmærksomhed på mig.

Hans sidekammerat prikker ham på skuldren, og peger hen mod mig. Jeg gik seri i panik inden i, men jeg kunne stadig ikke fjerne mit blik fra ham, jeg prøvede og bruge alle mine kræfter, jeg prøvede virkelig, men min krop ville ikke reagere. Hans hoved vendte sig, og mødte mine øjne. Og det der mødte mig, var nogen helt krystal blå øjne, suk jeg var helt forgabt i dem. Han smilte ikke, grinte ikke, han kiggede med et intens blik på mig, hvilket jeg sikkert også gjorde på ham. Han fjernede ikke sit blik, jeg fjernede ikke mit, og selvom det burde have været ekstrem akavet, var det ikke engang tæt på at være det.

 

Vores blikke blev fjernet da klokken ringede, og i et kort øjeblik var jeg helt forvirret, før jeg kom til mig selv og huskede at jeg sad i skolen. Jeg kiggede over mod ham igen, men han var der ikke.

 

“Du er meget fraværende i dag Catanelia, hvordan kan det være?” Emma igen, hvorfor kunne hun ikke bare lade mig være…

 

“Dårlig dag, jeg tror bare at det er det Fru Adolf” Svarede jeg hende med et svagt smil tilbage

I tænkte nok hvorfor jeg svarede så sødt tilbage, altså jeg var jo ikke et ondt menneske, jeg var sød mod mine medmennesker, bare ikke dem der havde pisset mig af.

 

Hun nikkede og gik ud af klasselokalet

Jeg rejste mig, for at gå udenfor, da jeg trængte til en smøg efter denne underlige oplevelse. Jeg gik lige udenfor døren, men mistede balancen, jeg greb hurtigt fat i dørkammen, og støttede mig op af den, så jeg ikke ville falde lige på røven i gulvet, det ville være ekstrem pinligt hvis alle så det. Jeg kiggede rundt og så at et par blikke havde fundet mit, feks Pattie. Og ikke kun hendes blik, hendes fødder havde også snart fundet mig og på få sekunder var hun henne ved min side.

 

“Er du okay?” spurgte hun bekymret imens hun hjalp mig op og stå igen

“Ja, mistede bare balancen, du kender mig jeg er klodsmajor.” Grinede jeg med et falsk smil tilbage, min mund var så tør at jeg næsten ikke kunne sige noget. Jeg skulle have noget vand ligenu! Jeg tog min flaske op af tasken, og bællerede vandet derfra, okay. Det følte mere rigtigt, der var noget i min mave igen, og det var skønt.

 

Jeg kiggede op på Pattie igen, hun var ved at give mig elavatorblikket. Da hendes øjne mødte mine igen, var de fyldt op med vand.

“Hvorfor fanden gør du det her Cat?!”

 

“Jeg forstår ikke helt?” Svarede jeg hende igen, men jeg forstod præcis hvad hun mente..

 

“Du ved godt hvad jeg mener! Er det her en eller anden syg straf for dine forældre, fordi de var nogle idioter?! Du straffer ikke kun dem Cat, du straffer dig selv! Se dog på dig, du kan ikke engang gå forhelvede, du straffer alle omkring dig! Det fucking dræber mig, at se du går og dræber dig selv ligeså stille, kan du ikke bare æde noget?!” Råbte hun, hun havde tårer rendende ned af kinderne, jeg kiggede rundt og mange havde stoppet op og fuldt med i vores samtale, Også ham fra tidligere, den mystiske dreng.

 

“Dæmp dig nu lidt Pat, du ved ikke om jeg spiser eller ej? Hvordan kan det dræbe dig når det var dig der ligepludselig droppede mig, du havde da ikke dine arme åbne, da jeg kom tilbage og havde brug for dig, jeg havde brug for din støtte for at fuldføre det her, men det ville du jo ikke.” Hviskede jeg tilbage da jeg ikke ville have at hele gangen skulle tro jeg var sindsyg.

 

“Jeg har ikke tænkt mig at dæmpe mig?! Jeg er fuldstændig ligeglad om folk høre alt hvad jeg fucking siger! Jeg vil have min bedste veninde tilbage, hele dig og fandme ikke kun dine knogler, det er næsten det eneste der er tilbage! Jeg droppede dig aldrig, du skubbede mig væk Cat..” Hulkede hun videre, og højt.  “Hvad mener du med at jeg ikke støttede dig i det du ville fuldføre, hvad er det du prøver at fuldføre?!” Sagde hun kort efter.

 

Jeg smilede lidt og lænede mig hen til hendes øre og hviskede

“Perfektion”

Jeg gik forbi hende, og hen iḿod udgangen. Jeg kunne høre hende snøfte bagved mig, men ligenu skulle jeg bare have en smøg, væk fra alle de stirrende og dømmende blikke.. Jeg skulle have nikotin i mit blod, hvis jeg skulle derind igen..

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvad så, hvad synes i om den ind til videre?

Jeg synes den er ekstrem spænende og skrive på, og håber at i synes den er spænende at læse.

I må virkelig gerne give ris, ros, fav og like ofc, og når i er ved det så vis den til jeres venner 

Gerne skriv i kommentaren hvad i tror der sker i næste kapitel, det kunne være sjovt hvis en af jer gætter rigtigt :P
- Kys M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...